En etnisk regnbue af farver


Lisbeth Vivaldinis billede
Lisbeth Vivaldinis billede
 
2014 mar

Der er ikke noget mere spændende end at opleve andre kulturer. Endnu bedre er det, hvis det er folkeslag, som lever helt anderledes end os. Det fascinerer mig, at der i vores moderne verden stadig er folk, som formår at bevare gamle traditioner og bibeholde en anderledes kultur. Selv om vores tur til Sapa fik en noget dramatisk start, fik vi alligevel vores nysgerrighed stillet, da der i det nordlige Vietnam lever ikke mindre end otte farverige minoritetsgrupper.

Tre generationer af blomstrede hmonger.

Panikken er ved at få tag i mig, efterhånden som det tynder ud i folk på markedsområdet. Vi kan ikke finde vores bil og chauffør. De værste skrækscenarier løber gennem mit hoved. Alle vore ejendele ligger i bilen. Hvad nu hvis det er normal praksis at efterlade turisterne på en øde bakketop, hvor der kun er marked én gang om ugen og tage deres ting? Hvor ingen taler andet end vietnamesisk, og hvor der ikke findes taxier.

De kigger bare undrende på os, da vi forsøger at forklare folk vores desperate situation. Der er ingen, der kan forstå os, og vi ser i ånden, at chaufføren er stukket af med vores ting. 

Samme morgen er vi ankommet med nattoget fra Ho Chi Minh-byen (tidligere kendt som Saigon) til Lao Cai og har gennem en af de få personer, som talte engelsk, hyret en bil med chauffør til at køre os den godt to timer lange tur til Can Cau-markedet. Stedet ligger 80 km væk og kun ni km fra grænsen til Kina.

På turen til markedet har vi bevæget os ad dårlige bjergveje, men ud ad vinduet har den frodige natur med risterrasser udfoldet sig for øjnene af os. Vi er ellevilde af henrykkelse over det farverige sceneri af marker med vandbøfler og smukke træhytter, der bringer tankerne tilbage i tiden. Bjergfolk udfører dagens dont iført smukke dragter, og især kvindernes påklædning møder os med en eksplosion af farver.

Det går hurtigt op for os, at det er umuligt at kommunikere med chaufføren, men da vi er helt opslugte over alt det, vi ser, tillægger vi det ikke større betydning. Han forstår trods alt, hvornår vi vil stoppe for at fotografere landskabet og dets eksotiske indbyggere.

Efter med fagter at have aftalt med chaufføren at mødes for enden af markedet kl. 13, begiver vi os entusiastiske ind i det farverige eventyr.

Ældre Black Hmong kvinde med alternativ hovedbeklædning

Minoritetsgrupper på nært hold

Pga. beliggenheden i bjergene blev Sapa under det franske kolonistyre benyttet som sanatorieby. Byen i sig selv har ikke så meget at byde på, men er et godt udgangspunkt for at udforske området. Cat Cat, Lao Chai, Sin Chai og Ban Ho er nogle af de byer, hvor man kan opleve minoriteterne på nært hold.

Der er ikke noget mere spændende end at finde folk, som har bibeholdt deres gamle traditioner og lever relativt uberørt af globaliseringen, og i området lever der, ud over etniske vietnamesere, ikke mindre end otte etniske grupper: Hmonger, der kan opdeles i flere undergrupper, dao (udtales yao), tay, giay (udtales zai), muong, thai, hoa, som er etniske kinesere og endelig phu la.

Under kortere og længere trekkingture i området er der rig lejlighed til at opleve disse befolkningsgruppers hverdag.

Her ligger rismarkerne balancerende på terrasser, naturen er frodig og lyser frisk grønt op på en gråvejrsdag. Bøflerne græsser, og sorte svin løber frit rundt i markerne. En bambusplante gror to meter på et år, og vi er så højt oppe, at vi næsten kan nå de lette skyer, som flyder under os.

Marked med eksotisk islæt

Kvinderne kommer travende langvejs fra for at faldbyde deres varer eller købe forsyninger. De er blomstrede hmong med vide broderede nederdele og toppe, som pryder sig med et ternet hovedtørklæde i stærke farver.

En anden befolkningsgruppe, de sorte dao-folk, bærer indigofarvede dragter og sort hovedbeklædning. Endelig iklæder phu la-folket sig sorte dragter med farverige broderede bånd og blå eller grønne toppe ligeledes med kulørte bånd og blomstret stof på forstykket.

Dette ugentlige marked er for mange den eneste mulighed for at handle, og det er ikke kun kvinderne, som er farverige. Det gælder også de udbudte varer. Der sælges friskhøstede grøntsager og indbydende ranker med chilipeber i de smukkeste røde farver og alt inden for beklædning og  husholdning. Fællesnævneren er farver.

Det er forfriskende at se disse kvinders iver, og der snakkes for fuldt tryk. De generes ikke af, at varerne ligger til skue og handles på jorden, hvor støvet står om ørerne på dem.

Red Dao med den gifte kvindes hovedbeklædning

Vi opdager, at der i en dal lige nedenunder er et marked med dyr, fortrinsvis bøfler. Her samles mændene for at handle eller bare få sig en snak.

Ligesom på kvindernes marked er der en god stemning. Man fornemmer tydeligt, at markedet er ugens højdepunkt, og at det er her, der knyttes sociale relationer. Mændene samles i de interimistiske restauranter, hvor der serveres rygende varm nudelsuppe, mens pakæslerne og hestene græsser og venter på at blive læsset til hjemturen.

Når panikken er størst …

Ved middagstid begynder folk at pakke sammen og lige så langsomt forberede sig på en lang hjemtur. Livet på disse kanter er ikke nemt. Transporten foregår til fods. Hvis man er heldig har man et lastdyr til at trække det tunge læs. De bedst stillede har en knallert eller motorcykel, men biler ser man ikke mange af.

Vi leder efter vores bil og går forgæves fra den ene ende af markedet til den anden. Vi kan ikke se den nogen steder og da slet ikke på det aftalte sted. Til sidst er der kun få mennesker tilbage.

Da vi er ved at blive paniske, dukker hjælpen heldigvis op i form af en fransktalende guide. Vi fremlægger vores problem, for vi frygter, at chaufføren simpelthen er kørt med vores bagage. Mandens reaktion beroliger os, da han kategorisk udelukker denne mulighed. Han spørger sig for, men uden held. Stor er vores skuffelse, da han derefter kører, og vi igen står fortvivlede tilbage uden bil.

Men som et gammelt ordsprog siger: Når nøden er størst, er hjælpen nærmest. Intet kunne være mere sandt i denne situation. Der går ikke længe, inden den fransktalende mand glædestrålende kommer tilbage igen. Han siger, at han har talt med nogen, som ved, hvor vores bil holder.

Vi følger beskrivelsen, og omsider finder vi bilen med både chauffør og bagage. Bilen var simpelthen skjult af markedsboderne. Vores lettelse er stor. Vi kan ikke lade være med at tænke på, at chaufføren da også må have undret sig over, at vi kunne få så mange timer til at gå på markedet.

De farverige Flowered Hmong må være enhver fotografs drøm

Et stykke grillet hund, tak!

Pludselig ser jeg noget som umiskendeligt minder om en grillet hund. På markedet i Sapa sælges lidt af hvert, men mine grænser overskrides, da det går op for mig, at det virkelig ér en hund med snude og ører, jeg står over for.

Da afskyen åbenbart står malet i mit ansigt, skynder en lokal sig at forklare, at området har været besat af kineserne, og at det er dem, som har indført skikken med at spise hunde. 

Sapa, hvor vi bor, ligger smukt i 1.600 meters højde. Skyerne hænger lavt og giver byen et næsten overnaturligt skær. Det er forjættende, når man gennem morgendisen ser blå hmong-folk komme travende med store kurve på ryggen på vej til dagens arbejde i markerne.

På markedet er der rig mulighed for at se disse bjergfolk. De er nemme at kende, da de er klædt i indigofarvede dragter med broderier. De bærer også benvarmere og har en slags tørklæde hængende om livet. Deres hovedbeklædning er en cylinderformet matchende hat eller et ternet tørklæde, meget lig det, som de blomstrede hmonger bruger.

Det er nemt at komme i kontakt med dem. Især de unge er meget interesserede i at høre, hvor vi er fra og er i det hele taget nysgerrige efter at høre om vores land og vores livsstil. I modsætning til markedet i Can Cau, hvor der var flest blomstrede hmong, ser man i Sapa overvejende sorte hmonger.

En munter bryllupsceremoni

Vi ser, hvordan de dyrker markerne og passer dyrene, og iagttager børnene, der deltager aktivt i hverdagen. Deres vigtigste indtjeningskilde er landbruget, men også turismen er i dag vigtig for deres eksistensgrundlag.

Det er kvindernes arbejde at væve klædestof af hamp, og vi får at se, hvordan de syr og farver dragterne med indigo for til sidst at dekorere dem med broderier. Indigoen afgiver så meget farve, at mange af kvindernes hænder er helt blå.

Mange hmonger er officielt kristne, men som det ofte sker med de etniske minoriteter, er grænserne for religion flydende. Man er animister og dyrker samtidig også kulten omkring forfædrene.

Heldet er med os, da vi kommer gennem en by, hvor der er en sort hmongbryllupsceremoni i gang. Ifølge vores lokale guide festes der i tre dage, og traditionen vil, at mændene i løbet af de tre dage drikker sig stangstive, men umiddelbart ser det nu meget tilforladeligt ud.

En gruppe mænd spiller musik på nogle underlige instrumenter. Musikken er ikke for vore ører – for at sige det på en pæn måde. Der drikkes tæt og spises, og mændene morer sig, mens kvinderne diskret holder sig i baggrunden og ser ud til at hygge sig sammen.

Spørgelyst og gæstfrihed

I omegnen af Sapa lever der mange røde daoer, og vi besøger et lille samfund. De er let genkendelige på deres røde hovedbeklædning. De gifte kvinder bærer en stor turban, mens de unge piger bruger et tørklæde, der er arrangeret på en måde, så den mest af alt ligner en nissehue.

Deres dragter er sorte med broderede bukser, og en lille kuriositet er, at kvinderne barberer øjenbrynene og noget af pandehåret væk. Dette er for dem et symbol på skønhed.

Vi er lige nysgerrige, og landsbyboerne slår straks følgeskab med os. Deres spørgelyst er uendelig. De vil gerne vide, hvem vi er, og hvordan vi lever. Vi bliver inviteret med hjem til deres by og indenfor i deres træhuse, som de stolt viser frem.

Endnu engang møder vi denne uendelige gæstfrihed og interesse for de fremmede, som vi også har mødt flere andre steder i verden, hvor det, som vi kalder “civilisation”, endnu ikke har taget helt over. Ja, nogle gange kan man ikke lade være med at spørge sig selv om, hvem der egentlig er mest civiliseret

 

 

Faktabox

Ud og hjem igen: Fly København-Hanoi t/r fås fra ca. 4.950 kr. Lokal transport: Der går nattog fra Hanoi til Sapa. De to mest luksuriøse hedder Victoria Express og Livitrans og koster henholdsvis 810 og 460 kr. for en enkeltbillet. Togene kører fra Hanoi omkring kl. 22 og ankommer til Sapa kl. 6 om morgenen. Den modsatte vej kører toget fra Sapa kl. 21 og ankommer til Hanoi kl. 5.30. Bo: Vi boede på Sapa Paradise View Hotel til 245 kr. per nat. Mad & drikke: Et måltid koster under 50 kr. En øl ca. 5 kr.
 
 
Share this