Blandt konger og helte på Sydgeorgien


Sisse Skippers billede
2012 jun

Blandt konger og helte på Sydgeorgien

Sydgeorgien er en af verdens mest isolerede øer, beliggende ca. 2.000 km ud fra Sydamerikas sydlige spids i det sydlige Atlanterhav. Isoleret af dette enorme hav, og med sit bjergrige terræn, er det kun muligt at besøge Sydgeorgien med skib.

Tekst & fotos: Sisse Skipper Andersen

 

Jeg var i julen 2009 om bord på Hurtigrutens MV Fram på den ultimative antarktistur, der ud over Den Antarktiske Halvø også omfattede besøg på Falklandsøerne, Sydgeorgien og Sydorkneyøerne.

Sydgeorgien havde været min drømmedestination, lige siden jeg første gang læste om Shackletons ubeskrivelige færd ud fra Sydgeorgien i 1914, og om hans og hans mænds umenneskelige overlevelsestur tilbage dertil, der varede halvandet år. Den største menneskelige overlevelsesbedrift blandt de mange opdagelsesrejsende igennem tiderne. En sand helt og eventyrer i mine øjne. Og da han nogle år senere returnerede til Sydgeorgien og Grytviken, og døde samme nat af et hjerteanfald, tror jeg, det var skæbnen – han var kommet hjem for at dø. At besøge hans grav på kirkegården i Grytviken var som en pilgrimsrejse og en af de mest følelsesprægede dage i mit liv.

Sydgeorgien er dog meget mere end kun historien om Shackleton. Øen har en drabelig norsk hvalfangerhistorie, men har dog i dag genopbygget noget af verdens mest imponerende dyreliv. Fyldt med de majestætiske kongepingviner, store søelefanter, pelssæler og i luften de imponerende albatrosser, et sandt paradis for dyreelskere.  Vi havde landgang tre steder på denne fantastiske ø – Fortuna Bay, Strømness og Grytviken.

En koloni af kongepingviner

Efter to dage til søs fra Stanley på Falklandsøerne stod jeg længselsfuldt oppe på dækket, allerede kl. 4 om morgenen.  Som den eneste på dækket så jeg de golde klipper og sneklædte toppe på Sydgeorgien dukke op i morgendisen. Synet gav mig kuldegysninger og længselsglæde. Kunne øen nu leve op til mine høje forventninger, som jeg havde haft i så lang tid? Jeg så de første majestætiske kongepingviner suse forbi i vandet omkring Fram og pelssæler, der stak hovedet op og bød velkommen. Disen lettede, og den ene enorme gletsjer efter den anden dukkede op, ned ad bjergsiderne langs kysten.

 

Efter morgenmaden om bord på Fram, var vi ankommet til Fortuna Bay, vores første landgang. Her var ingen bebyggelse, men et imponerende dyreliv. I vores turnusorden af landgange var jeg heldig at være i den første gruppe, der blev sat i land i de såkaldte zodiacbåde. Lige så snart man satte foden på landjorden, var man omringet af den ene store pelssæl og søelefant efter den anden. De var store, meget store og kan veje flere tons, så det tog lige lidt tilvænning og overvindelse af frygt at begynde turen et par kilometer op igennem landskabet til en af verdens største kongepingvin-kolonier. Vi gik igennem landskabet omgivet af disse imponerende væsener ganske tæt på. Uhyggeligt at tænke på, at de var meget tæt på total udryddelse under hvalfangerperioden på Sydgeorgien i årene omkring 1912-1931. I dag er bestanden af både pelssæler og søelefanter heldigvis tilbage til normalt niveau.

Kun få af os nåede helt frem til kongepingvinkolonien, men sikke en oplevelse for os, der gjorde. 100.000 af disse, verdens næststørste pingvin, stod i en stor klump foran os. Majestætiske gik de rundt med deres fluffede brune, kluntede unger i hælene. Kongepingviner lever med deres partner igennem hele livet, og det var rørende at se disse fugle stå sammen, som var de et menneskeligt kærestepar. Man blev næsten helt euforisk af oplevelsen. At komme så tæt på naturen, og så fjern en natur fra vores hverdag, der for de flestes tilfælde kun vil blive oplevet i et BBC-program i fjernsynet hjemme i sofaen, er ubeskrivelig. Og uden tvivl den største enkeltstående naturoplevelse jeg har haft ude i den store verden.

Der er strenge regler for landgang på Sydgeorgien for derigennem at beskytte både flora og fauna. Men den øde isolation af øen gør også sit til at beskytte denne unikke ø. Så vi måtte kun være 100 personer i land ad gangen, og kun skibe med under 500 passagerer må forankre. Dette er ikke et problem på Fram, da der er plads til under 200 passagerer.

Frokosten blev indtaget et godt stykke hen på eftermiddagen, da vi igen lettede anker og sejlede det korte stykke videre til næste bugt, Strømness. Tidspunkter på denne breddegrad betyder ikke så meget, for på denne tid af året, december, er der næsten lyst hele døgnet.

Dyrerig spøgelsesby

Grytviken

Strømness lå som en spøgelsesby i bunden af bugten, kun beboet af søelefanter og pelssæler samt både konge- og æselpingviner. Strømness blev bygget i 1912 og fungerede som en norsk hvalfangerstation frem til 1931. Bygningerne ligger der stadig, men skilte forkynder ingen adgang til området af fare for asbest og nedstyrtninger i de hundrede år gamle bygninger. Et skilt, dyrelivet dog ikke overholder. Dyrene så ud til at stortrives i dette menneskeskabte forladte miljø: At se pelssæleunger lege og gå på line på gammelt rustent metal og se dem putte sig i læ i gamle rustne skibsskruer, var et mærkværdigt syn, men noget de har været vant til igennem generationer, og det så ud som om, det var det naturligste i verden for dem. Men underligt for os at se dyrene leve så vel og godt, iblandt de menneskeskabte ting og bygninger, der var blevet bygget for at dræbe netop de selv samme dyr i sidste århundrede.

Det var her i Strømness, at Shackleton og hans to mænd kom forhutlede ned ad bjergskråningerne tilbage i 1916 og bankede på døren til hvalfangerdirektørens hjem, og forklarede hvem de var efter at have været opgivet af omverdenen i over et år. Reaktionen var overvældende på øen, og den langvarige undsætning af resten af Shackletons mænd på Elefantøen blev igangsat. En undsætning der lykkedes, og samtlige mænd overlevede mirakuløst.

Hen under aften gik det atter videre langs kysten, og først på natten lagde vi anker ud for et af verdens smukkeste steder, Grytviken.

Skål ved en gravsten

Da jeg tidlig morgen gik fra kahytten og op på dækket, var de følelsesprægede tårer allerede på vej i øjnene. Jeg vidste, at dette ville blive en dag, jeg ville huske resten af mine dage. Da jeg kom op lå den lille velrestaurerede hvalfangerby Grytviken smukt beliggende for foden af et kæmpebjerg i bunden af den lille bugt. Grytviken fungerede som norsk hvalfangerstation fra 1904 og helt frem til 1966. I dag restaureret og det eneste sted på Sydgeorgien, hvor der bor mennesker. 18 britiske regerings- og videnskabsmænd bor her i den lille nyopførte bosættelse King Edward Point om sommeren, og kun ni personer overvintrer her.

Som vi lå forankret midt i den lille bugt, så jeg ude til venstre, lidt oppe på en skråning, en lille indhegnet kirkegård. Her ligger et par håndfulde hvalfangere under hvert sit hvide kors. Og som man kunne se helt ude fra bugten, under den eneste høje sten, Sir Ernest Shackleton. Jeg stod her med tårerne pressende for øjnene og tænkte på disse umenneskelige oplevelser, han og hans mænd havde været ude for, og om hans store egenskaber som leder, og hvordan han mirakuløst fik alle sine mænd hjem i live. Imens jeg stod der, blev den første zodiac sat i vandet med landgang lige for foden af kirkegården. Første mand i land var en af Frams specialister, en amerikansk historiker ved navn Jim. Han havde dagen i forvejen holdt et følelsesladet foredrag for passagererne om bord på Fram om Schakletons enestående bedrifter. Meget symbolsk gik han ene mand op og ind på kirkegården og faldt på knæ og sendte sin respekt og hilsen til selv samme Shackleton for foden af hans gravmæle. Fra første til sidste passager besøgte gravmælet, forlod Jim ikke sin vogtende plads ved siden af Shackletons grav.

Schackleton's grav

Solen skinnede, og kirkegården lå omringet af store pelssælehanner, der lignede vogtende hunde af netop denne gravplads.

 Jeg var på denne tur sammen med mine forældre, og gik ind på kirkegården sammen med min far. Shackleton havde været glad for cognac og whisky, og der er tradition for, at de, der besøger hans gravsten, deler netop en af disse drikke med ham, samt klapper stenen tre gange. Så der stod jeg med min far på hver vores side af gravstenen og delte en lille flaske cognac med Shackleton og klappede hans gravsten. Min far mente, at gravstedet fik lige rigeligt af de dyrebare gode dråber. Men for os begge var det et bevægende øjeblik, og jeg fik for eneste gang i mit liv følelsen af, at dette var et godt sted at dø. Stilheden, den storslåede natur, isolationen og den enestående historie, var overvældende.

Vi forlod kirkegården og gik ind imod Grytviken, besøgte den velbevarede norske trækirke, hvor vores kaptajn viede et tysk par. Underligt at være så langt hjemmefra og så se altertavlens skrift stå på norsk.

I den tidligere hvalfangerdirektørs hus ligger der i dag et imponerende museum, der indeholder både øens hvalfangerhistorie og selvfølgelig Shackletons. Museets lille butik indeholdt for os Shackleton-beundrere et imponerende udvalg af memorialer til at dyrke vores idol-hyldest.

Hvalfangerbåden Petral i Grytviken

Ved siden af museet, i et lille skur, var en tro kopi af Shackletons båd, James Caird. Når man ser størrelsen af båden, fatter man endnu mindre, hvordan de kunne overleve og navigere den 16 dage lange tur fra Elefantøen i et af verdens mest farlige og stormfyldte farvande.

Tiden var kommet, hvor vi skulle bevæge os fra denne enestående ø, en tur, der ligesom Shackletons, gik sydpå. Sydpå til nye eventyr på Sydorkney,  Elefantøen og det antarktiske kontinent. Jeg stod tilfreds på dækket og så under en fantastisk fuldmåne, Sydgeorgiens vilde uberørte bjerge forsvinde i horisonten.

Sydgeorgien

Britisk territorium i det sydlige Atlanterhav siden 1775, også kendt som South Georgia eller Georgias del Sur på spansk. Øen blev lejet ud til norske hvalfangere fra 1904 og frem til 1966. Argentina gør fortsat territorialt krav på øen, som var kortvarigt besat under Falklandskrigen i 1982. I dag kun beboet af 38 udsendte britiske videnskabs- og regeringsmænd i sommerhalvåret og kun meget få i vinterhalvåret. Øen har i dag verdens største bestand af både kongepingviner og pelssæler og besøges af færre end 2.000 turister årligt, de fleste på krydstogtskibe.

De selskaber, der laver ture til Sydgeorgien, er primært norske Hurtigruten og amerikanske Quark Expeditions, begge med kun få afgange om året. Priser ligger fra ca. 50.000 kr. og opefter. Turene begynder fra Argentina.

 

Faktabox

Sir Ernest Shackleton Sir Ernest Shackleton, britisk polarforsker, født i Irland i 1874 og død i Grytviken, Sydgeorgien, i 1922. Shackleton opnåede på sine fire polarekspeditioner aldrig målet for nogen af dem. Men på den tredje ekspedition, som havde til formål at krydse det antarktiske kontinent, opnåede han den menneskelige anerkendelse, han stadig i dag er berømt for. Shackleton og hans mænd forlod Sydgeorgien om bord på skibet Endurance i slutningen af 1914. Ikke lang tid senere satte Endurance sig fast i pakisen i Wedellhavet. Der drev de så rundt i pakisen, indtil skibet til sidst bukkede under for isens kræfter. Efterladt i den antarktiske vinter med kun tre redningsbåde stod de nu på den kolde pakis, uden håb om nogensinde at blive reddet i live. Shackletons lederskab og drivkraft bragte dem dog frem til åbent hav og til en dramatisk sejltur til den isolerede og ugæstfri Elefantø. Det var fast grund, men ikke et sted nogen ville lede efter dem, eller hvor de på lang sigt kunne overleve. Shackleton og fem af hans mænd sejlede derfor desperat ud i den største af disse både, James Caird, for at have den mindste lille chance for overlevelse. Udmattede og frygtløse begav de sig ud på åbent hav, og mirakuløst ramte de som planlagt Sydgeorgien. Uheldigvis på den ubeboede side af øen. Øen var aldrig tidligere blevet krydset, men Shackleton og to af mændene gjorde det umenneskelige og nåede målet på den anden side af øen – civilisation og overlevelse. Inden redningen af mændene, der var blevet efterladt på Elefantøen, kom der til at gå næsten yderligere fire måneder, hvor Shackleton kunne konstatere, at alle mænd – næsten utænkeligt – havde overlevet. Næsten to år skulle der gå, efter de først var sejlet ud fra Sydgeorgien, til alle mænd igen var i sikkerhed.
 
 
 
Share this