Den perfekte bondegårdsferie


Nikolaj Wittes billede
Nikolaj Wittes billede
 
2014 mar

Hvordan skal man rejse, når man pludselig har fået børn? Det er et spørgsmål, jeg tit stiller mig selv, og når jeg spørger ikke-berejste, men mere erfarne forældre, så inkluderer deres rejseforslag næsten altid strand, forlystelsesparker og is. Men er børnefamilier virkelig bedst tjent med det sikre og – sorry! – kedelige? Vi valgte en uges bondegårdsferie i Usbekistan, og det blev et megahit.

Dyrelivet er fascinerende, når man er bare 1 år og 8 måneder.

Hushnut, en knægt på 2½ år, står og tager imod os på familiens gårdsplads. Han er helt kortklippet, har et firkantet ansigt og ligner en lille udgave af en hård mand. Han smiler og har plukket et par blomster og to græsstrå til vores lille datter Karla på et år og otte måneder. Det er vist kærlighed ved første blik. Karlas mor, Pernille, ser lettet ud, for man ved aldrig, hvad man kan forvente, når man har booket spændende steder på nettet. Jeg nyder at strække ryggen efter fem timer i en skrammelspand af en bil, og jeg smiler ved mig selv ved tanken om, at vi skal være her i en hel uge. Jeg er ellers ikke meget for stilstand og er ikke god til flere dage på samme sted, men her virker rigtigt rart og godt.

Hele historien begynder faktisk i Uganda, hvor jeg var nede med første del af mit Danidaprojekt. Det var min første rejse som far – uden min datter. Det var jeg ikke så god til, for jeg savnede hende virkelig – altså min datter – og selvfølgelig også hendes mor.

Derfor begyndte jeg straks ved hjemkomsten at overtale Pernille til, at de to skulle med på næste rejse ud til en af verdens småbørnsfamilier. Og for at springe frem i tiden sad vi snart i en flyver på vej fra Riga mod Tasjkent, og klokken tre-fire om natten landede vi.

Rejser er en spændende udfordring med en lille pige, specielt da vi ikke havde visum og først skulle vække den sovende lufthavnsgrænsebetjent for at overtale ham til at give os et stempel.

Vel ude af lufthavnen – om end lidt forsinket – hentede en chauffør os. Vi ville bare gerne sove, men var også nysgerrige, for Usbekistan var et nyt land for os. Vi bumlede derudaf i fem timer, mens vi drejede ned af den ene hullede vej efter den anden. Det var vist ikke et overskud af asfalt, de havde herude, men til sidst, kort efter at solen var stået op, drejede chaufføren ned ad en grusvej. 10-20 km senere mødte vi vores værtsfamilie.

Vi flytter ind og drikker lidt komælk

Efter at Hushnut har sagt velkommen med blomsterne, bliver vi tildelt vores eget lille hus lige over for familiens hus. Herinde er et fint, stort rum til at sove i med madrasser på gulvet – hele tre styk – af den slags der bare er stampet uld. Der er også tæpper til at sove under og masser af puder. Væggene er lavet af halm pudset godt op af ler blandet med komøg – den bedste slags - og så er der flere steder pyntet med familiens skønne tæpper fra en svunden tid.

Soveværelset

Vi er knapt kommet på plads og har hvilet os en stund, før frokosten bliver serveret ude foran vores hus.

Onklen, den eneste som kan lidt engelsk, kommer og fortæller os, hvad menuen består af. Dette er virkelig den perfekte all inclusive-ferie.

Der er kartofler, olierede grøntsager – kål, løg og ikke så meget andet – og brød. Der er også nogle få små stykker oksekød, og så er der varmet komælk i skåle. Det er meget sigende for grundingredienserne under hele vores besøg. Vi lærer snart, at man virkelig kan skabe mange forskellige retter ud af disse ingredienser.

Karla ser ud til at holde af den varme komælk med lækre gule fedtperler, der flyder ovenpå – for os andre er det en oplevelse. Det er sjældent, man smager rigtig, ægte, ubehandlet komælk.

Vi skal jo ikke noget

Det er sjovt; det er ikke tit vi tager på rejser uden at skulle noget. Men vi skal faktisk ikke så meget. Vi skal snakke med familien. Opleve en usbekisk familie. Vi skal helt konkret interviewe familien og se, hvordan de lever som småbørnsfamilie. Det er anden del af Danidaprojektet, som skal blive til en foredragsrække, når vi kommer hjem, men lige nu skal vi ikke noget særligt. Vi skal ikke ind og se storslåede moskéer, vi skal ikke følge Silkevejen, og vi skal faktisk aldrig mere en 20 km væk fra denne lillebitte landsby ude i bjergene her i hjertet af Centralasien.

En af dagene sætter vi os ned til åen, som løber gennem familiens have og marker. Der er konstrueret sådan nogle smarte platforme. De er af metal med træbrædder som bund og dækket af tæpper. Der er også puder, så man virkelig kan hvile sig, og spørger man pænt, kan der også trylles en kande te frem.

Hyggehjørnet.

Familien former åen, så den automatisk kunstvander  udvalgte områder. Det er genialt! Mændene i familien arbejder hver dag på at få åen lagt om til det område, der på en given dag er udvalgt til at modtage ekstra vand.

Der plantes nye planter for at gøre klar til foråret. Haven udbygges, og der kommer måske nye, spændende madvarer til næste år – men endnu står vi med et fåtal af ingredienser.

De tre unger Karla, Hushnut og bettemanden Mekruze, hygger sig. De følger nysgerrigt med i arbejdet. Hushnut, der er den største, hjælper lidt til, og Karla vil også være med. De ”hjælper” med vandløbene, og selvom Furqat, drengenes far, arbejder hårdt på at få vandet et bestemt sted hen, så hjælper Karla og Hushnut gerne med at få det et andet sted hen. Sikke en tålmodighed han har, og sikke våde ungerne bliver.

Der er mudder i overflod, og sten der skal flyttes, og vand der skal mærkes, og græs der skal hives op og ... der er meget at lave for to unger i den arbejdesivrige alder. Mekruze kan kun lige gå, så farmoren hjælper ham rundt nær huset.

Oppe ved huset hænger en stor pose af stof med mælk i. Eller det begyndte som mælk. Nu er den tynde mælk løbet fra, og det efterlader en tryk grød. Der er virkelig mange gange i løbet af ugen, hvor jeg tænker: ”nå gør man sådan, jeg køber det bare i supermarkedet derhjemme,” og hele processen med at lave ost er et kerneeksempel.

Nu skal det resterende ordnes og formes og ... jeg ved det ikke helt. Snart sidder moren, fasteren, Mekruze og Karla og laver ostebolde. Osten skal formes til noget der i størrelse minder lidt om bordtennisbolde.

Der fremstilles ost.

De smager lidt som sur fetaost, og Karla elsker dem. Som overbeskyttende danske forældre tager vi lige endnu et af vores opgør med vores idéer. Karla elsker disse bolde, men nogle gange lægger hun dem fra sig på jorden, hvor hønsene går og skider. Det ville mere forsigtige forældre straks have bemærket, men vi forsøger ikke at bemærke det, og samler dem så op igen og spiser videre.

Osteboldene bliver også liggende til tørre ude i solen i dagevis, men Karla elsker dem stadig og får ikke dårlig mave.

At blive en del af familien

Det mest overvældende ved hele rejsen og besøget hos familien er hvor meget, vi føler, vi bliver en del af familien. Hvor meget de tager os til sig, og hvor gode venner vi bliver.

Moren i familien savner vist en pige. Hun har to drenge og er uden tvivl rigtig glad for dem, men en eftermiddag kommer hun op i vores hus og låner Karla. Hun kan ikke engelsk, men gør det klart, at vi bare skal blive der. Hun har styr på tingene.

De første par gange, vores elskede, lille datter bare blev snuppet, talte vi minutterne, indtil det ikke virkede forkert at gå op og se, hvad de lavede med hende. Vi er blevet bedre, men ikke gode. Vi kigger ud af vinduet, og Pernille siger, at nu kan jeg vist godt gå derop. "Nej, jeg venter lige lidt," siger jeg mens spejder efter dem.

Nu går den ikke længere, og jeg smutter op i huset. Her sidder de alle sammen inde i stuen. Der er tæpper på gulvet og et par puder, men ingen stole eller borde. Ingen sofa eller reoler. Men der sidder hele familien, og i midten er Karla, som er ved at blive sminket. Whau! Hun er smuk – a la russisk stil at forstå, altså.

Vi har forsøgt at holde hende væk fra parfume og andre skadelige stoffer, og nu sidder hun smurt ind i billig, russisk skodsminke. Nå ja, der er meget, man skal opleve. Sidst fandt jeg hende med chokolade op til begge ører, men aldrig har jeg fundet hende ulykkelig.

Jeg slår mig ned og smiler til dem alle. Folk snakker, og jeg bliver budt på en kop te. Der bliver også fundet en tromme frem, og snart er der både musik og sang. Vi hygger, og jeg glemmer alt om, at Pernille nok snart undrer sig over, hvor vi nu begge to er blevet af.

Det banker på døren, og Pernille kigger ind. Nu er vi alle sammen samlet og kan bare sidde her. Det er her i hjertet af familien, at vi bruger det meste af vores uge på bare at sidde og drikke te. Eller hjælpe med at lave brød, eller lave mad, eller hente brænde, eller bare at lege på gulvet.

Vi ser billeder af familien i deres fotoalbum, mens de gamle mænd ligger ovre i hjørnet og spiller kort. Det er bare en almindelig usbekisk hverdag. Intet specielt og netop derved helt fantastisk.

En tur til basaren og shopping

Jeg er faktisk meget bedre til at lave ingenting, end jeg frygtede, og det er kun få gange, jeg sidder og planlægger en tur til Samarkand eller gør andre forsøg på at stikke af. Der er marked eller basar en gang om ugen i områdets store by. Og det overtaler jeg alle til, at vi skal besøge.

Familien har ingen bil, men de har et æsel!

Familien har desværre ingen bil, og turen til basaren er fem km på æsel over bjergene. Onklen, der kan engelsk, er forsvundet, så det er lidt svært at finde ud af, om ideen lader sig realisere. Jeg håber det.

Næste morgen kommer Furqat og hiver os alle med. Vi marcherer op ad stien over huset, indtil vi kommer til grusvejen. Eller rettere: dette er vendepladsen for enden af grusvejen – for man kan ikke komme længere med bil. Her holder en dejlig, gammel, smadret bil af spændende russisk fabrikat.

Jeg forsøger at forklare, at jeg jo ingen lokale penge har, for vi har slet ikke set en pengeautomat, eller en person som kan veksle. Furqat viser mig en stak sedler – jeg har slet ikke sat mig ind i deres værdi – og indikerer, at han har styr på tingene.

Vi kører over gruset mod hovedvejen og så videre ud i bjergene. Hele vores lille familie er spændt. Karla kommenterer alle køer, får og heste, der går langs vejen, og der er nok af dem. Pernille overvejer, om vi har alt med, og jeg håber på, vi rent faktisk er på vej mod en basar.

Snart bumler vi ned ad en anden grusvej, og derude i det fjerne for foden af bjergene ligger der noget, som ligner en større by. Vi drejer af og kører op på en plads uden for byen.

Her er alle samlet. Alle har ’parkeret’ deres æsler, og to-tre andre har også bil med. Der er boder, eller dvs., der ligger varer på jorden. Her sælges kopierede CD’er og lidt tøj. Der sælges også plastiksko og potter og pander. Hmm, vi går rundt, og alle stimler sammen for at se, hvad vi fremmede mon skal købe.

Æsler benyttes flittigt i bjergene i Usbekistan.

Furqat går over og hilser på venner og familie – vi giver også hånd, og pludselig står Furqats far foran os, og han har altså skudt genvej over bjergene med familiens æsel. Så meget for bilers effektivitet!

Jeg overvejer lidt, hvad vi skal købe. Nu har vi fået familien til at skaffe os en bil og har jaget dem alle her ind til basaren, så noget skal vi jo købe. Det første vi falder for, er et par højhælede plastiksandaler som Karla måske kan passe – dem køber vi til stor fryd for de lokale. Snart finder jeg også store, krystalliserede klumper gult sukker, og jeg tænker, at hvis jeg nu bare giver butiksindehaveren en seddel, så får jeg nok en passende mængde. Mængden der passer til min seddel, viser sig at være nærved et kilo flotte krystaller.

Til sidst får vi også købt kopper og et fad. Sikke vi shopper.

På vej hjemad stopper bilen i udkanten af byen, og Furqat hiver os med. Hvad mon vi skal? Han har Karla på armen og stormer af sted, så der er virkelig ikke meget andet at gøre end at skynde sig efter ham. Brød bilen sammen, så skal vi nu gå hjem? Skyder vi genvej over bjergene?

Tja, vi ville da gerne have haft vand og lidt solcreme med, hvis vi nu skal på vandring. Furqat kan ikke fortælle, hvor vi skal hen, så vi følger efter ud i bjergene og nyder bare den tørre, flotte natur.

Så pludselig peger og smiler Furqat. Der. Se. Lige deroppe ... Nu tænker jeg tilbage. Vi havde tidligere snakket med onklen, der kan engelsk, om nogle sjældne og flotte bjerggeder, som lever her i området. De er lige deroppe i bjergene. De er bag en indhegning, for de er truede og skal passes på, så et stort område som en lille flytbar nationalpark er sat op til dem.

Det er fantastisk at se gederne hoppe omkring i bjergene, og deres mægtige horn får dem til at se majestætiske ud.

En ko skal malkes, og et æsel skal rides på

Familien ejer en motorcykel og et æsel – det er deres transportmidler. Motorcyklen må ungerne gerne sidde på, men den bliver kun brugt en gang, mens vi er der. Æslet bliver bliver til gængæld brugt flittigt både til at komme ind til butikken over bjergene -og endnu vigtigere - til at Hushnut og Karla kan få rideture rundt på gården.

De elsker det, og jeg tror kun det overgås af glæden ved at jagte høns rundt på den hullede mark.

Hver aften skal koen malkes, og familien ved forståeligt nok ikke, at jeg ser det som et højdepunkt, som jeg meget gerne vil overvære, fotografere og vise Karla. Så der går et par dage, før jeg får forklaret, at de skal sige til, når det er malketid.

En aften, netop som solen er ved at gå ned, hører jeg en muh’en oppe fra bjergene, så Karla og jeg skynder os derop. Koen og kalven er blevet lokket tilbage til huset – alle køerne går frit omkring i bjergene. Kalven ledes hen til lidt mad, og så følger koen med. Kalven får lige lidt mælk for at få gang i systemet, og så trækkes den væk.

Indrømmet, jeg har aldrig før set en ko blive malket, så både Karla og jeg er dybt fascineret. Nå, det er herfra mælken kommer. Kalven er ikke helt tilfreds med at blive snydt for sin modermælk, så da fasteren har malket færdig, får den lov at komme til og sutter ivrigt.

En følsom afsked

Intet varer evigt, og en sen aften bliver vi nødt til at sige farvel. Hele familien kommer ned i vores hus, og alle slår sig ned. De har tydeligvis planlagt noget. Så kommer farmoren med en vest. Den har været i familien i generationer, og nu skal Karla have den. Det er en enestående, traditionel gave, og hele situationen er så ægte – det er venskab, og så tæt man kommer på hinanden.

Vi får også valnødder, som familien dyrker, noget marmelade og en masse andet, som vi skal have med på vores lange rejse. Vi havde heldigvis også 10 kg legetøj med til børnene, og andre gode gaver til familien.

Der  er følelser på spil, og ungerne giver knus til alle – specielt skal Karla og Hushnut sige farvel til stor fryd for alle os voksne.

Bilen brummer, og chaufføren venter tålmodig på alle de mange knus og farvel. Han skal køre os fem timer tilbage til Tasjkent – gennem den usbekiske nat mod lufthavnen og til flyet som skal tage os hjem fra en enestående bondegårdsferie.

Nikolaj Wessel Witte  er med i DBK’s undergruppe for berejste med børn i Vestdanmark. Læs mere om hans rejseoplevelser på www.nikolajwitte.dk.

Du kan læse mere om Danidaprojektet på www.klodensbørn.dk

 

 

Faktabox

Ud & hjem igen: Vi fløj med Air Baltic og betalte ca. 2.500 kr. per voksen t/r. Karla som var under to år fløj med for 960 kr. Logi: Opholdet blev arrangeret af Nuratau Ecotourism (www.nuratau.com), som også kan arrangerer ophold hos en håndfuld andre familier i området. Jeg kan varmt anbefale oplevelsen, og stedet kan snart beskrives som De Berejstes Klubs tilholdssted i Centralasien. Vi betalte 366 USD for overnatning og mad for hele familien i otte dage. 105 USD for guide i syv dage og 180 USD for transport til og fra Tasjkent. Visum: Invitation, som er nødvendig for visum, købte vi fra STAN Tours (www.stantours.com). Selve visummet købte vi ved ankomst i lufthavnen.
 
 
Share this