Én dag i Afrika


Per Danielsen
2017
1

Et kort besøg i den spanske selvstyrende enklave Melilla er næsten synd, da de 12 km2 har meget at byde på. To timer per. km2 burde egentlig være nok, tror man først. Her er et dejligt Middelhavsklima, hvor solen skinner, selv om det regnede i Malaga, som ligger 20 minutter væk med fly. Byen består af en spansk fæstning, som udgør hele den gamle bydel og ligger truende ud mod havet. Den består af fire dele, så hvis den ene del skulle blive erobret, så kunne (eller kan, da det stadig er et spansk territorium), man stadig forsvare de tre andre dele.
Den nye bydel fra starten af 1900 tallet er næsten et must for elskere af Art Noveau, da byen kun er overgået af den meget større Barcelona, som til gengæld er overrendt af turister. Her kan man gå rundt i ro og fred, da der næsten ikke er nogen turister.
Maden er også en fantastisk blanding af marokkansk og spansk tapas tradition. Og så er priserne utrolig lave, så bliv her endelig et par dage.
Var også henne ved en grænseovergang. Der er ca. 70.000 fastboende plus 30.000 marokkanere, som hver dag krydser grænsen for at arbejde i Melilla. Desværre behandler det spanske politi grænsegængerne meget dårligt. Jeg skulle over en fodgængerovergang tæt på grænsen, hvor der var meget trængsel af biler og fodgængere. De lokale blev slået med politistavene, da de forsøgte at passere fodgængerovergangen mellem bilerne, men da de så jeg kom, så stoppede de bilerne så jeg og mange andre kunne komme over. Jeg fik virkelig en dårlig smag i munden, for hvorfor skal jeg prioriteres højere end de lokale?
Hele enklaven er omringet af et 5 meter højt grænsehegn, så her går virkelig grænsen til EU.