Storbyer skal ses til fods


Per Danielsens billede
Per Danielsens billede
 
2006 sep

Forskellen på ferie og forretningsrejser er, at på en forretningsrejse skal man være så effektiv som mulig og kører derfor mest i taxa mellem lufthavn, møder og hotel. På en ferie har man meget bedre tid - plus at man selv betaler - og kan derfor vælge offentlig transport eller endnu bedre: bevæge sig til fods rundt i storbyerne.

Efter en lang flyvetur på tolv timer eller mere er der ikke noget mere behageligt end at strække benene. Hvis man lader være med at lade sig lokke af taxachauffører i fremmede lufthavne, venter der én nogle spændende oplevelser. Og endnu større bliver oplevelsen, hvis man forbliver på gåben under resten af opholdet i storbyen, som kan være enten Jakarta, Addis Abeba, New York, Paris eller København.

Bole Bole

I begyndelsen af januar i år ankom jeg sammen med Lisbeth til Addis Abeba i Etiopien efter en tretten timer lang flyvetur via London. Da vi ankom til Addis Abeba klokken fire om morgenen var vi rimeligt friske, da vi havde småblundet undervejs. Endvidere ligger Bole lufthavnen kun fem kilometer fra centrum, så det var oplagt at vandre ind mod centrum, da vi stod udenfor lufthavnen klokken fem om morgenen. Vi havde heller ikke travlt, da vi sædvanen tro ikke havde bestilt noget hotel hjemmefra.

Bole Road i Addis Abeba er en travl vej i myldretiden

Så vi tog rygsækkene på og begyndte at gå ind ad Bole Road, som fører hele vejen ind til centrum. I begyndelsen er vejen en blanding af lave bygninger, ambassader og store nye huse, hvilket man kunne skimte i mørket. I starten mødte vi næsten ingen mennesker, og de fleste af dem vi mødte gik ikke, men løb. Efterhånden som vi nærmede os centrum dukkede der flere og flere løbere op - og ind imellem grupper med op til ti løbere. Etiopierne har jo altid været kendt som gode løbere på grund af, at det meste af landet i ligger i to kilometers højde, hvilket giver optimale træningsbetingelser.

Efterhånden blev det lysere og lysere, så vi fandt en bager og købte lidt brød. Mens vi sad og spiste brødet kunne vi høre hvordan byen vågnede. En caféejer brugte lang tid på at vande fortovet og planterne med en slange, mens stopfyldte busser med folk kørte forbi.

Da det var blevet helt lyst, nåede vi frem til den store Meskel Square, som er et levn fra dengang socialisterne regerede i Etiopien. Den ligner derfor en stor plads i Østeuropa eller Kina, men til forskel fra dens forbilleder, så blev denne her anvendt til noget fornuftigt. Mange af de løbere vi havde set undervejs var nemlig samlet på pladsen, hvor de spillede bold, strakte ud eller blot slappede af. Hvilken dejlig måde at starte dagen på. Ved at gå fra lufthavnen og ind til byen følte vi allerede, at vi kendte byen og dens rytme inden vi var nået frem. På det tidspunkt undgår man også de desværre ellers uundgåelige tiggere. Løberne undgår også at skulle løbe i varmen midt på dagen.

En advarsel skal dog lyde mod at bevæge sig på gaden overalt i Addis Abeba om natten. Et par dage senere skulle vi med en tidlig bus sydpå fra busstationen, som ligger i nærheden af det store marked Merkato. Da busserne afgår ved solopgang for at kunne være fremme mens det er lyst, skal man være på busstationen klokken fem, hvor minibusserne ikke er begyndt at køre endnu. På vejen møder man ingen løbere, men en del personer, som forsøger at følges med én. På et tidspunkt var jeg uforvarende på vej op ad en bakke kommet cirka ti meter foran Lisbeth, hvorefter en person lister sig ind og stjæler Lisbeths rygsæk med penge, flybilletter og pas. Det betød, at vi inden hjemrejsen skulle tilbringe fire dage i Addis Abeba med at få en politirapport, et nyt pas, indrejsevisum og en ny billet hjem. Meget af tiden var ventetid, hvor man indleverer papirerne den ene dag og henter dem dagen efter.

Derfor var der god tid til at gå rundt i Addis Abeba. Noget af vejen kørte vi dog med de effektive minibusser, som kører alle steder hen. På den måde undgik vi også at gå forbi Merkato igen. Busserne har ikke nogen skilte, der fortæller hvor de kører hen, men billetmanden råber hele tiden destination. Så overalt i Addis Abeba kunne man høre råbet ”Bole Bole”, hvilket for os havde en særlig betydning, da vi var vågnet sammen med vejen.

I vand til knæene
 

Dagen efter et kraftigt regnvejr i Jakarta

For to år siden var vi i Indonesien, hvor vi startede rejsen med en lang flyvetur til Jakarta med mellemlandinger i Frankfurt og Singapore. Da vi skulle ankomme aftenen før nytårsdag havde vi undtagelsesvis for en sikkerheds skyld bestilt et hotelværelse hjemmefra på et hotel i nærheden af stationen. Lufthaven i Jakarta ligger langt uden for byen, så det er nødvendigt at tage en bus ind til centrum. Heldigvis nåede vi i sidste øjeblik den sidste bus den dag ind mod centrum. Køreturen forløb uden problemer, og til sidst ankom vi til endestationen, hvor de sidste stod af.

De kneb med orienteringen, da vi ifølge beskrivelsen i Lonely Planet skulle ende ved stationen. Der var imidlertid ikke nogen station at se, kun et stort butikscenter. Efter et stykke tid fandt vi ud af, at bussen var endt i den sydlige del at Jakarta, så vi måtte tilbage til stationen. Vi kiggede begge på hinanden og blev enige om at bruge aftenen på at gå tilbage til stationen ved hjælp af kortet i Lonely Planet. Vi var jo begge rimelig friske, og det var desuden dejlig lunt, når man kom direkte fra december i Danmark.

Hurtigt fandt vi ud af, at vejskiltningen i Jakarta er mangelfuld eller i hvert fald i uoverensstemmelse med det kort på én side i Lonely Planet, som dækker hele Jakarta. Vi kunne dog skimte nogle højhuse i det fjerne og endda se et Hilton hotel, som vi kunne udpege på kortet, så vi forsøgte at følge retningen mod Hilton. Af en eller anden årsag drejede vejene hele tiden den forkerte vej, og efter en times forgæves vandring besluttede vi at overgive os og tage en taxa til stationen, hvorfra vi jo nemt kunne finde frem ad den vej vi allerede havde fundet på kortet.

Kort tid efter stod vi af taxaen foran stationen og var nu klar til at gå det sidste stykke, som var nemt at finde på guidens detaljerede kort over centrum. Det gik også fint og kort tid efter var vi allerede mere end halvvejen. Så begyndte det pludselig at regne meget kraftigt, men heldigvis var der et af de utallige små gadekøkkener i nærheden, hvor vi slog os ned under nogle primitive presenninger, der lige kunne dække tre indonesere, Lisbeth og jeg, samt vores bagage.

Mændene under presenningen kunne en lille smule engelsk, så vi fortalte hvor vi kom fra og hvor vi skulle hen. Ind i mellem stoppede nogle af de mange motorcyklister på vejen og søgte ly under en gangbro ved siden af. Efter et stykke tid gav de dog op og kastede sig atter ud i regnen. Eftersom det ikke rigtig så ud til at løje af, besluttede vi os også for at tage rygsækkene på og løbe hen imod hotellet. Det viste sig at være en svær opgave, da vi hurtigt stod i vand til knæene.

Heldigvis mødte vi en familie, som sad foran deres hus under en afdækning. De inviterede os indenfor, og vi kom ind i deres stue med dejlig tørre lænestole, hvor vi blev budt på te og småkager. Moderen og hendes sønner var gode til engelsk, så vi kunne i lang tid sidde og snakke, mens regnen fortsatte udenfor. Regnen fortsatte, og det var efterhånden blevet sent, så vi ville godt frem til vores hotel. Vi blev derfor udstyret med to paraplyer, mens to af drengene tog vores rygsække. Efter at have fortalt hvor hotellet lå, løb vi derefter igennem dybt vand hen imod hotellet. Det må have været et kosteligt syn for hotelportieren at se to drivvåde danskere komme ind sammen med to drenge. Portieren kendte imidlertid ikke noget til vores reservation, og det viste sig hurtigt, at vi var kommet til den rigtige vej, men det forkerte hotel. Så der var ikke andet at gøre end at fortsætte optoget længere ned ad vejen. Heldigvis lå hotellet ikke så langt væk, så en ny portier fik atter oplevelsen af at se to drivvåde danskere sammen med to drenge stå og dryppe på det blankpolerede gulv. Nu lykkedes det, og drengene fulgte os helt op på værelset, hvor de straks kastede sig over tv'et. Det var svært at fortælle dem, at vi godt ville sove, og at de skulle gå tilbage i regnen.

Dagen efter skinnede solen, og vi kunne trave rundt i Jakartas gader, hvor der mange steder i nærheden af de mange kanaler var oversvømmet. Tænk hvis vi blot havde taget en taxa direkte til hotellet. Så havde vi slet ikke følt os hjemme på samme måde.

Hele verden i gåafstand

Efter at have gennemtravet mange af verdens millionbyer både i de rige og fattige lande, så er der tre byer, som er mine favoritter, nemlig New York, Paris og - måske mest overraskende - København. Lige efter kommer byerne San Francisco, Berlin, Amsterdam, Rom, Beijing og Rio de Janeiro. New York, eller nærmere bestemt Manhattan, er helt klart min favoritstorby, som bør ses til fods. Ikke fordi man kan gå fra lufthaven, selv om turen med subway ind fra JFK lufthavnen er lidt af en strabadstur. Heller ikke fordi man ikke kan fare vild på Manhattan. Men ingen andre steder i verden finder man så mange befolkningsgrupper samlet inden for et relativt lille areal. På det ene gadehjørne er man i Chinatown, mens der overfor ligger en række italienske restauranter. Længere nede ad gaden ligger der cafeer i New York style. Bygningerne er også et kapitel for sig. Ikke kun skyskraberne med Empire State Building stikkende højest op, men blot nogle få blokke længere nede ad Fifth Avenue finder man lave bygninger, som kunne ligge i England.
 

Fra toppen af World Trade Center havde man en flot udsigt over den sydlige del af Manhattan

Efter flere besøg i New York er en af mine favoritgåture derfor at starte oppe ved sydenden af Central Park på 59th Street og gå sydpå ad Fifth Avenue, hvor man ser nogle af verdens mægtigste butikker. Undervejs er det en fornøjelse at gå ned ad sidegaderne, hvor den ene gade er fyldt med jødiske smykkehandlere, mens den næste er fyldt med koreanske restauranter og butikker. Efter at have passeret Empire State Building bliver bygningerne lavere, og der kommer flere små gallerier og caféer. Til sidst ender Fifth Avenue i en triumfbue på Washington Square, hvor der næsten altid er ”gratis” optræden omkring springvandet midt på pladsen. Her har jeg to gange oplevet det samme fantastiske akrobatikshow, som jeg også har set i New Orleans. Efter showet går de optrædende rundt med meget store indkøbsposer og samler penge ind. Endnu længere sydpå kommer man til Little Italy og Chinatown, som kun kan opleves til fods. Til sidst ender man i finanskvarteret, hvor man kan slappe af med at sejle med den gratis færge til Staten Island, hvor man undervejs kan se New York på afstand.

Et bjerglandskab

Man kan ikke besøge New York uden at være mindst én gang i Central Park, som ligger omgivet af højhuse midt på Manhattan. Ligegyldigt om det er sommer eller vinter, så er der altid liv i Central Park. Især om søndagen, hvor man har ensrettet vejene, så alle joggere løber den samme vej. Her kan man også se, at der faktisk findes mange cykler i New York. Om vinteren er der fyldt med skøjteløbere. Og overalt er der vandrere, der ligesom forfatteren nyder at bevæge sig ved egen kraft. Engang boede jeg oppe i Harlem nord for Central Park, hvilket gav anledning til en helt unik gåtur ned til sydspidsen af Manhattan gennem Central Park og videre ad Fifth Avenue. Hele den nordvestlige del af Central Park er tæt skov, og når man kommer ud af den, så ser man de omkringliggende højhuse som bjerge omkring en dal. Det blev en lang dag, inden jeg nåede bunden af Manhattan, men så tog jeg også subway linie A tilbage til Harlem, mens jeg nynnede den gamle jazzmelodi ”Take the A train”.

Paris igen igen

Ligesom New York, så tåler Paris også et gensyn på alle årstider. Hvis jeg har god tid, så har jeg en fast gåtur igennem latinerkvarteret, over til Louvre, op ad Champs Élysées og videre til Montmartre. Selv om jeg har gået turen mange gange, så er der altid noget nyt at se på eller nogen detaljer på huse, jeg tidligere har overset. Undervejs er der altid tid til en øl på en fortovscafe på Champs Élysées, ligegyldigt om det er en sommeraften eller en kølig decemberdag. I det sidste tilfælde bliver det blot en lille fadøl, men det er nok til at have været der.

Foruden den obligatoriske tur, så har jeg tit været på opdagelse i Paris i for mig ukendte kvarterer. Engang satte jeg mig som mål at følge kanalen, der starter som en lille havn mellem Seinen og Bastille-operaen. Foran Bastille-pladsen går kanalen ned i en underjordisk tunnel under Boulevard Richard Lenoir. For enden af boulevarden dukker kanalen op som Canal Saint Martin, som nu kan følges langs bredden, hvor der ligger

København er en af mine facoritstorbyer

lave huse og gamle industribygninger.

Undervejs passerer man adskillige flotte buede gangbroer og små caféer, hvor man kan nyde en forfriskning. Man føler sig pludselig meget langt væk fra det hektiske liv på de store boulevarder. Kanalen ender oppe i Parc del la Villette. Det er naturligvis også muligt at sejle på kanalen, hvor man får en lang tur i en mørk tunnel, men det giver ikke den samme mulighed for at stoppe op og kigge nærmere på nogle detaljer undervejs. Mange andre storbyer har kanaler, som indbyder til en spadseretur på tværs af byen. Amsterdam er kendt af de fleste, men også Berlin har et forgrenet net af kanaler. I Birmingham har man nogle meget gamle kanaler, som ikke er meget mere end en meter brede. Også London har kanaler tæt på centrum, som jeg skal se nærmere på en dag.

København forever

Af de mange storbyer jeg har besøgt står København dog altid mit hjerte nær. Selv om jeg har boet her hele mit liv, så kan jeg stadig finde nye ting, blot ved at gå ned ad en sidegade, hvor jeg ikke har været før. Mit detailkendskab til København er derfor større end for nogen anden storby, og selv her kan jeg finde nyt. Selv om mit kendskab til New York og Paris er stort, så kan jeg her stadig finde kvarterer, hvor jeg ikke har været før og kan gå på opdagelse. En anden fordel ved New York og Paris er, at jeg har set de fleste af de seværdigheder ”man skal se”.

Endnu større bliver fornøjelsen, når jeg kan gå på opdagelse i for mig helt nye storbyer som Jakarta og Addis Abeba. I alle storbyer venter der store oplevelser, hvis man er parat til at gribe dem og ikke blot kaster sig ind i den første den bedste taxa.
 

 
 
Share this