Langturssejlads til Caraibien


2002 mar

Langturssejlads til Caraibien

af Henrik Scholdan Hansen

 

Pale Rider er en sejlbåd på otte meter, en Nimbus 26 for at være helt korrekt. Ikke en stor båd at tage på langtur i, men pengene rakte ikke til en større båd. For 58.000 kr. købte jeg denne 30 år gamle sejlbåd, en almindelig familiebåd med fire køjepladser. Ikke et fartøj beregnet til Atlanterhavet, men på den anden side en solid båd med gode sejlegenskaber, samt nogle af de kendetegnende trek for et skib der er velegnet til de store have. Her tænker jeg på langkølet, kølhængslet ror, dieselmotor, lav overbygning, ikke overrigget, samt gennemtænkt indretning om læ og masser af stuveplads.

Måden jeg restaurerede båden på, var at afmontere næsten alle dele, renovere de enkelte dele, og derefter montere dem igen. I et år levede i en verden af glasfiber, krydsfinér, skruer, sandpapir, lak, lim, maling, silikone, slanger og ledninger. Man siger, at klargøringen er en del af oplevelsen ved at tage på langturssejlads, og det er faktisk rigtigt nok. Det er utrolig spændende at gøre sin egen båd klar til langturssejlads. Der skulle naturligvis også investeres i en noget udstyr. Kataloger blev studeret nøje og jeg annoncerede efter brugte ting i aviser. Vindror og redningsflåde var jeg heldig at finde brugt til en meget lav pris, og sammenholdt med at jeg kunne låne en gummibåd med påhængsmotor, var nok årsagen til at jeg kunne få det til at hænge sammen økonomisk. Som hovedregel kan man regne med at det koster ca. 50% af bådens verdi at klargøre og udstyre den til langturssejlads. Jeg noterede priserne for hver en skrue jeg købte, og da jeg var klar til at tage af sted havde jeg brugt 30.000 kr. på at gøre den klar, så de 50% holdt faktisk stik. For dyrere både til over 100.000 kr. skal man nok nærmere regne med 30% af bådens værdi til klargøring.

Efter en prøvetur til Norge, gik det hen og blev sent på året før jeg var klar til at drage af sted. En regnfuld og blæsende dag i september satte jeg kursen mod Kielerkanalen. I Tyskland fik jeg to kammerater ombord i en uges tid, de havde ingen sejlerfaring, men var meget opsatte på at sejle med til Amsterdam. I tre døgn lå vi indeblæst på Helgoland, men en morgen var vinden god og vi kom af sted om eftermiddagen. Dagen før havde det blæst 18 m/s og vi havde 5 været i byen om aftenen. Det resulterede i 5 meter høje bølger, tømmermænd, og to blege ansigter ud over rælingen. Den ene kammerat var søsyg i et helt døgn. Han fik nogle irrationelle tanker, f.eks. måtte jeg tale ham fra at gribe VHF’en for at tilkalde hjælp. På det tidspunkt hvor han havde det dårligst, lå der et af den tyske marines inspektionsskibe ved siden af os. Senere fortalte han mig, at han på det tidspunkt var meget tæt på at springe over bord, for at håbe at inspektionsskibet satte en gummibåd i vandet og reddede ham. Jeg var meget chokeret over at høre det, søsyge er meget ubehageligt og kan i den grad påvirke ens evne til at handle fornuftigt. Jeg behøver vist ikke at sige, at de begge valgte at rejse fra Tyskland med færge og bus, de havde fået nok af Nordsøen.

På vej til England oplevede noget jeg troede man skulle have sejlet længere for at prøve, nemlig at tankerne spillede puds med mig. Jeg fik kun sovet to timer i løbet af de 3½ døgn strækket tog. Manglen på søvn gav, ud over fysisk ubehag som hovedpine og kvalme, også mentale påvirkninger. Det er svært at forklare, det er ikke bare det at snakke med sig selv, men på et tidspunkt da jeg lå på køjen og hvilede mig, var det pludselig som om at jeg havde forladt min krop. Det var som om jeg sad på den modsatte køje og kiggede på mig selv som lå ned, og jeg kan huske at jeg sagde til ham, at nu skulle han prøve om han ikke kunne få noget søvn. På et andet tidspunkt da der skulle skiftes sejl, begyndte jeg at kigge rundt omkring i båden for at lede efter ham Henrik, for nu skulle han jo op på dækket og lave noget.

Dagen efter jeg var kommet til Dover i England sejlede jeg videre, for der var en god østenvind. På det næste stræk sejlede jeg hele Den Engelske Kanal i et hug, det var 2½ degn hvor jeg også kun fik sovet to timer, men denne gang forlod mine tanker ikke min krop, og jeg skulle ikke overtale min krop til at gøre visse ting. Derimod virkede det ind imellem som om at jeg ikke var alene, f.eks. da der kom en regnbyge ventede jeg lige på at nogen sagde noget, før det gik op for mig at jeg var alene ombord og derfor selv skulle lukke lugen.

Nu lå jeg i Falmouth i det sydligste England og næste stræk var meget længere end de hidtidige, nu skulle jeg over Biscayen og ned til Spanien. Jeg lå i havnen i en uge og ventede på en god vejrudsigt. Det var nu oktober måned, så jeg ville gerne snart ned til varmen. Af sted kom jeg, men jeg var meget bekymret for om jeg kunne få sovet om nætterne eller om jeg stadig var for utryg ved situationen til at jeg kunne falde i søvn. Det blev bedre og bedre, jeg fik sovet nogle timer hver nat. Fra dette tidspunkt var jeg kommet over dette problem, faktisk skulle jeg aldrig siden hen opleve at komme i så slemt søvnunderskud igen. Ikke mere snak om at sove, de seks dage det tog at krydse Biscayen bed på meget blandet vejr. Sol, regn, hård vind og vindstille. Jeg så delfiner for første gang og fangede nogle tunfisk.

5 uger efter jeg havde forladt Danmark var jeg i Portugal og her fik jeg selskab af min lillebror Jakob de næste 4 mdr. Vi forlod Lissabon med kurs mod Madeira. De 6 dage som strækket tog, så vi nye fiske- og hvalarter hver dag. Hajer, skildpadder, djævlerokke, lodsfisk og guld- makreller. Når vi så hvaler i horisonten sejlede vi efter dem, på et tidspunkt lå vi mellem to hvaler, de var minimum 15 meter lange og lå kun 10-20 meter fra os på hver sin side af båden. Det var utroligt fascinerende, men det var også med hjertet oppe i halsen, for der er jo også en risiko ved at ligge ved siden af et dyr der måske vejer 5- 10 gange så meget som båden. De kunne nemt have kæntret båden hvis de ville.

Derude på Atlanten var første gang Jakob skulle tænde op for min petroleums primus, men jeg var jo så vant til at bruge den, så jeg sagde bare, at det var der ingen ben i. Pludselig stod flammerne helt op i loftet, komfuret var brudt i brand. Hvor var det nu lige brandtæppet lå, der blev handlet hurtigt og ilden blev slukket. Der skete heldigvis ikke noget, som sandpapir og en lakpensel ikke kunne ordne, men vi fik lige lov til at mærke adrenalinen pumpe. På Madeira lå vi først for anker ved nogle yderligt liggende klipper hvor vandet var enormt klart, og selvom det ikke var et rigtigt koralrev, var der mange fisk. Vi havde ankret op på 12 meter vand, vi lå i overfladen med maske, snorkel og svømmefødder og kiggede ned på ankeret der så lille ud. Det kom lidt bag på mig at vi begge var i stand til at dykke ned til ankeret på denne dybde. Det lovede godt til når vi skulle udforske Caribiens koralrev.

Næste stop var De Kanariske Øer, først Tenerife og derefter Grand Canaria, en uge på hver ø. Vi fik både leget charterturister og vi fik udvekslet erfaringer med de mange andre langturssejler der lå her og ventede på at krydse dammen. Vi fik provianteret og købt vand til mindst en måned. Det sætter jo sine begrænsninger for hvad man kan købe, når al mad skal opbevares ved 30 graders varme. Vi købte ris, spaghetti, dåsemad, og mel så vi kunne bage brød hver dag. Vi havde ikke en dråbe alkohol ombord, heller ikke te eller kaffe, vi ryger ikke og vi havde nul slik og chokolade med. Nogle ville måske mene at det lad som om vi ville få en kedelig tur, men vi glædede os meget. Efter et grundigt check af Pale Rider, havde vi fuld tiltro til at den kunne klare turen over.

Er man flere ombord på et sejlskib plejer man på skift at holde vagt om natten et par timer ad gangen. Sejler man alene kan gøre det, at man kun sover tyve minutter ad gangen. Tyve minutter er nemlig den tid man regner med at det tager et stort skib fra det dukker op i horisonten til det kan kollidere med en. Allerede fra første dag besluttede vi os for at vi ikke gad at sidde oppe nat efter nat, der er jo ikke store chancer for at støde ind i et skib på Atlanten. Så hellere tage chancen på køjen, så var vi også friske om dagen. Det problem jeg havde i Biscayen med at ikke kunne falde i søvn til søs, havde jeg ikke længere. Et andet aspekt i beslutningen om at tage turen på køjen, var det faktum at vi begge følte os mere trygge ved at sove på samme tidspunkt fremfor at holde vagt på skift. Hvis den ene af os ville sove, mens den anden sad oppe i cockpittet, havde vi svært ved at falde i søvn fordi vi frygtede at når vi vågnede op ville den anden ikke være her længere fordi han var faldet over bord i løbet af natten. Denne situation var det værste vi kunne forestille os, og vægtede det derfor tungere end risikoen for at blive sejlet ned. Vi sagde til os selv at det var sikkert meget farligere at køre bil end at sejle uden udkig. Også selvom vi ikke havde strøm nok til at føre lanterner.

Selvom vi på disse breddegrader befinder os i Nordøstpassaten, som er en meget stabil vind, så havde vi på turen mange perioder med svage vinde og en gang i mellem også helt vindstille. Vi gjorde flittigt brug af spileren og fik også brugt op af diesel inden vi nåede over.

De stille nætter var de flotteste. Forestil jer at man kan se horisonten 360 grader rundt og der er ingen lys der forstyrrer, før månen står op er der kun den store kuppel med alle stjernerne. I vandet glimter det også nogle gange, morild er selvlysende plankton, så når vi fik selskab af delfiner om aftenen, så kunne man kun høre deres snøft når de trak vejret og kun se omridset og sporet af morild efter dem.

Et tydeligt mønster på fiskeriet var, at tidspunktet omkring solgang gav flest fisk. På dette tidspunkt er rovfiskene aktive i deres søgen efter føde. En anden iagttagelse vi gjorde, var at der ofte var fisk i nærheden af ting der flyder i vandet. Midt i vores spaghetti bolognese, bemærkede Jakob en stor bunke grønt snor som flød i vandet, det lignede efterladt fiskenet. Vi siger til hinanden ”der er der sikkert fisk”, og sekunder efter lyder et vrrrrrr.... fra fiskehjulet. Jeg griber fiskestangen og giver modhug som jeg plejer at gøre, dvs. bremser spolen med tommelfingeren. Det skulle jeg ikke havde gjort, med en forbrændt tommelfinger må jeg overlade det til Jakob. Efter et langt udløb kan han begynde at vinde snøre på hjulet igen og jeg tager spileren ned og finder gafkrog og baseball bat frem. Fisken var en 125 cm lang wahoo som vejede på den gode side af 10 kilo.

Vi fangede fisk næsten hver dag, så vi havde rigeligt med mad. Drikkevand kneb det lidt med til sidst, da vandet i to af dunkene blev dårligt. Tiden gik med små sysler som at bage brød, fiske, reparere ting osv. Det meste af tiden rullede båden fra side til side, så apteringen knagede højlydt og vandet brusede langs skibssiden. Det vænner man sig hurtigt til, så det er ikke noget problem at sove og læse bøger. Det var bedst at sove på gulvet, så rullede man ikke ud af køjen. Positionen aflæste vi kun én gang i døgnet. Vi brugte GPS, vi havde ikke sekstant med, men havde til gengæld en ekstra GPS med som reserve.

Midt ude på Atlanten var der også fugle, tre forskellige slags. Der var også flyvefisk, hajer, morild og portugisiske orlogsmænd (Atlantens farligste gople), så vi følte os ikke helt alene derude. Vi så 4-5 andre skibe i løbet af de 25 dage det tog at krydse Atlanten. Vi havde ikke købt søkort over Caribien, så vi anduvede øen Tobago med et oversejlingskort for Atlanten. Vi lod ankeret gå i det turkisgrønne vand, ud for de hvide sandstrande med palmerne. I luften var der papegøjer, kolibrier og pelikaner, og under vandet var der koralrev med muræner, rokker, havskildpadder, barracudaer og et væld af andre flotte fisk.

Jeg havde 5 måneder i Caribien og Venezuela, før det var tid til at begynde på hjemturen. Jeg besøgte en masse øer og mødte en del andre danske både. De sidste to måneder i Caribien sejlede jeg alene. I Caribien lå vi for anker hver nat, når vi skulle i land sejlede vi ind med gummibåden. I 7 måneder lå jeg slet ikke i havn, andet end nogle få timer når jeg tankede vand og diesel en gang i mellem.

Ude på ankerpladsen blandt de andre lystsejlere fra alverdens lande, lufter der som regel en brise der gør varmen til at holde ud. Et solsejl er en nødvendighed hvis man vil opholde sig udendørs i middagsheden. På ankerpladsen får man jævnligt besøg af så kaldte boat boys, som er unge knægte der sejler rundt fra båd til båd og sælger frugt, bred og fisk, og enkelte gange har jeg oplevet at de også tilbyder smykker, hash, kokain og endda piger. De sidst nævnte ting skulle jeg nu ikke nyde noget af.

En aften på Isla Margarita blev påhængsmotoren til gummibåden stjålet, men til vores store held fandt vi nogle dage senere ud af, at politiet havde fået fat i den, så vi fik den tilbage. En aften på Martinique blev jeg holdt op af en flok bøller, der var bevæbnet med knive og en økse. Det endte med at jeg løb fra dem, men den ene af dem nåede at jage en kniv i siden på mig, så jeg måtte en tur på sygehuset og blive lappet sammen.

Den danske båd jeg medte flest gange på turen, klarede den ikke. Et par timers sejlads fra land påsejlede han noget som slog hul på skibet. Båden sank på 1500 meter vand i løbet af en halv time, skipperen som sejlede alene blev reddet af en anden sejler.

Jeg sejlede alene hele vejen hjem fra Caribien. Først var det godt tre uger uden at se et andet menneske på turen til Açorerne, og derefter var det to uger mere til England, hvor jeg også kun havde mig selv at snakke med undervejs. Undervejs lå jeg underdrejet en hel nat i stærk storm med 8- 10 meter høje bølger.

Jeg blev heldigvis ikke syg undervejs. Jeg havde selvfølgelig penicillin og andet medicin med, men man kan aldrig være sikker. En blindtarmsbetændelse er noget af det man kan frygte. Jeg havde ikke radioudstyr med som kunne kommunikere over større afstande end man kan se med det blotte øje. Jeg brugte ikke livline og havde ingen redningsveste ombord. Til gengæld havde jeg en redningsflåde og en EPIRB nødsender med, og det var en betryggende fornemmelse.

De første to måneder efter jeg var kommet hjem til Danmark var jeg meget træt af at sejle, men det varede ikke længe før jeg igen kom til at tænke på det med længsel. Måske tager jeg af sted igen om nogle år.

Købsprisen for min Nimbus 26 var som sagt 58.000 kroner og jeg brugte 30.000 kr. på at istandsætte båden og købe udstyr til den, dvs. den stod mig i 88.000 kr. da jeg tog af sted. Efter jeg kom hjem, satte jeg båden til salg, og synes det kunne være sjovt at prøve at sætte prisen til netop 88.000 kroner, for hvis den blev solgt, så havde jeg jo ikke tabt en krone på den. Den blev solgt til fuld pris, så jeg fik alle 88.000 kr. hjem igen. Jeg brugte 30.000 kr. til at leve for undervejs i de 10 mdr. jeg var af sted. Det giver selvsagt 3000 kr. om måneden, det er der vist ikke mange der lever for i : Danmark. Jeg sparede naturligvis, men beløbet er inklusiv 2 brugte sejl, dykkertegn, radio med kortbølgemodtager og en ny elektrisk autopilot. Hermed skulle det være bevist at langturssejlads ikke kun er for de rige.

 

 
 
Share this