Dagbog fra Sydamerika, 1987


Per Allan Jensen
Per Allan Jensens billede

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Dagbog fra Sydamerika, 1987

af Per Allan Jensen

 

Portugal: 11/4-11/4
Venezuela: 12/4-16/4
Colombia: 17/4-21/4
Ecuador: 22/4-12/5
Peru: 12/5-1/6
Bolivia: 2/6- 11/6
Argentina: 12/6-13/6
Paraguay: 14/6-18/6
Brasilien: 19/6-25/6

 

11/4 kl. 11.00

Sidder i Lissabons lufthavn, og har lige købt mig en pilsner for at dulme en svag uro. Om en times tid letter TP353 med destination Caracas. En flok halvfulde danskere er lige gået ud til TP604 med destination København. Jeg betvang en indskydelse tiI at få dem til at tage en hilsen med hjem til Danmark - for pokker, jeg har jo knap været hjemmefra to døgn endnu.

Dagene op til min afrejse var underlige, ja faktisk lige fra afskedsfesten lørdag (tak for sidst til de, der var med det, var hyggeligt). Koncentreret arbejde til det sidste, og samtidig et forsøg på at klargøre mig mentalt. En stigende indre uro, spænding kombineret med lidt nervøsitet, dette er trods alt ingen charterrejse til Mallorca. En lang række farvel'er til familie, venner, kolleger, pyha! Vist mit hidtil værste anfald af rejsefeber. Men roen bredte sig, da flyet slap jorden, og en whisky efterfulgt af et måltid mad med god portugisisk rødvin stabiliserede den yderligere.

Lidt kedelig flyvetur, - mest overskyet, men flot indflyvning til Lissabon mens solen gik ned. Utroligt hurtig bagageudlevering, hurtig og billig taxatur ind til hotellet, næsten for nemt. Ud i den milde aften og finde en restaurant, hvor jeg fik en af mit livs bedste fiskegryder med muslinger, hummer, krabber og rejer, akkompagneret af en fortrinlig hvidvin. Bagefter friske jordbær med fløde samt portvin og kaffe. Overdådigt måltid, og så til 80 kroner, her er bestemt ikke dyrt. Nå, nu kalder de ud til mit fly, jeg fortsætter om bord.

 

Klokken 13.45

Vi har en times ophold her i Porto, inden vi endeligt stikker ud over Atlanten, så jeg fortsatter min beskrivelse. Lissabon er en dejlig og meget varieret by. Store boulevarder (med en ubehagelig trafikos), flotte parker, små gågadekvarterer med spændende butikker samt stejle og krogede smågader med de mest maleriske gamle huse. Jeg travede gennem sådan et kvarter op til en gammel borg med en flot udsigt over byen, floden, den store bro og Kristus-statuen ovre på den anden side af floden. Jeg kiggede lidt på butikker, og prøvede at finde en bog eller bare en avis på spansk, men forgæves. Kørte en tur med den moderne og effektive metro.

Stødte på fire danskere på en fortovsrestaurant. De var på studierejse - noget med fagforeninger, men jeg fik nu det indtryk, at det mest var drikkevarer, de studerede. De fortalte, at det havde regnet de sidste 4-5 dage, så jeg var åbenbart heldig at få en dejlig solskinsdag.

Klokken fem var jeg dødtræt, så jeg tog hjem på hotellet og sov 3-4 timer, hvorefter jeg tog en taxa ud til en af byens bedre restauranter, med levende musik og show. Lidt dyrt og turistpræget, men udmærket mad og en helt fremragende Dao-rødvin.

 

Klokken 20.00

Efter et godt måltid mad og to halvdårlige film, en lur og Tehaikovskys klaverkoncert er der lige blevet udleveret varme vaskeklude, der må være mad på vej igen. Der er tre timer endnu, med turen omkring Porto bliver det elleve timer i alt, hårdt. Men der er nu noget fascinerende ved disse lange flyveture, tænk, om lidt svæver jeg over de vestindiske øer. Jeg er er spændt på, om Jose henter mig i lufthavnen og på, hvad jeg ellers gør.

 

Klokken 23.00

I Europa er klokken fire om natten, så nu har jeg snart været oppe et helt døgn. Jeg føler mig ikke en gang søvnig, men det skyldes jo nok overtræthed.

Caracas er ret fantastisk, jeg har faktisk aldrig oplevet noget lignende. Denne by får Los Angeles til at minde om en søvnig provinsby, Bangkok til at minde om en kølig oase og luften i New Delhi til at minde om et friskt landligt pust!

Jeg blev planmæssigt afhentet i lufthavnen af Jose (som arbejder på den danske ambassade - jeg mødte ham på et spanskkursus i Danmark sidste år). Blev installeret på et godt hotel, fik et måltid mad (italiensk - lækkert) og et par timers sightseeing i Jose's jeep.

 

12/4 kl. 7.00

Tidsforskellen vandt over min træthed, jeg vågnede klokken tre i morges (klokken ni dansk tid). Det er lidt overskyet og meget varmt, og her er ikke faldet en dråbe regn i fire måneder.

Caracas er en stor by (fem millioner indbyggere), der ligger i en langstrakt dal i 1000 meters højde. Til begge sider breder den sig op ad bjergsiderne, og her hvor der er køligere og mindre trafikos bor de velhavende. Nede i selve byen ligger der en tyk tåge af forurening, der først og fremmest stammer fra de mange store biler. Man ser næsten ikke andet end store amerikanske dollargrin og så nogle enkelte firehjulstrækkere. For at begrænse generne har man tildelt hver bil en bestemt ugedag, hvor den ikke må køre, hvilket har bevirket, at en masse mennesker har anskaffet en ekstra bil! Bilafgifterne er forsvindende og benzinen koster 25 øre pr. liter, så man kan ikke ligefrem sige, at der er tale om nogen helhjertet indsats.

 

Klokken 9.30

Jeg har gennemført min første samtale på spansk, idet det lykkedes mig at få morgenmaden skrevet på regningen i stedet for at betale straks. Beruset af denne succes har jeg købt en avis, som jeg har læst et par artikler i. Jeg sidder på en fortovsrestaurant i forbindelse med et større gågadearrangement, her er helt vidunderligt. Grønne træer og palmer, boder med billige eksotiske frugter, moderne skulpturer, solen der titter frem mellem skyerne og ikke mindst gnistrende mørklødede skønheder, der spadserer forbi i stort tal.

 

Klokken 20.00

Havde en fin køretur med Jose i de omliggende bjerge. Det myldrer med palmer, bananer, julestjerner, bambus og lignende eksotiske vækster, og der er nogle helt fantastiske views ud over Caracas.

I eftermiddags trodsede jeg alle fordomme og iførte mig sandaler og korte bukser, hvilket afstedkom mange besynderlige blikke, vekslende fra vantro over fnisen til noget nær forskrækkelse.

Caracas er en by med voldsomme modsatninger. På den ene side et eksempel på den rendyrkede kapitalisme, når den er værst: skyskrabere af beton og glas, motorveje i flere etager tværs gennem byen, store slumkvarterer vekslende med rigmandsområder med pigtråd, aflåste gitre og private vagtværn, fem TV-kanaler med de afskyeligste og mest smagløse reklameindslag, McDonalds, Kentucky Fried Chicken og Pepsi Cola, titusindvis af store gamle amerikanske biler osv. osv. På den anden side en smukt beliggende by med bjerge, palmer og blomster, et dejligt klima (måske lige varmt nok), en utroligt lang og hyggelig gågade, en af verdens mest moderne metroer (koster cirka en krone uanset afstanden), flotte moderne bygninger og skulpturer, parker, museer og springvand samt nogle kvinder, der mere end en gang har varet ved at forårsage en hjernerystelse på grund af kollision med lygtepæle.

Klokken er halv ni, jeg vil gå ud og finde mig noget aftensmad.

 

13/4 kl. 7.00

Tænk hvor uhyggeligt, jeg faldt i søvn og gik glip af aftensmaden! Jeg vågnede først klokken tre i nat, og da var det jo lige sent nok at gå ud og spise.

 

Klokken 19.00

Sidder for Gud ved hvad gang i dag og slukker tørsten: denne varme giver et kolossalt vædskebehov. Heldigvis er det jo billigt, både kaffe, ø1 og friskpressede frugtjuicer, hvilket sidste giver mig mindelser om Bangkok og Sri Lanka: Mango, ananas, jordbær, appelsin, melon osv., og som regel til 2-3 kroner for et stort glas.

Mine drømme om Caraibiske tropeøer er desværre bristet. På grund af 'Semana Santa' ('hellig uge') op til påsken, er millioner af venezuelanere på vej til alle øer og strande, og det er fuldstændigt umuligt at få pladser på fly eller både endsige få et hotelværelse. Så i stedet ta'r jeg videre til Merida ovre vest på, i håb om at få en 2-3 dages vandretur ned fra toppen af verdens højeste kabinebane (op til næsten 5000 meter). Alle pladser på bussen i morgen var solgt, så jeg kommer først afsted i overmorgen.

Det var min hidtil vanskeligste opgave at bestille den busbillet. Busstationen minder om de indiske: Enormt stor og med tusindvis af mennesker, der tilsyneladende kappes om at overdøve hinanden. Sælgere, der råber endnu højere, og busser, der larmer og oser infernalsk. 20-30 forskellige køer til lige så mange forskellige busselskaber, og alle skubber og maser og råber. På vej frem i køen prøver man at huske de ord, der kan tænkes at blive brug for, samtidig med at man holder et vågent øje med eventuelle lommetyve i mængden. Billetmanden var ikke ligefrem hjælpsomheden selv, men det gik da. Jeg synes ærligt talt det er ret svært at forstå, hvad folk siger, jeg har noget nemmere ved selv at gøre mig forståelig.

 

14/4 kl. 15.00

I dag har jeg været med den lokale 'teleferico' (kabinebane) oppe på et 2200 meter højt bjerg nord for Caracas med en helt fantastisk udsigt over byen. Temperaturen var 5-6 grader lavere end nede i byen, yderst behageligt, så jeg gik rundt et par timer og nød solen og udsigten og duften fra de mange forskellige treer og planter. Det kostede to timer i tre forskellige køer: Først for at få en tilladelse til at stille op i billetkøen, så i denne og endelig for at komme med op! Uden et minimalt kendskab til spansk ville man da være helt på spanden her!

 

16/4 kl. 1.00

Så nåede jeg til Andesbjergene, efter en hård bustur, der varede i 6 timer. Det startede med at jeg som sædvanligt vågnede klokken tre i nat, den pokkers tidsforskel bliver ved med at spøge. Klokken syv begav jeg mig til en metrostation, der ligger cirka en kilometer fra busstationen, men desværre havde jeg glemt at tage højde for af en tværgående sekssporet motorvej uden fodgængertunneller eller -broer og med en høj betonmur i midten. Det må have varet turens hidtil farligste minutter, da jeg krydsede de seks vognbaner og klatrede over afspærringen iført rygsæk!

men jeg nåede da bussen, der til min glædelige overraskelse viste sig at vare rimeligt moderne og med nogenlunde komfortahle sæder og god benplads. Jeg spurgte, hvor længe turen ville vare, og fik svaret 'tolv timer'. Det skulle senere vise sig, at han mente at vi ville vare fremme klokken tolv (altså midnat)!

Bortset fra den ulidelige hede, så var det en helt fin tur, der landskabsmæssigt gav mindelser om Sydindien og Sri Lanka, tilsat lidt Texas ind i mellem. Utroligt flot og varieret, som at køre i en stor botanisk have med bananer, kokospalmer, ris, hirse, majs, bambus, kaktus og kæmpebregner. Tætte skove vekslende med store åbne sletter og smukke bjerglandskaber. De sidste 3-4 timer ville have været de allerflotteste, hvis ikke mørket var faldet på, nemlig turen ad snesevis af hårnålesving herop til Merida i 1600 meters højde. Præcis hvor jeg øjeblikket befinder mig er en helt anden historie, som jeg vil fortælle senere, når jeg selv har fået opklaret det!

 

Klokken 8.00

På busturen i går faldt jeg i snak med en dame, der også skulle til Merida. 'Faldt i snak' er måske et lidt stærkt udtryk, mine spanskevner taget i betragtning, men vi fik da udvekslet passende dele af hinandens livshistorier. Damen Judith insisterede på at hun og hendes venner, der kom og hentede hende på busstationen, skulle finde et logi til mig, hvilket sådan set passede mig udmærket, da det jo efterhånden var blevet midnat og jeg var ret træt. Desværre anbragte de mig et eller andet sted ude i forstæderne, men da jeg ikke vidste, om det var fordi de selv boede der, syntes jeg ikke jeg kunne være bekendt at sige, at jeg hellere ville ind til centrum. Så når jeg har fået noget morgenmad, må jeg prøve at finde ud af hvor jeg er og hvordan jeg kommer ind til centrum, hvorfra kabinebanen udgår.

Her er i øvrigt ret dejligt. Jeg sidder på en veranda med udsigt over en del af byen, og bagved ligger der nogle høje bjerge: 'Cordilleras de Merida' med 'Pico Bolivar' på 5007 meter, som er Venezuelas højeste bjerg (sne på toppen). Kabinebanens øverste station er kun 242 meter lavere end bjergtoppen, altså i en højde, som jeg for et år siden brugte 10-12 dage på at nå op til i Nepal. Gad vide om man ikke bliver dårlig af så voldsom en opstigning?

 

Klokken 23.00

Det fik jeg aldrig opklaret. Som frygtet var der stor ventetid at komme op med kabinen, faktisk hele tre dage, og ydermere skulle man have tilladelse til at vandre i bjergene. Jeg behøver vel næsten ikke at sige, at de respektive kontorer var lukkede på grund af den ... påskeuge.

Efter denne deprimerende oplevelse fandt jeg ud af, hvorfor jeg i går blev installeret så langt ude. Samtlige byens hoteller var fuldt belagt, og nogle steder grinede de ligefrem overbærende, da jeg spurgte efter et værelse. Altså, ud til busstationen og videre! Her blev jeg mødt med den opmuntrende besked, at der ikke gik flere busser de næste to dage (guess why). Det er i sådanne situationer jeg sidder og overvejer, hvorfor jeg overhovedet har kastet mig ud i dette her og tilmed bruger en masse penge på det. I min dybe depression sad jeg og regnede på, at jeg for de samme penge kunne have fået fem ugers trekking i Nepal, tre ugers badeferie ved Middelhavet og to uger på et udsøgt skisportssted!

Let hensunket i betragtninger over, hvad jeg ellers kunne have gjort i stedet for at rejse rundt i Sydamerika, blev jeg råbt an af en fyr, der sagde, at hvis jeg ville med hans bus til San Cristobal, så skulle det være nu. Jeg ved ikke hvordan den slags sker, men jeg tror jeg har en skytshelgen, der kommer mig til hjælp i betrængte situationer.

Det var forresten en aldeles dejlig bustur. Op og ned gennem hårnålesving med udsigt til svimlende afgrunde og med nye botaniske oplevelser, blandt andet i form af kaffebuske, sådan nogle har jeg aldrig set før.

Også på det sociale område var det en vellykket tur. To nysgerrige piger udspurgte mig på kryds og tværs, og snart deltog det halve af bussen i en munter konversation. De roste mig for mit spanske, men jeg taler nu også betydeligt pænere end de gør, omend med et mere begrænset ordforråd. Til gengæld måtte jeg - under mildt pres - fortælle, hvor dejlige jeg synes venezuelanske piger er, hvilket jeg kunne gøre uden at behøve at lyve. En af dem tog sig af at få mig installeret på et hotel, denne gang heldigvis lidt mere centralt.

Så nu befinder jeg mig i San Cristobal, en kedelig lille provinsby 50 km fra den colombianske grænse. Jeg har taget del i det lokale natteliv, idet jeg først så en film med Clint Eastwood (bvadr) og derefter indtog min aftensmad på en kinesisk restaurant (ganske udmærket, som overalt i verden).

Det er helt umuligt at få sikre oplysninger om, hvorvidt det er muligt at krydse grænsen i morgen (langfredag) og om der overhovedet går en bus. Jeg ta'r nok chancen, eventuelt pr. taxa. Hvis det kikser kan jeg jo bare tage tilbage igen, så har jeg da fået en tur ud af det, - der er ikke mange andre muligheder for adspredelse i denne by.

 

17/4 kl. 13.00

Pyh hvor jeg sveder - her er 33 grader i skyggen! Jeg sidder på en restaurant i Cucuta i Colombia, og ved opslag i min ordbog kan jeg se, at jeg lige har undgået at bestille kogt tunge, kreolsk mave eller ged i vin! Skræmt af disse opdagelser blev det ris med kylling, lidt mindre eksotisk.

Det viste sig heldigvis, at 'udstemplingskontoret' var åbent, og efter at have udfyldt en speciel formular (der naturligvis skulle købes på et andet kontor) fik jeg det nødvendige stempel i mit pas. Ny taxa over grænsen her til Cucuta, hvor jeg skal have et indrejsestempel, før jeg fortsætter, og det kan jeg først få i morgen. Hvis det bliver ved på den måde, går der ikke lang tid, før der ikke er flere ledige sider i mit pas.

Jeg har taget et værelse på et luksushotel, med eget badeværelse og aircondition, det koster også 75 kroner. Jeg frådser nok lidt med hoteller, taxaer og restauranter, men jeg tror det er vigtigt at holde en vis standard af sikkerhedsmassige årsager, specielt her i Colombia, der jo nok må siges at være det 'farligste' land på min rute. Jeg har taget ur og armbånd af og går i det hele taget rundt og prøver på at ligne en fattig turist, der ikke har pas, flybilletter, 2000 kroner i kontanter og for 20000 kroner rejsechecks i pengebæltet.

Det var ellers en blid start i Venezuela, hvor der ikke er meget kriminalitet og hvor folk er utroligt søde og hjelpsomme. I det hele taget er Venezuela et moderne, forholdsvis velhavende og temmeligt vestligt præget land. Der er dog et punkt, hvor man tydeligt fornemmer, at man er i Sydamerika, nemlig mængden af politi og militær og disses voldsomme bevæbning. Alle har knippel og revolver i bæltet, og mange har også en maskinpistol i en rem over skulderen - ikke noget rart syn for en fredselskende dansker.

Hvordan jeg kommer videre herfra er stadig et åbent spørgsmål. Der er 18 timers kørsel med bus til Bogota, hvilket nok er for meget til en dag. Det er nemlig en dårlig ide at køre efter mørkets frembrud, dels af sikkerhedsmæssige grunde og dels fordi man så ikke får set meget af landskaberne. Jeg tror jeg vil prøve at se om jeg kan få et fly til Bogota, så må jeg kompensere for det landskabsmæssige ved andre lejligheder.

 

Klokken 19.00

Det er langfredag og gaderne myldrer med festklædte mennesker med blomster og balloner. Jeg har godt nok aldrig fulgt særligt godt med i religionstimerne, men jeg synes nu det virker lidt underligt. Jeg var et smut i en flot kirke, der var fuldstændigt proppet med mennesker. Der stod også de første ti svært bevæbnede soldater rundt om - hvad er det her dog for et land?

Det lykkedes mig at finde en af byens eneste åbne restauranter, et mildt sagt folkeligt sted. Ved siden af mig sidder fire højrøstede mænd med et batteri af tomme flasker omkring sig. Den ene ligger bevidstløs ind over bordet, mens de andre prøver at få liv i ham. Han får da vist en hård lørdag oven på den langfredag!

Jeg har spist lasagne og drukket tre øl, og nu vil jeg bestille en kop kaffe og en stor isdessert, hvilket i alt skulle løbe op i omkring 20 kroner.

 

18/4 kl. 16.00

Det lykkedes mig at få et fly til Bogota, endda for kun 300 kroner, det får man ikke megen flyvning for derhjemme. 50 minutter tog det, unægteligt noget nemmere - og sikrere - end de 18 timer med bus. Derefter en taxa til centrum, hvor jeg, på taxachaufførens anbefaling, tog et værelse på et 'sikkert' (dvs. halvdyrt) hotel. Herefter prøvede jeg at ringe til samtlige servasværter i Bogota og omegn, men forgæves. Halvdelen havde skiftet nummer og den anden halvdel svarede ikke.

Jeg har lige været et smut inde og se det berømte 'guldmuseum', ret imponerende. Det bliver vist desværre også min eneste sightseeing her i byen. Jeg bryder mig ikke spor om at være her, det myldrer med luskede personer, der tiltaler en på gaden, og de advarsler, som taxachaufføren kom med, var ikke til at tage fejl af - de var mange og uhyggelige. Desuden har jeg jo også læst et og andet. Så alt i alt, jeg tror jeg tager i lufthavnen i morgen tidlig og prøver at få et fly videre ned i den sydlige ende af landet.

Nu vi er i det lidt triste hjørne, så har jeg også fået diarre. Forhåbentligt er det ikke værre, end at det kan fastes væk, jeg er allerede begyndt.

Sidder på et cafeteria og får mig en kop te. Om et øjeblik vil jeg begive mig ud på gaden og finde en taxa, der kan køre mig tilbage til hotellet.

 

Klokken 16.30

Meget morsomt - det viste sig, at jeg faktisk befandt mig kun 500 meter fra hotellet. Taxachaufføren, der kørte mig til museet, må have kørt en kæmpestor omvej, sådan en svindler!

Her er TV på værelset, med en masse kanaler at vælge imellem, men fælles for dem alle er, at de ustandseligt afbrydes af nogle afskyelige reklameindslag. Og a propos hotelværelse - da jeg i nat var oppe for at gå på toilettet, opdagede jeg pludseligt, at jeg sad og stirrede ind i fjæset på en af de største kakkerlakker, jeg nogensinde har set. Jeg overvejede at træde på den, men dels giver det en afskyelig lyd og dels var jeg i bare fødder. I stedet stirrede jeg den stift i øjnene, og minsandten om ikke den flygtede.

Jeg er kommet i tanke om, at der i hvert fald er en positiv ting at sige om Bogota, nemlig klimaet. På grund af højden (2600 meter) er temperaturen kun 15-20 grader, en behagelig afveksling fra den sidste uges voldsomme hede. Men hvad hjælper det, hvis man dårligt nok tør gå uden for en dør.

 

19/4 kl. 19.30

Min skytshelgen har slået til igen. Maven er i orden og jeg har tilbragt en fin dag i Bogota, hvilket jeg ikke just havde regnet med i går. Jeg tog endnu en servas-telefonrunde, og til sidst lykkedes det mig at få kontakt. Så her til morgen blev jeg afhentet af en fyr på min egen alder med det klingende navn Octavio Morales, som viste sig at være ingeniør, musikinteresseret og - ikke mindst - engelsktalende. Ydermere en sympatisk fyr med to helt vidunderlige døtre på 5 og 7 år, hvoraf jeg specielt faldt for den yngste (gensidigt), blandt andet fordi vi cirka har samme ordforråd.

Vi har været på sightseeing hele dagen, først via en imponerende tovbane op til Montserrat, et 4-500 meter højt bjerg i byens udkant, med en fantastisk udsigt over denne kæmpeby med 5 millioner indbyggere.

Senere så vi (resterne af) justitspalæet, der nærmest blev totalt udslettet for halvanden år siden, da militæret gik til angreb med tanks og granater. Årsagen var, at en af de talrige guerillabevægelser (M19) havde taget 14 medlemmer af højesteretten som gidsler. Barske løjer.

Det colombianske samfund er gennemsyret af vold, dels på grund af guerrilla-bevægelserne og dels på grund af den megen narkotikahandel, der har dybe rødder i USA. I hvert eneste butikscenter, på hvert eneste museum, på hvert eneste gadehjørne - overalt er der politi og militær, strittende med maskinpistoler.

Vi var lidt rundt i den gamle bydel også. Der er stadig nogle få smukke gamle huse og kirker, men ellers er det mest beton og skyskrabere som i flere af de andre sydamerikanske storbyer. Her er klart mere fattigt end i Venezuela. Færre, mindre og ældre biler, mindre prangende byer og mange flere tiggere, ofte krøblinge og uhyggeligt vansirede.

Så en tur hjem til Octavio - ret interessante familieforhold. Her bor Octavios bror med sin kone og deres lille barn, mens de venter på at få en lejlighed. Han viste sig at være EDB-ingeniør, og talte fortrinligt engelsk. Desuden deres mor (det er vist i øvrigt hendes lejlighed) samt et par andre, som jeg endnu ikke har fundet ud af hvem er. Men lejligheden er nu også kæmpestor (i to etager). Det viser sig, at faderen var den første servasvært i Colombia og en forholdsvis kendt person såvel inden for politik som i universitetskredse.

Familieforholdene bliver ikke mindre komplicerede af, at såvel Octavio som faderen er skilt, hvilket ikke er særligt almindeligt - endsige populært - i dette stærkt katolsk dominerede samfund, og det er ikke muligt at blive gift igen her i landet. Kort sagt, ikke nogen typisk familie - velhavende, veluddannede og moderne indstillede (men ganske typisk for Servasfolk).

Jeg har lige banket Octavio fire gange i skak og nu prøver jeg at komme til at skrive lidt, men det er lidt vanskeligt, for de to unger (Martha og Diana) hang over mig hele tiden. Jeg har vist dem billeder fra Danmark og prøvet at forklare om dem (forestil jer at skulle forklare 'sne' på spansk)- og også prøvet at aflede deres opmærksomhed ved at give dem et spil kort med isbjørne på. De er jo ret kære (børnene altså).

 

20/4 kl. 19.30

Min truende Colombia-paranoia er helt væk nu. Jeg har haft en fin dag og befinder mig i Popayan, en smuk by med venlige mennesker - men herom senere.

Jeg tog til Bogotas lufthavn i morges - kørte med Octavios brors kone (hun er minsandten også ingeniør). Herefter havde jeg en positiv oplevelse med hensyn (manglende) bureaukrati. Jeg ankom til lufthavnen klokken 8.25, vekslede penge, købte flybillet og lettede klokken 9.00 med en halvtom maskine til Cali, Colombias tredjestørste by. De har afgange mellem de største byer hver time, lige som vores intercitytog.

Vi fløj blandt andet hen over det område, der blev totalt udraderet ved et vulkanudbrud sidste år, og så var der i øvrigt nogle flotte Andesviews.

Cali ligger i 1000 meters højde, og straks var temperaturen atter oppe på 30 grader. Flere af hinanden uafhængige kilder havde på forhånd fortalt mig, at Cali skulle være berømt for sine smukke kvinder - og sandelig, noget var der om snakken. Der skal nu heller ikke så meget til efter Bogota, sjældent har jeg set så mange grimme mennesker samlet i en by!

Jeg delte en taxa med fire af dem for at komme de 150 kilometer her til Popayan. Det kostede 30 kroner, så skulle pokke stå i at ta' en overfyldt bus til 20 kroner. Sidste halvdel af turen var ganske smuk, men jeg spekulerer på, om der noget sted i verden er så flotte bjerglandskaber som i Nepal.

Der kører nogle ældgamle biler rundt på vejene her, blandt andet af mærket Studebaker, som jeg svagt erindrer fra min tidlige barndom. De er lappet sammen med snore og ståltråd, utroligt at de kan blive ved. Og så er her masser af militær overalt. Et sted havde de en post på et stykke lige landevej, hvilket betød, at der med 500 meters mellemrum var placeret en tank i hver vejside, omgivet af sværtbevæbnede soldater - uhyggeligt!

Popayan er en smuk gammel by (450 år) med nogle flotte hvidkalkede huse med røde teglstenstage - ikke noget med beton her. Desværre blev mange af bygningerne ødelagt ved et voldsomt jordskælv i 1983 (med 15000 dræbte), men de er heldigvis allerede kommet meget langt med genopbygningen.

Jeg indlogerede mig på et hotel af den type, der i min håndbog kaldes for 'ultrabasic', dvs. to gange tre meter med en seng, et natbord og en lampe. Men det er rent nok og der er både sengetøj og håndklæde, og så koster det kun 15 kroner. De sparede penge vil jeg omsætte i et godt aftenmåltid - ja, jeg er faktisk allerede godt i gang.

Jeg har brugt eftermiddagen til at slentre lidt rundt i korte bukser og sandaler for også at få lidt sol på benene. Jeg er i øvrigt bange for at jeg har fået en alvorlig solskoldning af venstre arm, som jeg havde hængende uden for vinduet under turen hertil. Jeg glemte solcremen i morges, og mere end de par timer skal der åbenbart ikke til.

Byen er rar. Ikke kun fordi husene er smukke, men også fordi folk er venlige og smiler igen, når man smiler til dem (det var der kun få der gjorde i Bogota).

Og lad mig så berette om det igangvarende måltid: Først en portion rejer ristet i en pikant sauce. Derpå noget indbagt fisk med syrlig smørsauce efterfulgt af lidt sorbet for at rense smagsløgene. Så to møre bøffer med lækre (ikke overkogte) grøntsager og en stor tomat, fikst udskåret i spiralform. Små skiver brød med smør og peberost. En lækker nøddekage med creme fraiche. To kopper kaffe. Udsøgt betjening og smukke omgivelser. Det ubetinget bedste måltid jeg har nydt på denne tur. Regningen? 55 kroner.

 

21/4 kl. 17.00

Om det nu var aftensmaden i går er jo ikke til at vide, men i hvert fald har min mave fået et voldsomt tilbagefald. Jeg tog en retardin sammen med morgenmaden (to bægre yogurt) for at undgå problemer på busturen, hvilket vist var en klog disposition, da den kom til at vare seks timer, uden et eneste stop. Ellers en utroligt flot tur, lige før den var i Nepalklasse. Op og ned ad små snoede bjergveje i højder vekslende mellem 1000 og 3000 meter og med en fantastisk afvekslende natur - fra tropisk lavland med bananer, bambus,mango og kokos til frodigt grønt højland med grønne enge samt løv- og nåletræer. Høje bjerge med dekorative skyformationer og svimlende dybe afgrunde - startende uhyggeligt få centimeter fra bussens hjul.

Buskørsel her og i Asien har en ting fælles: De kører fuldstændig vildt, nærmest selvmorderisk. Overhalinger foretages helst i vejsving og lige før bakketoppe, og der køres med helt vilde hastigheder. Godt jeg ikke har anlæg for køresyge - der var et par af de andre passagerer, der sad og brækkede sig ud af vinduet.

Ved ankomsten her til Pasto havde jeg en dundrende hovedpine, formodentligt på grund af dehydrering. Efter nogle salttabletter, et par codimagnyler og en liter jodvand med revolyt (bvadr) går det allerede noget bedre, forhåbentligt snart så meget, at jeg kan komme ud og se mig lidt omkring, før det bliver helt mørkt - jeg kunne også godt tænke mig at finde en frisør.

 

Klokken 22.30

Faldt i snak med en journalist her på hotellet, og han fortalte forskellige ting om Colombia, som ikke står i min rejsehåndbog. Om et barn pr. minut, der dør af sult, om 25 procent af statsfinanserne, der går til militæret, om 50000 guerrilla-partisaner, der holder til oppe i bjergene, om de millioner af dollars, der ryger lige i lommen på korrupte regeringsmedlemmer, om de 50 familier, der ejer størstedelen af landets rigdomme og behersker militæret, om TV og aviser, hvis nyheder kontrolleres og tilrettes osv. osv. Det var en lidt uhyggelig oplevelse, især fordi han en gang i mellem, når han blev for ivrig, pludseligt sænkede stemmen og så sig nervøst omkring.

 

22/4 kl. 19.00

Så fik jeg passeret ækvator, og befinder mig nu i Ecuadors hovedstad Quito. Så langt havde jeg ikke regnet med at nå i dag, men jeg var som vanligt heldig. Først endnu en supersmuk bustur, der førte mig frem til grænsen, to og en halv time inklusiv en punktering og en køler, der kogte over. Ved grænsen mødte jeg en fyr, der skulle til Quito med en varevogn, og han tilbød mig et lift. Min mistænkelige og forsigtige halvdel sagde nej (hm, der er næppe tale om mere end en fjerdedel), men fyren virkede sympatisk nok, så jeg tog chancen og overlevede da også. Det var endda en ganske hyggelig tur, og eventyrligt flot.

Jeg begav mig straks til hotel 'El gran Casino', varmt anbefalet af min håndbog som et rigtigt 'gringo-mødested'. Og hyggeligt er her da også, ren Katmandu-stemning, med unge rygsæk-rejsende af alle nationaliteter. Jeg sidder i den lille restaurant og har lige snakket med en amerikaner, en englænder og - minsandten - en dansk pige. Hun har rejst fire måneder den modsatte vej af hvad jeg gør, så jeg har benyttet lejligheden til at få nogle gode råd om min videre færd.

Her er utroligt billigt. Mit værelse (spartansk, men dog med eget bad og toilet) koster 14 kroner og aftensmaden 16 kroner (suppe, kylling med ris og et par øller). I øvrigt stort set min første faste føde i to døgn, bare det nu går godt.

Quitos gamle bydel minder mig i utrolig grad om Katmandu. Hyggelige gamle huse, krogede gader, folk der kryber sammen om små ildsteder på fortovene (her er det bare indianere i stedet for tibetanere), udsigten til de høje bjerge, klimaet (varmt om dagen og køligt om natten), masser af flotte helligdomme (her er blot kirker i stedet for templer), små cafeer med musik, hvor man - foruden naturligvis de lokale specialiteter - serverer overdådige kager og øl i dobbelt størrelse, halvflippede amerikanere og europæere, der hænger rundt omkring, ja, om det så er den i Nepal så udbredte harkelyd, så er den her, det må have noget at gøre med de kølige nætter.

 

23/4 kl. 17.00

Jeg har lige bestilt otte dage på Galapagosøerne formedelst den nette sum af 6000 kroner. Det lyder måske lidt vildt, men jeg har såmænd været ude for at bruge næsten lige så meget på en uges skiferie - og hvem ved, hvornår jeg igen kommer på disse kanter?

Tidligt i morges kravlede jeg op på en lille bakke med en strålende udsigt over byen og de omgivende bjerge - pust støn, man kan sandelig tydeligt mærke højden. Bagefter iførte jeg mig korte bukser og sandaler og gik en lang tur i det dejlige solskin. Men ak, da jeg var nået helt ud i den anden ende af byen, begyndte det at regne, så jeg gik og følte mig lidt dum.

Men Quito er ellers en skøn by, så helt anderledes end Caracas og Bogota. Stemningen er afslappet, og jeg føler mig 100 procent tryg overalt, både dag og nat. Her er næsten ikke noget militær og politi, og trafikreguleringen varetages af et specielt korps af skoledrenge (der især bruger megen energi på at fløjte efter forbipasserende piger). Og så er her nogle flotte gamle bygninger, ikke mindst kirkerne, hvis udsmykninger nærmer sig det vulgære, så meget guld er der.

I morgen ta'r jeg op til det berømte indianermarked i Otavalo sammen med Tina, den danske pige jeg mødte i går. Bagefter regner vi med et par dages trekking i bjergene der omkring.

 

25/4 kl. 11.30

Otavalo er en dejlig lille by. Vi ankom hertil i går over middag efter en 2-3 timer lang bustur (kun én punktering). Her myldrer med indianere, og hvis nu nogen kommer til at tænke på rødhuder med bue og pil - ja, så kan de godt tænke om igen. Otavaloindianerne er velhavende (de har tjent formuer på købelystne turister) og yderst venlige og kultiverede. De er smukke med deres traditionelle udseende: kvinderne i sorte kjoler og masser af smykker og mændene i kridhvide bukser og med lange sorte fletninger.

De er helt anderledes at handle med end asiaterne, der ofte er aggressive grænsende til det desparate for at få solgt deres ting. Disse indianere virker nærmest lidt ligeglade med, hvor meget de får solgt, og man skal være heldig for at få et prisnedslag på 20 procent. De udstråler en utrolig værdighed, men samtidigt er de smilende og venlige.

Vi har gået rundt 3-4 timer og nydt det farverige lørdagsmarked, og jeg har allerede købt alt for meget. Ikke så meget på grund af pengene - det er rørende billigt - men mere fordi jeg skal slæbe rundt på det de næste to måneder. Her kunne jeg hurtigt fylde en rygsæk med tæpper, tasker, sweatere, ponchoer og smykker.

Vi var i biografen i går, mit livs billigste biograftur: 1.60 kroner for to film. Vi orkede dog kun at se den ene, der var en uhyggeligt ulækker gyser. Her er en hel del turister, også danskere. I går mødte vi først en dansk pige, der løb forvirret rundt og ledte efter dansk smør - hun forsvandt inden vi fik forklaring på hvorfor. Lidt senere to danske piger, der havde rejst rundt i Sydamerika et halvt år med et budget på 10000 kroner, så det kan virkeligt gøres billigt, hvis man vil.

Nu skal I forresten høre noget pudsigt. Lige inden jeg rejste hjemmefra, hørte jeg en grufuld historie om to danske piger, der var blevet bagbundet og bestjålet af to revolvermænd i en lejlighed i Rio. 'Guess who'? Såmand Tina, som jeg rejser rundt sammen med i øjeblikket, og hendes veninde. Verden er lille.

Sidder på en lille cafe og nyder synet af bjergene. Samtidigt nyder jeg en af de udmærkede lokale øller (Nepalstørrelse: 3/4 liter). Ind ad døren er lige kommet en canadisk pige, som jeg også mødte for 4-5 dage siden i Popayan i Colombia - rart igen at tale lidt engelsk.

 

26/4 kl. 18.00

Sidder i min sovepose i ruinerne af et tidligere hotel ved en smuk sø 3500 meter oppe i bjergene. Udenfor øsregner det. Vi ankom hertil efter en seks timer lang - og meget smuk - vandretur, der i stejlhed ikke stod meget tilbage for de nepalesiske. Vi gik 16 kilometer, og det gik opad hele vejen, en stigning på 1000 meter. Først var det solskin, så overskyet, senere lidt støvregn og til sidst et par ordentlige skyller - godt vi havde regntøjet med.

Vi slog Tinas telt op ved bredden af søen, og krøb i poserne for at få en lur, i håb om en snarlig bedring af vejrsituationen. Men det regnede bare mere og mere, og efter en halv times tid begyndte det at dryppe ind rundt omkring. Krise! Vi pakkede sammen og gik over på den anden side af søen, hvor der lå en bygning, og her er vi nu. Bygningen er udbrændt, beskidt og ikke særligt hyggelig, og her er hverken døre eller vinduer. Men vi er da i tørvejr, og måske kan vi endda få tørret vores våde tøj i løbet af natten.

Vi havde en ret så festlig lørdag aften i Otavalo i går. Først på en restaurant, hvor forskellige lokale spillede og sang, og hvor jeg fik en kæmpemæssig bøf for otte kroner. Derefter blev vi inviteret hen på et musiksted, hvor der var orkester, dans og druk (den slags sker lettere, hvis man er sammen med en lysblond pige).

De hældte en masse sprit på os (jeg tror det var varm sukkerrørsbrændevin), og jeg var godt pyntet, da vi henad klokken et vandrede hjemad. Vi snakkede med flere af de lokale, disse Otavaloindianere er utroligt søde og rare mennesker - dejlig oplevelse.

 

27/4 kl. 20.00

Oh velvære! Jeg har lige været i tyrkisk bad og har fået fjernet de sidste par dages trekkingstøv og -sved. Vi sidder på restauranten 'hjemme' i 'El Gran Casino', hvor der i mellemtiden er kommet en masse nye ansigter.

Men tilbage til vores mini-trekkingtur: Efter en kølig nat (mildt sagt, det blev faktisk frostvejr) oplevede vi en utroligt flot solopgang, mens den sidste nattedis dampede væk over søen. Derefter gik vi et par timer længere op i bjergene, i et helt vidunderligt bjerglandskab. Efter gårsdagens voldsomme regnskyl var alt frisk og grønt, og blomster i alle mulige farver skød frem mellem det grønne. Og så kan jeg i øvrigt meddele, at solen i 3500 meters højde på ækvator er rimeligt stærk. Gud ske lov at jeg har min faktor 20 solcreme!

Ved nitiden startede vi nedturen fra 3500 meter til 2500 meter, en ganske hård tur for benene, der stadigt var ømme efter gårsdagens opstigning. De sidste par kilometer fik vi heldigvis et lift på ladet af en lastbil.

Busturen de 145 kilometer tilbage til Quito tog kun godt halvanden time, trods en hel del stop undervejs! Vi sad lige bag chaufføren og fik derfor det fulde udbytte af hans helt vanvittige overhalinger. På et tidspunkt rundede vi de 140 kilometer i timen, på en ikke alt for fremragende landevej!

Hermed slutter første del af min rejseberetning.

 

28/4 kl. 21.30

Sydamerikaberetning nummer to påbegyndes over et glas te med rom i restauranten på 'El Gran Casino' i Quito. Teen koster en krone, og så har jeg købt en flaske rom henne hos købmanden, formedelst 20 kroner. Ikke specielt for at sidde og drikke den her, men med henblik på den næste uges ophold på en båd i Stillehavet, fjernt fra alle barer og købmænd. Udenfor regner det i tykke tove, som jeg kun har oplevet det på Sri Lanka. Tropiske regnskyl,der leder tanken hen på sprængte vandrør!

Jeg startede min foreløbigt sidste dag i Quito med et besøg på 'Casa Cultura', et kæmpemuseum med malerier, collager, klædedragter, plakater, skulpturer og musikinstrumenter. Derefter undte jeg mig selv et lukullisk frokostmåltid: en mør T-bonesteak efterfulgt af isdessert med kaffe og coqnac, pyha! Men så var der også kræfter til besøg i endnu et par imponerende kirker.

Tilbage på hotellet afhentede jeg det meste af mit tøj i duftende nyvasket og -presset tilstand. Det kostede otte kroner, men I er måske snart trætte af at høre om priser? Derefter begav jeg mig - sammen med Tina - til en biograf ude i anden ende af byen. Netop steget ud af taxaen begyndte Tina at råbe og skrige - hun havde efterladt sin håndtaske i taxaen! Vi forfulgte den i en anden taxa, som var det en amerikansk film (trods mine omfattende spanskstudier lykkedes det mig ikke at udslynge et spontant 'follow that car' på spansk). Vi fangede den faktisk, men tasken var væk. Enten var den faldet ud eller også har der været en hurtig passager efter os. Krise, Krise! Men Tina er snart vant til det. Ud over røveriet i Rio fik hun også stjålet en rygsæk i Chile. Så nu får hun et par dage til at gå med at få skaffet nyt pas og nye flybilletter.

Efter den oplevelse var der ligesom ikke rigtigt stemning for at gå i biografen. I stedet søgte vi tilflugt i en af byens bedste restauranter, beliggende på niende etage med en flot udsigt over Quitos tusinder af regnslørede lys. Kæmperejer grillet i cognac, det har jeg godt nok aldrig prøvet før, men jeg er absolut villig til at prøve igen, hvis jeg får chancen. Jeg holder meget af at kunne spille dobbeltrollen som velhavende turist og fattig rygsækrejsende. Man sætter meget mere pris på at skeje ud med taxaer, fly og luksusrestauranter, når man har noget at sætte det i forhold til.

Her er umådeligt hyggeligt. Ikke bare på hotellet, hvor jeg efterhånden kender hele personalet, men i det hele taget i Quito. Hvis jeg havde haft masser af tid - som mange af de (yngre) rejsende jeg møder - kunne jeg godt have fundet på at tage en måneds spanskkursus her. Det koster under 4000 kroner for fire uger med privatlærer syv timer dagligt. Med i prisen er indkvartering hos lokal familie samt alle måltider.

Mit spansk er stagneret noget på det sidste. Dels fordi jeg har været sammen med så mange dansk- og engelsktalende, og dels fordi motivationen for at lære mere aftager noget, når først man er i stand til at klare de mest nødvendige situationer: bestille mad og drikkevarer, spørge om vej, bestille billetter til busser og fly, sige goddag og farvel, tinge om priser osv.

Næste optegnelse kommer jo nok fra Galapagosøerne, så måske det var en god ide at fortælle jer en lille smule om dem på forhånd.

Øerne ligger på Ækvator, cirka 1000 kilometer vest for Ecuador. De består af 13 større og et stort antal mindre øer, spredt over et område på omkring 200 gange 200 kilometer. Øerne er af vulkansk oprindelse og meget unge (1-5 millioner år), og de fleste af vulkanerne er endnu aktive - der går dog heldigvis mange år mellem at der er udbrud. Klimaet er - trods breddegraden - nærmest subtropisk, hvilket skyldes indflydelsen fra den kolde Humboldtstrøm.

Øerne aldrig har været forbundet med fastlandet, så dyr og planter må være kommet dertil over havet. Fugle ved egen kraft - eventuelt hjulpet af gunstige vinde - og kryb- og pattedyr (af sidstnævnte er der kun ganske få) sandsynligvis på drivtømmer. Plantefrø med vinden eller i og på dyr. De fleste arter uddøde hurtigt igen, og de, der overlevede, udviklede sig - under omgivelsernes indflydelse - til de enestående former, der ses i dag, og hvoraf mange ikke findes andre steder i verden. Det er denne kendsgerning, der gør Galapagosøerne så interessante og som fik afgørende betydning for Darwins udviklingslære - han besøgte øerne i 1835.

1959 blev størstedelen af øerne gjort til nationalpark, og der er siden gjort et enestående arbejde for at beskytte dyre- og plantelivet. Dette indebærer blandt andet udryddelse af vilde hunde, katte, geder, svin, rotter og æsler, der blev bragt til øerne af tidlige kolonisatorer, regulering af turismen (øerne må kun besøges i følge med en autoriseret guide) samt opdrætning af skildpadder til supplering af den faretruende lave bestand. Søfolk gjorde i de forrige århundreder et voldsomt indhug i denne, fordi de fandt ud af, at skildpadderne udgjorde et fortrinligt forråd til lange sørejser, da de kunne 'stables' og holde sig i live i over et år uden vand eller føde. Vilde hunde æder æggene og dræber ungerne, der er forsvarsløse de første år.

Mange private og internationale organisationer støtter dette arbejde, og turismen giver et væsentligt økonomisk bidrag (som nævnt er det ikke ligefrem billigt at komme derover). Øerne besøges nu af cirka 20000 turister om året, dvs. der er omkring 400 derovre ad gangen, hvis de er der en uge hver.

 

29/4 kl. 21.30

Jeg føler dette meget svært. På den ene side er jeg ved at strømme over af oplevelser, som jeg har lyst til at fortælle om, men på den anden side føler jeg mig helt ude af stand til at give en blot nogenlunde fyldestgørende beskrivelse af dem.

Vi ankom til øen Baltra over middag og blev straks transporteret til vort hjem for den næste uges tid, det gode skib 'Yolita'. Vi er ni turister (to englændere, to brasilianere, fire ecuadorianere og så mig, der har været så heldig at få en kahyt for mig selv), en guide og fire besætningsmedlemmer (kaptajnen, kokken og to 'menige'). Turen jeg har købt er 'economy class', men jeg synes nu det er ren luksus: stort spise- og opholdsrum, soldæk, eget WC og håndvask, falles badeværelse og et lille bibliotek (jeg har allerede fundet to danske kriminalromaner). De serverer god og rigelig mad, og man kan købe øl og vand til rimelige priser. Men alt det er jo ret ligegyldigt i forhold til de oplevelser jeg har haft i eftermiddags - til lands, til vands og i luften.

Først halvanden time på øen Seymour, hvor vi nærmest vadede i dyr. Jeg ved godt det er en kliche, men det gjorde vi virkelig. De sidste dage oppe i bjergene gik jeg og ærgrede mig over, at jeg ikke havde medbragt et vidvinkel-objektiv i stedet for en tele, men jeg trøstede mig med, at den nok ville vise sig nyttig her. Men nej! Problemet er ikke at komme tæt på dyrene, for de er så nysgerrige, at de nærmest stikker hovedet ind i kameraet! Fugle, leguaner, søløver - de præcise betegnelser vil jeg skåne jer for, da jeg kun kender de engelske eller spanske. Mange af arterne er 'endemic', dvs. de findes ikke andre steder i verden. Jeg fik brugt næsten en hel film på de halvanden time - jeg må prøve at beherske mig lidt den næste uges tid.

Vi nåede også en halv times tid i vandet (der er cirka 25 grader), og hermed fik jeg allerede belønningen for at have slæbt rundt på snorkel og dykkerbriller. Der gik næppe fem minutter, før jeg så en lang mørk skygge glide forbi mig. Den første febrilske tanke, der meldte sig, var 'hajer'. Men det var selvfølgelig bare en nysgerrig søløve, der straks efter kom og gloede ind i mine briller. Jeg prøvede at række ud efter den, men straks var den bag mig. Dumme dyr, jeg er sikker på den morede sig over mine klodsede bevægelser i vandet. Flere gange var jeg ved at kvæles af luftmangel i mine forsøg på at følge med den, naturligvis helt håbløst. Det er ungerne og hunnerne, der er legesyge. Hannerne, der er op til syv gange så store, kan være yderst aggressive, hvis man kommer for tæt på.

Klokken er ni, og jeg er tilsyneladende den sidste, der er oppe. De fleste skyer er forsvundet, og man kan se myriader af stjerner samt en måne, der vender forkert. Jeg tror jeg vil tilbringe natten på dækket, så jeg kan kigge på stjerner, hvis jeg vågner.

 

30/4 kl. 12.00

Jeg har lige læst gårsdagens optegnelse igennem og har en voldsom lyst til at strege det hele ud. Ordene er så fattige og beskriver slet ikke oplevelserne godt nok - forhåbentligt kommer billederne til at give et godt supplement.

Det var skønt at sove på dækket, og solopgangen var helt fortryllende. Vi sejlede igen fra fire til syv i morges, og indtog derefter morgenmaden ved Bartolome Island i Sullivan Bay. Vi lider bestemt ingen nød her, måltiderne er rigelige, veltillavede og afvekslende.

I morgenens løb blev der fanget en stor fisk, som vi skal have til frokost. Da den blev renset og resterne smidt ud, var der straks en stor flok pelikaner i luften omkring os og store farvestrålende fisk i vandet.

Efter morgenmaden gik vi i land på øen Bartolome, hvor vi besteg en vulkan og blev belønnet med en flot udsigt. Vegetationen er mildt sagt sparsom, da her stort set slet ingen jord er, kun nogle små forkrøblede buske og en kaktus hist her. Der er noget eventyragtigt over det, ja næsten surrealistisk, og når så pludseligt en pelikan eller en fregatfugl kommer svævende et par meter væk, når søløverne kravler op på klipperne for at ta' en i øjesyn og pingviner og søløver leger i vandet omkring en, så må man knibe sig i armen for at forvisse sig om, at der ikke bare er tale om en fantastisk drøm.

Bagefter svømmede vi ind til en vidunderlig bugt med en lille sandstrand. Lige ved siden af var der klipper, og her var der et sandt mylder af store farvestrålende fisk. Der var forresten også en del søpindsvin - det løber mig koldt nedad ryggen, hver gang jeg ser sådan et.

Vi har nu sat kursen mod den næste ø, og frokosten er lige straks klar. Jeg er krøbet ind i skyggen, hvor nødigt jeg end vil, for solen er stærk i dag, og en forbrænding allerede nu ville være ret så ubekvem.

 

Klokken 17.00

For sent! Her kan selv min faktor tyve solcreme ikke klare sig. Når blege nordiske vinterlår og -skuldre udsættes for en formiddags tropesol, så sker der ting og sager. Jeg må vist imødese morgendagen med lange bukser og afvente et hamskifte om nogle få dage.

Jeg har lige haft en langere sludder med vores guide Federico (det er den spanske udgave af Frederik), flink fyr. Han deler sin tid ligeligt mellem dykning og Galapagos-krydstogter, ikke nogen dårlig kombination.

Kokken - Hector - er gået i gang med aftensmaden, utroligt han kan klare det i den søgang, jeg ville for langst have skåret mig i fingrene. En behagelig duft breder sig - her skal jeg hurtigt få genvundet de tabte kilo!

Vi er ude på åbent hav nu, og skuden gynger kraftigt. For min skyld må det gerne blæse op til stiv kuling, jeg elsker at befinde mig på en vippende båd midt i det store hav. Solen er ved at gå ned, igen i et orgie af rødt, blåt og purpur og med flotte skyformationer hele horisonten rundt.

 

1/5 kl. 20.30

I går aftes var vi i land i 'hovedstaden' Puerto Ayora, en lille søvnig tropeby med et par hoteller og et par barer. Jeg mødte en dansker, der havde brugt flere dage på at få en aftale med en båd - jeg er ganske godt tilfreds med vores fardigpakkede tur.

I formiddags besøgte vi 'Charles Darwin Research Station', hvor vi så hundredevis af små skildpadder i alderen fra nul til fem år. Vi så også det færdige 'resultat' i form af et par eksemplarer, som hævdedes at være født sidst i 1700-tallet! Det er ikke hver dag jeg møder dyr, der knap nok ænser, at man sætter sig på dem.

Over middag videre mod øen Santa Fe, i en rimeligt kraftig blæst. Jeg tilbringer meget tid med at sidde helt ude i stavnen og holde fast i bovsprydet, det giver nogle herlige vippeture.

Hovedattraktionen på Santa Fe - og turens foreløbige højdepunkt - var et besøg hos en større søløvekoloni. I halvanden time svømmede jeg rundt blandt disse vidunderlige dyr, aldrig har jeg prøvet noget så spændende. De er kolossalt legesyge - nogle kommer svømmende med fuld fart hen mod en og drejer fra i sidste øjeblik, omgivet af kaskader af skumsprøjt og luftbobler. Jeg fik endda lejlighed til at røre ved et par af dem - de er meget bløde - og når de ligger helt stille i vandet og kigger på en, bliver man fuldstændigt betaget af deres store blide øjne. En utroligt dejlig oplevelse, som jeg godt nok havde læst om i forvejen, men jeg havde alligevel ikke fantasi til at forestille mig, hvordan det ville være i virkeligheden.

Vi nåede lige tilbage til skibet, da et voldsomt uvejr brød løs. Meget bekvemt - jeg tog sæbe og shampoo med ud på dækket og fik mit daglige bad i dejligt blødt regnvand.

Vi skal sejle nogle timer i aften, til øen San Cristobal, hvor halvdelen af gruppen forlader skuden i morgen tidlig - godt jeg stadig har fire en halv dag. Jeg har fået opfyldt mine ønsker om en gang frisk vind, vi vipper så alt og alle flyver rundt i lokalet. I nat er det vist næppe sagen at sove på dækket, med mindre man ønsker at ende som hajføde.

Blåfodede suler

 

2/5 kl. 21.00

Her til morgen tog vi afsked med de fire sydamerikanere. Jeg fik en invitation til at besøge de to brasilianere i Rio, så det vil jeg da sikkert gøre. Vi tilbragte tre timer i en lille dødsyg by - Puerto Baquerizo Moreno - mens vi fik nye forsyninger og nye passagerer ombord. Vi besøgte det lokale museum - nærmest lidt komisk - og hilste på kæmpeskildpadden Peppy, som gik rundt nede i haven. Den viste sig at være yderst uvenlig og hvæsede ad os - heldigvis er det ingen kunst at stikke af fra en skildpadde.

Vore nye medrejsende består af to canadiske piger (den ene - Patricia - taler flydende spansk såvel som engelsk og fransk og ser tilmed godt ud - verdens goder er ulige fordelt!), en belgier, der arbejder i Ecuador, et ungt par fra Bern samt to amerikanere (far og søn) fra North Carolina. 'Senior' er en typisk amerikaner, drævende, selvglad, uimponeret (han er den første Galapagos-turist jeg har set uden kamera) og ude af stand til at forstå et ord spansk. Heldigvis for ham har vi jo nu en fremragende tolk.

Efter en god frokost stak vi igen til søs, og en times tid senere fik vi pludselig bid på den line, vi altid har hængende efter båden med et stort blink i. Det var en stor og flot - tunlignende - fisk på halvanden meters længde og en vægt på vel omkring de tyve kilo. Lidt senere fangede vi endnu en af samme slags og senere igen en tredje, der var mindre men meget flot og farvestrålende. Gæt hvad vi fik at spise til aften?

Det er en sand fryd at se Hector filettere sådan en fisk og en endnu større fryd at lægge gane til det endelige resultat nogle timer senere - utroligt hvad den fyr får ud af de halvanden kvadratmeter køkken.

Derefter besøg på en klippe med bunker af halvtamme fugle efterfulgt af endnu en dejlig svømmetur blandt legesyge søløver - beskrivelserne begynder at blive ensformige, men oplevelserne er lige dejlige hver gang.

 

3/5 kl. 13.00

Har tilbragt en dejlig formiddag på øen Espanola. Dels var der en masse fugle af arter, vi har set før, men der var også nogle nye, blandt andet Galapagos-høgen og albatrossen, hvoraf sidstnævnte kun yngler på denne ø. Albatrossen er en glimrende flyver, men på landjorden er den helt håbløs. Den vralter afsted, og starter og landinger er absolut heller ikke dens stærke side. Jeg mindes en ret morsom film herfra på TV for nogle år siden, der viste en række udvalgte mave-, næse- og andre nødlandinger samt havarier med buske, klipper og andre fugle. Vi var ude ved deres foretrukne startbane, en hundrede meter høj klippe ved kysten, hvorfra de kaster sig ud. Desværre så vi ingen morsomme landinger.

Der var også tusindvis af havleguaner, der lå og solede sig på klipperne. Ligesom fuglene har de ingen naturlige fjender her, så de kender ikke til frygt. Man kan komme helt tæt på dem før de rører sig, og undertiden er man lige ved at træde på dem, fordi de har samme farve som klipperne.

Ovre på den anden side af øen var der en stor flok søløver, som sadvanligt bestående af en masse hunner og unger samt en enkelt han, der går rundt og passer på at ingen kommer for tæt på medlemmer af 'haremet'. Vi fik Patricia til at sætte sig op på en klippe et par meter fra den for at have et målestoksforhold (hun ser bedre ud på billeder end en tændstikæske), men det brød den sig ikke om. Den satte efter hende med et vildt brøl - det så ret morsomt ud.

Øens sydkyst består af barske klippeskrænter, hvor store oceanbølger kommer buldrende ind og danner 5-6 meter høje kaskader af skum. Et sted er der en lang tragtformet sprække, og når vandet presses ind her, dannes der en 10-15 meter høj vandsøjle samt en ustyrlig larm - ret imponerende. På de våde klipper kravler der en masse store røde krabber rundt - de er meget flotte mod den gråsorte baggrund.

Albatros (til venstre)

Efter en svømmetur efterfulgt af endnu en af Hectors fortrinlige frokoster er vi nu atter stukket til søs. Vi er på vej mod øen Floreana, en tur på knap hundrede kilometer, der kommer til at vare resten af eftermiddagen. Bølgerne kommer ind skråt bagfra, hvilket giver nogle voldsomme skæve rulninger - jeg kan bedre li' når de kommer direkte forfra.

Klokken 21.00

Midt på eftermiddagen opdagede vi pludseligt, at der svævede en flok delfiner rundt foran båden. De var noget større end dem jeg har oplevet i Middelhavet og skyder en utrolig fart - flot syn. Efter vippeturen i eftermiddags har vi kastet anker i en lille idyllisk bugt. Her er læ for vinden, og et mildt og fløjlsblødt tropemærke smyger sig omkring os - det ligner en nat på dækket.

Federico og Hector er lige taget afsted i jollen iført dykkerdragter og lommelygter. De vil prøve at fange nogle hummere til frokosten i morgen - gid det må lykkes dem!

'El Capitano' har netop slukket den forbistrede dieselgenerator, der står oppe på øverste dæk og udsender en infernalsk larm. Jeg ville foretrække stearinlys eller petroleumslamper. Det eneste negative jeg kan finde om denne tur er, at den foregår pr. motorbåd i stedet for sejlbåd og at den generator står og kører til langt ud på aftenen.

Fregatfugl

4/5 kl. 16.00

I eftermiddags besøgte vi en lagune med en stor flok graciøse lyserøde flamingoer, og bagefter fik vi os en svømmetur blandt nogle af de flotteste fisk jeg endnu har set. Så frokost, hvor hovedingrediensen var de hummere,der blev fanget i går aftes - sublimt.

Og så ellers igen nogle timer på søen, med skrivning, læsning (efter de to danske krimier er jeg gået i gang med 'The Boston Strangler'), beundring af himlen og skyerne - afbrudt af endnu en flok legesyge delfiner, der sprang højt op i luften, mens de udsendte deres høje pibelyde, som de bruger til at navigere efter. Det eneste vi nu mangler at se er en hval, men det oplever man efter sigende kun et par gange om året.

Det er overskyet i dag, en stor lettelse for min hud, der efterhånden har næsten samme farve som de hummere, vi spiste til frokost.

 

5/5 kl. 17.00

En noget anderledes dag end de foregående! Vi forlod Puerto Ayora pr. bus i morges - i silende regn - for at komme op midt på øen, hvor der skulle være en chance for at se kæmpeskilpadderne i deres naturlige omgivelser. Regnen holdt heldigvis hurtigt op, men stierne i området var aldeles ufremkommelige af mudder. Federico fik den gode ide, at vi kunne leje nogle heste hos en bondemand han kendte, formedelst 30 kroner for hele dagen, rørende billigt.

Jeg har godt nok oplevet bedre sadler - disse var af groft tilskårne træstykker og ikke ligefrem lænestolsagtige. Men afsted gik det ad små smalle, krogede og mudrede stier, gennem vandløb, sumpe og meterhøjt tjørnekrat.

Efter to timers ridt var vi alle indsmurt i mudder over det meste af overkroppen. Et par stykker havde fået flået bukserne fra hinanden af de skarpe torne, og to var faldet af hesten (den klassiske: hest under lav gren - svært at lade være med at grine). Solen bagte fra en skyfri himmel (jeg havde selvfølgelig droppet solcremen til fordel for regnfrakken), moskitoerne svirrede og sveden ætsede i rifterne. Endelig noget, der ikke stod i turistbrochuren!

Anita - den anden canadiske pige - brød helt sammen og sad og græd tænderskærende hele vejen hjem. 'Senior' livede op - det viser sig, at han har tilbragt det meste af livet på en ranch.

Vi fortsatte eftersøgningen endnu en halv times tid, men krattet blev tættere og tættere, og hestene begyndte at virke trætte. Stadig ingen spor af skildpadder, så efter tre timers udmattende ridt besluttede vi at vende om. Mine arme og ben var som gelé, og min stakkels hest var ved at segne under byrden (den er nu heller ikke ligefrem blevet mindre den sidste uges tid).

Hjemturen var lidt lettere, fordi vejen allerede var banet - vi havde hesteudlejeren til at ride forrest med en kæmpestor kniv for at fjerne de værste forhindringer. Det var også som om hestene var mere motiverede for at ride hjem end ud. Til gengæld begyndte trætheden og tørsten at melde sig. Når man står i stigbøjlerne ryster benene, og når man sidder ned svider de hudløse steder på lår og baller. 'Quite an experience'!

Ved synet af hjemstavnen livede min hest op, og det lykkedes mig at få den til at tilbagelægge de sidste 500 meter i løb (jeg ved ikke om det hedder trav eller galop, men det var i hvert fald ganske sjovt).

Det er længe siden jeg har nydt en svømmetur så meget som da vi endelig kom tilbage til båden - for ikke at tale om colaer, øller og en kæmpestor portion popcorn, som Hector lynhurtigt fremtryllede som kompensation for den frokost, vi gik glip af.

Galapagoshøg

6/5 kl. 9.00

Eventyret er ved at være slut, idet vi har sat kursen mod Baltra for at tage flyveren tilbage over middag. Inden morgenmaden nåede vi lige en sidste svømmetur med en stor flok søløver. Møderne med disse dyr står for mig som turens højdepunkter - hvornår mon jeg igen kommer til at se ind i en søløves store milde øjne?

Denne uge har været som et besøg i paradisets have, og tanken om alle de smukke og frygtløse dyr giver mig næsten tårer i øjnene. Kunne denne fredelige sameksistens dog blot komme til at omfatte hele verden.

 

Klokken 20.00

Tilbage i Quito, hvor det øsregner - og temperaturen er nede omkring de femten grader. Quito får mig endnu engang til at tænke på Katmandu: begejstringen over at komme der første gang sammenholdt med følelsen af at komme tilbage efter en uge i Himalayabjergene. Bevares, her er da stadig ganske hyggeligt, men kors hvor en nedtur ovenpå den sidste uges oplevelser.

 

7/5 kl. 15.00

Da jeg vågnede i morges kunne jeg næsten ikke stå på benene - alle mine led og muskler var fuldstændigt mørbankede af rideturen forleden. Ydermere hænger min hud i laser, som jeg også havde forventet.

Af positive nyheder kan nævnes, at solen skinner og temperaturen har sneget sig op over de tyve grader, at jeg oplevede morgengudstjenesten i en oversmuk kirke, at jeg har fået bestilt en flybillet fra grænsen til Lima om en uge samt at jeg har indtaget en herlig frokost bestående af rejer, muslinger og blæksprutter. Quito er nu trods alt stadig en dejlig by.

Jeg har også fået gjort nogle flere indkøb - det er snart ved at tage overhånd. Jeg er ret spændt på, om det hele kan være i rygsækken når jeg i morgen - for første gang i 14 dage - samler det hele sammen og drager videre. Jeg må nok snart til at sende en pakke hjem.

Netop nu er det fire uger siden jeg sad i Kastrup lufthavn og ventede på flyet til Lissabon. Jeg synes det forekommer som en evighed, og det er næsten ikke til at fatte, at jeg kun har brugt lidt over en tredjedel af tiden. Jeg har i den mellemliggende tid absolut intet hørt fra Danmark, så jeg glæder mig meget til, at Claus kommer med breve og nyheder.

 

8/5 kl. 13.30

Jeg nåede lige at købe en paraply inden himmel og hav stod i et sidst på eftermiddagen igår. Det var vist en god investering med det omskiftelige vejr, der ind i mellem næsten minder om en dansk sommer. Jeg nåede også lige at købe to store panfløjter, utvivlsomt til stor irritation for hotellets øvrige beboere, som har måttet lægge ører til mine famlende forsøg til ud på de små timer.

Bagefter gik jeg i biografen og så 'Platoon', en gruopvækkende Vietnamfilm (i Sydamerika vises kun krigs-, volds- og dårlige amerikanske film). Hårrejsende, og selvfølgelig vågnede jeg op en gang i nat efter et skrækkeligt mareridt.

Næsten lige så skrækkeligt var det at pakke her til morgen. Min rygsæk lignede en gravid elefant, og jeg var ved at falde ned ad trappen med den - jeg tror den vejer op mod 25 kilo!

Busturen til Baños, hvor jeg befinder mig nu, tog tre timer. Ikke nogen særligt bekvem tur, da der var alt for lidt plads til benene. Det hjalp dog lidt på det, at jeg delte sæde med en sød indianerpige, der sad og sang for mig det meste af vejen.

Baños (det betyder 'bad') er en lille by, der ligger i 1800 meters højde. Til alle sider er der bjerge og vulkaner med frodige grønne sider. Byen har fået sit navn på grund af nogle varme kilder, der springer op fra vulkanen Tungurahuas indre. Der er også nogle iskolde vandfald, der kommer fra samme vulkans is- og snedækkede top. I det hele taget er her utroligt smukt, og stemningen er hyggelig og afslappet.

 

Klokken 20.00

Efter et par timers vandring i byens udkant fandt jeg endelig frem til de omtalte kilder. Der er bassiner med forskellige temperaturer, og jeg tilbragte et par herlige timer med at skifte mellem disse yderligheder. Det var en stor behagelighed for mine ømme muskler og fjernede de sidste rester af forbrændt hud. Oplevelsen af at ligge i de varme kilder og se op på bjergene mindede mig stærkt om Tatopani i Nepal - forhåbentligt slipper jeg for amøber denne gang!

Baños minder i det hele taget ganske meget om Nepal. Her er julestjerner og hibiscus, små landbrug med høns og hunde, børn der smiler og voksne der hilser hjerteligt. Og sidst - men ikke mindst - Tungurahuas sneklædte tinde, der lyser i den nedgående sols sidste stråler.

På vejen tilbage blev jeg inviteret på en omgang øl - der hurtigt blev til adskillige - af et par fyre, hvoraf den ene hævdede at han talte engelsk. Det viste sig dog snart, at det eneste han kunne sige var 'you my friend'. Naturligvis et udmærket udgangspunkt, men nogen dybsindig samtale giver det jo ikke ligefrem grundlag for. Så kan jeg dog alligevel mere spansk, selv om jeg stadig har svært ved at forstå, hvad de siger.

Pludseligt fremtryllede de en guitar, og inden længe fandt jeg mig selv siddende og underholde hele restauranten, mens de bestilte den ene omgang øl efter den anden - de har åbenbart ikke mange adspredelser i sådan en lille by.

På et tidspunkt kom en fyr ud fra køkkenet, snuppede guitaren og gav en virtuos fremstillig af et par svære Bach-stykker, hvorefter han atter gik tilbage til køkkenet. Og så var jeg ellers nede på jorden igen!

Jeg har lige indtaget min aftensmad på en lille restaurant overfor hotellet. Udmærket måltid til otte kroner, i øvrigt samme pris som jeg giver for mit hotelværelse. Som det ofte er tilfældet sådanne steder domineres lokalet af et TV, der for fuld tryk viser enten fodbold eller dårlige amerikanske film - hyppigt afbrudt af reklamer.

 

9/5 kl. 14.30

Klokken fire i morges vågnede jeg brat ved at bunden røg ud af min seng, det er den slags oplevelser man går glip af når man bor på luksushotel. En ret dårlig start på dagen, og den umiddelbare fortsættelse var ikke meget bedre.

Øsende regn, hovedpine og diarre. Jeg havde ellers planlagt en længere vandretur i bjergene, der omgiver byen. Nå, men alle disse onder er jo heldigvis forbigående, så jeg samlede sengen, tog en pille og sov videre. Og sandelig, da klokken var syv viste det sig, at såvel regn som hovedpine var forsvundet.

Efter morgenmaden bevæbnede jeg mig med regnfrakke, paraply, kamera og vanddunk og påbegyndte opstigningen ad en sti, hvis vedvarende stejlhed gav mig mindelser om opstigningen fra Grand Canyon, pyha! Men udsigten var fremragende, og ofte mødte jeg bønder på vej ned til markedet med mulddyr læsset med æg, høns og grøntsager. Ren Nepal!

Efter tre hårde timer nåede jeg op til en dejlig solbeskinnet eng, hvor jeg i hurtig rækkefølge gjorde to opdagelser. Min diarre var endnu ikke forsvundet og jeg havde glemt toiletpapir! Herefter gik jeg ydermere vild og fandt pludseligt mig selv stående midt i et vandløb. Efter med stort besvær at have krydset dette - samt adskillige sumpede marker - fandt jeg omsider en nedadgående sti, og et par timers knærystende nedtur senere var byen inden for synsvidde, netop som det atter begyndte at regne.

Folk står i ly for regnen lige her uden for vinduet, og mange af dem smiler ind til mig. Efter 2-3 uger i Ecuador er det lidt svært at opretholde forestillingen om Sydamerika som noget med tanks, militær, revolutioner og voldelige overfald. Her er så uendeligt fredeligt og man føler sig tryg og velkommen over alt.

Der er nogle karakteristiske ting i denne by, ud over klimaet, beliggenheden og de varme kilder. Her dyrkes store mængder af sukkerrør, og overalt kan man købe poser med små udskårne stykker. Når man tygger dem frigøres den sødlige saft (og bagefter har man hårdt brug for en tandstikker). Ved hjælp af sukker og nødder fremstilles en sej og klæbrig masse, som man ser dem stå og slynge på dertil indrettede kroge i dørkarmene. Efter endt forarbejdning bliver massen skåret ud i små plader, der smager aldeles fremragende. Den sidste specialitet er helstegt 'guinea pig' (marsvin). Jeg synes de ser ret ulækre ud og har ikke kunnet tage mig sammen til at prøve.

 

10/5 kl. 16.00

Ved skæbnens gunst - eller ugunst, det skal vise sig - er jeg nu kommet til Guayaquil, Ecuadors største by (1.2 mill. indbyggere), beliggende helt ude ved Stillehavskysten. Jeg ville egentligt have været til Cuenca nede sydpå, men undervejs stod jeg pludseligt over for at skulle vente otte timer på en bus i en temmeligt dødsyg by, hvilket jeg naturligvis ikke havde meget lyst til. Til gengæld er der så kun 5-6 timers kørsel herfra til grænsen - dem klarer jeg i overmorgen, og morgenen efter skulle jeg så gerne flyve til Lima.

Guayaquil er en forholdsvis moderne by med masser af ucharmerende betonslum. Der er dog også en del parker, museer og biografer, så det bliver næppe noget større problem at få de halvanden dag til at gå her. Temperaturen er 32 grader og luftfugtigheden er høj - jeg var gennemblødt af sved inden jeg fandt et hotel.

Turen hertil var utroligt flot og gik helt op i 4000 meters højde, hvor kolde skyer hang omkring os. Ned igen gennem svimlende hårnålesving til lavlandet, der domineres af bananplantager. Pludseligt var det som at køre bus i Indien. Hver gang vi passerede en landsby sprang 3-4 unger på bussen og falbød frugter, saftevand, sandwiches og varme majskolber. Jeg har endnu ikke set nogen få solgt noget, men en gang i mellem må det vel lykkes.

 

11/5 kl. 17.00

Guayaquil er nu slet ikke så tosset endda, bortset fra varmen. Her er en dejlig promenade nede langs kysten med små restauranter på skibe, nogle små charmerende parker med et farverigt folkeliv samt et par flotte gamle kirker. Der er også en masse udmærkede restauranter, og sidst - men ikke mindst - pigerne er flottere her end de andre steder i Ecuador, hvor jeg har været.

Det har ellers været en noget hård dag. Jeg har kopieret og sendt rejseberetning nummer to, sendt en pakke, vekslet penge og gennemført et par telefonsamtaler med Flemming og Claus – rart at høre, at alt står vel til derhjemme.

Jeg sidder på fortovsrestauranten uden for mit hotel, hvor en brise gør det lidt mere udholdeligt. Efter en halv dags faste - det var alt hvad min karakterstyrke rakte til – måtte jeg desværre konstatere, at jeg stadig havde diarre, så nu prøver jeg den modsatte taktik, nemlig at æde det væk ("if you can't convince them, confuse them").

 

12/5 kl. 20.00

Jeg afsluttede dagen i går med en biograftur. Det er nu gået op for mig, at man i Ecuador altid får adgang til at se to film, når man køber en billet (der som regel koster 2-3 kroner). Jeg havde dog rigeligt i den ene, der var rent spansksproget.

Her til morgen gik det så videre sydpå. Først til Machala og så - efter en times ophold (stormløb til det nærmeste toilet) - yderligere to timer til grænsebyen Huaquillas. Efterhånden som grænsen nærmede sig blev vejene dårligere og byerne mere og mere støvede, grimme og fattige. Der kom også flere militærkontroller, og jeg måtte ud og vise pas flere gange og skrives udførligt op i store protokoller. Det hele foregår dog under yderst venlige og afslappede former.

I Huaquillas blev jeg straks belejret af en flok 'vekselhajer'. Ifølge min håndbog skulle det muligvis være en god fidus at veksle hos dem, så jeg tog chancen. Jeg er nu vist nok blevet snydt, det skal vise sig i morgen, når banken åbner.

Derefter de sædvanlige grænseformaliteter: masser af stempler og formularer, der skal udfyldes. Det er de mest utrolige ting, de skal have at vide - tænk hvis man slet intet spansk kunne! Dog - i forhold til asiatiske tilstande må man bestemt sige, at det er overkommeligt.

På den anden side af grænsen var det som at komme til en helt anden verden. Noget af det mest trøstesløse slum man kan forestille sig, og nogle køretøjer, der får Colombias sammenflikkede Studebakers til at virke moderne og velholdte. Utroligt så brat det hele kan ændre sig, det var lidt som at rejse fra USA og ind i Mexico.

Jeg delte en taxa til Tumbes, grænsebyen i Peru, og blev vist nok snydt igen. Pengesystemet er fuldstændigt kaotisk her. En 'inti', der er cirka 28 øre, er inddelt i 1000 'soles', der hver igen består af 10 'centavos'. Når priser annonceres - for eksempel på menukort - står de i intis med to nuller efter, mens pengesedlernes pålydende angives i soles (svarende til intis med tre nuller efter), medmindre der er tale om sedler fra 1985 eller senere, så angives de nemlig i intis (da begyndte man åbenbart at frygte, at der ikke længere var plads til alle nullerne, og indførte derfor inti'en). 'Er De forvirret'? Det var jeg i hvert fald, da jeg stod med 2.1 million soles i form af et kvart kilo fedtede og lasede sedler fyldt med nuller!

I Tumbes fik jeg den opmuntrende besked, at flyet til Lima i morgen, hvortil jeg havde reserveret plads, var aflyst, men at der 'helt sikkert' ville gå et i overmorgen. Heldigvis har jeg da et par dage i reserve inden jeg skal møde Claus i Lima. Et kort øjeblik overvejede jeg at ta' bussen, men 20-30 timer på en bus med diarre og gode chancer for at blive bestjålet hvis man falder i søvn er mere end jeg kan udholde at tænke på.

Så nu står jeg over for halvandet døgn i den mest dødsyge lille flække, jeg nogensinde har boet i, og jeg har ellers prøvet et og andet efterhånden. Hvem der bare havde haft et par gode bøger at fordrive tiden med.

Her er en lille gågade med nogle få butikker, et par snuskede restauranter og minsandten - en biograf. Jeg har lige forladt aftenens forestilling efter de første ti minutter. Lydkvaliteten var så dårlig, at man ikke kunne skelne de enkelte ord, men kun høre en monoton støj. Desuden sad de fleste og råbte og skreg og smed glødende cigaretskodder efter hinanden. Og for nu at fuldende billedet af dyb depression, så gør min mave stadig vrøvl, så jeg kan ikke en gang æde mig gennem ventetiden. Og allersidst: her myldrer med blodtørstige moskitoer! På positivsiden skal nævnes, at jeg har fået et pænt og rent værelse med eget bad og toilet, men det koster også 50 kroner, det dyreste jeg har boet på siden Colombia. Der er et vindue, hvorfra jeg kan se over på en stor kaserne med en masse soldater, der løber skrigende rundt og skaber sig. Hvem mon de forestiller sig at skulle forsvare denne udørk imod? Ind i mellem marcherer de op og ned ad gaden mens de taktfast råber '1, 2, 3, ..., 20'. Med den inflation her er, så bliver det sikkert '1000, 2000, 3000, ..., 20000' inden dagen er omme!

 

13/5 kl. 11.00

Nu har jeg købt en flybillet til i morgen, så er der kun tilbage at håbe på, at der også er et fly. Utroligt billigt forresten, 325 kroner for en strækning svarende til København-Paris. Derefter gik jeg op i den lokale bank for at veksle nogle penge. Det viste sig, at jeg faktisk ikke blev snydt igår, desværre havde jeg nær sagt, for så er prisniveauet her noget højere end i Ecuador.

Receptionisten på hotellet var ved at få et chok, da jeg sagde at jeg ville blive her en dag mere. Først troede han vist at det var et udslag af mine mangelfulde evner ud i det spanske, men da jeg fik forklaret ham sammenhængen, fik jeg et forstående og medlidende smil.

Min mave er faldet lidt til ro. Jeg har lige prøvet at fodre den med en tør bolle med en humpel endnu mere tør pølse, skyllet ned med en kop te. Håber den accepterer dette spagfærdige forsøg.

Der er kun 10-11 timer til sengetid. Jeg tror jeg vil vaske noget tøj, læse lidt i min spanske grammatik, ta' mig en middagslur og gå i bad - jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang!

 

Klokken 16.00

Her er jo i virkeligheden en masse at lave, ud over det i formiddags nævnte. Jeg har skrevet og sendt et par breve, været i kirke, stavet mig gennem avisen, spist frokost (en stor portion rejer, en øl og en is - noget af et sats) og fået studset skægget hos den lokale frisør. Og efter alle disse anstrengelser er jeg parat til endnu et bad og endnu en lille en på øjet.

 

14/5 kl. 12.00

Så lykkedes det at slippe væk fra Tumbes og nå til Lima, endda et helt døgn før min aftale med Claus. Flyveturen viste tydeligt, at der ikke havde været meget ved at køre med bus, for det var ørken, ørken og atter ørken. Fra flyet kunne man til gengæld se de sneklædte Andesbjerge længere inde i landet, selv om udsigten var noget sløret af varmedis og ridsede vinduer. Under flyveturen fik vi udleveret hver en spilleplade, hvorefter der blev afholdt tallotteri - en god øvelse i de spanske tal. Desværre vandt jeg ikke noget, måske fordi nogle af tallene vist smuttede for mig.

Her i Lima er det forbavsende meget køligere end i Ecuador, faktisk en ganske behagelig temperatur. I grunden underligt, for vi befinder os mindre end 2000 kilometer fra ækvator. Køreturen fra lufthavnen og ind til byen var en temmeligt deprimerende oplevelse, idet den gik gennem usle slumkvarterer og beskidte industriområder. Dyrt var det også - 25 kroner - jeg tror de snyder lige så meget her som i Bogota.

Af Tina - samt min rejsehåndbog - var jeg blevet anbefalet hotel 'San Sebastian', og det er da også et meget hyggeligt sted. Rent og pænt og med yderst søde og hjælpsomme værter - det er øjensynligt et familieforetagende. Jeg har fået dem til at bestille flybilletter til Cuzco - det kunne desværre først blive om fire dage - samt en heldagsudflugt på lørdag. Som prikken over i'et har de en dejlig lille tagterrasse med stole, borde og parasoller.

 

Klokken 16.30

Jeg har varet på en lang vandretur på kryds og tværs gennem Limas centrale bydele. Sammenfattende må jeg nok konkludere, at blandt de hovedstæder, jeg har oplevet, kommer den langt nede i rækken. Den er stor, beskidt og ucharmerende, og luften er tyk af trafikos. Den får mig til at tænke på skiftevis Moskva og Karachi. Moskva på grund af nogle pompøse højhuse og Karachi på grund af de ufattelige mangder af juks, der falbydes overalt, samt de ramponerede og vildt overfyldte bybusser. Der er - som i Moskva - et par flotte pladser samt nogle kirker og museer, som jeg vil slæbe Claus med rundt og se det næste par dage, hvis han da orker det oven på den lange rejse.

Jeg har fundet en cafe på et trafikeret hjørne. Her kan jeg sidde og følge med i gadelivet samtidig med at jeg skriver breve og postkort. Imens drikker jeg noget så usædvanligt som rødvin. Den smager godt nok nærmest som en blanding af Père Medard, solbærsaft og hjemmebryg, men efter fem uger med øl, øl og atter øl er det nu ikke så tosset endda.

Vekselkursen er noget bedre her end oppe nord på, så her er ikke så dyrt som først antaget. 20 kroner for et godt hotelværelse, 10 kroner for en menu bestående af suppe, bøf med ris og en stor øl, 4 kroner for et glas 'rødvin', 2 kroner for en stor is, 50 øre for et postkort og 1 krone for porto. Et måltid på en luksusrestaurant - i europeisk forstand - koster mellem det halve og en tredjedel af, hvad man må give derhjemme.

Jeg har taget mit ur af og går rundt med min lille rygsæk på maven. Jeg har endnu ikke fornemmet tilstedeværelsen af lommetyve eller potentielle taskeopsprættere, men alligevel er det jo nok en god ide at udvise lidt forsigtighed, i betragtning af, hvor meget man hører og læser. Jeg har nu slet ikke samme fornemmelse af fare her som jeg havde i Bogota, men måske er jeg bare ved at blive hærdet (og måske overreagerede jeg lidt i Bogota).

Jeg løb ind i en kæmpedemonstration for lidt siden og var lige indstillet på at snuppe et par snapshots af blodige og brutale scener med tanks, vandkanoner, tåregas og knipler, men alt forløb i yderste fredsommelighed. De foreløbigt mest dramatiske billeder jeg har taget forestiller en albatros, der kaster sig ud fra en høj klippe, samt en deling soldater, der gør gymnastiske øvelser i en lille ligegyldig by i det nordlige Peru. Og så siger man, at Sydamerika er et uroligt område. Men jeg har vel bare været heldig - gid det må holde de næste seks uger med!

 

17/5 kl. 10.30

Sidder og spiser morgenmad på en fortovscafe ved Plaza de Armas. Det er søndag formiddag og solen skinner, men udsigten er noget blandet. Man kan se nogle meget flotte bygninger - katedralen og regeringspaladset – samt en stor flok mennesker, der taktfast råber slagord mens de løfter deres knyttede hænder i vejret. Rundt omkring på gaden patruljerer soldater med maskinpistoler, og ude på pladsen er der netop ankommet endnu en lastbil med svært bevæbnet militær. Vi burde måske fortrække, men nysgerrigheden er for stor - måske jeg endelig kan få et billede, der er mere dramatisk end det med albatrossen? Jeg skal holde jer løbende underrettet om, hvordan situationen udvikler sig. Men først vil jeg gå et par dage tilbage, jeg har jo forsømt skriveriet på det sidste, fordi jeg har fået selskab.

Afhentningen af Claus i lufthavnen i forgårs forløb planmæssigt, det var rart at se ham. Vi tog tilbage til hotellet, satte os i solen på tagterrassen og tog hul på den flaske cognac, som Claus så betænksomt havde medbragt. Herefter kastede jeg mig over den enorme stak breve der var kommet - hvor var det dejligt at høre fra så mange af jer.

Herefter en gåtur og et godt aftenmåltid, og så gik Claus ellers ud som et lys. Yderst forståeligt efter en 30 timer lang rejse via Paris, Madrid og Bogota - og så har han jo et godt sovehjerte. Jeg kunne til gengæld ikke falde i søvn, oplevelsen af alle brevene (og cognacen) snurrede rundt i hovedet på mig, så klokken elleve tændte jeg atter lyset og begyndte at læse breve og æde lakridser.

Tilbage til nutiden: Demonstrationen forløber stadig roligt. Efter to kopper kaffe er vi nu gået over til dagens første pilsner - jeg bliver ikke mindre fordrukken af at være sammen med Claus.

I går morges stod vi så op klokken 5.30 for at ta' på en udflugt sydpå i bil med privatchauffør (svogeren til en svensk pige, der arbejder på hotellet). Turen ud af Lima var en trøstesløs oplevelse af slum, slum og atter slum, det værste jeg endnu har oplevet i Sydamerika. Og ellers er det jo ren ørken ned langs Stillehavskysten. Umiddelbart skulle man tro det var et kedeligt landskab, men det viste sig faktisk at vere ret fascinerende. Flot morgenlys på de kæmpestore sandbanker og ind i mellem nogle smukke klippekyster med frådende brændinger. Hist og her afbrydes ørkenen af oaser med bomulds- og majsmarker. Landskabet mindede mig - bortset fra kyststrækningerne - en hel del om turen ned gennem det sydlige Iran.

Efter tre timers kørsel kom vi til Pisco, hvor der indtraf en uheldig begivenhed, idet vi blev påkørt bagfra af en fuld stodder i den mest ramponerede rustbunke af en bil jeg længe har set. Der skete heldigvis ingen personskade og kun begrænset materiel, men dramaet eskalerede da slynglen - vildt slingrende - forsøgte at flygte fra gerningsstedet! Heldigvis blev han standset af politiet kort efter - han ville nu alligevel ikke være kommet langt, for der var gået hul på køleren og vandet strømmede ud.

Så vi måtte en tur på politistationen, og bagefter, mens der skulle tages blodprøver og skrives en masse papirer, fandt vi en lille restaurant med Stillehavsudsigt, hvor vi skyllede oplevelsen ned med et par formiddagspilsnere.

Tilbage til nutiden: Der er kommet flere mennesker og flere soldater (som vel i øvrigt også - trods alt - er en slags mennesker), men endnu ingen tumulter.

Efter denne afbrydelse fortsatte vi turen til et naturreservat, hvor vi først så et lille museum og så et ørkenområde med en meget flot klippekyst, hvor der var enorme mængder af sæler (men efter Galapagos skal der nu mere til at imponere mig i den retning). En svømmetur blev det også til, men da vandet kun er 16-17 grader blev det ikke nogen langvarig affære.

På tilbagevejen spiste vi frokost i Pisco, for en gangs skyld noget helt andet, idet jeg for første gang i mit liv fik skildpadde. Det smager godt, omend ikke meget anderledes end oksekød. Bagefter så vi en flok nyfangede skildpadder nede på stranden. De var vendt om på ryggen og lå hjælpeløse og baskede med lufferne og plirrede nervøst med øjnene, mens de afventede deres skæbne - jeg synes jeg fik en dårlig smag i munden.

Vi var godt trætte da vi hen ad otte var tilbage i Lima, og orkede ikke - som ellers planlagt- at gå på 'pena' (folkemusiksted). I stedet indtog vi vores aftensmad i nærheden og ilede hjem ved 12-tiden, da gaderne var ved at blive tomme og folk begyndte at se forjagede ud. Her er jo nemlig spærretid fra klokken et til klokken fem, dvs. i den periode må man ikke færdes ude. Hvis man alligevel gør det, skulle der være gode chancer for at blive skudt, siges det. Jeg ved ikke om det passer, og agter heller ikke at efterprøve det.

Tilbage til nutiden: Jeg tror ikke demonstrationen udvikler sig yderligere, så nu vil vi lige straks gå ud og se på kirker og museer. Det er som om jeg har svært ved at forestille mig at en sådan situation skulle kunne udvikle sig til fare for os (nok en typiske danskerholdning). Der udgår mindre del-demonstrationer ned ad sidegaderne, og på pladsen er en mand gået op på en platform, åbenbart for at tale til forsamlingen.

 

Klokken 22.00

Efter demonstrationen, der opløstes roligt, så vi San Francisco-kirken med tilhørende katakomber samt katedralen med tilhørende museum. Derefter tog vi ud og besøgte guldmuseet, der sikkert kan være en stor oplevelse, hvis man interesserer sig for smykker, klædedragter, våben, stigbøjler, rustninger og vægtæpper - bagefter sad vi i haven og fik et par pilsnere.

Aftenen tilbragte vi sammen med et par piger, som vi mødte på en restaurant. En masse uformel hygge- og pjattesnak, og jeg fik trænet mit spansk lidt.

Hermed slut for i aften, for vi skal - oh gru - op klokken 5.15 for at køre til lufthavnen. Jeg glæder mig til at komme til Cuzco, for selv om Lima - efter min mening - er bedre end sit rygte, så er 2-3 dage rigeligt. Og så får man ustandseligt at vide, hvor dejligt der er i Cuzco.

 

18/5 kl. 10.00

Det var hårdt at komme så tidligt op, men alt forløb planmæssigt, og vi sidder nu på en lille cafe i Cuzco og spiser morgenmad. Byen er helt anderledes charmerende end Lima, med små stejle og brolagte gader og huse med træbalkoner og røde teglstenstage. Vi har fået et værelse på et aldeles dejligt hotel, gammelt og gedigent med store pæne værelser og en lille hyggelig have. Vi befinder os i 3500 meters højde, så her er lidt køligt og man får åndenød bare man blinker med øjnene.

 

Klokken 18.30

Jeg fandt soveposen frem og slumrede 3-4 timer midt på dagen. Den slags ligner mig ellers slet ikke, men jeg var fuldstændigt groggy på grund af højden. Bagefter sad vi og nød solen i den dejlige have, hvor der er græsplæne, stokroser, gyvel og andre hjemlige vækster.

Vi har besluttet at vente med trekkingturen til Macchu Picchu til i overmorgen, så vi kan blive ordentligt akklimatiserede til højden. Vi kan nu også sagtens få tiden til at gå her, for eksempel med vandreture og indkøb. Her er en masse dejlige uldvarer såsom ponchoer, sweatere, sokker, huer og tasker samt nogle flotte tæpper af lamaskind. Og jeg der lige havde fået min bagage ned på en rimelig vægt, jeg bliver nok nødt til at sende endnu en pakke hjem. Claus er så småt begyndt at kunne tallene, og har taget fat på en af sine yndlingsbeskæftigelser, nemlig at foretage indkøb. Her kan man - i modsætning til hos Otavalo-indianerne i Ecuador - få nogle klækkelige prisnedslag, ofte op mod 50 procent.

 

19/5 kl. 22.00

Vi afsluttede dagen i går med et godt måltid mad med rødvin (den lokale er ikke værst) samt et par timer på en aldeles herlig pena, hvor musikken var festlig og stemningen høj.

Her til morgen måtte jeg konstatere en begyndende forkølelse, også utroligt at jeg er sluppet helskindet gennem næsten seks ugers skiftende temperaturer. Til gengæld skinnede solen varmt fra en skyfri himmel, der i øvrigt er fantastisk blå i denne højde.

Vi begav os til banegården for at købe togbilletter, men undervejs løb vi ind i nogle kraftige optøjer, hvor der blev kastet med brosten og sprang et par bomber. Militæret mødte talstærkt op med tanks og sværtbevæbnede soldater med skjold og visirer. Det er åbenbart landsomfattende, for de råber de samme slagord her, som de gjorde i Lima.

Over middag tog vi en vandretur til et område i udkanten af byen, hvor der er nogle meget imponerende ruiner (af kæmpesten, der passer perfekt sammen) samt en flot udsigt over byen og bjergene. Vi tog en lur i den dejlige middagssol, rart at få frisket Galapagos-kuløren lidt op. Bagefter lidt handleri, jeg købte en dejlig sweater og Claus fik sig et stort lamaskindstæppe. Vi fik også lejet et telt til trekkingturen, der starter i morgen tidlig. Her i aften har vi været til et flot og festligt show med lokal musik og dans, og efter en stor bøf er jeg parat til at krybe i posen. Selv om det allerede går betydeligt bedre end i går, så er jeg stadig påvirket af højden. Pulsen er høj, åndedrættet hivende, det trykker i hovedet og jeg er konstant træt.

 

20/5 kl. 17.15

Eventyret er begyndt - vi har lige slået lejr i 3400 meters højde på en lille græseng ved en flod. De sidste fem timer har varet ret så hårde, idet vi har måttet stige 1200 meter. Heldigvis gik det ikke op og ned som i Nepal, men konstant op. Efter en flot tre timer lang togtur lykkedes det os at få toget til (næsten) at standse ved 88-kilometer stenen, hvor vi skulle påbegynde vores trekkingtur til Macchu Picchu ad den gamle inkasti. Ifølge min håndbog skulle det være helt umuligt at tage fejl af stedet, idet det er der hvor 'horder af trekkere' står af toget. Jo god morgen! Det viste sig at vi var de eneste, der stod af, og vi følte os ærligt talt lidt mærkeligt til mode, da toget kørte videre og vi stod på sporet med vore rygsække, helt alene ude midt i Andesbjergene!

Men for sent at fortryde, og afsted gik det, gennem et umådeligt smukt landskab med eucalyptusskove, røde kaktusblomster, knaldgule gyvel og en sneklædt bjergtinde i horisonten. 'Ren Nepal', bortset fra at der ikke er små lodger med mad og drikkevarer og heller ikke andre trekkere. Her er man virkeligt overladt til sig selv og helt afhængig af de ting man har medbragt til livets opretholdelse.

Her på engen mødte vi dog en halv snes andre, som var taget med det tidlige morgentog, så vi bliver ikke alene på turens første overnatning - meget rart.

Vi har lige konsumeret et par ostemadder, en plade chokolade og en appelsin, ikke værst. Solen er gået ned, og meget snart bliver det koldt og mørkt. Som i Nepal er man ikke lige frem oplagt til det helt store natteliv - der går næppe mere end en time, før jeg ligger i posen.

 

21/5 kl. 13.00

Så kom vi over det første pas, i 4050 meters højde. Det var godt nok en drøj omgang, næsten lige så hårdt som turen over Thorung-passet i Nepal. Men vi er jo også først lige startet og har ikke 2-3 ugers træning bag os, som vi havde dengang.

Vi startede i 3400 meters højde klokken syv i morges og steg stejlt op gennem tæt jungleagtig skov, indtil vi 2-3 timer senere passerede trægrænsen og kom op på nogle højfjeldsagre med små buske og flotte farvestrålende blomster. Hele den sidste time kunne vi ganske tydeligt se passet, men det var som om vi gik og gik uden at komme nærmere - jeg synes jeg har haft den oplevelse før. Oppe i passet var det blæsende og koldt, så vi påbegyndte straks nedstigningen, der var stejl og stenet. Nu var det så knæ og lægge, der blev slidt på, mens lungerne fik sig en tiltrængt pause.

Vi holder frokosthvil på en lille græseng tæt ved et brusende vandløb - gudskelov er der rigeligt med drikkevand overalt langs ruten. Da jeg skulle fylde min feltflaske drattede jeg naturligvis - med vanlig elegance - i vandet, så nu ligger sko og strømper til tørre i solen. Vi er heldige med vejret, solen skinner næsten konstant. Og vi har endnu ikke været veret udsat for hverken overfald eller vilde dyr. Her skulle ellers være både slanger og bjørne, men de farligste dyr vi endnu har mødt er myg – de kan såmænd også være generende nok.

 

Klokken 17.45

Sikken en dag! Jeg havde aldrig troet jeg skulle komme til at sige det, men dette overgår Nepal. I hvert fald det 'trestjernede hotel', hvor vi har slået os ned for natten, aldrig har jeg oplevet noget lignende. Det er ruinerne af en kæmpestor inkaborg, som ligger yderst på et klippefremspring med en helt fantastisk udsigt til alle sider. Og solnedgangen den sidste time, vow! Skyer trækker op i dalene til begge sider, mens himlens farve veksler mellem lysegrå, dybblå og violet. Ind i mellem skimter man høje sneklædte tinder i horisonten, og ovre på den nærmeste bjergside kan man se stien, ad hvilken vi i morgen skal bevæge os over det tredje og sidste pas.

Mørket er ved at falde på, og jeg må straks til at standse skriveriet. Forhåbentligt bliver det ikke regn i nat, jeg er nemlig ikke sikker på, at vores telt er ordentligt tæt.

 

22/5 kl. 9.30

Det blev faktisk regn, men det var nu heldigvis ikke meget, der slap inden for. Inden da havde vi nået at opleve en formidabelt smuk stjernehimmel, mens hyppige lyn oplyste horisonten.

Klokken syv her til morgen gik det så atter afsted ad den imponerende inkasti gennem tæt og frodig regnskov. Det er fascinerende at tænke på, hvilket arbejde det må have været at samle de tusindvis af store sten til de mange kilometer sti.

Og nu sidder vi så oppe i det tredje pas. Det er knap så højt som de to første (3700 meter), og resten af vejen til Macchu Picchu går det mest nedad, hele 1300 meter i alt. Udsigten er - ind i mellem - særdeles flot, men skyerne hænger lavt og hindrer ofte det frie udsyn. Lige neden for os ligger nogle store inkaruiner med et vandledningssystem, der stadig er intakt.

 

Klokken 20.00

Turen ned fra passet gik ad stejle trapper med fugtige og glatte sten, som gang på gang får en til at tænke på, hvor let man kunne ekspederes over i en anden verden. En glat sten, en trærod, et løst snørebånd – og man ville få sit livs (sidste) oplevelse i form af et 500 meter langt frit fald! Men bortset fra det, så var det en flot tur gennem tæt regnskov med bambus, bregner, mosser, lianer og flotte blomster i alle regnbuens farver. Der skulle også være slanger, og minsandten om ikke vi opnåede at møde en enkelt. Den smuttede tværs over stien, lige midt mellem benene på Claus, og da jeg råbte 'pas på, en slange' var han lige ved at springe i afgrunden.

Efter et par timers knæknusende nedtur kom vi til et forfaldent turisthotel, hvor vi fik os en bøf med ris samt et par øller. Deiligt med varm mad igen, selv om der kun var gået 2-3 dage i 'ødemarken'.

De sidste par timer gik vi gennem endnu mere tæt og frodig regnskov, og ydermere begyndte det at regne - så fik vi også brug for de medbragte paraplyer. Flere glatte sten, flere skrøbelige broer, en sidste stejl stentrappe - og pludseligt lå turens mål for vore fødder, et syn jeg aldrig glemmer. Man må lade disse inkaer, at de valgte nogle imponerende placeringer til deres bebyggelser. Vi har set adskillige eksempler de sidste par dage, men dette er alligevel det mest imponerende. Selve bjergene her omkring er også helt fantastiske. De rejser sig næsten lodret fra floden som 1-2000 meter høje kupler med frodige grønne sider. Floden hedder i øvrigt Urubamba og er en biflod til en biflod til Amazonfloden.

Da vi nåede frem til Macchu Picchu øsregnede det, så vi tog turistbussen ned til den nærmeste bebyggelse, nemlig 'Aguas Calientes', som har fået sit navn på grund af nogle varme kilder. Vi er blevet indlogeret på et temmeligt spartansk hotelværelse, men efter et par natter i telt er det jo ren luksus.

Efter at have vasket fødder og ben i håndvasken - noget af et akrobatisk kunststykke - kunne jeg rigtigt se hvor mange myggestik, jeg havde pådraget mig – det bliver svært for junglemyggene i næste uge at finde et jomfrueligt sted at stikke.

Aguas Calientes er en pudsig by. Hvor de fleste andre byer har en hovedgade, er det her jernbanen, der går tværs gennem byen, og langs hvilken de fleste huse ligger - deriblandt også den restaurant, hvor vi lige har indtaget vores aftensmad. Her er ingen anden forbindelse med omverden end floden (der er vildt brusende og næppe særligt egnet til transport) og jernbanen, hvor der kommer 4-5 tog om dagen. Der er en masse frække og kønne indianerunger, der prøver at prakke os alt muligt på. De fleste er i besiddelse af både charme og salgstalent, og nogle af dem kan brokker af adskillige fremmedsprog.

Det er nærliggende at sammenligne denne trekkingtur med hvad jeg har oplevet i Nepal. Jeg tror ikke man i Nepal kan finde en tur på kun tre dage, der giver så forskelligartede naturoplevelser, og hertil kommer de mange imponerende inkaruiner. Det er en temperamentsag om man foretrækker den vilde og øde natur, hvor man stort set ikke møder andre mennesker end nogle få andre trekkere og selv må slæbe mad og telt med, eller Nepals tætbefolkede bjerge, hvor man har enestående muligheder for kontakt med befolkningen og hvor der altid er en landsby i nærheden, hvor man kan få tag over hovedet og et måltid mad. Skulle jeg vælge, tror jeg nu stadig det blev Nepal, men jeg har fået stor lyst til at vende tilbage til Andesbjergene.

 

23/5 kl. 15.30

Sidder og venter på toget tilbage til Cuzco. Det bliver lokaltoget, da alle pladser på turisttoget var udsolgt - det skal nok blive en farverig oplevelse.

Vi kom fem minutter for sent til bussen op til Macchu Picchu i morges, så vi fik en hård start på dagen ved at klatre de 600 meter op ad en stejl sti. Godt udmattede nåede vi op til luksushotellet, der ligger lige ved ruinerne, og hvor de havde den frækhed at nægte at sælge os noget som helst før klokken 11.30, hvor turisthorderne ankommer fra Cuzco. Fornemmelsen af tørst blev ikke mindre, da vi kom ud i ruinerne, hvor Coca Cola var ved at optage en reklame med 50-100 børn, hver med en Cola i hånden! Noget af et antiklimaks i forhold til oplevelsen af de smukke ruiner i de enestående omgivelser. Reklamens magt er stor, ikke mindst i Sydamerika. De blev ret sure da vi - overdrevet langsomt - slentrede tværs gennem flokken, men vi havde da også betalt for at komme ind, hele 40 kroner, hvilket er en mindre formue på disse kanter, men de er nu godt givet ud.

Wayna Picchu og forfatteren

Efter at have sundet os lidt over denne frustrerende oplevelse, gav vi os til at bestige Wayna Picchu, et 2760 meter højt - og meget stejlt - bjerg ved siden af Macchu Picchu, hvorfra der naturligvis var en helt fantastisk udsigt over ruinerne, Urubambafloden og alle de smukke bjerge. Men noget af en barsk opstigning ad smalle, stejle og glatte stentrin og med en næsten 1000 meter dyb afgrund at kigge ned i. Man lærer efterhånden at tænke over, hvor og hvordan man placerer sine store nordiske platfødder, vel vidende, at her får man ikke en chance til, hvis man træder forkert.

Nede igen tog vi nogle billeder af ruinerne, der er en æstetisk nydelse selv for os, der ikke er i besiddelse af den fornødne energi og interesse til at sætte os ind i den historiske baggrund. Man fascineres ved tanken om disse kolossale bygningsværker, der er opført for mange hundrede år siden i et ufremkommeligt terræn og helt uden brug af nymodens tekniske hjælpemidler.

 

25/5 kl. 17.30

Sidder under et palmetag på 'Tambo Lodge' og ser ud over floden (Madre de Dios). En tukan har sat sig til at sove på mit lår og en papegøje sidder og hakker i mit bukseben. Nogle aber og papegøjer larmer oppe i trækronerne og moskitoerne svirrer omkring os - det er her i skumringstimen, at de er mest generende.

Vi ankom hertil over middag efter en smuk flyvetur fra Cuzco til Pto. Maldonado og en efterfølgende sejltur på floden. I middags var det overskyet, blæsende og overraskende koldt, men siden har vinden lagt sig og temperaturen er steget til et behageligt niveau. Vi har varet på en lang vandretur i junglen, som er fascinerende med sin frodighed og artsrigdom. Kæmpetræer med ildrøde blomsterkroner 30 meter oppe, lianer så tykke som overarme, gummi, citrus, papaya, kaffe, cacao, bananer og en masse andre vækster, hvis navne jeg end ikke kender. Et løv så tæt, at det næsten er umuligt at fotografere, og et væld af fugle og sommerfugle. Vores guide fældede en høj palme og serverede det inderste af toppen for os, og bagefter fik vi lækre bananer.

Lige nu sidder vi og er halvvejs gennem en flaske vodka, som vi - meget åndsnærværende - købte i Cuzco i går aftes. Imens venter vi på aftensmaden – mon det bliver aber, larver eller slanger ? Det er lykkes mig at få den sovende tukan til at sætte sig op på bordet, indhyllet i mit halstørklæde - den er helt bevidstløs af søvn.

Jeg har sprunget en dag over. I går - søndag - var vi i Pisac, en lille by i Urubambadalen, 30 kilometer fra Cuzco. Hovedattraktionen her var søndagsmarkedet, der dels havde en - yderst farverig - sektion med frugt og grøntsager og dels en lidt mere turistorienteret sektion med tæpper, tøj og smykker. Efter et par moderate indkøb fik vi et lift hjem på ladet af en overfyldt lastvogn, en ganske smuk tur. Om aftenen var vi i byen med et par danskere, som er i færd med at bruge et år på at rejse jorden rundt. Jeg mødte dem også i Quito - man bliver ved med at løbe på de samme mennesker igen og igen her ovre.

Jeg har et stykke tid ikke skrevet om mad, det må vel også næsten blive for meget at læse om i længden. Men tro mig, jeg lider ingen nød i den retning. I går aftes for eksempel fik jeg en stor lækker stegt fisk med hvidløg, ris og grøntsager samt to øl, det hele for ti kroner.

 

26/5 kl. 17.00

Vi er lige kommet tilbage fra en dejlig ekskursion. Vi har besøgt en lille idyllisk sø, hvor vi blev sejlet rundt nogle timer i en lang båd, fremstillet af en udhulet træstamme. En svømmetur i søen blev det også til. Vores guide - Washington - påstod først, at der var krokodiller, men da han selv sprang i, fulgte vi trop.

Langs søens bredder var der en gudsvelsignelse af farvestrålende fugle samt enkelte skildpadder, og på den botaniske front så vi et kæmpestort paranøddetræ og åd en masse flotte solvarme håndplukkede appelsiner. Vi har også set en del flotte sommerfugle samt nogle imponerende myrekolonier.

De siger, at aftensmaden er en overraskelse. Jeg er lidt bekymret, for jeg har ikke set tukanen i dag!

 

27/5 kl. 18.00

Det viste sig at være skildpadde, hvilket jo ikke er noget nyt for os - men lækkert er det stadig.

Morgenen i dag var helt fortryllende. Disen lå i trætophøjde, indtil solen ved halv otte tiden fik overhånd og fremtryllede en klar og dybblå himmel. Vi tog afsted med Washington som guide igen. Vi har døbt ham 'Machet-Karl' på grund af hans ivrige brug af dette instrument - det er nu også påkrævet, når man skal trænge gennem den tætte underskov her.

Efter en lang vandretur i junglen gik vi atter ombord i båden, som blev padlet ned ad en lille biflod, hvor vi så en masse sommerfugle og skildpadder samt en del krokodiller. Når man ligger på ryggen i båden og kigger op i det tætte grønne løv, der aftegner sig mod den dybblå himmel, så føler man det næsten som om det er en film.

Sejltur i jungle ved Puerto Maldonado

Vi har været ret heldige med vejret, for i sidste uge var her koldt og stormende. På grund af Andesbjergenes nærhed er klimaet her ret så foranderligt. Cirka en gang om måneden kommer der et voldsomt uvejr, og så kan temperaturen finde på at krybe helt ned i nærheden af frysepunktet. Som den anden yderlighed kan her være perioder med op til 40 graders varme, stillestående luft og høj fugtighed. Lige nu er det simpelt hen bare vidunderligt.

På vejen tilbage besøgte vi et par steder, hvor de vasker guld. Washington demonstrerede med en stor skovl, og det lykkedes ham faktisk at få noget guldglimmer frem. Bagefter så vi resterne af det skib, der spillede hovedrollen i filmen 'Fitzgeraldo' - et kæmpestort dampskib, der har ligget 55 år i junglen, få hundrede meter fra floden.

 

28/5 kl. 12.00

Vel tilbage i dejlige Cuzco, med strålende sol, kølig klar luft - og åndenød. Flyveturen var utroligt flot, og man kunne sidde og følge den snoede bjergvej, ad hvilken busturen kan gøres på 3-4 døgn - så er det unægteligt noget bekvemmere med en halv times flyvning. Oven på den lidt ensformige junglemad har vi skejet vildt ud med en tidlig frokost bestående af Creolsk suppe, Cordon Bleu, øller og cappuccino, pyha!

 

29/5 kl. 19.30

Pragtfuld dag! Jeg har fået opfyldt et længe næret ønske om at prøve en raftingtur på en vild flod. Og jeg skal love for det blev noget af en ilddåb. Vi var sammen med en flok englændere, der var ret erfarne på området, og som havde lavet en aftale om en særligt krævende tur på et stykke af Urubambafloden, som man ikke normalt udsætter turister for.

Til orientering for uvidende på området, så går sporten ud på, at man placerer seks mand i en kraftig gummibåd og forsyner hver enkelt med en redningsvest og en pagaj. Herefter sejler/vælter man ned ad floden mens man padler som besatte for at undgå at drøne ind i de meterhøje klippeblokke, der står rundt omkring i floden. Undervejs er der mindre vandfald, og så er kunsten at hage sig fast med benene mens man padler af alle kræfter for at holde kursen. Det føles nogenlunde som at køre rutchebane under Niagaravandfaldet. Hvis en af deltagerne ryger over bord, bliver det ekstra krævende, idet man så - samtidig med at man padler - skal prøve at få vedkommende hevet ombord igen. En yderst inciterende beskæftigelse, lidt på linie med windsurfing i pålandsstorm eller skiløb ned ad en sort pukkelpist.

Ind mellem de krævende steder er der mere rolige strækninger, hvor man glider gennem et vidunderligt landskab med glitrende hvide bjergtinder og nyder den varme sol ovenpå de kolde styrtebade. Herlig oplevelse, og forhåbentligt ikke sidste gang jeg har prøvet det.

Har lige fået et varmt bad, drukket en halv flaske rødvin og prøvet at pakke rygsækken med henblik på morgendagen, hvor vi forlader Cuzco og drager sydpå til Titicacasøen. Det bliver sværere og sværere at få plads til det hele, for det er næsten ikke til at lade være med at købe ting her.

De sidste 14 dage er vekselkursen steget med 1.5 procent, svarende til en årlig inflation på omkring 40 procent. Hvis det fortsætter på den måde kan det næppe vare længe før der må indføres endnu en ny møntenhed.

Rafting på Urubambafloden

 

30/5 kl. 20.00

Så er vi nået til Titicacasøen, Sydamerikas største og højst beliggende sø, som cirka er på størrelse med Fyn og ligger i 3800 meters højde mellem Peru og Bolivia. Narmere bestemt befinder vi os i Puno, en støvet og ucharmerende by på den vestlige bred. Vi sidder på en restaurant og venter på maden, mens et orkester underholder med festlig folkemusik.

Turen fra Cuzco og hertil foregik med tog og varede elleve timer. Afstanden er godt nok kun 400 kilometer, men togene kører ikke specielt hurtigt på disse kanter, og så standser de hele tiden ved små landsbyer. Men hvad der mangler i hastighed er der så meget desto mere i udsigt og forplejning. De kommer hele tiden og sælger varm mad, drikkevarer, slik og snacks, for slet ikke at tale om de mange indianere, der ustandseligt stiger på toget og falbyder alskens ting og sager.

Vi startede i 3500 meters højde for langsomt at stige op til et 4300 meter højt pas, det højest beliggende punkt jeg endnu har befundet mig på i Sydamerika. Størstedelen af turen foregik i knap 4000 meters højde, hvor landskabet er goldt og barskt, men samtidig ret fascinerende. Store græssletter med flokke af får og lamaer, der vogtes af små bredhoftede indianerkvinder med høje hatte og farverige klædedragter. Små søer og mosehuller med et rigt fugleliv, blandt andet en del rovfugle - dog desværre endnu ingen kondorer. Og i baggrunden høje sneklædte bjerge.

Den sidste del af strækningen er berygtet som et af de værste steder hvad angår tyverier, hvilket vi da også nåede at få et førstehåndsindtryk af. Midt i det mylder, der altid opstår ved stationerne, var Claus' taske pludseligt ved at forsvinde, men han nåede dog heldigvis lige at gribe fat i den. Behændigt arrangeret teamwork: en lille unge stod og opførte sig højst mistænkeligt, og mens vi brugte al vores opmærksomhed på at holde øje med ham, kom en anden snigende fra den anden side. Endnu er vi altså sluppet med en advarsel, men der er absolut al mulig grund til påpasselighed - det er ikke småting man hører fra andre rejsende. Det er synd at den slags skal kaste en skygge over et herligt rejseland som Peru, specielt fordi det jo kun er nogle ganske få uheldige elementer, der ødelægger helhedsindtrykket. Vi har mødt utroligt mange søde og rare mennesker overalt.

 

31/5 kl. 16.00

Jeg har lige været ude og svømme i Titicacasøen. Ikke just mit livs længste svømmetur, idet den varede under et minut. Det er den tid det tager at komme sig over choket og svømme tilbage til kysten efter et hovedspring ud i det reneste, koldeste og klareste vand, jeg længe har oplevet.

Vi befinder os på øen Taquile et godt stykke ude i Titicacasøen. Sejlturen hertil varede 4-5 timer og var utroligt smuk - lidt som at sejle i det græske øhav. Undervejs besøgte vi en af de små sivøer, en spændende og farverig oplevelse. Hele landsbyer ligger på store måtter af siv, og beboerne sejler rundt i nogle flotte sivbåde. Det er gennem sivbådstraditionen her at Thor Heyerdal fik inspiration og hjælp til bygning af sine berømte oceangående sivbåde.

Der var en halv snes andre 'gringoer' med båden, og vi blev modtaget af nogle indianere, som fordelte os mellem sig - de har sat turistindlogeringen i system og tager alle samme pris for en overnatning. Vores lille bitte værelse ligger på loftet over en lille gård, hvortil man når op ad en smal og skrøbelig trappestige. Vi har aftalt at spise aftensmad hos dem i aften, spændende at se, hvad de vil diske op med.

Øen, der har 1300 indbyggere, er fem kilometer lang, en kilometer bred og 200 meter høj på det højeste sted, dvs. 4000 meter over havet. Her er fyldt med små terrassemarker, inkaruiner og sirlige stenstier og trapper. Husene og markerne er små og velholdte, og indianerne er smukke og venlige og går rundt i fantastisk farvestrålende folkedragter. Mandene bærer strikkede nissehuer og går hele tiden rundt og strikker.

Titicacasøen er så stor, at man fornemmer den som et hav. Her er næsten vindstille, vandet er azurblåt, og ovre bag den Bolivianske kyst knejser nogle kridhvide bjergtinder - kort sagt, wow!

 


 

1/6 kl. 11.00

Sidder op ad en lun stenvæg på det lille torv i 'landsbyen' (10-15 huse). Får og lam render brægende rundt mellem vores ben, og små kønne og nysgerrige unger står og kigger generte på os. Ind i mellem kommer lokale forbi, nogle af dem kommer endda hen og gi'r hånd og hilser høfligt - noget af et modstykke til 'røvertoget' i går.

Efter en kølig og overskyet morgen er himlen nu atter næsten skyfri, og solen bager varmt og dejligt. Udsigten er fortryllende: terrassemarker, små sirlige huse, det azurblå hav og de sneklædte bjergtinder.

Klokken fem i går eftermiddags, da solen forsvandt, begyndte det pludseligt at blive koldt, og på det tidspunkt befandt vi os ovre på den anden side af øen, kun iført T-shirts og korte bukser. Hastigt drog vi afsted mod vores 'hjem' (troede vi), men snart viste det sig, at vi var faret vild - de mange stier, marker og stengærder ligner hinanden til forveksling. Vi var godt forpustede og en lille smule panikkede, da vi endeligt – lige før det blev helt mørkt - fandt frem til stedet.

Vi blev mødt med en portion varm suppe og en 'hovedret' bestående af ris og spejlæg. Ikke nogen gastronomisk oplevelse, men absolut tilstrækkeligt, og man kan naturligvis heller ikke forvente trestjernede måltider hos en fattig bondefamilie på en lille ø midt i Titicacasøen.

Hen på aftenen blev det uvejr med storm, lyn og haglvejr. Det ruskede 'kraftigt i hytten, godt vi ikke lå i telt!

Til morgenmad fik vi te, spejlæg og klæge pandekager, serveret på den lille balkon med søudsigt. Heller ikke noget ophidsende måltid, men OK til en start. Sulten er så småt ved at melde sig igen nu, til frokost bliver det vist en af de lækre ørreder, som de serverer på den lille restaurant her på torvet.

Af og til kommer et par andre 'gringoer' forbi, vi udgør et meget internationalt spektrum. Vi snakker skiftevis dansk, engelsk, tysk, fransk og spansk, meget rar fornemmelse at kunne lidt af det hele. Som når vi rejser i Asien er vi helt atypiske. De fleste er yngre og rejser i meget længere tid. Selv min to og en halv måned, som jeg synes er lang tid, er hvad mange tilbringer i hvert land, og Claus' 3-4 uger vækker til stadighed stor undren.

 

Klokken 21.00

Tilbage i Puno efter en vidunderlig sejltur (jeg synes adjektiverne er ved at blive lidt forslidte). Båden var - naturligvis - forsinket, så jeg benyttede ventetiden til endnu en svømmetur - man er vel af vikingeæt! Derefter 3-4 timer på vandet med strålende sol, vi ligner efterhånden negre i ansigterne. Undervejs lagde vi endnu en gang til ved de fascinerende sivøer, og ved ankomsten til Puno klokken seks var månen og de første stjerner fremme, mens den vestlige del af himlen flammede i purpur og orange.

Vi har lige nydt et overdådigt måltid og adskillige drinks i en varm og hyggelig restaurant, hvor de spiller gamle Beatles-numre. Jeg sad og kom til at tænke på, at disse skønne sange er over tyve år gamle, som tiden dog går.

Også på det lidt mere kortsigtede plan går det stærkt, jeg har kun godt tre uger tilbage til Bolivia, Argentina, Paraguay og Brasilien. Det er naturligvis alt for lidt, men dog bedre end ingenting. Selv om jeg af og til kan blive lidt misundelig på de, der har halve eller hele år at rejse i, så er jeg dog samtidig glad over at jeg har mulighed for at komme rundt og opleve verden på min måde og med et tempo, der nok i virkeligheden passer udmærket til mit temperament.

 

2/6 kl. 15.00

Så er vi i Bolivia. Efter en tre timer lang køretur langs søen krydsede vi grænsen og ankom kort efter til den lille by Copacabana - ikke at forveksle med en kendt strand, som jeg gerne skulle befinde mig i nærheden af om cirka tre uger. En lille hyggelig og rolig by med en stor og flot hvid katedral oq en dejlig sandstrand. Vi er klatret op til nogle helligdomme et par hundrede meter over byen, hvor vi sidder og nyder solen og en udsigt, der giver stærke associationer til Grækenland.

Pengesystemet her er endnu værre end i Peru. Vores frokost kostede 11 millioner pesos og hotelværelset 6 millioner. Det er nu ikke så dyrt som det umiddelbart lyder, for man kan blive 'pesos-milliardær' ved at veksle 500 dollars.

 

3/6 kl. 17.00

Efter en rolig eftermiddag og aften i Copacabana (den by er næsten for stille efter min smag) tog vi her til morgen til La Paz med en gammel ramponeret skrammelkasse af en bus. Først en flot tur ad små snoede bjergveje ud til et næs i Titicacasøen, hvorfra vi blev færget over på den modsatte side. Derefter yderligere et par timers kørsel, tæt forbi den sneklædte bjergkæde 'Cordillera Real', med kurs mod det 6400 meter høje Mt. Illimani, der ligger tæt ved La Paz.

La Paz er verdens højest beliggende hovedstad, og har en fantastisk placering. Byen ligger i 3600 meters højde i et kæmpemæssigt 4-500 meter dybt hul midt på den flade 'altiplano' (højslette), og når man ankommer til byen og ser den oppe fra 'kanten', så ligner den nærmest en modelby. Her er både moderne skyskrabere og flotte gamle huse i kolonistil, heldigvis flest af sidstnævnte.

Vi er flyttet ind på et godt hotel, det må vel nærmest kaldes luksus, i hvert fald det mest luksuriøse jeg har boet på den sidste halvanden måned. Pænt og rent og med eget bad (varmt vand døgnet rundt, hvilket ikke lige frem er almindeligt på disse kanter) og noget så usædvanligt som et varmeapparat (som det måske er fremgået, bliver her ret koldt om natten, selv om det jo ikke betyder så meget, når man har sin gode sovepose med). 45 kroner pr. næse, ikke urimeligt, omend noget dyrere end i de fire første lande, jeg har besøgt.

Her er i det hele taget betydeligt dyrere end i Peru, vist op mod dobbelt så dyrt i gennemsnit, hvilket er meget i uoverensstemmelse med min rejsehåndbog (der er under et år gammel). Jeg har på fornemmelsen at der er sket et eller andet drastisk med den bolivianske økonomi, dels på grund af prisniveauet og dels fordi forskellige ting tyder på, at inflationen er standset - den skulle vare 8000 procent om året ifølge bogen!

 

4/6 kl. 17.00

Har lige været oppe og hente breve. Flere af jer beretter om, at I har hørt om uro i Peru, og som I kan forstå, har vi været lige midt i det flere gange, men heldigvis uden på nogen måde at have lidt overlast. Rart at høre, at min sidste beretning er nået frem, så slipper Claus for at slæbe min fotokopi med hjem. Så snart jeg fortæller ham det, styrter han garanteret ud og køber et eller andet til at fylde op med i stedet. Det er efterhånden ret morsomt at se ham med hele oppakningen, han mangler kun ketcher og sommerfuglenet for at ligne Anders And på skovtur.

I dag har vi været på udflugt til 'Valle de la Luna' (Månedalen), et spændende område, der ligger en snes kilometer uden for byen. Det minder lidt om Göreme i Tyrkiet, med nogle flotte forvitrede klipper i et fuldstændigt goldt landskab. Arrangerede ture koster et par hundrede kroner, så vi tog en bybus til 75 øre. Her - som i de fleste andre U-lande - er busserne proppede i en grad, som man næppe forestilller sig derhjemme, og fornemmelsen af kaos bliver ikke mindre af at der kun er en dør og at chaufføren også skal fungere som billetsælger. Et godt eksempel på Claus' sovehjerte er det, at han i løbet af en god halv time i sådan en bus kan nå at falde i søvn to gange!

 

Klokken 19.30

Sidder på hotelverelset og guffer paranødder og drikker boliviansk rødvin, mens Claus prustende står og prøver at proppe et par sweatere og en poncho ned i soveposen, så han kan foretage endnu et par indkøb i morgen. Det er nu også nogle helt vidunderlige ting de har her, specielt uldvarer. De er en anelse dyrere end i Peru, men af højere kvalitet. Lækre trøjer og ponchoer af alpakauld til et halvt hundrede kroner, umådeligt fristende.

 

5/6 kl. 16.00

Sidder og får en velfortjent pilsner efter en hård - men dejlig halvdagsvandretur op til - og over - 'kanten' af det store hul, hvori La Paz ligger. Først ad små stejle gader og dernæst ad trapper og endnu stejlere smågyder, indtil den sidste bebyggelse blev afløst af en lille skov. Oven for denne ligger altiplanoen, hvor vi yderligere besteg et par bakker og blev belønnet med en exorbitant flot udsigt over byen og bjergene. Vores form og højdeakklimatisering er efterhånden tiptop, to timer for at kravle op fra 3600 til 4200 meter og en time for at komme ned igen.

 

6/6 klokken 14.00

Er midt i et af turens absolutte højdepunkter, i mere end en forstand. Vi sidder og spiser frokost i 5300 meters højde, og er lige kommet ned fra skiområdet, der er verdens højeste. For lidt siden stod vi i 5600 meters højde, hvilket i sig selv er interessant derved, at det er flere hundrede meter højere end jeg nogensinde før har befundet mig. Men specielt interessant bliver det vel når jeg siger, at vi stod på ski ned derfra! Skiløbere og eventyrere blandt jer, bliver I ikke grønne af misundelse?

Jeg havde på forhånd ikke stillet de helt store forventninger med hensyn til det rent skisportsmæssige, men jeg er blevet positivt overrasket. Ikke nok med at jeg fandt et par skistøvler, der passede helt perfekt (ret usædvanligt med mine fødder), men ydermere er det faktisk en ganske udmærket løjpe. Temmeligt stejl og iset på det øverste stykke, men blød og lækker lengere nede.

Efter en nedtur fra 5600 til 5200 meter kan man godt mærke på åndedrættet, at luften er tynd, men når jeg sammenligner med, hvordan vi havde det i Thorungpasset i Nepal, så går det jo helt fantastisk. Kom jeg ned til havets overflade nu ville jeg sikkert være rimeligt velforberedt til et marathonløb.

Den største udfordring her er liften, som består af en glat stålwire og ikke andet. Man får så udleveret et tov, der i den ene ende har en træpind til at anbringe mellem benene og i den anden ende en kraftig jernkrog, der har en sådan udformning, at trækket holder den fast. Kunsten er så at få krogen hægtet fast i wiren, få pinden ind mellem benene og så ellers hænge på. Det hele bliver ikke nemmere af, at der ingen flade steder er, så påstigningen skal foregå midt på en skråning. Dette indebærer, at man ikke kan stå klar med skiene i den rigtige retning, da man så naturligvis straks ville glide baglæns ned i dybet. Altså må man stå med den ene ski på tværs og den anden opad, og så hurtigt rette den tværstillede ski ind, når krogen får fat og trækket kommer - i sandhed en udfordring! Jeg har endnu kun haft ét mislykket forsøg, men da kurede jeg til gengæld også en snes meter ned.

Udsigten her oppe fra er naturligvis helt i særklasse. Foruden en række høje snekladte bjerge kan man se det hul, hvori La Paz ligger, samt det meste af Titicacasøen. Det hjælper vist ikke meget med flere ord, I kan vel næsten tænke jer til, at det må vare enestående. Forhåbentligt bliver billederne gode, så de kan supplere den mangelfulde beskrivelse.

Hvad pokker skal jeg nu gøre for at overgå denne højderekord? Den eneste mulighed jeg umiddelbart kan se er at bestige Thorung Peak i forbindelse med næste års Annapurna-rundtur, hvilket vist er lettere sagt end gjort. Men tanken tiltaler mig unægteligt.

Om lidt kommer frokosten, og bagefter skal vi lige ha' et par ture mere. Claus rejser i morgen tidlig, så i aften skal vi ha' pakket og ud og spise en ordentlig afskedsmiddag.

 

7/6 kl. 10.00

Søndag formiddag i La Paz. Claus er lige taget afsted til lufthavnen og jeg følger trop i eftermiddag, hvor jeg flyver til Santa Cruz, 500 kilometer østpå.

Efter afskeden med Claus besluttede jeg mig til at stige op på Altiplanoen over La Paz, nu blot fra sydsiden, altså modsat hvad vi gjorde for et par dage siden.

Først op gennem markedskvarteret, der strækker sig over et kæmpeområde. Nogle gader med frugt, nogle med grøntsager, andre med kød og atter andre med fisk, for slet ikke at tale om alle mulige husholdningsartikler. Utroligt farverigt og interessant. Midt i denne overdådighed af varer, der forekommer mig at stå i et voldsomt misforhold til folks købelyst (eller -evne), sidder farvestrålende indianerkvinder og udstråler en kolossal ro og værdighed.

Oven for markedet begynder det at gå stejlt op, og gaderne forvandles til små stier og trapper, langs hvilke der løber åbne kloakker. Overalt er der beskidte unger og skabede køtere, men også en del pænt klædte mennesker - det er jo søndag. Man kan gå rundt her i timevis uden at møde en eneste turist, og folk stirrer, hilser og smiler. Sådan en gåtur er for mig ti gange mere spændende end turistudflugter og museumsbesøg.

Efter en times hård opstigning sidder jeg nu på en lille plads med en kæmpestor kristusstatue i midten. Stedet synes at have religiøs betydning, i hvert fald er her en del præster og pænt klædte mennesker. Ind i mellem kommer folk hen og præsenterer sig eller spørger, hvor i al verden jeg dog kommer fra. Den bolivianske venlighed er fuldt på højde med hvad jeg har oplevet i Ecuador og Venezuela, og jeg føler mig 100 procent tryg overalt, selv når jeg går alene rundt i de fattige kvarterer i La Paz.

En gruppe mennesker står og beder deres fadervor under ledelse af en af præsterne. Solen skinner (som den jo stort set har gjort det de sidste fire uger), folk er glade og venlige - ja, her er faktisk ganske dejligt, og jeg føler mig glad og vel tilmode.

Nede i 'hullet' ligger millionbyens mange små huse spredt ud for mine fødder, og ovre på den anden side kan jeg se de bakker, som vi var oppe på i forgårs. Længere ude kan jeg lige så tydeligt se Chacaltaya, og jeg kan endda se den bakke, vi stod på ski på. Skituren sluttede forresten af med et femstjernet styrt, hvorunder den ene ski flåede skindet af tre knoer (den gammeldags type ski, som bindes fast til benet, altså uden skibremser, så skien bliver ved med at hvirvle rundt i luften omkring en under sådan et styrt). Ikke nogen alvorlig kvæstelse (jeg begynder faktisk at nere et realistisk håb om at kunne hjembringe størstedelen af mit medicinarsenal i ubrugt tilstand), men nok til at min kampgejst blev svækket, så jeg besluttede at tilbringe de sidste timer på en bænk i solen.

Forbløffende forresten, at man kan sidde i 5300 meters højde omgivet af sne og blotte sit maveskind. Nå, det kommer jo nok også an på, hvor i verden man kommer fra. En israeler - iført sweater, skijakke, hue og halstørklæde - kom bekymret hen og spurgte om jeg havde fået solstik.

Efter et overdådigt aftensmåltid på hotellet (foruden en masse andre kvaliteter har hotel Rosario også en fremragende restaurant) gik vi på Bolivias mest berømte Pena 'Naira'. Her var der optræden af en sand overdådighed af dygtige kunstnere, der spillede og sang en masse traditionel sydamerikansk folkemusik, hvor den pragtfulde panfløjte naturligvis spiller en central rolle. Flot og medrivende, og klokken blev hen ad to, inden vi nåede hjem i seng.

Nu er jeg så alenerejsende igen efter et stykke tid i Claus' behagelige selskab.

De næste par uger vil jeg nok sætte farten lidt ned og fordøje nogle af de utroligt mange spændende oplevelser de sidste tre uger har budt på, mens jeg langsomt prøver at vænne mig til tanken om atter at skulle hjem til kontorarbejdet. Det bliver også helt trist at skulle tage afsked med La Paz. Det er virkelig en dejlig by, som jeg er kommet til at holde mindst lige så meget af som Cuzco og Quito. Og hotel Rosario, hvor vi har boet i fire døgn, må være et af Sydamerikas dejligste hoteller. Bortset fra store pæne værelser, varme brusebade med tryk på, pertentlig rengøring og hyggelig restaurant med god mad og klassisk musik, så er bygningen en oplevelse i sig selv. Vidunderligt restaureret med groft træværk og hvidkalkede mure, maleriske balkoner og en lille brolagt gårdhave.

 

Klokken 21.30

Er nået frem til Santa Cruz efter en af mit livs flotteste flyveture. Først ind langs La Paz og tæt forbi Mt. Illimani og en masse andre høje sneklædte bjerge. Midt i det hele sprang alle iltmaskerne frem. Det har jeg aldrig været udsat for før, og jeg blev ærligt talt en smule forskrækket. De sagde, at det bare var en prøve, men jeg tror nu nærmere det var et teknisk uheld, lige som det var da vi skulle starte fra Cochabamba med et nyt fly og blev en halv time forsinket på grund af en fejl ved døren - der måtte tilkaldes en 'tekniker' med en stor hammer!

Santa Cruz er en pæn by, der ligger helt nede i 400 meters højde, hvilket naturligvis giver et ganske andet klima end det vi er vant til fra altiplanoen. Det er også Bolivias rigeste by, og absolut utypisk for landet. Her er et hav af store nye biler og luksusbutikker med kunsthåndværk samt fine restauranter og isbarer. Og så er her en masse flotte damer, der går rundt på høje hæle og vrikker med deres velformede bagdele, der er emballerede i moderigtigt tøj. Til gengæld ser man ikke en eneste indianer, hvilket er bemærkelsesværdigt, da de udgør 70 procent af landets befolkning. Her er heller ikke noget marked, kun sterile stormagasiner og små smarte butikker. Og så er her dyrt, på visse områder næsten lige så dyrt som i Danmark.

Mt. Illimani

 

8/6 kl. 21.00

Har tilbragt en yderst afslappet dag i Santa Cruz. Først vågnede jeg klokken otte med hovedpine, tog et par piller og sov videre til klokken ti. I eftermiddags sov jeg igen et par timer. Jeg føler mig meget træt, mon man kan få 'lavdesyge' efter tre uger i højderne? Eller iltforgiftning?

I eftermiddags besluttede jeg at sende en pakke hjem. Det mest besværlige var - lige som sidste gang - at finde en papkasse, men det lykkedes da omsider. Da jeg endelig havde fået pakket og tilklistret forsendelsen, var posthusets pakkeafdeling lukket, surt! Ud over at sove og pakke har jeg ikke foretaget mig noget ophidsende. Slentret rundt, drukket et par øller (jeg er på langsom nedtrapning efter de sidste ugers overforbrug i Claus' selskab) og siddet i parken og beundret de forbipasserende damer. Santa Cruz er en køn by, men ikke specielt ophidsende, og næppe en omvej værd. Det var min oprindelige plan at tage herfra og østpå ind i Brasilien, men nu har jeg altså besluttet mig for en noget mere ambitiøs rejserute ned gennem Bolivia, ind over Argentinas nordøstlige hjørne, op gennem Paraguay og derfra til Rio i Brasilien.

 

9/6 kl. 13.00

Jeg har tilsyneladende taget fuldstændigt fejl med hensyn til Bolivia. Jeg troede her var fattigt, beskidt, uroligt, billigt og fyldt med militær. Men nej, nærmest tværtimod på alle punkter. Her er roligt og idyllisk, næsten ingen tiggere og ingen synlig fattigdom, tværtimod er folk pænt klædte og yderst venlige. De små skopudserbørn, hvis antal i øvrigt er aftaget betydeligt, minder narmest om velfriserede søndagsskoleelever, der er ude i erhvervspraktik. Husene her i Sucre er så blændende hvide og renskurede, at man må ha' solbrillerne frem for rigtigt at nyde dem. Militær er her ikke meget af, kun nogle enkelte betjente - bevæbnede med fløjter - til at regulere trafikken.

Jeg har lige spist frokost på en solbeskinnet balkon over for Sucres centrale Plaza, der er et orgie af grønne træer og palmer. Sucre ligger i 2700 meters højde, luften er klar og ren, himlen er dybblå og solen bager varmt. På flyveturen hertil passerede vi en masse skyer, men jeg bliver åbenbart ved med at være heldig, for her er ikke en eneste. Husene her er så smukke, at det næsten forekommer uvirkeligt - som i en farvestrålende turistbrouchure.

Eneste minus midt i al denne idyl er prisniveauet. Jeg må ud og finde et sted, hvor jeg kan veksle nogle penge - de får hurtigt ben at gå på her.

 

Klokken 22.00

Det viste sig at blive ret besværligt, da der ingen 'Casa de Cambios' ('vekselhuse') er her. Normalt skal man holde sig langt væk fra banker, da det er den sikreste måde at blive snydt på, men her måtte jeg krybe til korset og prøve et par banker, der på skift henviste til hinanden. Til sidst endte jeg i en lille radiobutik, der vekslede min check hurtigt og ukompliceret, og endda til en udmærket kurs.

Jeg tilbragte eftermiddagen med en lang vandretur uden for byen, hvor der var en flot udsigt samt nogle gode steder at ligge og nyde solen i korte bukser og bar mave. Forbipasserende indianere glor lidt ved synet, men går hurtigt videre - det tilsvarende syn i Indien ville snart have afstedkommet en kæmpestor flok mennesker omkring mig.

Jeg har købt en busbillet til Potosi med afgang i morgen tidlig klokken 7.00. Potosi ligger i næsten 4000 meters højde (verdens højst beliggende større by) og kommer til at markere afslutningen på mit lange ophold i Andesbjergene, idet jeg bagefter sætter kursen mod Argentina.

 

10/6 kl. 13.30

Er ankommet til Potosi efter en ganske flot - men umådeligt støvet - tur, 165 kilometer ad små snoede grusveje. Det meste af vejen kørte vi højt oppe på altiplanoen, og der var masser af store lamaflokke og farverige indianere - men det bliver jo efterhånden ganske dagligdags, ligesom elefanter og buddhistmunke gør det, når man rejser i Asien.

Det krævede en del forespørgsler rundt omkring at finde et pensionat med varmt bad - ret påkrævet efter den støvede tur. Her er klart og køligt og solen skinner stadig fra en skyfri himmel. Potosi er ikke så smuk som Sucre, men der er dog en del seværdige huse og kirker.

 

11/6 kl. 13.30

Eftermiddagen i går tilbragte jeg blandt andet med en flere timer lang rundtur i 'Casa de Moneda', en kæmpebygning, der tidligere blev brugt til møntfremstilling, men nu er indrettet til museum. Det mest interessante var nogle kæmpestore hestetrukne møntmaskiner, der har varet i brug indtil for 30-40 år siden. Undervejs mødte jeg to schweiziske piger samt en australsk forretningsmand, der havde overladt forretningen til en veninde og nu rejser verden rundt for at bruge overskuddet. Han fortalte, at han var blevet frarøvet alt fire gange i Brasilien - tre gange med revolvere og en gang med knive (i det mindste rart med lidt afveksling). Godt jeg ikke har meget tilbage at røve, når jeg kommer på de kanter!

Efter at have drukket noget kaffe og nogle øller sammen med dem, var klokken blevet syv, og vi besluttede at gå ud og spise sammen senere på aftenen. I mellemtiden var jeg blevet gennemkold - Potosi må vare en af Sydamerikas koldeste byer, og her er konstant is på alle vandpytter.

Altså hjem til hotellet og få et varmt bad. Desværre var der ikke meget tryk på bruseren, men jeg fik da varmen, specielt da jeg tog fat i et vandrør og fik sendt 220 volt gennem kroppen - der er nu ikke noget der varmer som et kraftigt elektrisk stød gennem en drivvåd krop!

Derefter tog jeg alt det tøj på, jeg har tilbage (ikke særligt meget - det var måske nok lige et par dage for tidligt at jeg fik sendt termojakken hjem) og gik ud og nød en hyggelig middag med mine nye venner. Det er en af fordelene ved at rejse alene - man møder ustandseligt nye mennesker.

I dag har jeg så været på besøg i minerne, en af de mest spændende oplevelser jeg længe har haft (bortset fra skiløb, rafting, trekking osv.). Sammen med en nordmand og to hollændere hyrede jeg en 'mineguide', som tog os med ud og se en af de miner, som der er i hundredevis af i bjerget oven for Potosi.

Først med bybus og så på ladet af en lastvogn, sammen med mindst 50 minearbejdere, der skreg af grin hver gang vi i en skarp kurve var ved at blive mast ud over kanten af ladet - meget morsomt! På vejen op så vi små boder, hvor de sælger nogle af de mest nødvendige rekvisitter til minedriften: dynamit til sprængninger, calciumcarbid til lygterne samt kokablade og bananaske, som er af vital betydning for minearbejdernes evne til at udholde det hårde arbejde.

Ved indgangen til minen sad 20-30 arbejdere og forberedte sig, hvilket bestod i to timers intens tygning af kokablade, som har den virkning, at de ikke bliver trætte og sultne og får mere energi til at klare strabadserne nede i minen.

'Skik følge eller land fly', så vi købte en stor pose kokablade og satte os til at gumle løs, hvilket de lo meget af. Bortset fra en underlig prikken i tungen og en svag opstemthed - som lige så godt kunne skyldes hele situationen - mærkede jeg intet specielt, og min appetit var det i hvert fald ikke i stand til at ødelægge. Men så har jeg da også prøvet det. Nordmanden - Morten - fortalte i øvrigt, at de havde haft stor fornøjelse af kokabladene på Inkatrailet, men det klarede vi jo i stiv arm uden den slags snyd.

Efter disse indledende forberedelser blev vi hver bevæbnet med en lygte - fiks indretning i øvrigt. Nederst en beholder med et kvart kilo calciumcarbonat og ovenpå et kammer med vand, der - ved hjælp af en lille pumpe - kan bringes til at dryppe ned over stenene, hvorved der udvikles acetylen (brændbar luftart). Dette ledes gennem et lille hul midt i en parabol - og man har en udmærket lygte, der kan brænde i 8-10 timer.

Efter fem minutters forløb var den ene hollænder ved at få et anfald af klaustrofobi og måtte gå tilbage. Vi andre fortsatte ad en stadigt snævrere og stejlere tunnel, ialt 90 meter ned. Det meste af turen foregik enten foroverbøjet eller gående på hug, temmeligt anstrengende. Nogen steder kunne jeg kun lige presse mig igennem, men jeg er nu også en hel del større end en gennemsnits-minearbejder.

Det dramatiske klimaks kom, da vi stod overfor et halvanden meter bredt og to meter dybt hul. 'Bare spring' sagde guiden nok så frejdigt, og efter en dyb indånding fulgte jeg hans opfordring. Først derefter begyndte jeg at spekulere på, hvordan pokker jeg skulle komme op igen. Nå, men videre gik det, ned-ned-ned, indtil vi pludseligt stod overfor en af minearbejderne, der stod og bankede som en gal for at få lavet et passende hul til sin dynamitstang.

En typisk arbejdsdag i minen ser således ud: Først et par timers forberedelse med kokatygning og så tre timers hårdt arbejde med at banke et passende stort hul. Derefter 'bang!!!' En times pause (som tilbringes nede i minen med kokatygning) efterfulgt af tre timers hårdt slid med at bare de mange kilo mineraler op. Det drejer sig først og fremmest om tin, men efter de sidste års drastisk faldende tinpriser også om sølv, kobber og andet.

Utroligt spændende - men også lidt uhyggeligt - at opleve dette på nært hold. Og følelsen af uhygge må brede sig, når jeg fortæller, at de ofte starter i 15-20 års alderen, hvorefter de arbejder i cirka 15 år. Herefter er de fleste slidt op, og de dør sædvanligvis i en ung alder, ofte af lungesygdomme. Indtjeningen ligger på 3-500 kroner om måneden, og når de ikke kan mere - eller bliver dræbt ved en sammenstyrtning - modtager familien fremdeles 150 kroner om måneden! Trods disse fuldstændigt umenneskelige arbejdsforhold er de tilsyneladende i stand til at bevare humør og livsglæde - værd at tænke på næste gang man føler trang til at brokke sig over sine arbejdsforhold!

Og hvordan kommer man så op igen - specielt de 2-3 meter gennem hullet? Der er ikke andet at gøre end at stemme ryggen mod den ene side og benene mod den anden og så langsomt vrikke sig op - ret så anstrengende proces!

Da vi endeligt nåede op til åbningen igen, rystede jeg over hele kroppen og var gennemblødt af sved og støv. Men unægteligt en oplevelse rigere. Som der stod i min rejsehåndbog: 'Den statslige mine kan besøges dagligt - privat arrangerede ture er besværlige og sikkerheden tvivlsom'. Mon ikke!

Jeg har lige været nede og købe en busbillet til grænsen med afgang klokken 18.00 og spist en frokost - ret tiltrængt, da jeg ikke nåede at få morgenmad inden mineturen. Nu vil jeg gå hjem og ta' mig et varmt bad (overordentligt tiltrængt) og vaske alt mit tøj. Så må jeg jo gå rundt i badebukser mens det tørrer, men det går heldigvis stærkt her. Bagefter vil jeg gå ud og få mig endnu en frokost (den første var i stedet for morgenmad - måske jeg skulle ha' tygget nogle flere kokablade). Nå, jeg er jo nødt til at have noget at stå imod med på den tolv timer lange busrejse.

Nedgang til sølvminer

 

Klokken 15.00

Har lige indtaget frokost nummer to på den restaurant, der ifølge min håndbog skulle være Sydamerikas bedste. Jeg fortalte det til tjeneren, der hævdede, at det vidste han skam udmærket godt i forvejen. Nå, men jeg har nu heller ingen indvendinger efter at have konsumeret en kæmpestor og supermør chateaubriand til 25 kroner. Herefter vil jeg gå ud og prøve at finde et eller andet fornuftigt at købe, da jeg tilsyneladende har fået vekslet lidt for mange 'bolivianos'. Om ikke andet kan jeg jo altid fylde rygsækken op med chokolade, appelsiner og toiletpapir, ting man altid får brug for undervejs.

 

12/6 kl. 10.30

Så nåede jeg til Argentina, efter en noget hård 12 timers bustur i nat. Jeg fik desværre en plads nede i bageste hjørne, på et sæde der ikke kunne vippes, så det var bare at sidde ret op i tolv timer - gid jeg havde haft Claus' sovehjerte. Hver tredje time holdt vi en halv times pause ved en lille restaurant. Ikke længe i betragtning af at det tog ti minutter at kæmpe sig vej frem gennem bussen - midtergangen var totalt proppet med siddende, liggende og stående ekstrapassagerer.

Hele strækningen var grusvej (endda dårlig), og når man så tilmed sidder nede bagi får man nogle gevaldige flyveture, hver gang bussen ramler ned i et hul. Ved firetiden opdagede jeg, at der var is på indersiden af vinduet, det blev en noget kølig omgang det sidste par timer.

Efter at have kørt som en gal lykkedes det chaufføren at nå frem klokken 6.30 - genialt, da grænsen først åbnede 7.30. Det blev den koldeste time jeg længe har oplevet, og der gik næsten to timer, før mine fingre genvandt deres normale farve.

Lige nu sidder jeg og tør op over morgenmaden, der består af en forbavsende god kaffe og en sandwich med ost og skinke. En stor og solid frisk flute og en ordentlig humpel ost, kæmpefremskridt! Vi skal videre sydpå om en halv time, jeg har slået følge med nordmanden fra mineturen i går (Morten, medicinstuderende, flink fyr).

 

Klokken 21.00

'Bøvs, pust, gisp, støn'! Jeg havde ikke troet jeg skulle slå flere rekorder på denne tur, men det netop indtagede aftenmåltid overgår alle tidligere oplevelser hvad angår forholdet mellem pris og kvalitet. Spændende hors d'hoeuvre, stor mør bøf med stegte ferskner, små kartoffelkroketter med flødesauce, en halv flaske excellent rødvin og en kæmpestor bananasplit til dessert. Udbredt dansk-norsk enighed om, at de halvtreds kroner var givet godt ud. Ydermere var der perfekt service samt vinduesplads med udsigt til gågaden, hvor nydelige brunetter defilerer forbi i stort tal. Dette er som at komme til en helt anden verden, ja faktisk nogenlunde som den jeg forlod for et par måneder siden, når man lige ser bort fra prisniveauet.

Også busturen fra grænsen og her til Jujuy var i særklasse. I løbet af fem timer fik vi serveret kager, slik og sodavand fire gange, der flød ingen indianere rundt i midtergangen og bussen havde komfortable flysæder. Sikkert lidt kedeligt i længden, men ganske dejligt til en afveksling.

Busturen bragte os - gennem nogle spændende bjerglandskaber - ned fra altiplanoens isnende højder til 1500 meter (vi passerede forresten den sydlige vendekreds), og her i Jujuy vokser der appelsintræer langs vejene. Til gengæld er der hverken indianere, markeder eller lamaer - man kan ikke få både i pose og sæk.

Som prikken over i'et er folk utroligt flinke og hjælpsomme. De eneste minusser jeg lige kan komme på er, at de her taler endnu dårligere spansk, samt at solen er forsvundet. Vejret er helt hjemligt - overskyet, småblæsende og køligt.

 

14/6 kl. 17.00

Hvor dramatisk det dog udvikler sig - hele to gange i dag har jeg troet at min sidste time var nær! Først i trafikken og senere på en af de for mig værst tænkelige måder - sultedøden! Men lad os vende tilbage til det senere, for i mellemtiden er jeg jo kommet et par dage bagefter med skriverierne.

Tidligt om morgenen i forgårs tog jeg afsked med Morten, der skulle videre til Chile. Trist nok, han var ellers en fin rejsefælle. Min bus gik først klokken halv tre, så jeg sov et par timer mere, spiste morgenmad på hotellet og begav mig ud på en vandretur i byen. Efter et par timers forløb syntes jeg, at jeg havde gjort mig fortjent til en formiddagsbajer, og dennes størrelse markerede endnu en rekord: 0.98 liter! Det var brændstof nok til endnu et par timers vandring, hvorefter jeg kastede mig over frokosten, der naturligvis bestod af en stor bøf og en flaske rødvin. Så følte jeg mig også rimeligt rustet til nitten timers bustur.

Buskørsel i Argentina er ren luksus i forhold til hvad de andre lande byder på. Store moderne velaffjedrede busser med benplads, aircondition og vippestole. Nummererede pladser og ikke flere passagerer end der er siddepladser til. Behersket kørsel på asfalterede veje og to chauffører, der kører og hviler på skift. Faktisk mindst lige så god service som den man får på Greyhound-busserne i USA, og det voldte mig da heller ikke de helt store problemer at få sovet nogle timer, mens vi duvede gennem natten. Retning øst-sydøst, væk fra Andesbjergene og over mod Paraguayflodens delta med sumpe, palmer og masser af flotte fugle.

Klokken halv ni i morges nåede vi frem til Resistencia, der i øvrigt blev det sydligste punkt på denne tur. 27.5 grader syd for ækvator eller på højde med Sydafrika eller det nordlige New Zealand, og omtrent fire tusinde kilometer sydligere end mit udgangspunkt i Caracas.

Jeg havde egentligt tænkt mig at tilbringe et døgn i Resistencia, men da jeg så byen vakte tanken en vis modstand. Med - endnu - en dårlig vits kunne jeg have fulgt strømmen til nabobyen Corrientes, men jeg valgte i stedet straks at drage videre til Paraguay. Bynavnene er ret mærkelige på disse kanter - i Paraguay kunne jeg vælge mellem Asuncion, Concepcion og Encarnacion. Jeg valgte hovedstaden Asuncion, i håb om at finde en 'pension' med en god 'reception' - nej, nu skal jeg nok holde op med det pjat.

Yderligere fem timers kørsel bragte mig frem til grænsen, hvor en inkvisitorisk grænsevagt gennembladrede mit pas, hvorefter han spurgte, om ikke jeg havde et visum. 'No' sagde jeg (på fejlfrit spansk), 'men jeg kunne da vældigt godt tanke mig at få et, da det var min hensigt at tilbringe nogle dage i Paraguay'. Men det kunne bestemt ikke lade sig gøre, jeg måtte tilbage til Corrientes og henvende mig til det stedlige konsulat! Det løb mig koldt ned ad ryggen, for dels var det søndag og dels havde jeg ikke flere argentinske penge.

Forsigtigt spurgte jeg så, om ikke der eventuelt var mulighed for at betale sig fra den sag, hvilket straks fik ham til at klare op. 'Jo da', ti dollars ville nok hjælpe betydeligt på det. Nu følte jeg mig straks på mere sikker grund, og begyndte at jamre over prisen, hvorefter den ret hurtigt røg ned på fem dollars. Dem betalte jeg så, og fik til gengæld en skriftlig tilladelse til at opholde mig i præsident Stroessners diktaturstat i 90 dage, hvilket er over fyrre gange så lang tid som jeg får brug for.

Endnu en gang priser jeg mig lykkelig over at kunne noget spansk. Selv om det stadig er ret håbløst at forstå, hvad de siger, så kan jeg vanskeligt forestille mig, hvordan jeg ellers ville have klaret denne situation (og engelsktalende sydamerikanere forekommer med en hyppighed nogenlunde svarende til whiskysælgende købmænd i Sverige).

Udenfor ventede de sædvanlige 'vekselhajer' med de sædvanlige gode argumenter. 'Alle banker er lukkede om søndagen, og hvordan skulle jeg ellers klare mig til i morgen'? Man er jo pokkers på den i den situation, hvor man ikke kender vekselkursen, og den i håndbogen anførte, der snart er et år gammel, kan man naturligvis ikke regne med mere. Og så er der 'taxihajerne', der tilbyder at køre en ind til Asuncion for fem dollars. Igen brokker man sig - halvt i blinde - for hvem ved om det er rimeligt eller helt vildt. Men det var vist ganske rimeligt, da der viste sig at vare næsten 50 kilometer.

Og det blev så til endnu en rekord, nemlig en køretur med den mest ramponerede bil jeg nogensinde har kørt i. Dørene var ved at falde af, og lydpotte var der ikke noget af. Fjedre, bremser og styretøj havde der sikkert været en gang, men det var i hvert fald meget længe siden. Motoren virkede dog godt nok, og snart skrumplede vi lystigt ind mod byen, indtil der pludseligt lød et infernalsk brag og kølerhjelmen sprang op og baldrede ind i forruden (der underligt nok ikke gik i stykker). Jeg lukkede øjnene og prøvede at tænke på noget andet, mens vognen vildt slingrende blev bragt til standsning. Efter at have bundet den ødelagte motorhjalm fast til kofangeren, gav han den en ekstra gang gas resten af vejen, og jeg følte mig umådeligt lettet, da vi endeligt nåede frem til Asuncion.

Ret hurtigt fandt jeg et rimeligt hotel, drevet af en koreansk familie (der er 10.000 koreanere i Asuncion, der i alt kun har 600.000 indbyggere), og efter et tiltrængt bad begav jeg mig ud i byen for at finde en restaurant - det gik pludseligt op for mig, at jeg de sidste 28 timer kun havde fået et par sandwich'er og lidt chokolade.

Men ak! Asuncion er hverken København, Paris eller London, hvad angår natteliv på en søndag aften, ikke en eneste restaurant var åben i hele byen! Så da jeg efter et par timers resultatløs vandren op og ned ad de mennsketomme gader endelig fandt en åben købmandsbutik, købte jeg ind der, for ikke at risikere at dø af sult i nattens løb. Så de sidste par timer har jeg siddet i min seng og skrevet, mens jeg har spist brød med argentinsk ost og drukket chilensk rødvin til. I grunden slet ikke så dårligt, bortset fra krummerne i sengen samt den manglende 'cafe con leche' til at afslutte måltidet med.

3-4 små koreanske unger løber rundt og leger uden for min dør. Jeg vil dog næppe få de helt store problemer med at falde i søvn efter det sidste døgns busrejser. Jeg er ret spændt på hvordan denne by ta'r sig ud, når det ikke længere er weekend.

Rio Paraguay

 

15/6 kl. 12.30

Sidder og indtager min frokost på 'Restaurant Germania'. Typisk navn her i Asuncion, hvor der - ud over koreanere - er en utroligt masse tyskere. Gad vide om det har noget at gøre med den 'stærke mand', der egenhændigt styrer landet?

Her er noget mere liv i gaderne nu end der var i går, men af en hovedstad at være er Asuncion en lille rolig by. Her er ganske pænt, med parker og gamle huse, med promenader langs floden og små gamle sporvogne.

Jeg har bestilt en 24 timers sejltur op ad Paraguayfloden med afgang i morgen tidlig. Forhåbentligt bliver det godt vejr. Nu er det i hvert fald foreløbigt blevet solskin fra en skyfri himmel, men her er ikke specielt varmt, nærmest som en god forårsdag derhjemme. De lokale går rundt og pakker sig ind i store frakker, og siger, at det er usædvanligt koldt - de skulle prøve at opleve en dansk vinterdag!

 

16/6 kl. 13.30

Er på vej op ad Paraguayfloden med det gode skib 'President Alfredo Stroessner'. Lige nu sidder jeg og nyder restaurantens frokost, mens jeg ser de grønne kyster glide forbi. Jeg spiser grøn salat som hors d'oeuvre - jeg er vist ved at blive lidt overmodig efter fem uger med perfekt fungerende mave.

Vejret er fint nok, selvom vinden er ret kølig. Sceneriet er også ganske flot, men tåler dog ikke sammenligning med, hvad vi oplevede på den sidste jungletur, blandt andet fordi det hele er lidt for langt væk - floden er nogle steder op mod en kilometer bred.

Der er vel et par hundrede passagerer på båden, men jeg tror næsten jeg er den eneste turist. Vi er også kun en halv snes stykker, der benytter restauranten, som er alt for dyr for 'almindelige mennesker'. En fire retters frokost og en stor øl koster 30 kroner, hvilket er halvdelen af billettens pris.

I morges - lige før bådens afgang - havde jeg den store ære at se 'el presidente' i egen høje person. Han kom ned til kajen i en stor sort limousine, tilsyneladende for at veksle et par ord med kaptajnen. Hans vogn var flankeret af tre jeeps spækket med små karseklippede spejderdrenge med store væmmelige maskinpistoler strittende ud til alle sider. Jeg føler mig ikke helt tryg ved den slags, gad vide hvordan de ville reagere i en krisesituation - jeg kunne frygte det værste!

I går aftes var jeg i biografen og se en barsk og spændende film - 'Invasion USA' - og bagefter fik jeg en fortrinlig middag. Pris- og kvalitetsniveau i Paraguay er absolut på højde med de omliggende landes.

Ude på den centrale plaza kan man stå og se op på nogle store blinkende neonbogstaver: 'Paz, trabajo y bienestar con Stroessner' ('fred, arbejde og velstand med Stroessner')!

Jeg havde en underlig drøm i nat. Jeg kørte bus, og pludseligt var der en kæmpestor flot kondor, der svævede rundt lige uden for mit vindue. Da jeg endelig fik kameraet frem, ville det ikke virke. Jeg ved ikke, hvad det skulle symbolisere, men jeg må i hvert fald nok se i øjnene, at jeg næppe når at se en kondor på denne tur. Det er da også pokkers, som jeg har været forfulgt af uheld!

 

17/6 kl. 11.30

I løbet af eftermiddagen i går blev jeg mere og mere frustreret fordi jeg absolut ikke forstod et kvæk af, hvad de fleste mennesker på båden sagde. Senere faldt jeg i snak med en fyr, der fortalte mig, at de talte 'Guarani', et helt specielt sprog, der ikke har spor med spansk at gøre. Pyha, jeg var ellers ved at overveje at skrive et klagebrev til Studieskolen.

I går var der det ganske tynde skydække, der ofte giver en flot solnedgang, og sandelig, jeg blev ikke skuffet. Den stod mål med de bedste fra Galapagos, Inkatrailet og Titicacasøen, og så havde den yderligere den fordel - på grund af den større afstand fra ækvator - at den strakte sig over mere end en time. Morgensceneriet var også flot, de første solstråler fik tætte skyer af tåge til at stige op fra floden og give palmekysterne et sælsomt eventyragtigt sker.

Klokken ni ankom vi til Concepcion, hvor jeg havde tænkt mig at spise morgenmad og så straks tage en bus tilbage til Asuncion (hvor jeg havde tænkt mig at spise frokost og så tage en bus videre til grænsen, så jeg kunne bruge hele dagen i morgen ved Iguacu-vandfaldene). Sådan skulle det imidlertid ikke være, idet der viste sig ikke at være nogen bus før klokken seks i aften, altså med ankomst til Asuncion en gang henad midnat. Nu er Concepcion jo ikke ligefrem verdens navle, den består af en lang hovedgade, hvorfra en halv snes støvede sidegader fører ud på landet (et par hundrede meter). Det er en af den slags byer, hvor man hele tiden venter at se en cowboy komme flyvende ud gennem en salondør med hovedet forrest!

Hvad pokker ta'r man sig til sådan et sted i ni timer med fuld oppakning, når man så yderligere kun har for 100 kroner lokal valuta tilbage? Herefter indtraf tre heldige episoder. Først fandt jeg en bank, der ville veksle nogle dollars. Dernæst fandt jeg et hotel, hvor jeg fik et stort pænt værelse med eget bad for tyve kroner. Og endelig fandt jeg et TAN-kontor (det militære luftfartselskab), der tilbød at flyve mig til Asuncion i morgen tidlig med en lille militærmaskine formedelst en hundredekroneseddel.

Disse tre ting i forening fik mig til at beslutte at blive her natten over, og lige nu sidder jeg på hotellets græsplæne og nyder solen samt en kølig pilsner. Det er vist ikke hver dag de får besøg af en turist her, de slæber borde og stole frem til mig og behandler mig i det hele taget som en sjælden hædersgæst.

 

18/6 kl. 11.00

I går var jeg lige ved at gentage fadæsen fra Caracas, nemlig at sove fra aftensmaden. Jeg ville ta' mig en lille eftermiddagslur, men vågnede først ved titiden! Heldigvis var den lokale restaurant stadig åben. De flinke mennesker på hotellet havde lovet at vække mig klokken 6.30 i morges, men det gjorde de naturligvis ikke. Heldigvis har jeg efterhånden udviklet en utrolig evne til at aktivere mit indre vækkeur, så jeg er endnu hverken sovet fra tog-, bus- eller flyafgange, trods talrige hotellers uindfriede løfter om vækning.

Planmæssig afgang fra 'lufthavnen' (et skur og en græsmark) i Concepcion, og ankomst 40 minutter senere til Asuncions internationale lufthavn (som naturligvis hedder 'Aeropuerto Presidente Stroessner'). Jeg tog en taxa til busterminalen, der ligger et godt stykke uden for byen, og her udspandt der sig en samtale, hvis indhold jeg efterhånden har været igennem et utal af gange.

Først vil de gerne vide, hvor jeg kommer fra. Denne oplysning afføder som oftest en større ordstrøm, hvori genkendes ordene 'fodbold' og 'Mexico'. Jeg plejer at nikke bekræftende, for det er ikke mit indtryk, at det ligefrem er noget nedsættende de siger om os i den forbindelse.

Det næste emne (der i øvrigt ofte er det første) er penge, og det typiske startspørgsmål lyder: 'Hvad koster en flybillet fra Europa til Sydamerika'? Jeg plejer at sige 1000 dollars, hvilket godt nok er i underkanten, men det er i hvert fald rigeligt til at få dem til at spærre øjnene op. Det næste spørgsmål går som regel på, hvad jeg tjener (siden jeg åbenbart har haft råd til at købe sådan en billet), men denne gang var det i stedet: 'Hvad tjener en taxachauffør i Danmark'? Svaret får under alle omstændigheder dollartegnene tydeligt frem i deres øjne, og på det tidspunkt er det så jeg plejer at fortælle dem om skatteprocenter på 50-70 og om prisen på mælk, øl, benzin, bus,taxa, bolig, tøj og hotelværelser, hvilket plejer at bringe dem lidt ned på jorden igen.

Nu sidder jeg på busterminalen og venter på at klokken skal blive tolv, så jeg kan komme med bussen over til grænsen. Forresten, mon nogen kan gætte, hvad grænsebyen hedder? Naturligvis, 'Puerto Stroessner'!

 

Klokken 21.00

Så nåede jeg frem til Brasilien, det ottende og sidste land på denne rundrejse. Eftermiddagens bustur var yderst behagelig og gik gennem et kønt landskab, med store græsarealer og kæmpemæssige kvægflokke vekslende med små hyggelige appelsinplantager.

Puerto Stroessner er toldfrit område, så jeg omsætte mine sidste 70 Guarani's (cirka tres kroner) til en flaske Glenfiddich, hvorefter jeg spadserede over 'venskabsbroen', hvor de to lande har deres grænsekontorer liggende i hver sin ende. Der er en umådelig trafik over den bro, Puerto Stroessner er for brasilianerne, hvad Flensborg er for sønderjyderne.

Det første jeg gjorde - efter at have fundet et hotelværelse - var at undersøge mulighederne for at komme videre, og inden længe havde jeg bestilt en flybillet til Rio med afgang i overmorgen middag. Det giver mig halvanden dag her, hvilket skulle være nok til både vandfald og dæmning - og så sparer det mig for over 24 timers bustur, jeg synes jeg er ved at have fået nok af busser lige foreløbig.

Jeg har også lige indtaget et ganske fortræffeligt aftenmåltid, men det orker I vel ikke at læse en nærmere beskrivelse af?

 

19/6 kl. 13.30

Nyt land, nyt sprog, nyt pengesystem, ny tid. Det sidste havde jeg helt glemt at kontrollere, så da jeg i morges gik op for at tage otte-bussen til vandfaldene, fik jeg at vide, at den var gået for over en time siden! Pinligt at det skulle ske for en erfaren 'grænsekrydser'. Så jeg bookede mig i stedet ind på en 'færdigpakket' turisttur, hvilket såmænd heller ikke er så dårligt, når lige bortses fra nogle af de utålelige typer, der som regel er med på den slags ture.

Iguacu-vandfaldene regnes blandt verdens flotteste, på linie med Niagara og Victoria, og en fyr jeg talte med, der havde set dem alle tre, mente at dette langt overgik de to andre - for en gangs skyld er jeg ude af stand til at drage sammenligninger. I hvert fald var det en fantastisk oplevelse, og tidspunktet er ideelt, idet der er mest muligt tryk på netop nu. Tordnende vandmasser i en halv snes store og hundredevis af mindre vandfald omgivet af frodige grønne skove, og midt i det hele ser man de flotteste regnbuer - men ak hvor jeg dog savnede min vidvinkel! Jeg modstod med nød og næppe fristelsen til at ta' en otte minutters helikoptertur til 175 kroner - jeg er allerede så småt ved at fortryde det.

På vejen tilbage blev vi læsset af ved et kæmpemæssigt turistshoppingcenter, typisk for den slags ture. Sjældent har jeg set så meget afskyeligt juks samlet på et sted. Som et formildende element var der uddeling af smagsprøver på noget aldeles himmelsk chokoladekonfekt. Jeg købte ikke noget (selv om jeg havde stor lyst til det), jeg har i forvejen taget adskillige kilo på. Her tilbage i Foz sidder jeg og nyder solen på en fortovsrestaurant. Det er jo godt nok vinter nu, men på den måde kunne det godt være vinter i Danmark hele året!

Jeg har lige spist turens største bananasplit ('åh nej, ikke flere rekorder'!). Tjeneren gloede fåret, da jeg tog kameraet frem for at fotografere den.

Rent sprogligt går det bedre end jeg havde forventet. De fleste forstår mit spanske og kan selv lidt. Og det morsomme er, at de er meget lettere at forstå end de, der har spansk som modersmål, fordi de naturligvis taler langsomt, da det jo også for dem er et fremmedsprog.

Pengesystemet er ret kaotisk. Ligesom i flere af de andre lande jeg har besøgt har der været (og er stadig) en voldsom inflation, hvilket har ført til pengesedler med op til fem nuller (dog altså ikke så slemt som i Bolivia, hvor der kunne være helt op til otte nuller). Ligesom i Peru og Bolivia har man måttet indføre en ny enhed, nemlig en 'cruzado', der inddeles i 1000 'cruzeiros' (cirka 15 øre). En cruzeiro består igen af 100 centavos, men dem er man for langst holdt op med at tænke på - forståeligt nok, da værdien af en centavo er cirka 1/6000 øre! Ligesom i Bolivia er der både nye og gamle sedler i omløb, så det gælder om at se sig ganske godt for når man handler.

Prisniveauet er vel nogenlunde som i de andre lande, måske en anelse højere, men det siges at være mere end fordoblet på få måneder.

Om en times tid skal jeg på endnu en tur, nemlig ud til Itaipu-dæmningen, hvor man snart er færdig med at opføre verdens største vandkraftværk.

 

Vandfaldene ved Iguaçu

 

Klokken 19.00

Det var virkeligt en stor oplevelse, dels at se en film om dette kraftværks bygning og dels at se det i virkeligheden. Størrelsen er svimlende - jeg nævner lige nogle tal: til husning af de 40.000 mennesker, der har været beskæftiget med bygningen, måtte man opføre seks landsbyer med 9.600 beboelseshuse samt skoler, hospitaler, butikker, vejanlæg osv. Kraftværket får 18 turbiner, der i alt kommer til at yde 12.6 millioner kW. Indtil nu er kun de syv af dem i funktion, men der startes en ny hver fjerde måned. Dæmningen er otte kilometer lang, og der er brugt tretten millioner kubikmeter beton - nok til bygning af en motorvej fra Lissabon til Moskva!

 

20/6 kl. 14.00

Sidder i Sao Paulo's lufthavn og venter på at blive kaldt til min 16. og sidste flyvetur på det sydamerikanske kontinent - destination Rio de Janeiro.

Flyveturen fra Foz de Iguacu og hertil var flot. Først fløj vi lavt ind over vandfaldene, så fik jeg da lidt erstatning for den sparede helikoptertur. Og her ved landingen kunne jeg se ind over hele Sao Paulo, som er en ret imponerende by. Med sine 14 millioner indbyggere (næsten lige så mange som i hele Skandinavien!) er den Sydamerikas største by, og overgås vel i det hele taget kun af Mexico City. Skyskrabere så langt øjet rækker, indhyllet i en tyk gulbrun tåge af luftforurening, puha! Så er Rio noget mindre, selv om den med sine syv millioner indbyggere bliver den største by jeg kommer til at besøge.

 

Klokken 18.30

En begyndende Rio-paranoia (for hvor har jeg dog hørt mange rygter om den by!) er kvalt i optakten.

Ankomsten til Rios lufthavn - den største og mest moderne jeg nogensinde har op- levet - samt efterfølgende bustransport ind til byen gik let og smertefrit. Ganske vist nåede jeg ikke at stå af der, hvor jeg havde planlagt, men planer er jo til for at ændres, så jeg fandt hurtigt et andet hotel i stedet, beliggende på grænsen mellem bydelene Catete og Flamingo - syd for centrum men nord for de berømte strande Copacabana og Ipanema.

Et kort øjeblik meldte den tanke sig, at jeg måske burde holde mig inden døre efter mørkets frembrud, men fem minutters ophold på mit lille hotelværelse overbeviste mig om det helt urimelige i den ide. Altså efterlod jeg alle værdier på hotellet og begav mig ud i byen, kun medbringende et mindre beløb i kontanter (fordelt fire forskellige steder på kroppen), et bykort, en kuglepen, lidt skrivepapir og en kvart rulle lokumspapir. Og nu sidder jeg så på en lille fortovsrestaurant og afprøver den lokale øl - den forekommer mig umiddelbart at være lidt tynd.

Jeg holdt af byen med det samme, og selvom jeg til stadighed holder skarpt udkig efter skumle personager, så drukner de ganske i alle de andre indtryk, for her er virkelig fest, musik og farver overalt.

Byen er kæmpestor og fyldt med enorme højhuse, men alligevel virker den luftig, blandt andet på grund af de brede avenuer og de mange små pladser og parker. Den får mig hele tiden til at tænke på San Francisco med sin beliggenhed ved bugten, de mange bakker midt i byen, højhusene og hele den dejlige stemning. De følgende dage skal det vise sig, om den vil komme til at fortrænge San Francisco som den smukkeste by jeg har oplevet.

Når jeg siger at her er stemning, så er det sjovt samtidigt at tænke på andre stemningsfulde steder jeg har været de sidste par måneder, specielt ovre i Andeslandene. Der er en verden til forskel mellem de små rolige byer oppe i bjergene, med indianere i gaderne og små maleriske huse i kolonistil, og så denne metropol, der er komplet umulig at beskrive etnisk, kulturelt eller arkitektonisk, hvor alle mulige ingredienser blandes sammen som i en kæmpemæssig smeltedigel.

 

21/6 kl. 14.30

Sikke en masse man kan nå at opleve på en halv dag her i Rio!

Først morgenmad på hotellet - i sig selv ikke nogen nævneværdig oplevelse, men tænk, den er inkluderet i de 40 kroner jeg gi'r for et værelse med eget bad!

Så en lang spadseretur langs stranden fra Flamengo og sydpå helt ned til startstationen for kabinebanen op til den berømte 'Sukkertop'. Det gik ret hurtigt op for mig, at jeg var helt forkert klædt på, for her render folk nærmest halvnøgne rundt - jeg er snart så vant til at blive overbegloet bare jeg ifører mig korte bukser. Her er en helt anden kropsbevidsthed end ovre vest på - folk er solbrændte og velskabte og generer sig bestemt ikke for at vise det.

Der dyrkes en masse sport - fodbold, volleybold, strandtennis og jogging - og det er ikke ualmindeligt at se folk stige på en bybus kun iført badebukser (og eventuelt medbringende et surfbrædt), helt utænkeligt i andre sydamerikanske lande.

En tur op på 'Sukkertoppen' blev et af turens absolutte højdepunkter og overbeviste mig om, at Rio virkeligt er verdens smukkeste by. Over en time sad jeg der og gloede ud over bugten, strandene, bjergene og husene, der smelter sammen til et uforglemmeligt synsindtryk. At solen så samtidig skinner fra en skyfri himmel gør jo ikke det hele mindre vidunderligt.

Jeg havde tænkt mig at indtage min frokost på noget så usædvanligt som en dansk restaurant - ja, jeg sidder her faktisk i øjeblikket, men herom senere. Den ligger langt ude sydpå, helt ude i det mondæne Leblon, så jeg sprang på en bus, der kørte mig ud til Copacabana og ville så tage en anden bus videre til Leblon. Til eventuelle læsere med svage nerver: Nu kommer der et dramatisk afsnit!

Pludseligt kommer et par unge negerknægte op på siden af mig, og den ene spørger, på temmeligt dårligt engelsk: 'Do you have cigarets'? Det måtte jeg naturligvis på det kraftigste benægte, og overvejede endda et øjeblik at fortælle ham, at han burde holde sig fra den slags. Men så blev han pludseligt mere nærgående, og mens han forsøgte at få hånden ned i min ene bukselomme (en vanskelig opgave, da den er forsynet med tryklås) sagde han - med dramatisk dæmpet stemme og på om muligt endnu dårligere engelsk: 'Gimme money - gimme money'!

Nu var der faktisk slet ikke nogen penge i den lomme, men derimod noget så vitalt som en kvart rulle lokumspapir, som jeg afgjort ikke var til sinds at udlevere uden videre ('hvis man rækker fanden en lillefinger ...'), så jeg svang højrehånden af al min kraft og med alle de agressioner, der må have hobet sig op, hver gang nogen har berettet om sydamerikanske overfald, og kun hans ungdommelige hurtighed reddede ham fra at få brug for en meget dygtig tandlæge! Han var nu heller ikke særligt kampdygtig, da han hele tiden holdt den ene hånd inden for blusen, hvilket skulle få mig til at tro, at han havde en revolver (strengt taget kunne han jo godt have haft en, men den tanke faldt mig først ind bagefter). Han var åbenbart ikke særligt energisk, for han opgav straks kampen (og medhjælperen var ikke til megen nytte, han stod bare og så på) og løb sin vej. Jeg sprang på den nærmeste bus i en fart - for tænk hvis han havde hentet sin storebror!

Og nu har jeg så siddet og dulmet nerverne over frokosten på 'Restaurant Helsingør'. Det store kolde danske frokostbord med en sådan overdådighed af forskellige retter - og af en sådan kvalitet - at jeg knap nok har oplevet noget tilsvarende i Danmark. Jeg er - efter nogle dejlige oste - kommet til meloner og jordbær med fløde, og vil - hvis jeg da kan slæbe mig hen til bordet - slutte af med en bid af hver af de 3-4 forskellige kager, der står og lokker. Min eneste bekymring lige nu er, hvad jeg kommer til at betale for dette orgie, som indeholdt energi nok til at gå hele vejen hjem og til mindst 2-3 overfald mere af samme sværhedsgrad som det netop overståede.

 

Klokken 17.30

Det blev såmænd kun 75 kroner inklusiv to øl, rørende. Derpå en lang gåtur langs stranden gennem Leblon, Ipanema og Copacabana, med masser af småpauser til beundring af de udstillede badenymfer.

Herefter tog jeg en bus, og kan en spadseretur ikke få maden til at falde på plads, så skal jeg ellers love for at en bustur kan. De ligger og kører om kap med hinanden med 80-100 kilometers fart så alt og alle slynges rundt i bussen. Al min koncentration gik med at klamre mig fast og samtidig prøve at nyde de sidste solstråler på de mange hvide sejl ude på bugten, så jeg glemte helt at stå af, før jeg pludseligt opdagede, at jeg var kommet alt for langt.

Nu er jeg så ved at spadsere tilbage igen, og foreløbig er jeg nået til en fortovsrestaurant, hvor jeg sidder og slukker tørsten.

 

Klokken 24.00

Jeg kan ikke falde i søvn. Dagens oplevelser kværner rundt i hovedet på mig, og jeg er lidt bekymret for de langsigtede psykologiske virkninger den slags traumatiske oplevelser kan have på en sart og letpåvirkelig sjæl. Måske skulle jeg tale med en psykolog når jeg kommer hjem?

 

22/6 kl. 18.00

Sidder i min seng og drikker en flaske rødvin til femten kroner - ren ågerpris, jeg kunne have fået en flaske lokalt fremstillet rom eller whisky for samme pris. Og det skulle jeg måske have gjort i stedet, jeg trænger i hvert fald stærkt til noget beroligende oven på denne dag. Nej, bare rolig, jeg er ikke blevet overfaldet igen. 'Dagens problem' var næsten værre, for denne gang var jeg ikke i stand til at slå mig til en løsning.

Da jeg i morges ringede til TAP for at rekonfirmere min flyafgang fik jeg at vide, at min reservation var annuleret og at jeg var overført til venteliste! Begrundelsen var den, at jeg ikke havde foretaget rekonfirmation 72 timer før afgang, hvilket de strengt taget havde ret i. Da jeg i lørdags henvendte mig på TAP's kontor i lufthavnen fik jeg den besked, at deres computersystem var lukket indtil mandag morgen. Derefter regnede jeg ærligt talt med, at alt var i orden hvis jeg ringede mandag morgen, men nej. Jeg prøvede skiftevis med bønner, trusler og gode argumenter, men lige lidt hjalp det.

Så tog jeg ind til hovedkontoret og prøvede at gøre min personlige udstråling gældende, men igen uden held. De lovede at ringe, så snart der var noget nyt, men selvfølgelig havde jeg så ikke hotellets telefonnummer på mig (jeg har skiftet hotel i mellemtiden - herom senere). Da jeg så senere prøvede at ringe til dem, var der optaget, optaget og atter optaget, så til sidst begav jeg mig endnu en gang ind til hovedkontoret. Det ligger helt oppe i den anden ende af byen, så jeg har tilbragt en ganske stor del af dagen i busser, S-tog og taxaer, men det er naturligvis også en slags sightseeing. Mere om dette sørgelige emne senere, nu over til dagens øvrige oplevelser.

Først skiftede jeg hotel, idet jeg havde besluttet mig til at tilbringe de sidste par dage i Copacabana, så jeg rigtigt kunne promenere rundt nede på stranden og mænge mig med alle de (andre) flotte fyre - og damer. På gårsdagens udflugt havde jeg udset mig et passende - det vil sige ikke for dyrt - hotel, nemlig 'Copalinda', der ligger på hovedstrøget, kun 3-400 meter fra den berømte strand. Naturligvis en anelse dyrere end det jeg kom fra, men 40 eller 65 kroner, hvad rolle spiller det i den store sammenhæng, når man er ansat i en verdensbank?

Lidt 'rigtig' sightseeing er der da også blevet lejlighed til, idet jeg var en tur oppe på 'Corcovado'. Det er det 700 meter høje bjerg med kristusstatuen på toppen, som man altid ser på turistreklamer for Rio. Deroppe fra er der naturligvis en fantastisk udsigt over byen, og selve turen derop var også lidt af en oplevelse: en stejl og snoet jernbane gennem grøn og frodig skov. Mens jeg stod deroppe, begyndte det at blæse og blive overskyet, næsten som en materialisering af min sindstilstand.

Det kan godt være det umiddelbart lyder rart med en ekstraferie i Rio, og skulle det endeligt være, så er det da heller ikke det værste sted - mildt sagt. Men hvis der er noget der kan gøre mig frustreret, så er det uvished. Hvis jeg havde fået at vide, at jeg først kunne komme hjem to, fem eller otte dage senere, så kunne jeg i det mindste begynde at planlægge ud fra det. Men den totale uvished gør det umuligt at planlægge noget som helst, og for at gøre miseren komplet, så har jeg - grundet de sidste par måneders ekstravagante livsførelse - ikke ret mange penge tilbage. Godt fem hundrede kroner for at være mere præcis, hvilket - trods det yderst rimelige prisniveau her - næppe kan strække til mere end en eller to dage ud over det planlagte hjemrejsetidspunkt. Så jeg prøver at holde lidt lav profil med hensyn til pengeforbrug ('jaja, lige bortset fra den flaske rødvin') indtil jeg - forhåbentligt i løbet af i morgen – får en afklaring på problemet. Hvis jeg ikke kommer afsted på onsdag må jeg igang med at have overført nogle penge hjemmefra, men forhåbentligt bliver det ikke nødvendigt.

Men lad os nu ikke glemme dagens lyspunkter (ud over Corcovado-udflugten). Et besøg hos American Express, der ganske belejligt ligger lige i nærheden af mit nye hotel, afslørede en stor stak breve, tak skal I ha' allesammen. Ud over mere personlige forhold, så er der to fællestræk i brevene: det elendige danske forårsvejr samt det, at det nu for alvor går ned ad bakke med den danske økonomi, hvilket der jo sådan set ikke er noget nyt i. Vi følges vist meget pænt med Brasilien på den store rutchetur mod den økonomiske afgrund. Blot gør vi det på første klasse, Brasilien på anden, men man må dog lade dem, at de gør det med en vis stil.

Nu gider jeg ikke langere sidde og fordybe mig i alle disse deprimerende ligegyldigheder (en omskrivning af 'flasken er tom') - jeg vil gå ud og lade mig opsluge af den fløjlsbløde brasilianske nat. Måske møder jeg en cacaobrun skønhed, der for en stund kan få mig til at tænke på noget mere opmuntrende end flyafgange?

 

23/6 kl. 8.00

Jeg erindrer svagt at jeg engang i nat - halvt vågen, halvt drømmende - tænkte: 'Slukker de dog ikke snart for den vandhane'? Nu til morgen forstår jeg, at det var 'Vorherres vandhane', der har stået og løbet hele natten og stadig gør det. Eller - på mere jævnt dansk - det pisregner!

Vejret har nu også varet lidt uberegneligt på det sidste. Temperaturen har ligget og svinget mellem 23 og 28 grader om dagen og mellem 20 og 23 grader om natten, og i går eftermiddags var der indtil flere skyer på himlen. Så stop bare al jeres jamren over det dårlige danske forår og tænk på stakkels mig, midt i en dårlig brasiliansk vinter!

Det passer mig rigtigt skidt, da jeg havde tænkt mig at tilbringe en stor del af dagen på stranden og i vandet. Men det skulle åbenbart ikke være sådan, til gengæld håber jeg så det kolde danske forår er afløst af en dejlig varm dansk sommer, når jeg - om to dage - atter betræder den fædrende jord. Ja, det ved jeg jo forresten ikke en gang med sikkerhed om jeg gør, men forhåbentligt indløber der godt nyt fra TAP i dagens løb.

Inden uvejret brød løs havde jeg en ganske dejlig aften nede på en af strandpromenadens cafeer. Man behøver bestemt ikke kede sig i Rio, man skal bare sætte på en cafe, så kommer der en masse mennesker og sørger for underholdningen. Tjenere, tilfældigt forbipasserende, små frække unger, kanonfotografer, gamle damer, der vil sælge roser, og yngre damer, der vil sælge sig selv. For slet ikke at tale om den fikse lille sag, der tilbragte to timer med ihærdige overtalelsesforsøg og alle til rådighed værende kneb for at få mig til at gå med sig hjem og praktisere brasiliansk 'amour'. Portugisisk er i grunden et ganske charmerende sprog, specielt når man får det hvisket ind i øret af unge damer: 'Porque no, mi amour?' Tjah, hvorfor egentligt ikke?

I eftermiddag skal jeg ud og besøge Jacob, en Servasvært, som jeg egentligt havde en aftale om at skulle bo hos. Jeg har siden min ankomst til Brasilien prøvet at ringe til ham flere gange, men har hver gang fået fat i en automatisk telefonsvarer, naturligvis på portugisisk. Nu har jeg snart hørt remsen så mange gange, at det er lykkes mig at tyde den, idet han såmænd bare henviser til et andet nummer. Dette nummer viser sig at tilhøre hans mor, hos hvem han rekrerer efter et alvorligt uheld med en glasrude, som bevirkede, at han var på operationsbordet ved min ankomst til Rio. Det må jo siges at være en rimeligt god undskyldning.

 

23/6 kl. 22.30

Det begynder vel snart at forekomme trivielt med beskrivelser af min skytshelgen, der altid kommer mig til hjelp i betrængte situationer. Ikke desto mindre, så har dagen i dag været fyldt med dejlige oplevelser, hvoraf den første - og vigtigste - var en opringning fra TAP om at alt skulle være i orden med min flyafgang i morgen. Det lettede mit hjerte for en kæmpesten på størrelse med Mt. Blanc!

Det måtte jo fejres, så jeg gik straks ud og foretog nogle indkøb for de penge jeg sparede i går. Derefter opsøgte jeg en frisør for at få bragt min hårpragt i overensstemmelse med de høje varmegrader jeg regner med at finde hjemme i Danmark, og det blev så til endnu en rekord, nemlig 'mit livs klipning'! Jeg kan ikke lade være med at tænke på, da jeg for to måneder siden blev klippet i Colombia, i et mørkt og beskidt baglokale og af en gammel kedelig stodder, der rystede på hænderne, så jeg sad og frygtede for at miste et øre.

Først kom der en sorthåret mørklødet skønhed - med nogle ualmindeligt distraherende op- og nedslidsninger i påklædningen - og førte mig ind i et tilstødende lokale. Et øjeblik strejfede den tanke mig, at jeg havde taget alvorligt fejl og befandt mig et helt andet sted end hos frisøren, men så viste det sig, at det var 'vaskeafdelingen', hvor hun tog sig af den indledende hårvask. Jeg blev installeret i en magelig liggestol med 'en af turens flotteste udsigter' til slidser og alt hvad deraf følger. Mit stakkels gamle hjerte kan snart ikke klare mere!

Efter en overmåde grundig og yderst behagelig hårvask (som i øvrigt var helt overflødig, da jeg selv havde gjort det tre timer tidligere) blev jeg ført ind i næste salon, hvor jeg blev overtaget af en ung modeklædt fyr, der klippede mit hår efter alle kunstens regler. Det forekom mig nærmest, at hvert enkelt hårs længde og retning blev taget op til individuel overvejelse, og imens duvede slidserne rundt og serverede kaffe. En af hendes medsøstre tilbød at klippe mine negle, men der satte jeg nu alligevel grænsen. Så blev jeg ført nedenunder til en ny salon, hvor mit skæg blev underkastet en tilsvarende grundig behandling - en høj grad af specialisering må jeg sige.

Til sidst kom slidserne og gav mig et kvarters ansigtsmassage med forskellige velduftende cremer, så da jeg endelig - efter næsten fem kvarter - forlod stedet, var det med et stort fjoget grin om munden. I mellemtiden var det blevet solskin, hvilket mit humør naturligvis ikke blev dårligere af.

Derefter tog jeg ud til Jacob, der befandt sig hos sine forældre i en kæmpestor luksuslejlighed i et boligkompleks med høje gitre og egen vagtmand. Sidstnævnte nægtede kategorisk at lukke mig ind, selvom jeg på mit - efterhånden nogenlunde rimelige - spansk prøvede at forklare ham, at man faktisk ventede mig. Så til sidst måtte jeg ud og finde en telefonboks for at ringe op til Jacob og bede ham om at ringe ned og forklare stodderen, at jeg ikke var nogen indbrudstyv.

Nå, men bortset fra det, så havde vi nogle hyggelige timer. Jacob er på samme alder som jeg, jurist, ungkarl, rimeligt berejst og perfekt engelsktalende, og derudover en gennemsympatisk fyr med både vid og humor. Jeg blev også inviteret på aftensmad, tilberedt og serveret af stuepigen (typisk Servasmiljø). Men flinke og uhøjtidelige mennesker, som jeg befandt mig godt hos.

Da jeg skulle hjem var det atter begyndt at regne, så moderen fulgte mig ned og jog vagtmanden ud i regnen for at finde en taxa til mig, trods mine vilde protester. Nå, han havde vel egentligt fortjent det efter den modtagelse han gav mig.

Jeg snuppede lige et par godnatdrinks nede på den lokale, og så er det ellers 'godnat Sydamerika' for sidste gang foreløbig. Forhåbentligt bliver det solskin i morgen, så jeg kan få mig en svømmetur. Jeg kunne også godt tænke mig et par billeder fra stranden, for dog også at have nogle her fra Rio. Jeg har nemlig ikke turdet gå rundt med mit kamera her, så udsigterne fra Corcovado og Sukkertoppen må I tænke jer til. Men bortset fra det, så har jeg taget 26 film a 36 dias, så der skulle være rigeligt til et par timers lysbilledforedrag (jeg kan allerede høre visse personers snorken for mig).

 

24/6 kl. 13.30

Sidder i restauranten i Rios internationale lufthavn, i sandhed en afsked med maner. Her er et utal af tjenere, der til stadighed sender bekymrede blikke til min - efterhånden noget ramponerede - rygsæk, og så er her en hyggepianist, der sørger for baggrundsmusikken. Og det kunne såmænd også have været udmærket, indtil hun pludseligt kastede sig over 'vores' komponister. OK, Mozart kan måske klare lidt bossanovarytmer, men Beethovens klaversonater - nej, det var alligevel for meget af det gode!

Morgenen bragte desværre ikke den håbede opklaring i vejret, tværtimod har det småregnet hele formiddagen og temperaturen er krøbet helt ned på sytten grader. Det eneste positive man kan sige om det er, at det gør afskeden med Sydamerika lidt mindre vemodig og overgangen til det hjemlige klima lidt lettere, for trods min skytshelgens efterhånden helt utrolige mirakler, så er jeg alligevel ikke så naiv at jeg tør tro på rigtig sol og sommer hjemme i Danmark. Så, nu er hun begyndt på 'Yesterday', et alsidigt repertoire må jeg nok sige. Typisk for et sted som dette, de foregiver at kunne det hele og kan i virkeligheden ingenting. Under den fintpolerede overflade er stedet blottet for sjæl og nerve, i modsætning til mange af de steder, hvor jeg de sidste måneder har boet og spist for en brøkdel af, hvad en frokost løber op i her. Konklusion (i al sin banalitet): 'Penge er ikke alt'. Tilføjelse: 'Men ganske rare at have'!

 

Klokken 18.30

Sidder ombord på TP384 mod kurs mod Lissabon via Recife og Oporto, og kan omsider ånde lettet op, for trods gårsdagens positive tilbagemelding følte jeg mig ikke helt rolig før jeg sad i flyet. Til gengæld nyder jeg nu i fulde drag fornemmelsen af en flyvetur over Atlanten, med alt hvad deraf følger: måltider, drinks, vin, tæpper, puder, ... - flere måltider, flere drinks osv.

Jeg føler, at jeg på en eller anden måde må sige farvel til Rio. Man kommer til at holde af den by på en helt anden måde end af andre byer. Der er nogle byer, der får en til at udbryde ' ih hvor er her flot' eller 'næh hvor hyggeligt', og der er andre, hvor man bare med det samme føler sig godt tilpas (for eksempel Quito). Men Rio er helt anderledes, den nærmest kryber ind under huden som en tropesygdom og tvinger en til at forholde sig til den - på godt og ondt. Rio udstråler en sanselighed så voldsom, at den ikke kan negligeres, og man bliver - og ønsker at blive - revet med af denne evigt pulserende malstrøm af liv og ønsker bare at blive opslugt af alt dette.

Pyha, jeg bliver helt poetisk. Jeg må lige tilføje, at 'man' i de foregående sætninger udelukkende er anvendt af stilistiske årsager og skal forstås som 'jeg'. Der er givetvis mange der oplever Rio på en helt anden måde.

25/6 kl. 8.00

På et eller andet tidspunkt må denne beretning jo have en afslutning, og hvorfor ikke nu, hvor jeg sidder i Lissabons lufthavn og venter på min 22. og sidste flyafgang? Det er fristende at forfalde til en masse højtidelige ord om fjerne lande og hjemkomst til fadrelandet efter lang tids fravær. Og det vil jeg så undlade, og blot sige, at jeg håber I har følt bare en svag afglans af de (mange) glæder og (få) bekymringer de sidste måneder har budt på. Under alle omstændigheder har jeg i hvert fald nydt at skrive til jer, og jeg tror bestemt det har højnet kvaliteten, at jeg har haft et 'publikum'. For at skrive en rejseberetning til sig selv er næsten som at holde en tale for sig selv, og det er der jo ikke meget ved. Til allersidst vil jeg bare sige, at jeg glæder mig meget til at gense jer alle i de kommende dage og uger.

 

 
 
 
Share this