Solomon Islands og Vanuatu


Lisbeth Vivaldini
Lisbeth Vivaldinis billede

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Vanuatu og Solomon Islands er ikke lige rundt om hjørnet og det er tidskrævende at komme dertil. Efter en hård tur fra Brisbane, vi fløj fra kl 22.40, ankom til Fiji kl 5.25 og fløj videre til Vanuatu og derfra igen videre til Solomon Islands hvor vi ankom ved middagstid. Da vi gik ud af flyet i Fiji var vi straks klar over at vi var i Polinesien da vi blev mødt af et Bhula (god dag) og et stort smil, det er så typisk på disse kanter at alle hilser med et dejligt åbent smil. Ikke nok med det, da vi kom ind i bygningen stod et tremandsband og spillede den smukke melodiske polinesiske musik, og det blev de ellers ved med indtil vi skulle afsted igen.

Vi klagede over at vi ikke har haft en eneste hel solskinsdag i Austrailen, her får vi vores lyst styret sol og 38 grader midt på dagen og omkring de 29-30 om natten.

Solomon Islands er nok endnu mere tilbagestående end vi havde forestillet os. De er MEGET fattige, det virker næsten som om man er i Afrika, måske fordi de ikke ligner polineserne, de er sorte og nogen meget sorte, men mange har lyse afroer, det har jeg aldrig set før og det ser så sødt ud. Honiara er anderledes end resten af landet, mange strømmer hertil med håbet om arbejde, men der er stor arbejdsløshed (50%). Man ser mange mennesker, som sidder på gaden og kigger ud i luften, mens de tygger betel nødder, andre sælger nogle få triste grøntsager af egen avl. Kan ikke forstå hvordan de med sådan en frodighed og sådan et klima ikke kan præstere noget bedre. Også frugtmarkedet er ikke noget at skrive hjem om hvad frugt angår, men det er altid en god lejlighed til at møde lokalbefolkningen.

Men nu er Honiara ikke hele Solomon Islands, vi har lejet en bil og kører så langt vi kan komme mod øst og mod vest, der er ikke vej hele øen rund, der er faktisk ikke mange veje. Øen er meget præget af at der under anden verdenskrig udkæmpedes et af historiens største slag I Stillehavet, slaget i Guadacanal, mellem japanerne og de allierede. (de bruger det som et stort turisthit, hvad det måske også er for dykkere). En stor del af Stillehavs flåden blev sænket og et enormt antal soldater døde. Red Beach bærer stadig dette navn fordi stranden var rød af blod efter at de allierede under landgangen her blev overraskede og nedpløjede af japanerne. Her ligger vragene af  omkring 70 sænkede militærskibe som er en drøm for dykkere. Den eneste turisme der findes her er passionerede dykkere. Som vores chauffør så rigtigt sagde "Jeg kan ikke forstå hvorfor verdenskrigen, som jo var  Europas krig, skulle kæmpes her på Solomon Islands."Man ser stadig idag, også inde fra land, rester af disse store rustne skibe.

Ude på landet ser vi et andet liv. her dyrker man frugt og grønt til eget brug, husene er lavet af palmeblade og livet går sin stille gang, uden de store ændringer, som det har gjort de sidste århundreder.
Men alt er ikke så idylisk som det umiddelbart ser ud til, i 2003 og i 2006 var der store optøjer som startede med at indbyggerne på øen Guadacanal blev ophidsede over at indbyggere fra en meget tættere befolket ø. Malaita, flyttede hertil, de begyndte at bekæmpe hinanden og situationen udviklede sig lynhurtigt. Australien og New Zealand sendte tropper hertil og man fik neddæmpet gemytterne, men ikke før de fik brændt China Town ned til grunden. (det samme var lige sket da vi var på Tonga da vi var der sidst). Disse tropper er her stadig.

Man har her  en for os, sjov samfundsopbygning. Hver landsby har sin chief og uanset hvor i landet eller udlandet man flytter hen er man altid underlagt denne chief og landsbyens regler hvor alle har pligt til at hjælpe hinanden.. Selv hvis en minister kommer til en landsby er det chiefens og landsbyens lov som gælder. Dette går så langt at hvis din buschauffoer er af samme stamme som du, skal du ikke betale, er dommeren af samme stamme som dig, er der stor sandsynlighed for at du ikke bliver dømt. Denne stammeorden som vi ville kalde nepotisme, underminerer samfundet og har ført til stor korruption.

Australierne er her stadig for at "hjælpe" hedder det sig, måske hjælper de på mange områder, men alle de "RAMSI'er" som de hedder, har også medført at prisniveauet er meget højere end i Europa hvad hoteller og restauranter angår. Hotellerne er altid fulde og kan selv bestemme prisen, det er jo det offentlige der betaler. Man importerer idag ALT fra Australien, på trods af det fantastiske klima man har her, dyrker man intet. Det var måske her man skulle hjælpe, med at sætte produktion i gang så der kun komme nogle folk i arbejde. Men det er jo modstridende interresser for så risikerer man jo at de bliver selvforsynende og så har de jo ikke brug for udenlandske varer..

Jeg vil lige fortælle om en sjov episode vi var ude for da vi var på vej fra Salomon. Vi stod  i køen til paskontrol og en polineser, foran os i køen vender sig om og siger på det mest formfuldendte dansk:” jeg hører du taler dansk er du fra Danmark?" Det gjorde mig selvfølgelig nysgerrig for at høre, hvorfor en polineser taler dansk. Men for at gøre en lang historie kort, boede manden i Danmark, havde gjort det i 13 år og var gift med en dansker. Det sjoveste af det hele er at han elsker vejret i Danmark, årstidens skiften og vinteren. Manden var på Solomon for at lave nogle dna prøver på vegne af Serum Instituttet som forsker i hvor polineserne stammer fra. Men mest interressant er, at svigerforældrene har boet i Polinesien i en menneskealder,datteren er opvokset der og de har kendt hinanden siden de var børn (de unge altså). Så den lange ventetid i lufthavnen fik pludselig en interressant drejning.

Så er vi ankommet til Vanuatu, en helt anden verden end Solomon Islands, på trods af at de to øer, naturmæssigt,  ligner hinanden, slår forskellen I øjnene, her er der ingen tygger og spytter rødt betel overalt, herer alt er rent og velholdt. Vi er for øjeblikket i hovedstaden Port Vila som ligger omgivet af den smukkeste bugt. Her ligger en del sejlbåde da bugtens næsten lukkede former en naturhavn. Jeg sidder i skrivende stund på vores balkon og nyder dette smukke scenarie. Hotellet vi bor på har casino, og der spiller vi lidt om aftenen. Den første aften var heldet med os, vi doblede op og vandt. Men I casino er der kun en sikker vinder og det er casinoet, sådan er det selvfølgelig også her, og på trods af at vi  vandt I starten, kan man i løbet af kort tid tabe alt igen, og det skete netop for os.

Vi har lejet en bil og kørt lidt rundt på denne smukke ø. Vejret er dels sol og dels overskyet, men det regner ikke. Det er faktisk ideelt, for med temperaturer et godt stykke over 30 er det MEGET varmt når solen skinner.Byen er yderst charmerende, her er et farverigt frugtmarked hvor kvinder iført de typiske farverige  brogede polinesiske kjoler, sælger smukt præsenteret frugt og grønt. Også her springer forskellen på markederne på Solomon Islands i øjnene, der lå varerne på jorden og der var snavs og fluer en mas, her er varerne præsenteret dels på borde eller i flettede palmekurve på gulvet som er ligeså rent som i vores supermarkeder. Jeg elsker denne kvindeverden, og som sædvanligt skal der ikke mere end et smil til før man er i kontakt med disse medsøstre. Det virker som om, man her har taget det bedste fra kolonistyret men samtidig formået at beholde en egen identitet.

Apropos kolonistyret fortjener dette sære kolonistyre lidt opmærksomhed. Under kolonistyret hed øerne Ny Hebriderne. I 1886, da det umiddelbert virkede som om tyskerne var ved at forstærke indflydelsen i området, skete der det utopiske, at Frankrig og England for at forhindre dette, lagde det traditionelt stridige forhold på hylden og bestemte sig for sammen, at styre området. Men som man kan regne ud, var dette ikke uden problemer, bare det at bestemme hvilken side af vejen man skulle køre I, var et stort problem. I 1980 fik landet sin frihed. Man mærker stærkt den franske fortid og alle mennesker her taler både engelsk,fransk og Bislama (ligner egentlig en version af engelsk) som er det fælles sprog man taler i Melanesien. Vi lærte en del af den danske polineser vi mødte på Solomon Islands, f.eks at man deler øerne op i tre grupper Polinesien, Micronesien og Melanesien. Melanesien er det samfund som er mest mixet af mange forskellige etniske grupper og kulturer, hvorimod Polinesien og Micronesien ikke har haft stor invandring eller er blevet mixed med folk fra andre folkeslag.

Vores dag i dag fik en mega start, det som startede som en ganske almindelig morgenmad udviklede sig hurtigt til et interessant og udbytterigt møde med en farverig person. Min italienske mand sagde et eller andet til mig på italiensk  og en mand I nærheden reagerede på sproget. Denne ældre mand var sicilianer, men havde boet i Ny Caledonien i 40 år. Han kendte hele Melanesien som sin bukselomme da han jævnligt rejste i området p.gr. af buissness. Han havde boet i Frankrig, hvor han havde en ven fra Ny Caledonien, derfor besluttede han sig for at rejse dertil. I løbet af årene har han efterhånden hentet størsteparten af sin familie hertil, en bror undtaget. Claudio, som han hedder, startede op med
italiensk restaurant og havde til sidst tre restauranter og en natklub hvor ALLE som betød noget i Melanesien kom. Dette var starten til hans store netværk som tæller stort set alle der betyder noget på disse kanter, ministre ecc.
Dette område er virkelig et slaraffenland for hvem der har initiativ, lyst  og nybyggermod. Han fortalte, at på nogle af øerne i Solomon er der stadig åbne guldminer, koberminer og alt det træ man kan ønske sig. Man har lige fundet olie påen af Vanuatus øer, og begynder i naeste måned at bygge rafinaderi ecc. Kontrakten er gået til  et koreansk selskab, som er I stand til at få sådan et stort projekt til at stå klart  på ni måneder!!!!! vores nye ven er mellemmand i alt dette.
Eftersom manden har lidt samme baggrund som min mand, er de straks på bølgelaengde og vi taler naturligvis hoteldrift og udveksler ideer. Specielt hvad man kunne have fået ud af det fantastisk beliggende hotel vi bor på.

På et tidspunkt kommer en to meter høj kulsort og MEGET velnæret mand, iført  madrasternet bomuldskjorte og cowboy shorts hen til bordet. Vores nye ven præsenterer os, og foran os står ingen andre end Vanuatus Premier minister!!!!  Claudio fortæller at vi er i hotel buissness og efter lidt snakken frem og tilbage siger ministeren at hvis vi er interesserede ejer han stortset hele bugten og venter bare på nogle til at udvikle projekter som kan bringe turister til Vanuatu. Disse to herrer mener, at turismen i fransk Polenesien er på stærk tilbagegang, folk er blevet trætte af de skyhøje priser og investorer derfra står i kø for at investere i Ny Caledonien som også er fransk. Man forudser at turismen her i området vil eksplodere i løbet af få år. I dag er det stort set kun australiere der kommer her, men alligevel bliver det til 230.000 om året. Man har projekteret en fordobling af turister inden for et par år. Men historien er altid den samme i disse lande, uanset hvem der sidder i toppen, nogle få bliver meget rige og mange forbliver fattige.

Sådan gik det til at vi mødte premier ministeren af Vanuatu.

I dag kom jeg til at tænke på, at det er så sandt som Troels Kløvedal siger, at der ikke er nogen, der som en gruppe polinesiske kvinder, kan indtage skyggen under et træ og gøre det til deres. Intet passede bedre på dette fantastiske syn af en gruppe kvinder iklædt brogede kjoler og med blomsterkranse elle brogede tørklæder om håret, så kan det vist ikke gøres smukkere.
Claudio anbefalede os at tage en tur til en ø som hedder Espiritu Santo, her findes i følge ham, Stillehavets flotteste strand, Champagne Beach. Vi fulgte hans råd og fik nogle helt fantastiske oplevelser.
Størsteparten af øens 33.000 beboere lever langs kysten, men bevæger man sig ind i landet er den normale beklædning stadig bastskørt og ellers intet. Vi har også på Solomon set dansere optræde klædt sådan når de udførte deres traditionelle danse, men her er det dagligdags beklædning.
På Espiritu Santo bor vi i en bungalow ti skridt fra vandet, med udsigt til turkis blaat vand, kridhvid strand og grønne tropiske træer pø stranden. Den første dag vi kom, var det overskyet med en byge nu og da, men derefter var vejret perfekt, strålende sol og lidt vind. Nu er vi halvvejs igennem ferine, og endelig fik vi det, vi har gået og drømt om siden vi sidst var i Polinesien: ren bounty, det er svært at forestille sig noget smukkere. Stedet vi bor er utrolig lækkert, der er en hovedbygning med restaurant (stor overdækket terrasse direkte i strandkanten), reception og opholdsstue. På hver sin side af denne bygning er der henholdsvis to og tre bungalows,alt er yderst smagfuldt både i byggestil og indretning, sender et link www.moyyan.com.
 

Vi begiver os ind i landet med håbet om at se folk som stadig lever nøgne, vi passerer uendelige strækninger af skov og plantager, hvor talløse kvæg græsser. Jeg kan aldrig blive træt af at kigge på denne fantastiske tropiske skov og natur, alt er så frodigt, og synet af disse århundrede gamle træer sætter tingene i relief. Endelig når vi frem, landsbyerne er af palmehytter, meget rene, ordentlige og velplejede (så rent det nu kan blive naår man har lergulv og det regner ofte). Men vi skal nok længere vaek fra alfarvej, for at få opfyldt vores ønske om at se stammefolk uberørt af fremskridt og tid. Men det er alligevel forfriskende, for i landsbyerne er der flest klædt i almindeligt tøj, men nogle som har valgt at iklæde sig (eller afklæde sig) og bærer udelukkende et lændeklaede af palmeblade, som er den oprindelige traditionelle beklædning. Det lykkedes mig at "stjæle" et par foto, for de vil naturligvis ikke gerne fotograferes. Det er ikke muligt at komme ind på området som er tabu. Tabu er et af de få ord, som bruges på de fleste sprog, som stammer fra polinesisk.

 

 

 

 
 
Share this