Ruwenzori: På trekking tilbage til dinosaurernes tidsalder


Erik Pontoppidans billede
Erik Pontoppidans billede
 
2016 mar

Ruwenzoribjergene – eller Månebjergene som de også kaldes – ligger i grænseområdet mellem det vestlige Uganda og DR Congo i Centralafrika. Her udspringer en af Nilens kilder, og det er et af de mest særprægede bjergområder i verden.

 

Fotos: Erik Pontoppidan, Thierry Bodson & Wikimedia

Gletsjere i Ruwenzoribjergene i Virunga Nationalpark. Foto: Thierry Bodson.

Vi vandrer i timevis ad ufremkommelige stier i fugtige tåger, kravler over og under væltede, mosbegroede træstammer, og efterhånden vænner vi os til at synke ned i mudder til knæene. Det føles faktisk, som om man er steget ud af en tidsmaskine efter at have rejst tilbage til en fjern geologisk tidsalder, for det vrimler med mærkelige planter, man aldrig har set før, og der bor ingen mennesker heroppe. Nogle steder passerer man gennem tæt bevoksning med bregner på to til tre meters højde, andre steder vader man i mudderet gennem bambusskove med tusindvis af stokke på en halv snes meter svajende over hovedet.

 

De lavere dele af Ruwenzoribjergene er bevokset med tæt tropisk regnskov, der gennemstrømmes af rivende floder. Der er fantastisk frodigt overalt, hvilket først og fremmest skyldes rigelige mængder nedbør (det regner ca. 300 dage om året).

Efterhånden som vi kommer højere op i Ruwenzori, tynder bevoksningen lidt ud og bliver anderledes, og det hele bliver endnu mere uvirkeligt. Først går vi gennem skove af kæmpelyng med mærkelige, forkrøblede træer, der er overgroet med nedhængende lav og mospuder. I nærheden af snegrænsen er der skove og sumpe med kæmpestore brandbæger (Senecio) og kæmpelobelier. Især planterne får én til at føle sig meget lille, fordi deres blade og blomster er enormt store, i forhold til det vi kender hjemmefra. Hvis man forestiller sig, at man skrumpede ind til at være 10 centimeter høj og blev sluppet løs på en græsmark med alle dens vilde planter, så er billedet ikke helt ved siden af! 

At gå ind i den tætte bevoksning i tusmørke var meget uhyggeligt, og jeg er sikker på, at dette område ville være ideelt, hvis man skulle lave endnu en film om dinosaurer. Ideen er hermed givet videre til Steven Spielberg, hvis han skulle få lyst til at lave endnu en fortsættelse af ”Jurassic Park”.

Endelig – højt hævet over denne eventyrverden – rejser der sig bjerge med sne og gletsjere i over 5.000 meters højde, som får én til at glemme, at man befinder sig i det tropiske Afrika.

Historie og myter

Eksistensen af disse mærkelige bjerge kan man spore i overleveringer helt tilbage til vores tidsregnings begyndelse. Allerede gennem de gamle egypteres handelsforbindelser spredtes rygtet om, at Nilen udsprang ved foden af et vældigt, sneklædt massiv dybt inde i Afrika. Men dengang var det umuligt at få eksakte oplysninger, så Månebjergene kom for de fleste til at høre hjemme i fablernes verden.

Da den græske videnskabsmand Ptolemæus tegnede sit berømte verdenskort i det 2. århundrede e.v.t., anbragte han et kolossalt bjerg midt i Afrika og beskrev det som ”Månebjerget, der med sin sne føder Nilens kildesøer”. Beskrivelsen og placeringen er set med datidens geografiske viden forbløffende rigtig, og selv om Ruwenzori er indtegnet på nyere kort op gennem historien angiver ingen af dem deres position så nøjagtigt som det, Ptolemæus lavede. Som århundrederne gik, betragtedes Månebjergene som noget mere eller mindre uvirkeligt, og det er jo heller ikke så mærkeligt at forstå, at mange stillede sig skeptiske over for tanken om at der fandtes sneklædte bjerge helt nede ved ækvator.

Fra Kitandarasøen (4.027 moh). Langs søens bredder voksede en tæt skov af de mærkelige brandbæger- og lobelietræer

Selv da opdagelsesrejserne i Afrika satte ind, forblev Ruwenzori i lang tid et mysterium. I 1864 trængte Baker langs Nilen ind til Albertsøen, og i 1876 nåede Stanley fra øst frem til Edwardsøen – men ingen af dem opdagede, at der mellem disse to søer hævede sig en over 5.000 meter høj bjergkæde på 150 kilometers længde og 50 kilometers bredde. Forklaringen er, at Ruwenzori så godt som altid er skjult i tåge. På de lokale indfødtes sprog betyder Ruwenzori faktisk ”tågekongen” eller ”regnskaberen”.

Ruwenzori byder på enestående natur.

Først i 1888, da Stanley for anden gang var ved Albertsøen, blev de opdaget, og det skete ved et rent tilfælde. Da Stanley efter en måneds ophold brød op fra vestbredden af Albertsøen, blev han af en af de indfødte gjort opmærksom på et ejendommeligt fænomen ude i horisonten – "et bjerg af salt" som afrikaneren kaldte det. De gådefulde Månebjerge var hermed opdaget af mennesker uden for Afrika.

Sammen med en indfødt tilbragte jeg en uges tid i Ruwenzori. Vi lagde ud fra hans egen landsby Ibanda, som ligger i en af de frugtbare dale, der strækker sig fra bjergene ned i Uganda, og i løbet af ugen vandrede vi op gennem dette fantastiske sceneri. Det var absolut nødvendigt at have en stedkendt med på turen, for stien, vi fulgte, var meget utydelig og forsvandt ofte i store sumpe, hvor vi måtte springe fra græstue til græstue i timevis.

I en af Lonely Planets rejseguider om Østafrika læste jeg i øvrigt, at nogle vandrere havde skrevet følgende ord på væggen i Bujuku-bjerghytten: "Jesus learned how to walk on water. After 5 days here, everybody could do it!"

Desværre talte min ledsager kun swahili, så det var ikke de store ting, vi kunne snakke om. Jeg havde godt nok medbragt en ordbog fra engelsk til swahili, men vores konversation blev begrænset til enstavelsesord, som vi udvekslede over bålet om aftenen. Der er dog ét ord på swahili, som jeg aldrig vil glemme, og det er matope. Det betyder mudder.

Jeg tror, at vi var meget heldige med vejret, for det regnede kun rigtigt den ene af dagene på trods af de store mængder nedbør, der falder på årsbasis, og på trods af at regntiden faktisk var ved at begynde. Til gengæld bød denne ene dag på et regnskyl, som jeg sjældent har oplevet. Vi var på vej tilbage til civilisationen og befandt os midt i en stor bambusskov, da vandet begyndte at fosse ned i tove, og det tordnede, så man skulle tro, at verdens undergang var nær. De i forvejen opblødte sumpe blev til et morads af mudder og plantedele. Stien, vi gik på, blev til et vandløb, og floden, der løb i bunden af vores dal, svulmede faretruende op. Det sidste havde ikke betydet så meget, hvis vi ikke havde været nødt til at krydse den flere gange for at komme tilbage.

Ligegyldigt hvor man rejser hen i verden, finder man næppe et mere særpræget bjerglandskab end Ruwenzori. Sneen og gletsjerne side om side med den tropiske regnskov, den makabre tåge og de voldsomme skybrud, de mærkelige planter i mudderet, der leder tanken hen på kultidens eller juratidens sumpskove – alt dette danner en helhed, som efterlader et meget stærkt indtryk hos den besøgende. Der er skrevet flere beretninger om ekspeditioner til Ruwenzori, og det lyser ud af dem alle, i hvor høj grad deltagerne er blevet grebet af denne eventyrverden. Disse bjerge har ikke forandret sig i årtusinder, og de giver én en følelse af at være totalt uden for virkelighedens tid og rum, fordi alt er forskelligt fra det, man kender.

Denne smaragdsolfugl (Nectarinia johnstoni) bor i skovene i Ruwenzoris bjerge

 

 

Faktabox

Lokal transport & guide: Jeg kom til Ruwenzori med lokalbusser fra Kenya via Kampala og begyndte vandreturen fra landsbyen Ibanda. Her hyrede jeg en lokal guide, som fulgte med mig på den otte dage lange tur i bjergene. Det var meget anstrengende, især pga. de mange sumpede områder, men helt fantastisk! Læs mere om guider og trekkingmuligheder på www.rwenzori.com, www.rwenzoritrekking.com og www.rwenzorimountaineeringservices.com. Advarsel: Ruwenzori har i en del år været et “no go”-område pga. lokale oprørsgrupper, men ifølge vores medlem Lars Gundersen, direktør i Kipling Travel, skulle bjergene nu være helt okay at færdes i for turister. Det danske udenrigsministerium advarer dog om en betydelig terrortrussel i Uganda. Rejsende opfordres til at undgå offentlige steder, udvise ekstra stor agtpågivenhed og forsigtighed samt holde sig løbende orienteret gennem lokale medier, rejsevejledninger og øvrige relevante kilder og kontakter. På baggrund af Ugandas betydelige bidrag til de igangværende militære operationer i Somalia, er der generelt en forhøjet risiko for terrorisme i Uganda. Det frarådes at opholde sig i nærheden af, eller at krydse Ugandas grænse til, DR Congo og Sydsudan. Forsigtighed bør udvises ved rejser til Albertsøen og Bundibugyodistriktet, herunder Semliki Nationalpark i det vestlige Uganda, og Queen Elisabeth Nationalpark og nationalparkerne Bwindi og Mgahinga i Kisorodistriktet i det sydvestlige Uganda. Indrejse: Danskere skal have visum samt dokumentation for vaccination mod gul feber.
 
 
Share this