Da Utopia kollapsede


Jan Møller Hansens billede
Jan Møller Hansens billede
 
2016 mar

I det tidlige forår 2013 havde min søn, Troels, og jeg besluttet os for at vi skulle tage på et par ugers ferie. Troels talte om, at vi skulle en tur rundt i whiskybæltet i Skotland. Men jeg havde fået den ide, at vi skulle kigge os om efter en utraditionel og ikke typisk feriedestination.

I en børnehave i Pripjat

Jeg begyndte at google på nettet og ville finde det mest bizarre turiststed. Et sted, som gentagne gange poppede op, viste sige at være Tjernobyl i Ukraine. Jeg har altid været meget fascineret af sovjetperioden, Den Kolde Krig og Østlandene, og vi havde også tidligere været rundt i Polen, set Auschwitz-Birkenau, de baltiske lande m.m. Jo mere jeg researchede på Tjernobyl, desto mere spændende blev det.

Jeg læste en del artikler og bøger og så billeder, interviews og dokumentarer på YouTube.com. Jeg kunne selvfølgelig godt huske, da katastrofen indtraf i april 1986, men jeg kendte ikke de nærmere detaljer. Men jeg stiftede hurtigt bekendtskab med en fotograf ved navn Igor Kostin. I 1986 arbejdede Igor Kostin for det sovjetiske nyhedsbureau Novosti i Kijev. Igor var ikke oprindeligt uddannet fotograf, men havde med årene kastet sig over erhvervet som lokal pressefotograf.

Midt om natten 26. april 1986 ringede Igors telefon. Det var en af hans bekendte, som var helikopterpilot. Han kunne berette, at der var sket noget stort på atomkraftværket ved byen Pripjat i det nordvestlige Ukraine, 135 kilometer fra Kijev. Igor tog bilen og kørte af sted til Tjernobyl, uden at vide hvad der var sket. Det viste sig hurtigt, at der var tale om en gigantisk katastrofe af et omfang, som ingen havde overblik over. Igor blev den første person, der fik billeder af den eksploderede reaktor 4 på det enorme atomkraftværk. Han fløj med sin ven i helikopter hen over reaktoren i det kraftigste nukleare strålingsfelt. I helikopteren åbnede Igor døren for at få nogle gode billeder af reaktoren med det resultat, at hans kameraer og film blev ødelagt af strålingen. Han gentog turen flere gange i de efterfølgende dage, og det lykkedes ham at få de første nærbilleder af reaktoren og midtpunktet for verdens hidtil værste menneskeskabte katastrofe.

To gode kontakter

En af årsagerne, til at vi nu ville til Tjernobyl, var min interesse for billeder og visuelle historier og Troels’ baggrund som journalist. Efter at jeg havde sat mig ind i Tjernobylhistorien, blev jeg mere eller mindre besat af at ville møde Igor Kostin og høre hans egen historie. Det var ikke nemt at finde Igors kontakter, og jeg havde næsten givet op, da jeg gennem en journalist i Tyskland fik hul i gennem til hans kone. Det viste sig, at Igor ikke talte engelsk. Men det gjorde hans kone til gengæld. Vi fik en aftale på plads.

Jeg skrev også om vores planer på min fotoside på Facebook.com, og pludselig kom der en e-mail fra en person i Sydafrika, som jeg for mange år siden havde arbejdet sammen med. Han havde selv arbejdet i Ukraine, og der var en person, han mente, at vi skulle møde, når vi kom til Kijev. Han hed Nicolai Steinberg og havde øjensynligt indgående kendskab til Tjernobyl. Det viste sig at være chefingeniøren, som i sin tid havde været ansvarlig for at lede det omfattende og vanvittige oprydningsarbejde i og omkring reaktor 4. Vi havde nu to supergode kontakter på plads og tog af sted. Tilladelsen til at besøge den lukkede zone omkring Tjernobyl fik vi gennem et lokalt rejsebureau, som havde specialiseret sig i ture til området. De klarede tilladelserne og stod for det praktiske. Vi havde også en obligatorisk, men glimrende, guide med. Hans vigtigste arbejdsredskab var en geigertæller, da området stadig er et af verdens mest radioaktive steder.

Det nye 1 milliard euro dyre tag til reaktor 4, som skal beskytte Europa mod strålingen.

På vejen til Kijev fløj vi via Istanbul og tilbragte nogle dage der, hvor vi fotograferede i de gamle kvarterer og i nogle fascinerende slumområder i det indre Istanbul. Vi ankom til Kijev i snevejr og bidende kulde. Men på det gamle sovjetiske hotel på den centrale plads i Kiev blev der fyret godt på værelset.

Vi mødte Igor Kostin i hans hjem i et gammelt, kommunistisk betonkompleks. Det blev en fantastisk eftermiddag og en stor oplevelse at møde manden, der havde dokumenteret Tjernobyl på nærmeste hold. Der var fem fotografer, som blev kendt på deres arbejde i Tjernobyl. Igor var en af dem. De andre var for længst døde. Da jeg læste om Igor og hans bedrifter og så hans billeder, gik det op for mig, at det var et mirakel, at han stadig var i live. Flere gange havde han været på taget af reaktor 4 sammen med de såkaldte likvidatorer eller bio-robotter, som de også blev kaldt, og som havde til opgave at fjerne radioaktivt affald og ødelagte bygningsdele. Ad flere omgange var Igor Kostin på taget af reaktoren med sine kameraer i et af kraftigste strålingsfelter, der er målt på Jordens overflade.

Oprydningsarbejderne fik 45 sekunder på taget, hvorefter de fik en flaske vodka til at rense de indre organer med og derefter blev de sendt direkte på pension. Mange af dem led efterfølgende af kræftsygdomme og døde. Deres beskyttelsesdragter var ganske interimistiske, og de bar primitive gasmasker. På Igors ikoniske billeder ser man bio-robotterne i arbejde, og nederst i billederne de tydelige spor af den kraftige nukleare stråling.

I Kijev mødte vi også Nicolai Steinberg, som havde været chefingeniør på Tjernobyl i tiden efter katastrofen. Nicolai bød på whisky og talte med en svag stemme. Han havde tidligere arbejdet på atomkraftværket i Tjernobyl og blev hentet tilbage fra et lignende værk i Leningrad (nu Sankt Petersborg). Nicolai boede dengang i et blykammer i reaktorbygningen, hvorfra han ledede oprydningsarbejdet. Ligesom Igor Kostin led Nicolai også af cancer i skjoldbugskirtlen. Men ifølge ham selv havde det intet med katastrofen i Tjernobyl at gøre. Han havde røget lidt for mange smøger. Til min store overraskelse var Nicolai stadig stor fortaler for atomkraft. Det var ikke tilfældet med Igor Kostin.

I den lukkede zone

Efterladte genstande i spøgelsesbyen i den lukkede zone.

Vi kom til Tjernobyl og boede i den lukkede zone i områdets eneste gæstehus. Her spiste vi i kantinen sammen med de mange arbejdere, som stadig har til opgave at rydde op efter katastrofen. 27 år efter hændelsen var der stadig omkring 5.000 folk beskæftigede med at rydde op. Vi brugte to dage i den lukkede zone. Gik rundt i den forladte by Pripjat og var også ude at tale med et ældre ægtepar, der var blandt de meget få, der var vendt tilbage til deres hjem. Det var strengt forbudt at bo i den lukkede zone, der har en radius på 30 km omkring det nedlagte atomkraftværk.

Ivan og Marie bor i den lukkede zone.

Men nogle få ældre mennesker er vendt tilbage til deres hjem. Ivan og Maria, som parret hed, havde hverken strøm eller rindende vand. De boede ensomt blandt de mange vilde dyr, som nu har overtaget den lukkede zone. Ivan og Maria kunne ikke forestille sig at bo andre steder. Området var blevet et paradis for rigtig mange vilde dyr. Vi så også en ulv på en af vores gåture.

Den lukkede zone er et paradis for vilde dyr.

Pripjat var engang en af Sovjetunionens mest moderne byer. På sit højdepunkt havde byen 50.000 indbyggere med alle tænkelige faciliteter – et topmoderne sygehus, kultur- og koncertbygninger, skoler og børnehaver, sportsanlæg og topmoderne svømmehal, posthus, rekreative områder, en havn ved floden til fritidsbåde, en jernbanestation, en forlystelsespark og meget andet. Alle byens borgere havde arbejdsrelationer til det gigantiske atomkraftværk, som var Sovjetunionens kraftcenter. Pripjat var det kommunistiske paradis, som på et splitsekund klokken 01.23 om natten 26. april 1986 blev ændret for evigt. Den lukkede zone vil først blive beboelig igen om 20.000 år. Det er en helt vanvittig tanke.

Pariserhjulet står stadig i Pripjat.

Der er så mange vanvittige og helt surrealistiske historier fra Tjernobyl. Nogle mennesker blev så radioaktive, at de måtte begraves i blykister, så de ikke forurenede omgivelserne. I dagene efter katastrofen turde de lokale myndigheder ikke informere Moskva om ulykken, og folk i Pripjat og de omkringliggende landområder levede i de efterfølgende, kritiske dage i total uvidenhed. Det samme gjorde resten af verden, indtil svenske myndigheder målte forhøjet radioaktivitet på atomkraftværket i Oskarshamn. Flere gange i dagene efter kørte toget fra Kijev til Moskva lige forbi reaktor 4, hvor passagerne kiggede ud af togets ruder og så det magiske blåhvide lys fra reaktoren. Også fra vinduerne i de høje boligkomplekser i Pripjat stirrede folk betaget ind i det magiske og ikke verdslige blåhvide og dødbringende tjerenkovlys.

Turen til Tjernobyl blev en fantastisk oplevelse og meget lærerig. Det er sådan, jeg godt kan lide at rejse. Jeg elsker oplevelser. Også oplevelser, man kan blive lidt klog af. Indsigt kommer gennem egne oplevelser. Det kan være dejligt at ligge under en parasol på en strand, men det skal ikke være for længe. Oplevelser, hvor man får indsigt i historie, menneskers liv og den fascinerende verden som vi lever i – det er det sådan, jeg gerne vil rejse.

Fotografen Igor Kostin fortæller om sit enestående arbejde.

Det sidste billede, jeg tog af fotografen Igor Kostin, var uden for hans boligkompleks, hvor han står ved siden af sin sportsvogn. Igor Kostin døde 9. juni 2015 i et trafikuheld i Kijev.

 

 
 
Share this