Med næstsidste postskib til Sankt Helena


Per Svendsens billede
2012 jun

Med næstsidste postskib til Sankt Helena

 

21. maj 1502, på vej tilbage fra Indien, opdagede den portugisiske admiral João da Nova en ubeboet ø i det sydlige Atlanterhav. Dagen var kejser Constantins mors fødselsdag, Helena, så øen blev opkaldt efter hende. Admiralen indså straks den strategiske betydning af den lille ø midt imellem Kap Verde og Kap det Gode Håb: Her var mulighed for at få friske forsyninger på den lange sørejse til og fra landene omkring Det Indiske Ocean. Kom med på den næstsidste rejse fra England med The Royal Mail Ship til en ø, som i dag befinder sig i lidt af en tidslomme. Så længe det varer. For snart får den kendte ø fra historiebøgerne en lufthavn, og så kommer turisterne nok i horder.

 

Tekst: Per Svendsen

Fotos: Per & Bodil Svendsen

RMS St. Helena

Tidligt om morgenen 19. marts 2011 stod jeg og min kone, Bodil, på dækket og fulgte de sidste forberedelser inden afrejsen fra Portland i Sydengland. Kl. 6.30 gik fortøjningerne, maskinen kom op i omdrejninger, og The Royal Mail Ship St. Helena begyndte sin lange rejse hjem. To uger til søs ventede forude inden vi skulle nå Sankt Helena, og efter ni dage på øen ventede yderligere seks døgns sejlads til Cape Town.

RMS St. Helena er et kombineret fragt- og passagerskib med plads til 128 passagerer og 1.800 tons gods. Der er kun to skibe af denne type i verden, det andet sejler i Stillehavet mellem Tahiti og fjerne fransk polynesiske øer. Og kun to skibe bærer betegnelsen Royal Mail Ship – RMS St. Helena og RMS Queen Mary 2. Intet kan være mere forskelligt end netop de to skibe. RMS St. Helena er ikke er krydstogtskib – her er ingen danserinder, dog med undtagelse af skibets officerer, der en aften opførte en ubeskrivelig morsom parodi på svaneungernes pas de quatre fra ”Svanesøen”! Der er intet symfoniorkester, ingen operaforestilling, men sjov og ballade med spil på dækket og gættekonkurrencer i salonen og ikke mindst fantastisk mad. Vi var velsignet med solskin og rolig sø, sad på soldækket det meste af tiden med en bog eller faldt i snak med de øvrige passagerer.

Neptun i aktion ved ækvator

30. marts kl. 12.05 ringede skibsklokken, og styrmanden annoncerede positionen 0 grader 01 min. S. Under stor ståhej kom kong Neptun med dronning, anklager, dommer, betjente, læge, sygeplejerske og barber om bord, og så fik udvalgte passagerer ellers en passende dåb. Anklager blev fremført, domme afsagt og eksekveret med masser af barberskum, chokoladesovs, æg og ulækre madrester fra dagen før, inden de fik en tur i poolen.

 

Ankomst til Ascension Island

31. marts var vi ude af køjerne, allerede inden vores venlige steward havde bragt os the early morning tea. Fra dækket kunne vi endnu se nymånen ligge ned og Venus lyse kraftigt ved siden af. Langsomt blev skyerne rødlige og på få minutter var tropenatten gået over til dag. I horisonten skimtede vi konturerne af land. Flot, efter 12 dage på det åbne hav ramte vi plet på en lille ø, imponerende. Ascension Island har ingen egentlig fast befolkning. Alle beboerne er kontraktansatte af de organisationer, der arbejder på øen. Den største arbejdsgiver er den amerikanske flybase, hvor mange fra Sankt Helena arbejder. Flybasen, der blev anlagt under 2. Verdenskrig, er ikke åben for civil flyvning, men bruges bl.a. som nødlandingsplads for rumfærger.

Ascension i sigte efter 10 dage til søs

Vi tilbragte otte timer på Ascension Island, medens skibet lossede containere over på store pramme. De passagerer, der ønskede landlov, kravlede ned ad lejderen, over på en pram og op i en motorbåd. Landgangen foregik, assisteret af et par erfarne folk, i et spring fra båden over på en trappe. Alle kom sikkert i land og fik en rundtur. Det meste af Ascension er gold lavamark på nær et centralt højdedrag, hvor der vokser tæt skov. Det mest interessante på Ascension Island er en stor sandstrand, hvor Atlanterhavets havskildpadder foretrækker at lægge deres æg. I ældre tid blev øen besøgt af skibe til og fra Det Indiske Ocean for at tanke vand og fange skildpadder.

Ascension Island forblev ubeboet indtil 1815, hvor Napoleon blev sendt i eksil på Sankt Helena. Under hans fangenskab blev en engelsk flådestyrke bragt til Ascension Island for at forhindre franskmændene i at befri kejseren. Sidst på dagen var vi alle tilbage på RMS St. Helena og enige om, at vi havde besøgt et meget besynderligt st

Longwood House, Napoleons bolig
Ascensions lavamarker

ed med en voldsom natur, et specielt dyreliv, og hvis berettigelse som beboelse for mennesker er en militær tilstedeværelse, som virker ret uforståelig.

 

Jamestown i sigte

Turen fra Ascension til Sankt Helena tog 2½ døgn. Det var tydeligt at mærke på de lokale passagerer, at der var noget stort i vente. Mange havde ikke været hjemme i årevis. De havde været i England, på Ascension eller Falklandsøerne for at tjene penge, flere penge end det var muligt at tjene på Sankt Helena, hvor der er få job, og hvor lønnen er lav.

Den tredje dag om morgenen var alle tidligt oppe på dækket. Da det begyndte at lysne ved halvsyvtiden, fik vi landkending. RMS St. Helena havde afsluttet sin lange rejse hjem og lod ankeret gå ud for Jamestown. Politiet kom om bord og stemplede pas, kontrollerede indrejsedokumenter, returbilletter og sygeforsikringer. I hold på 30 blev vi færget i land, fik bagagen snuset til af en venligt udseende hund og kunne så bevæge os hen til enden af kajen til en ventende menneskemængde. En venlig ældre dame kom os i møde med et skilt, hvorpå der stod Hillcrest, navnet på et sted hvor vi havde booket logi. Det viste sig, at vi havde lejet et helt hus med en fantastisk udsigt over Jamestown og bugten, hvor vort lille skib lå for anker. Sammen med en bil kostede det os 30 pund om dagen (Sankt Helena har sin egen valuta, som er 1:1 med GBP). Husets ejer boede og arbejdede i England. Det viste sig at være den almindelige livsform at rejse ud og tjene penge og så vende hjem til Sankt Helena til en rolig pensionisttilværelse.

 

Historiske seværdigheder og smuk natur

Sankt Helena viste sig at være et underskønt sted. Selv om menneskene gennem 500 år har sat deres præg og med kortsigtede aktiviteter har ødelagt meget, er landskabet storslået. Øen er skabt af to store vulkanudbrud, der har efterladt et meget voldsomt landskab med høje bjergtoppe og dybe dale med rivende vandløb. Meget af den oprindelige vegetation er fjernet, med der gøres nu en stor indsats for at genskabe den endemiske flora og fauna.

Stranden hvor Sydatlantens skildpadder lægger deres æg

Men lad os begynde med hovedbyen: Jamestown ligger i en smal dal ned mod bugten, hvor skibene ankrer op, og passagerer og fragt færges i land. Fra molen går man gennem en gammel byport op i hovedgaden, hvis huse minder om en svunden kolonifortid. Det første, man bemærker, er en trappe – Jacob's Ladder - med 699 trin, der rejser sig stejlt op ad bjergsiden til et gammel fort, der beskytter bugten. Jacob's Ladder var i gamle dage forsynet med skinner på hver side af trinene, hvorpå tipvogne trukket af æsler transporterede varer og affald til og fra byen. Skinnerne findes ikke mere, og trappen er mest et vartegn for byen og en attraktion for de få turister, der besøger øen. Byporten er den eneste adgang fra omverdenen til byen og øen.

Umiddelbart til venstre for porten ligger The Castle fra 1659 komplet med gamle kanoner, og Union Jack vejende fra flagstangen. Herfra administreres øen stadigvæk. Siden 1963, hvor de første demokratiske valg blev holdt, har øen været ledet af et lovgivende råd på 12 valgte og 3 udpegede medlemmer. Der er ingen ministerier, idet den udøvende magt ligger hos guvernøren, der har specielle beføjelser med hensyn til forsvar, udenrigspolitik, national sikkerhed, domstol, finanser og trafik. Den britiske dronning har absolut autoritet over Sankt Helena. Der har aldrig været bestræbelser fra befolkningen på at opnå uafhængighed fra Storbritannien, tværtimod har der hele tiden været ønske om en så nær samhørighed med England som muligt. Det nære forhold blev udfordret i 1980'erne med The British Nationality Act, en lov der tilstræbte at forhindre ukontrolleret indvandring til Storbritannien fra de tidligere kolonier. Beboerne på Sankt Helena var i 20 år forhindret i at rejse til England og arbejde, et forhold, der blev ændret i slutningen af 90'erne, således at beboerne i dag er fuldgyldige britiske statsborgere.

På den modsatte side af gaden ligger politistationen og fængslet. Sidstnævnte bruges vist ikke meget, da de største forbrydelser synes at være trafikforseelser. Dalen, hvor Jamestown ligger, er så smal, at byen i princippet kun består af én gade, der rummer hotel, restauranter, turistkontor og et par mindre supermarkeder. De første dage var hylderne meget tomme, det var tydeligt, at det var over 6 uger siden, skibet var hjemme sidst. Næsten alt importeres fra Sydafrika. Det kan tilsyneladende ikke betale sig at producere noget selv. Der er ikke meget landbrug tilbage på øen, de unge vil hellere rejse bort og tjene penge i udlandet.

For enden af hovedgaden deler gaden sig i to, og herfra begynder opstigningen til øens indre. Vejene er smalle, stejle og med mange skarpe sving. Der er gode muligheder for vandreture på øen. Fra vores terrasse kunne vi se en af øens seværdigheder – The Heartshaped Waterfall – ikke fordi vandfaldet er hjerteformet, men fordi det falder gennem et ”V” i klippevæggen, der dermed danner et hjerte. Der er anlagt en sti op til bunden af vandfaldet med trapper og broer ved de vanskelige steder. Det var en flot tur.

På sydkysten ligger Sandy Bay for enden af en stejl vej oppe fra højlandet. Fra vejen er der en flot udsigt til Lot og Lot's Wife, klippeformationer med et karakteristisk udseende. Selve bugten blev under Napoleons fangenskab stærkt befæstet, da man frygtede, at franskmændene kunne landsætte befrielsesstyrker på stedet. Fæstningsmuren står endnu, og langs stranden ses gamle kanoner. Stranden er meget tillokkende, men her som alle steder på Sankt Helena advares man mod at bade. Understrøm og bølger er så kraftige, at man let kan komme i alvorlige problemer.

Jacob's Ladder, Jamestown

 

Konsul eller vicevært?

Sankt Helenas største seværdighed er Napoleons bolig i Longwood, hvor den afsatte kejser tilbragte årene fra 1815 til sin død 5. maj 1821. De første tre måneder tilbragte han dog i et havehus hos familien Balarscombe i The Bria lidt uden for Jamestown. Begge huse ejes i dag af den franske stat, der som eneste land opretholder et konsulat på Sankt Helena. Det er konsulens primære opgave at sørge for vedligeholdelsen af husene. Begge steder er indrettet som museer med genstande, der er relateret til Napoleons ophold. Efter sin død blev Napoleon begravet på Sankt Helena. Gravstedet findes endnu, men i 1840 blev liget ført til Paris.

Vores værtinde arbejdede for The St. Helena Trust, øens naturbeskyttelsesforening. Foreningens hovedformål er at bevare de tilbageværende endemiske dyr og planter. På grund af øens isolerede beliggenhed er der få oprindelige fugle. En af dem er The St. Helena Plover eller med det lokale navn the Wirebird, en lille undseelig fugl der yngler på jorden og derfor truet af rotter og katte. Vi fik lejlighed til at se disse fugle sammen med Eddie the Wirebird Man. Han er ansat af foreningen alene med det formål at beskytte the Wirebird. Han har kortlagt samtlige reder og registrerer antallet af unger, som ringmærkes og følges. Der findes omkring 400 eksemplarer af fuglen, som derfor betegnes som alvorligt truet. Det vigtigste levested er Prosperous Bay Plain, et ret øde område i øens sydøstlige ende. Uheldigvis for den lille Wirebird er det netop her, man planlægger at bygge Sankt Helenas lufthavn, så man ængstes for den lille fugls overlevelse.

 

Fra skibsfart til luftfart

I mange år har der været forslag om at bygge en lufthavn på øen. Forholdene er meget vanskelige på grund af Sankt Helenas topografi. Hele bjergtoppe skal fjernes, og kløfter fyldes op. Og pga. den isolerede beliggenhed er det svært at finde alternative landingsmuligheder eller at fremskaffe flybrændstof. Det er imidlertid besluttet at bygge lufthavnen, som Storbritannien skal betale for. Anlægsudgifterne er anslået til ca. 200 millioner GBP, et gigantisk beløb i forhold til en befolkning på knap 4.000. Der er meget delte meninger om projektet på øen. Flertallet tror på en stor udvikling i turismen med et anslået besøgstal på ca. 30.000 mod nuværende ca. 900 om året, og internationale konsortier er parat til at investere i et luksushotel og en golfbane. Men mange er bange for, at projektet ikke er realistisk, at deres fredelige tilværelse bliver ødelagt, og at fremmede løber med en eventuel fortjeneste. Lufthavnen forventes færdig i 2015, så skynd jer at opleve denne unikke tidslomme, inden det for evigt er for sent.

Sandy Bay Heart Shaped Waterfall

En morgen vågnede vi og så, at RMS St. Helena var tilbage fra turen tilbage til Ascension og lå på sin ankerplads. Det var tid at forlade denne paradisiske ø og dens venlige befolkning. Endnu ventede seks dages sejlads inden Cape Town og nye eventyr.

På sidste del af sørejsen fik vi en påmindelse om, hvor risikabelt livet er på et så isoleret sted som Sankt Helena. Med om bord var flere passagerer, der skulle til behandling i Cape Town for lidelser, der ikke kunne behandles på øens lille sygehus. Blandt dem et lille barn som ikke klarede turen, så flaget gik på halv på RMS St. Helena.

 

Fakta: Historien om Sankt Helena

 Lot og Lot's Wife

Den hemmelige ø: I 86 år lykkedes det portugiserne at hemmeligholde Sankt Helenas eksistens.  Der blev bygget et kapel og et par huse, geder og svin blev sat ud på øen og tre slaver fra Afrika blev landsat  med det formål at dyrke grøntsager til skibene. Men 8. juni 1588 anduvede den engelske opdagelsesrejsende Thomas Cavendish på den sidste del af sin jordomrejse. Øens eksistens var nu ikke længere en hemmelighed, og kong Philip II af Spanien og Portugal forbød sine skibe at anløbe Sankt Helena på vej hjem fra Indien – for de engelske kaptajner var på udkik efter de rigt lastede portugisiske skibe og kunne let opbringe dem, hvis de anløb Sankt Helena.

Englænderne og hollænderne fortrængte i løbet af det 17. århundrede portugiserne. I 1633 bemægtigede hollænderne sig øen uden dog at oprette en permanent bosættelse. Det blev The East India Company, der formelt tog Sankt Helena i besiddelse og byggede en solid fæstning, som blev kaldt James Fort efter den engelske konge James II. I den snævre dal, hvor portugiserne havde bygget deres kapel i 1502, grundlagdes øens hovedby, Jamestown. Store dele af øen blev ryddet for skov og opdyrket. Slaver blev indført fra Afrika, men da den beskedne hvide befolkning frygtede et slaveoprør, gik man over til kinesisk og indisk arbejdskraft. Gennem årene er de forskellige folkeslag blevet grundigt blandet, og den nuværende befolkning – ”the Saints” –  er tydeligvis en blanding af de forskellige racer.

Storhedstid og fangeø: Under den britiske kolonisation oplevede Sankt Helena sin storhedstid som forsyningssted for handelsskibe. De statelige bygninger i Jamestown  stammer fra denne periode, der fik en brat afslutning med Suez-kanalens åbning i 1869. Med et slag sluttede Sankt Helenas betydning for skibsfarten. Efter 367 års storhedstid forsvandt øens erhvervsgrundlag og på nær en periode under 2. Verdenskrig, hvor der blev dyrket og eksporteret hør, har øen ikke været økonomisk selvbærende. Der modtages årligt et tilskud fra Storbritannien på ca. 25 millioner GBP.

Sankt Helenas mest berømte indbygger gennem tiderne er utvivlsomt Napoleon Bonaparte. Den detroniserede franske kejser døde her i fangenskab i 1821. Øen har også været anvendt til internering af andre, fx zulukongen Dinizulu der kom til Sankt Helena i 1890. Han blev meget populær i befolkningen, og rygtet vil vide, at ca. 8 % af alle nulevende Saints er hans efterkommere. Efter Boerkrigen i 1900 sendte englænderne mere end 6.000 krigsfanger til Sankt Helena, hvor der stadig er en begravelsesplads for dem, der døde under opholdet.

Rejsen dertil: Sankt Helena er et af de mest isolerede samfund i verden. Øen har ingen lufthavn, så al transport af  mennesker og gods sker ad søvejen med The Royal Mail Ship RMS St. Helena, der nu kun sejler mellem Cape Town, Sankt Helena og Ascension Island. Indtil i fjor foretog skibet to årlige rejser til Portland i England. Denne sejlads er nu indstillet. Læs mere på rms-st-helena.com.

 

 
 
 
Share this