Græshopper i tordenvejr


Søren Fodgaards billede
Søren Fodgaards billede
 
2012 mar

 

Vandregræshoppe. Fotos: Wikimedia

Jeg havde indlogeret mig på et af de bedste hoteller i Jinja i Uganda. Jeg havde fået det absolut pæneste værelse. Ikke fordi det sagde så meget – standarden var lav efter årene under Idi Amin: 25 m2, nøgne vægge, en seng i et hjørne, to vinduer. Som sædvanligt i troperne var det jalousivinduer, opbygget af en række glasplader som stilles vandret, når man vil have luft ind, og lodret når man vil lukke af. Yderst skulle der så være et myggenet – men det var ret hullet efter mange års mangel på alt i landet.

Jeg gik ud for at spise, og ud på aftenen vendte jeg hjem for at sove. Det var varmt og fugtigt – ikke en vind rørte sig. Lige uden for mit værelse hang en lampe, som var omsværmet af store græshopper. Bæster på en 5-6 centimeters længde.

Kort efter jeg havde slukket lyset, brød et kraftigt tordenvejr løs. Først enkelte store dråber og lige pludselig væltede det ned. Godt at jeg var i sikkerhed i det trygge hotelværelse.

 

En raslen ved vinduerne

Så begyndte det at rasle ved vinduerne. Det var græshopperne, der var på vej ind, nærmest desperate for at komme i ly for regnen.

Jeg vippede glaspladerne op, men der var en fejl i konstruktionen, så der var stadig en centimeter mellem glaspladerne, når de stod på højkant. Græshopperne fortsatte med at kravle op ad pladerne og masede sig igennem, en efter en.

Vel inde i tørvejret begyndte de at se sig om. De fløj rundt i værelset med et kraftigt brrumm. Efter et øjeblik ramte de selvfølgelig ind i væggen med et tydeligt shmak! Og faldt ned på gulvet med et plonk. Jeg prøvede at verfe dem ud i hotellets gang – så måtte nogle andre tage sig af dem – men de kom tilbage til værelset med det samme.

Det blev ved med at rasle ved vinduerne, og nu var der 15-20 stykker derinde. Det sagde brrumm! shmak! plonk! i et væk. Nogle af dem ramte væggen i hjørnet og faldt så ned på sengen. Jeg indså, at jeg ville få flere krablende sengekammerater, end jeg havde lyst til.

Hotelværten boede ikke på hotellet, og regnen stod stadig ned i tove. Og jeg var søvnig – det var over midnat. Ingen hjælp i sigte. Og det blev ved: Brrumm! shmak! plonk!

Jeg begyndte at se et mønster: Græshopperne landede kun på sengen, hvis de var stødt ind i væggen. Hvis jeg nu rykkede sengen ud midt på gulvet kunne jeg få lagenerne i fred.

Det virkede. De holdt sig væk fra sengen. Så jeg lagde mig ned og lukkede øjnene. Og til lyden af brrumm! shmak! plonk! og tordenvejret faldt jeg i søvn i løbet af fem minutter.

Næste morgen skinnede solen ind ad vinduerne, og luften var frisk og kølig. Jeg stod op for at rydde op efter græshoppernes nattefest og ville feje brækkede ben og afrevne vinger ind til siden.

Men græshopperne var væk! Ligegyldigt hvor jeg kiggede, var der intet at se. Ingen græshopper, ingen stumper, ingen grønne plamager på væggene. Da tordenvejret var hørt op var de åbenbart trukket ud igen gennem vinduerne.

 
 
Share this