Koordinaterne: 45° 46’ 36,7” N, 120° 29’ 53” V, West Thumb Geyser Basin, Yellowstone Nationalpark, Wyoming, USA


Claus Qvist Jessens billede
2015 dec

 Tekst & foto: Claus Qvist Jessen

Naturens farvelade kan af og til konkurrere med selv de mest syrede malere og deres psykedeliske kreationer. Her leveres farverne af en af gejserne ved West Thumb Geyser Basin, kun få meter fra Yellowstone Lake.

Yellowstone er verdens ældste nationalpark og delt mellem delstaterne Montana, Idaho og Wyoming. Gejsere her er ofte smukt farvede, men farverne skyldes ikke altid mineraler. Ofte kommer farverne nemlig fra termofile bakterier, altså bakterier der trives bedst i gejsernes kogende temperaturer.

Forskellene i farverne skyldes bakterievækster. Nogle af Yellowstones termofile bakteriearter trives ved temperaturer op til 80 °C, som det ses ved den blå zone øverst (meget dybt vand). Den lavvandede, rødbrune zone nederst er bakterier med et optimum omkring 50 °C.

Yellowstones bedst kendte og mest imponerende gejser er utvivlsomt Old Faithful, som helt regelmæssigt hvert 90. minut spytter adskillige kubikmeter varmt vand ud i form af damp. Der er ligefrem et ur, der varsler næste show. Rundt om er der sat en masse fine bænke, og hver ”forestilling” tiltrækker let flere hundrede tilskuere.

Claus Qvist Jessen besøgte Yellowstone i 2012. Han har medlemsnr. 19. Læs mere om hans rejseliv på www.cqj.dk.

 
 
Share this