GLOBEN nr 61. 2015. Anmeldelse af WILD, hvor Cheryl Strayed går Pacific Crest Trail.


 
2015

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Om at fare vild og finde sig selv igen

 

Jean-Marc Vallée (instr.): Wild”, spillefilm, Fox Searchlight, 2014, 111 min. Udgivet som dvd og bluray på 20th Century Fox Home Entertainment, 2015, til henholdsvis 149,95  og 199,95 kr. På engelsk med undertekster på dansk. Se klip fra filmen på howwilditwas.com.

 

5 glober

 

Tekst: Ulf "Wolf" Ullby & Mette Ehlers Mikkelsen

 

"You can quit anytime you want!" Filmen “Wild” om den 26-årige Cheryl Strayeds 1.800 km lange vandretur på Pacific Crest Trail i det vestlige USA åbner med hendes mantra fra begyndelsen af turen, et mantra hun deler med de fleste andre, som går der. Hendes mål, Bridge of the Gods i Oregon, er nemlig så langt væk, hinsides ørkener, floder og sneklædte bjerge, måneder alene med vabler, sult og sig selv, at man har brug for en mental faldskærm til de første skridt.

 

Rollen som Cheryl Strayed spilles overbevisende af Reese Witherspoon, og den Oscarbelønnede film bygger på Cheryl Strayeds selvbiografiske bog ”Wild – From Lost to Found on the Pacific Crest Trail”, udgivet på dansk i 2013. En bog, der har været nr. 1 på bestsellerlisten i The New York Times.

 

Efterhånden som Cheryl overkommer de daglige udfordringer, opdager hun både sin egen styrke og andre menneskers hjælpsomhed, og det giver hende modet til at tænke over sin fortid – en fortid, som det unægteligt kræver mod at konfrontere. Og selv om både filmen og bogens kronologi er bygget op om vandringen, handler historien mest om hendes opvækst, og de fire vilde år efter hendes mor pludselig dør af kræft, og hendes eget liv falder sammen i en selvdestruktiv spiral. At blive hel igen efter at have mistet det meste og smidt resten væk.

 

Kunsten at finde sig selv

Pacific Crest Trail går langs med de to bjergrygge Sierra Nevada og Cascade Range, der ligger mellem 160-240 km fra Stillehavskysten. Ruten går parallelt med kysten fra den mexicanske grænse i syd til den canadiske grænse i nord. Tager man rygsækken på og går hele stien, de 4.300 km fra Mexico til Canada med ca. 1,5 km daglig højdevinding, tager man hul på en seks måneder lang sportspræstation mere end en vandretur – der er ikke tid til ret mange lejrbål undervejs. Til gengæld er dagene fyldt af rå, uberørt natur, nysgerrige dyr, overvældende udsigter og af og til enkelte mennesker.

 

Det meste af tiden er man alene med sine tanker, næsten altid de samme tanker, den gode ven smerten og den evige sult i en krop, der brænder 4.000 kalorier om dagen. Og det er helt fantastisk! For dybt dér inde, efter at udfordringerne har skrællet pynten af, finder man, som Cheryl gjorde, et nyt stykke af sig selv.

 

Mette Ehlers Mikkelsen har medlemsnr. 707 og har rejst i Californien, mens Ulf Ullby selv har gået de 4.300 km på Pacific Crest Trail i 2014. Ulfs vandring er beskrevet på aNorseWithNoHorse.wordpress.com.

 

Faktabox

 
 
Share this