Kyllingedrab i Zimbabwe og spionanklage i Zambia


2010 sep

 

Der var engang - hvor Zimbabwes fremtid tegnede lys. De hvides apartheidstyre var blevet afskaffet, og Mugabe syntes at være den helt rigtige mand til at lede landet. Fremtiden kom desværre til at vise noget andet. Og der var engang - hvor enhver hvid turist som rejste gennem Zambia blev mistænkeliggjort. En tilstand som trods alt har ændret sig til det bedre. Det var i 1986, og det var dengang, jeg fik mit første indtryk af de to lande.

Ankomst til Masvingo

I Zimbabwe kunne man i 1986 stadig fornemme reminiscenser af apartheidtiden, selv om Mugabe var kommet til magten. Det mærkede jeg blandt andet, da jeg - på vej for at besøge de berømte Zimbabwe Ruins - gjorde ophold i byen Masvingo.

Da jeg ankom med bussen, fik jeg at vide, at der var tre hoteller i byen. De to blev normalt frekventeret af hvide, det tredje af sorte. Og jeg valgte selvfølgelig det tredje!

Efter at have booket mig ind, slog jeg et smut rundt om baren. Et meget mørkt rum, hvor folk sad og drak noget underligt lokalt øl skænket op i nogle store kar. De mørke ansigter kiggede forundret på mig, og deres skeptiske udtryk gjorde mig lidt utilpas, så jeg valgte at trække mig tilbage. Jeg gik i stedet til receptionen for at spørge, om de havde en restaurant, og om det var muligt at få noget aftensmad, når den tid kom.

Jo, en restaurant det havde de da, men det ville være smart, hvis jeg bestilte mit måltid allerede nu..

Jeg fik så udleveret en lille lap papir, hvorpå der var angivet forskellige retter. Jeg spurgte til det ene, jeg spurgte til det andet, jeg spurgte til det tredje. Og jeg fik hele tiden svaret: Nej, desværre, det har vi ikke i dag! 

- Jamen hvad har I så?

- Hamburger og chips.

- Er det alt?

- Yes! Hamburger and chips! 

- Nå, Men.. øh.. Hvad med kylling? Har I ikke kylling?

Manden tænkte sig lidt om. 

- Yes, chicken, yes, ok!
 

Mens man venter på sin mad

Jeg blev bedt om at vente på mit værelse til maden var klar. Men da jeg syntes, det varede lidt længe, gik jeg igen til receptionen. Det ville vare nogen tid endnu, fik jeg at vide, men jeg var da velkommen til at vente i restauranten.

Jeg blev vist hen til et lille rum, højst 10 kvadratmeter, med et enkelt bord og fire stole. Ved bordet sad der i forvejen et yngre par og spiste… hamburger og chips. Jeg satte mig ned sammen med dem og bestilte en lille 25 cl rødvin, så jeg havde lidt at forlyste mig med, til maden blev færdig.

Efter nogen tid kom en fyr stormende ind og råbte: 

- Politiet har lige været i baren. They have taken all the girls! 

Nå, tænkte jeg så, det var vist meget godt, at jeg holdt mig væk fra den der bar.

Der gik stadig en rum tid, og jeg nåede at bestille endnu en lille flaske rødvin, og så kom der endelig en fyr ind og serverede… hamburger og chips.

- Jamen, det har jeg slet ikke bestilt!

- No, no, I know, sagde manden. It's just while you wait!!!

Mens jeg venter… ok…. Ja, jeg var ret sulten, så det var da… ganske betænksomt.

Årsagen til, at kyllingen kom så sent, er jo ikke svær at regne ud. Da den endelig kom (mens jeg var i gang med min fjerde flaske rødvin - stadigvæk én af de små, altså), kommenterede manden det selv ved at sige:

- We had no chicken. It just came in..

Ak ja min, bestilling var altså kommet til at koste et kyllingeliv. Men det er nu altid godt med friske råvarer…
 

Ankomst til Zambia

Jeg var i Zimbabwe en 14 dages tid, og foruden Masvingo, Great Zimbabwe Ruins og hovedstaden Harare nåede jeg også at opleve den næststørste by Bulawayo samt den nærtliggende Matopo National Park, hvor man blandt andet kan finde Cecil Rhodes grav.

Og så var jeg selvfølgelig også ved Mosa-oa-Tunya, bedre kendt som Victoria Falls. 

Det var også dér, jeg kom over grænsen til Zambia. Jeg fik vekslet lidt penge på gaden ved en rar dame, som smilede så sødt til mig. Den kurs hun tilbød, var - så vidt jeg var orienteret - ok. Men jeg blev noget overrasket, da der omgående var en anden kvinde, som også gerne ville veksle med mig, og nu bemærkede jeg, at folk ligefrem stillede sig i kø for at veksle med mig - og så begyndte jeg at ane uråd!

Det viste sig da også senere, at kursen havde ændret sig radikalt på det sidste, og at jeg blev grundigt snydt. Så jeg var glad for, at jeg ikke fik vekslet alt for meget.

Dette var dog en oplevelse, jeg kun kunne smile ad. Det viste sig, at jeg snart skulle blive udsat for knapt så muntre problemer.
 

Første problem med politiet

Det startede i toget på vej mod hovedstaden Lusaka. At toget var 8 timer forsinket rørte mig dog ikke (det er jo næsten helt normalt efter afrikanske forhold). Mere irriterende var det at få konfiskeret en film, bare fordi man - ud gennem togvinduet - havde taget et enkelt foto af folkelivet på et tidspunkt, hvor toget langsomt kørte væk fra en af de små stationer. 

Jeg opdagede godt nok, at der var en fyr derude, som - med diverse fagter - forsøgte at gøre mig klart, at jeg ikke måtte fotografere. Men hvad, tænkte jeg, nu kører toget. Jeg kunne være ligeglad med protesterne - troede jeg.

På næste station stod tre politifolk på toget. De gennemsøgte kupéerne og fandt frem til mig. Jeg tilstod min “forbrydelse” og min film (med blandt andet en stor del af de billeder, jeg havde taget ved Victoria-vandfaldet) blev konfiskeret.

Dette blev ikke mit eneste sammenstød med politiet i Zambia! Det skulle komme til at gå meget værre!
 

Mistænkeliggjort i Lusaka

I Lusaka installerede jeg mig på et lille hyggeligt missionshotel. Hotellets manager var en noget overvægtig, meget snakkende og ret forvirret dame. 

Om aftenen faldt jeg i snak med en sød engelsk kvinde, som skulle til at arbejde på et hospital i byen. Ud på natten, da vi skulle til at gå i seng, gik det op for os, at vi ved en misforståelse var blevet anbragt på det samme værelse… Vi nænnede ikke at forstyrre den kvindelige manager, og havde egentlig heller ikke noget imod at dele sovekammer

… Næste dag orienterede jeg mig lidt i byen. Det var søndag, og jeg prøvede, om jeg kunne se, hvornår posthuset åbnede næste morgen. Straks blev jeg anråbt af en politibetjent, som havde fundet det yderst mistænkeligt, at jeg nærmede mig posthuset, når der var lukket. Og endnu værre: Jeg gik rundt med et lille kort i hånden!

Jeg blev under protest trukket af sted til politistationen, og på vej dertil blev jeg hånet af en flok unge fyre, som hoverede slemt over at se en hvid mand blive slæbt til stationen. Det første jeg så ved ankomsten, var to unge mænd, som fik prygl! Dette fik mig til at være lidt mere forsigtig og moderere mit mishag en kende.

Snart mødte jeg også to englændere, der var slæbt til politiet for en lignende “forbrydelse”. Vi blev udspurgt på kryds og tværs og måtte derefter vente, mens ”sagen blev behandlet”. 

Mens vi sad og ventede, kom der en journalist forbi. Han skulle lige høre, om der skete noget interessant på stationen. Så vi fortalte ham vores historie. Efter mere end tre timers venten blev vi sluppet fri, dog kun mod at de beholdt vores pas til den følgende dag.
 

Frigivet - men med bitre minder

Da jeg kom tilbage til mit missionshotel blev jeg mødt af en rasende manager. Det var gået op for hende, at jeg havde overnattet sammen med en kvinde! Mens jeg havde siddet på politistationen, havde politiet nemlig gennemrodet mit værelse, og manageren var aldeles overbevist om, at det var fordi, jeg levede et syndigt liv. Og pigen - fik jeg at vide - havde hun smidt ud!

Næste morgen fik jeg mit pas tilbage. Jeg fik tilmed en undskyldning, fordi Zambia trods alt havde et godt forhold til Danmark. De to englændere fik i første omgang en lige så pæn undskyldning, men da det gik op for den pågældende myndighedsperson, at de var englændere og ikke danskere, indtog han en noget mere kritisk holdning. Det er altså ikke ligegyldigt hvor man kommer fra!

I den lokale avis kunne jeg senere læse en lille notits om, at en dansker og to englændere var blevet tilbageholdt af politiet, mistænkt for spionage!

Straks efter forlod jeg byen og satte mig på en bus til et sted nær grænsen til Malawi. Jeg fik ikke taget et eneste billede i Lusaka, og Zambia står i dag for mig som det mest ubehagelige land, jeg har rejst i, hvilket selvfølgelig er en fuldstændig uretfærdig betragtning.

Men dét, der bagefter ærgrede mig mest var, at jeg aldrig fik hørt, hvad der blev af den engelske kvinde.

 

 
 
Share this