På motorcykel gennem det sydlige Afrika


Knud B Bachs billede
Knud B Bachs billede
 
2014 sep

I maj 2013 var jeg på en fantastisk motorcykeltur gennem det sydlige Afrika i to uger. Turen var utrolig oplevelsesrig, og jeg havde glæden af at besøge seks af Afrikas bedste safariparker. Jeg nød at køre motorcyklen, kammeratskabet til de andre motorcyklister og oplevede på denne tur the big five: løven, elefanten, den afrikanske bøffel, leoparden og næsehornet. Og dertil flere buskmænd.

Vi mødes i Johannesburg, Sydafrika. 12 spændte deltagere, klar til at påbegynde den næsten 3.700 km lange tur. Alle de andre er argentinere, og jeg kender flere af dem fra en motorcykeltur i 2010, hvor vi kørte til Ushuaia. Også en utrolig tur! Således kender jeg derfor også de tre arrangører, Pablo, Roberto og Kristo fra Rent-A-Moto. Resten af slænget er en broget forsamling: Vekselerer, advokater og firmaejere. De bliver nye venner. Vi gasser op for de store BMW-motorcykler og giver os i kast med rejsen.

Turen er således sparket i gang. Vi kører mod nord til Zimbabwe, derefter over Zambia, ned gennem Botswana og tilbage til Johannesburg over Sun City. Rejsen er lang, men det er intet problem for de kraftige 800-1200 cc BMW-motorcykler. Hver dag kører vi et sted mellem 200 og 750 km, mens vi krydser flere landegrænser, i forskelligt terræn men generelt på gode veje, hører diverse sprog og møder nye kulturer. 

Første stop: Soweto. Vi besøger det hus, hvor Nielson Mandela og hans anden kone Winnie boede i 1990 efter Mandelas løsladelse fra 27 års fængsel.

Syd Afrika Soweto MC Group

Derefter kører vi videre til  The Kwathabisile Game Lodge, hvor vi spiser middag i den traditionelle boma. Her sidder vi i kreds omkring bålet, mens kokken disker op med oksekød, antilope, kudo og perlehøns. Der synges og der nydes selvfølgelig en god sydafrikansk rødvin.

Syd Afrika Kwathabisile  Lodge Boma

Den følgende dag kører vi videre. Vi skal krydse grænsen til Zimbabwe, et land præget af fattigdom. Ved grænsen må vi vente i tre timer, før immigrationspolitiet lader os passere. Zimbabwe er det mest besværlige land for grænsekrydsning. Imens vi venter, ser vi kvinder balancere tunge sække med varer på deres hoveder ind i landet,  alt mangler i Zimbabwe.

I Bulawaya er vi på sightseeing. Roberto tager billeder af højesteretsbygningen, en statslig Rhodesia bygning. Men i Zimbabwe er det ulovligt at fotografere offentlige bygninger, så politiet tager ham med på stationen, og indholdet på hans memory card slettes!  På Bulawayo highway bliver Pablo desuden stoppet af politiet, for han har kørt for stærkt, 150 km/t hvor kun 100 km/t er tilladt. Pablo modtager en bøde på 50 USD, der skal betales på stedet. Men kvittering er det ikke muligt at få …

Zimbabwe Bulawayo road hastighedsbøde

Vi når dagens destination: The Zimbabwe Hwange Safari-lodge Hotel. Et yderst charmerende, dog lidt nedslidt femstjernet hotel. Fra mit værelse kan jeg se vandhullet. I solnedgangen dukker der mange dyr op, hvilket er et vidunderligt skue. Jeg ser bl.a. en tørstig elefant jage gnuer og vildsvin på flugt, så den kan drikke i fred. Næste morgen er vi desuden på en spændende safari, og jeg ser bl.a. to prægtige løver på parringstur.

Zimbabwe Hwange. Elefanten vil drikke

Back on the road again. Vi kører videre og stopper, da vi ser en lille primitiv landsby, hvor beboerne overlever på subsistensniveau af kvæg og lidt hirseavl. Kun familiens overhoved, landsbyens høvding, er hjemme. Han fortæller, at børnene er i skole, og kvinderne i marken. Vi overrasker ham med en lille gave: 500 rand (ca. 300 kr.). Han bliver ovenud lykkelig.

Zimbabwe Hanga lands by besøg

Vi vinker farvel til den lille høvding og kører videre. Senere ankommer vi til det flotte femstjernede hotel The Royal Livingstone i Zambia. Ja, kontrasterne er store i denne del af verden … Hotellet er fantastisk. Vi ser hvirvlerne mod Victoriafaldet over Zambezifloden, hvor dovne flodheste daser i vandet i den varme eftermiddagssol.

Zambia Livingstone Zambezi River Hippo love

Vi slapper af i baren og nyder udsigten efter endnu en lang køretur. Næste dag besøger vi det enestående vandfald, Victoria Falls, opkaldt efter dronning Victoria af David Livingstone, den første europæer der fandt frem til vandfaldet. Men i Zambia kalder de fleste vandfaldet for Mosi-oa-Tunya, som betyder ”den tordnende røg”. Et passende navn. Senere besøger vi Livingstone Elephant Lodge, hvor vi rider på elefanter! Det er åbenbart en myte, at afrikanske elefanter ikke kan tæmmes.

Zambia Livingstone Victoria Fall

På gode veje nærmer vi os grænsen til Botswana. Nogle gange når vi op på 200 km/t, men marchhastigheden ligger som regel omkring de 150 km/t. Men vi må passe på, da geder og æsler pludselig kan krydse vejen.

Zambia Kazungula Road to Botswana

Vi når Botswana, og den samme aften overtaler jeg nogle af de andre til en tur i byen. Vi prøver en natklub i Thebe. Fra højtalerne pulserer afrikansk housemusik, mens vi afprøver den hjemmelavede hirsebryg og hyggesnakker med de lokale. Den følgende dag bliver ligeledes festlig, for Juan fylder 61. De ansatte på The Pelican Lodge overrasker os med et super danseshow i boma’en til ære for Juan. Dansen går under den stjernefyldte afrikanske nattehimmel.

Juan’s Birthday Party

Endnu en gang skal vi af sted. Men denne gang lader vi motorcyklerne stå, da vi lejer to små fly fra Maun til Okavango. Her bor vi på The Metabe Lodge, et lækkert, femstjernet all-inclusive ”telthotel” midt ude i bushen. Fra hotellet tager vi på flere game drives (safariture i åbne Land Rovere). Vi er heldige og ser en smuk leopard og mange andre dyr. I solnedgangen får vi serveret drinks, som vi nyder i vores safaristole, mens vi taler om alle de gode oplevelser, vi har haft indtil videre på turen. Imens ser vi ca. 100 elefanter.

Botswana Okavango Game drive. Vi ser en leopard

Okavangodeltaet er et stort indlandsdelta. Almindeligvis løber floder ud i havet, men ikke her hvor floderne forgrener sig, og vandet gradvist forsvinder i sandet. Okavangodeltaet er et spændende sted, da det skaber rammerne for et fantastisk varieret natur- og dyreliv, der grænser op til den golde Kalahariørken. I ørkenen besøger vi en lejr af buskmænd, hvor vi spiser aftensmad og ser traditionel dans. Disse mennesker er tvunget til at leve i ørkenudkanten, hvor de lever af at jage og samle. Disse pygmæer er et af Afrikas ældste folk.

Botswana Kalahari San Bushmans Camp

Vi flyver tilbage til vore motorcykler. Og nu vendes snuden hjemad mod Johannesburg. Men på vejen tager vi et stop i Sun City, som ligger tre timers kørsel uden for Johannesburg og tæt på Pilansberg Nationalpark i Sydafrika. Vi besøger nationalparken, som er meget stor – hele 500 km². Her er det muligt at spotte alle the big five.

 Evening MC in Sunset

Sun City blev etableret under apartheidstyret. Her kunne hvide sydafrikanere gå på kasino og møde farvede kvinder, selvom det var forbudt på denne tid i Sydafrika. Bophuthatswana var nemlig udnævnt til en uafhængig stat. Derfor blev byen også kaldt Sin City. Vi nyder den sidste tid sammen i disse luksuriøse omgivelser, inden vi må sige farvel til hinanden. Til sidst afleveres BMW’erne tilbage i Johannesburg – alle uden en eneste skramme.

På dette eventyr opnående jeg også at besøge mit land nr. 100 – Nambia – en sand milepæl! Det sydlige Afrika er enormt spændende område med nogle af verdens bedste safariparker.

 Foto: 24  Forfatteren på eventyr i land nummer 100

Knud B. Bach har medlemsnr. 125. Han bor i Aalborg og har til dato besøgt 14 territorier og 101 lande på alle syv kontinenter.

 

Faktabox

BUSKMÆND I DET SYDLIGE AFRIKA Buskmænd er sydafrikanske naturfolk fra Kalahariørkenen og den nordvestlige Kapprovins, der taler sansprog. Kalahariørkenen er et stort tørt til halvtørt sandet område i det sydlige Afrika, som dækker ca. 500.000 km². Ørkenen dækker ca. 70 % af Botswana og dele af Zimbabwe, Namibia og Sydafrika. Der har boet lyse buskmænd i Kalahari i ca. 20.000 år – længe før de sorte bantufolk trængte ind. Det vides ikke, hvor mange buskmennesker der er tilbage. Nogle kilder mener, at der er 50.000, og andre mener, at der er op mod 100.000. Buskmændenes kultur er Afrikas ældste. De har levet i små familier sammen som jægere og samlere, idet mændene har jaget antiloper, og kvinderne samlet rødder i det samme område år efter år. I 1963 oprettede den britiske kolonimagt et naturreservat uden at have spurgt sig til råds hos buskmændene. Nu er den gamle måde at leve på forbi. Før fik de vand fra regn og fra jorden. I dag er der blevet foretaget vandboringer, så de kan hente vand fra en vandhane. Botswanas regering mener, at buskmændene skal være rigtige borgere, og regeringen har derfor givet dem geder og æsler. Botswana styres af sorte og hvide storfarmere, og de anser et liv uden husdyr for primitivt. Ud & hjem igen: Fly København-Johannesburg fås fra ca. 4.750 kr. t/r.
 
 
Share this