Kort fortalt: En søndagsudflugt der endte i kachotten


Poul Weisss billede
Poul Weisss billede
 
2016 mar

Min kone og jeg rejste i 1977 ud som ulandsfrivillige gennem Mellemfolkeligt Samvirke for at gøre gode gerninger i Zambia to år.

Tekst: Poul Weiss

Fotos: Jimmy Saville & Wikimedia

Mazabuka, ca. 200 km syd for Lusaka, var i 1977 en lille, søvnig by, så i weekenderne kørte min kone, Nanna, og jeg ud på motorcykel for at se omgivelserne. Vi havde fået et turistkort over Zambia, som var udgivet af Zambia Airways. Der var anvist en smuk rute langs Kafuekløften med flod og dæmning. Så den valgte vi til en søndagstur – ud ad små jordveje. På et tidspunkt nåede vi et sted, hvor vejen var delvist spærret: en faldefærdig port stod åben, og på et skilt, der var faldet ned, stod: Restricted Area. 

Victoriavandfaldene bør ses fra begge sider.

Vi skønnede, at der måtte være kontrol længere fremme, hvor vi kunne vise vores papirer. Området var ellers helt øde og tørt. Lidt nede ad en bakke stoppede vi, da vi kom til nogle huse. Pludselig myldrede det med soldater, som vi pænt viste kortet og spurgte, om vi var på rette vej.

De blev lidt forvirrede og sagde, at vi ikke måtte være der. Men vi måtte heller ikke køre tilbage. Lidt efter kom den overordnede. Han var vred og ophidset og meget mistænksom pga. det kort, vi havde. Han gik tilbage til huset og efter nogen ventetid kom et militærkøretøj, hvor vi blev placeret sammen med bevæbnede soldater. På køreturen ville de have vores fotografiapparat. Der blev taget billeder af os, og de beholdt filmen, men gav os apparatet tilbage.

På et tidspunkt stansede vi i et øde område, og jeg blev beordret ud og skulle gå bort fra bilen med armene over hovedet. Nanna var bange for, at de ville skyde mig. Men så råbte de, at jeg skulle komme tilbage, og vi kørte videre til en slags militærkasserne. Her var der åbenbart en overordnet, som mente, vi skulle køres til politiet i Kafue by. Det var en lettelse.

Kaution

Politiet afhørte os enkeltvis. Jeg skulle tage sko og bælte af og skulle skrive under på, at jeg var anholdt. Imens stod Nanna udenfor og så på alle bilerne ude på hovedvejen, og tænkte: ”Bare der dog var nogen, der kunne hjælpe os. Skal jeg løbe ud og standse en bil? Hvordan mon det bliver i fængslet? ”

Heldigvis ankom politichefen i opløftet stemning. Han havde lige været til politisk møde og var åbenbart ikke interesseret i at beholde os. Han spurgte straks, hvor mange penge vi havde og mente, det lige var nok til kaution. Vi skulle så møde igen næste dag.

Nu var soldaterne vældig flinke, virkede helt lettede over, at vi ikke længere var farlige fjender. De kørte os tilbage, til hvor vi blev anholdt og udleverede vores motorcykel.

Tilbage i vores hus om aftenen lykkedes det heldigvis at ringe til en fra MS-kontoret i Lusaka. Han lovede at komme næste dag. Da vi mødte op, blev vi igen afhørt og fik taget fingeraftryk. Og da politichefen så en hvid mand, der kom i en stor bil, steg kautionen betragteligt – for nu skulle han også betale kaution! Nanna og jeg skulle stille i retten om en måned. Vi var anklaget for ulovlig indtrængen og stod til flere års fængsel.

Til retssagen ankom den danske charge d’affaires i flot bil med flag på. Han forklarede dommeren, at vi var unge uskyldige mennesker, der lige var ankommet til landet og ikke kendte til deres lov og ret. Heldigvis fik vi bare en bøde. Det var en kæmpe lettelse, selv om det var mange penge, når man kun var på frivilligvederlag.

Guerillakrig og bomber

Efter tre måneder i Mazabuka blev vi forflyttet til Livingstone, hovedstaden i det gamle Nordrhodesia – lige ved Zambezifloden og Victoriavandfaldene. Der var smukt og dejligt i Livingstone, som var  en hyggelig, gammel by. De fleste aftener kørte vi ud til vandfaldet og nød solnedgangen.

Dog blev vi i stigende grad mindet om, at der var borgerkrig i nabolandet Rhodesia, og der var frihedskæmpere i Zambia. Men der var også hvide farmere, der støttede Ian Smith og havde våbenlagre.

Nytårsaften, som vi fejrede på hotellet ved vandfaldet, blev forstyrret af et frygteligt skyderi hen over floden. Men en ældre englænder løb rundt og sagde: ”Dont worry, they won’t touch you.” Han mente, at Ian Smiths folk på den anden side af floden ikke ville skyde hvide mennesker.

Et halvt år senere kastede det rhodesiske flyvevåben bomber i udkanten af byen.

Frihedskæmpere kom ind på sygehuset svært tilredte.

I en periode var der udgangsforbud om aftenen. En aften var vi lidt for sent på vej hjem fra vores venner. Bilen blev standset af en flok berusede og bevæbnede soldater. Men da de så vores nye baby på bagsædet, blev de meget venlige, og da de hørte, at det var min første søn, ønskede de mig tillykke og lod os køre.

Vi havde to dejlige år i Zambia med oplevelser, som gjorde stort indtryk. Det føltes mærkeligt at komme hjem efter to år i en anden verden og opdage, at alt var det samme, som da vi forlod Danmark. For hjemme igen havde vi fået et helt andet syn på verden.

Statue af David Livingstone ved Victoriavandfaldene

 

 

Faktabox

Zambia blev selvstændigt i 1964 efter at have løsrevet sig fra et hvidt minoritetsstyre ligesom Rhodesia (Zimbabwe) i 1965. Efter 15 års guerillakrig blev der flertalsstyre fra 1980. Zambia er nu et fredeligt land at rejse rundt i. Vores familie var tilbage på ferie i 2003. Vi lejede bil i Lusaka og kørte sydpå til Livingstone med en tilfældig overnatning på vejen. Der er også tog- og flyforbindelse. Livingstone var blevet mere turistpræget med nye, store hoteller ude ved Victoriavandfaldet, hvor der er mulighed for spændende riverrafting. Victoriavandfaldet er verdens største i vandflade. Det anbefales at se det både fra Zambia- og Zimbabwesiden. Der er en lille fin dyrepark tæt ved byen, men der er ikke langt til Chobe Park i Botswana, som er stor og har alt, hvad man kan ønske sig til et par dage i en afrikansk dyrepark.
 
 
Share this