Andalusien februar/marts 2017


Susse Lillesøe
2017
30

Rejsebrev fra Spanien februar 2017 (1)

Så er jeg atter en måned i Almunécar i Andalusien, og ca. en trediedel af ferien ER gået.
Jeg ankom lørdag d. 18. til Malaga lufthavn, hvor jeg som sædvanligt blev afhentet af Inge og Stephen. Efter ankomsten her til Playa Tropical (vores hus), var det rart, at mine kasser og liggestolen fra min hylde i kælderen allerede var blevet bragt op i min lejlighed, for dels er jeg jo ikke helt mobil endnu, dels var det lørdag aften, og det ville betyde, at jeg sandsynligvis ikke ville have kunnet få mine ting før mandag, hvor kontoret her åbnede igen. Men Knud og Stephen havde ved fælles hjælp fået det ordnet, hvilket jeg var meget taknemmelig for. Ja, nu er det jo sådan i år, at Knud, som jeg har kendt fra Sølager gennem alle årene (det var ham, der var skyld i, at vi i sin tid købte campingvognen) også har lejet sig ind hernede i en måned, omtrent samtidig med mig. Hans ejendom i Sorgenfri er ved at blive renoveret, og da det varer et års tid, er han husvild og må bo forskellige steder, så han lod sig nemt overbevise om, at hernede var dejligt på denne årstid, - og så er det også et ret billigt sted at bo, i betragtning af, hvor skøn beliggenheden er!
Jeg ankom lørdag i pænt vejr med solskin, men om søndagen var her overskyet og ret blæsende, og bølgerne var høje. Jeg brugte det meste af dagen på at pakke ud og indrette mig, og sidst på eftermiddagen var Knud og jeg inviteret på ”Sunday Roast” nede hos ”Danny’s” (det gode stamspisested) sammen med Inge og Stephen samt Kate, som også er fast tilbagevendende beboer her i Playa Tropical. Jeg fik allerede her lejlighed til at hilse på flere af de sædvanlige gengangere. Mandag var jeg inde i byen og gøre nogle madindkøb, men ikke for mange, for allerede om tirsdagen skulle jeg på min første længere udflugt.
Knud har lejet bil under hele sit ophold hernede, og hjemmefra aftalte vi at gøre nogle længere udflugter sammen, hvilket passede mig fint. Dels ville jeg få mulighed for at komme længere ud end de ture, Bent hernede arrangerer, og som ofte, hvis de er for lange, ikke bliver gennemført, dels var det en fordel, også for Knud, hvis vi kunne deles om udgifterne til benzinen. Vi lagde store planer mandag aften om to lange ture, og allerede tirsdag morgen tog vi af sted på en fire dages tur. Denne tur blev lidt af et kompromis for os begge: Knud ville gerne først til Ronda, hvor jeg har været to gange før, og for mig var det et ufravigeligt krav, at vi skulle en tur til Tanger i Marokko, som jeg gerne ville gense, og endelig ville vi begge gerne til Cadiz, hvor Knud oveni købet havde fundet ud af, at der var karneval i denne uge. Det var grunden til, at vi byttede om på de to lange ture, vi havde bestemt os for, hvilket viste sig heldigt for mig på længere sigt, da vi er blevet enige om, at jeg ikke tager med på den næste, lange tur, men mere om det senere.
Vi startede tidligt tirsdag morgen og kørte i pænt vejr mod Malaga og videre gennem et smukt område, Sierra de las Nieves, som viste sig at være en af Spaniens mange nationalparker. Vi gjorde flere stop ved svimlende udsigtspunkter og gamle borgruiner, hvor jeg mærkede de første tegn på, at mit bentøj ikke er, hvad det har været. Jeg var naturligvis udstyret med sportstape og støttebind under hele turen men må erkende, at den forstuvning af knæet, jeg fik helt tilbage i midten af november, nok har bedret sig, men der er stadig langt igen, og jeg har mine tvivl, om jeg nogensinde bliver helt mobil som før?
I Ronda skulle Knud naturligvis opleve udsigten ned i slugten fra broen over til den gamle bydel, som vi også gik en tur igennem. Derefter gik turen videre mod Algeciras, Algatocin og til Jimena de la Frontera, hvor vi i den charmerende lille by fandt vores første overnatningssted ”Posada la Casa Grande”, et privat byhus, hvor man blev lukket ind gennem en smedejernsport i en lille gård, hvorfra der var adgang ad trapper videre ind i huset, hvor værterne også boede. Vi fik hver et pænt værelse med bad. Inden da havde vi haft god brug for Knuds glimrende spanskkundskaber, idet han måtte spørge sig for i en lokal lille bar, hvor han fik udleveret telefonnummeret til overnatningsstedet, der lå få meter derfra. Både aftensmad og morgenmad den følgende morgen måtte vi finde andre steder i byen, men det var heldigvis ikke noget problem, og samtidig fik vi kigget lidt på den hyggelige by. Der var dog noget koldt på værelset, og det var generelt et problem de tre steder, vi overnattede i løbet af turen og sikkert også grunden til, at jeg her bagefter kæmper med en forkølelse, der er lige på nippet til at bryde ud, men som jeg indtil videre har holdt stangen med echinacea-halsspray og zyx-sugetabletter.
Dag 2 kørte vi mod Tarifa, som er Spaniens sydligste spids, - et forblæst sted med mange vindmøller, - og netop fordi det blæste så voldsomt, var tvivlen stor, om det overhovedet lod sig gøre at sejle til Tanger? Rygterne gik, at færgerne var aflyste, men sørme, om det ikke lykkedes os at få plads på en hurtigfærge, som ville sejle kl. 13. Vi forlod vores bil på en parkeringsplads (og håbede, den stadig ville stå der, urørt, når vi kom tilbage om aftenen) og stillede os i kø til at gå om bord. Det viste sig at vare mere end en time, før vi kom ombord, - fandt aldrig ud af, om forsinkelsen skyldtes vejret, eller det var fordi den anden færge var forsinket, - men da der var tidsforskel i vores favør i Marokko, fik vi en time mere forærende, og hjemturen blev på grund af forsinkelsen rykket tilsvarende frem. En overraskelse i forbindelse med den tur, vi havde booket, viste sig at være, at vi tilhørte en lille gruppe på 10 turister, der havde egen guide under hele opholdet, som startede med en busrundtur i byen fulgt af en rundtur til fods gennem kasbahen (basaren) samt en frokost på en udmærket restaurant. Der var også tid til at gøre lidt indkøb, og vi var naturligvis tvangsindlagt til et besøg hos tæppehandler m.m., men det var en charme i sig selv. Jeg nød gensynet med Tanger, som jeg følte, jeg ikke var blevet helt færdig med, da jeg var der på min store Marokkorundrejse i 2012. Hjemturen var voldsom, og båden slog nogle ordentlige slag og hoppede og dansede i de høje bølger, så man kunne blive helt bekymret for, om den holdt. Godt man er søstærk! Vores bil holdt heldigvis stadig, hvor vi havde stillet den, og da det var blevet sen aften, før vi kom hjem, måtte vi i hast finde et sted at sove i Tarifa. Nogle lokale unge mennesker, vi havde mødt på båden gav et tip om et par hostels oppe i byen, og vi fandt frem til ”Hostel Tarik” og fik et par værelser. Mit lå ret charmerende med udgang til en svalegang, hvor der stod et par bænke, så Knud og jeg sad derude og fik et lille glas inden sengetid og kiggede ned på gadelivet. Luften var helt lun, det var en smuk aften, og blæsten mærkedes ikke her. Til gengæld var værelserne endnu engang kolde, og der var ikke varmt vand i hanerne, så det var en kold fornøjelse at blive vasket.
Dag 3 gik turen efter en solid (og dyr) morgenmad og lidt sightseeing i Tarifa, bl.a. kirken, videre mod Vejer de la Frontera, en charmerende, hvid by, der snoede sig op og ned ad snævre gader, og mod Cadiz. Det var en stor by at indtage og finde rundt i, men det lykkedes os at komme til at parkere lige under den store byport, hvor Knud fik en parkeringskvittering, der varede 24 timer. Så meget tid havde vi jo desværre ikke, men bilens placering var heldig, da vi nemt kunne finde den igen. Vi gik i første omgang efter en form for rundgang efter en fast rute for at komme byen rundt, men den kom vi hurtigt fra, så det blev lidt på må og få. Vi så naturligvis den store katedral, spadserede ved havnen og så ruinerne af et gammelt romersk teater, der var under udgravning, og vi besøgte Parque Genovez, som var en art botanisk have med mange spændende vækster, bl.a. meget smukke og velskabte drageblodstræer og andre sjovt klippede træer af form som f.eks. spiraler. Og så ledte vi efter spor af det karneval, som vi havde hørt skulle finde sted netop i denne uge. Men ak, - det ville først starte til weekenden, og vi var der på en torsdag! Vi måtte nøjes med at se forberedelserne til det i form at ophængte bannere, lyskæder af form som klovnehoveder og ansigtsmasker, og vi kom da også forbi det store teater i maurisk byggestil, hvor nogle udklædte og sminkede hoveder kiggede ud af vinduerne. De har nok været i gang med et prøveforløb til deres store optog?
Men vi måtte videre, for det var nok ikke en god idé at skulle finde overnatning i Cadiz, så vi fandt bilen og kørte mod Sanlúcar de Barrameda, der ligger endnu længere vestpå, - så langt, vi næsten kan komme, for på den anden side af denne by ligger det store sumpområde Parque Nacional de Donana, hvor den store flod, Guadalquivir løber ud i havet. Der er ikke mange veje igennem, og hvis man vil til den vestligste by, Huelva, er man nødt til at tage dertil via Sevilla, men så langt nåede vi ikke. Sanlúcar de Barameda viste sig at være større og mere spændende, end jeg havde forestillet mig (jeg troede, det var en udørk). Men vi kom meget sent frem, og det viste sig, at man skulle parkere uden for centrum i en parkeringskælder, så vi måtte slæbe vores bagage gennem den halve by for at finde ind til bykernen og det sted, Knud havde udset til overnatning. Det var lige i centrum af byen på en hyggelig plads i en lille pension/hostel, ”Paloma Blanca” (Den hvide due). Igen op i kolde værelser, men hvad kan man vente sig til dén pris? Vi måtte også have noget at spise, og jeg havde læst om, at dette var et skaldyrsparadis, så det måtte prøves, koste hvad det ville! Vi fandt frem til ”Casa Balbino” på den næste plads, hvor der var god stemning og en overdådig buffet med alverdens skaldyr. Man kunne sammensætte så mange tapas, som man ønskede, og jeg prøvede både havsnegle, blæksprutter, små rejer i en salat og muslinger, - 5 forskellige slags i alt. Det var SKØNT, - jeg kunne leve af skaldyr, mums! Og så var det ikke engang dyrt, men de henter dem jo også nærmest lige uden for døren. Næste morgen gik vi en tur i byen og så bl.a. det store fiskemarked, hvor man kunne nærstudere de mange sjove fiske- og skaldyrsarter, - fascinerende! Der lå også store rovfisk med sylespidse tænder, nogle kæmpebøffer af formentlig store tun eller sværdfisk, samt halefinnerne derfra.
På vej hjem fra restauranten om aftenen blev vi i øvrigt vidne til et underligt skue, og vi fandt aldrig ud af, hvad det drejede sig om? Midt på en af pladserne stod en gruppe mænd, nærmest klædt som gamle galejslaver med en art turbaner på hovedet. De fleste stod inden i sådan en stor, åben kasse i en kolonne, og de løftede den op i flok og gik vuggende langsomt fremad til noget musik. Så stoppede de, og nogle skiftede plads med andre. Det virkede meget rituelt, nærmest lidt logeagtigt, men vi måtte gerne se på det og fotografere. Det var virkelig besynderligt?
Byen var ikke så lille endda. På dag 4 kunne vi nede ved Guadalquivirfloden skue over mod de store, øde sandbanker, der var starten på den store, sumpede nationalpark, og der gik også en lille færge i pendulfart, men der var intet at foretage sig derovre, og vi skulle også videre hjemover, så vi nøjedes med at se på trafikken, - en flok motorcykler, der kørte fra borde. På vejen tilbage til vores hostel passerede vi en isfabrik med en meget smukt kakkeldekoreret facade (der skal jo bruges is til de friske fisk) og en stor mindesten for Columbus, der drog ud herfra på en af sine rejser, samt for en anden, næsten samtidig søfarer, Magellan. I øvrigt var her mange smukke, store, velholdte villaer, hvilket tydede på velbemidlede indbyggere.
Nu gik turen videre mod Jerez de la Frontera, som først og fremmest er kendt for sin sherryproduktion. Det var svært at finde et sted at parkere, og vi havde ikke overvældende meget tid, så vi nøjedes med at bese den store borg udefra, og vi holdt lige foran en af de store sherryfabrikker. Det lykkedes os dog at finde en lille bar i centrum, hvor vi kunne smage en af de gode sherryer, og der fik vi ovenikøbet en lille portion tapas, - så var frokosten reddet! Mens vi sad der, kom en nordmand hen til os. Han kunne høre, vi var danskere og fortalte, at han boede i byen og om aftenen skulle have hørt Poul Dissing, der skulle optræde både der, og senere i både Cadiz og Sevilla i forbindelse med noget flamenco, men desværre var alt samme dag blevet aflyst, da han var blevet akut indlagt med et slagtilfælde, en hjerneblødning el. lign. Det var vi naturligvis kede af at høre, - også fordi han faktisk bor i Sølager, hvor vi kender ham lidt fra. Vi fik også at vide af den velunderrettede nordmand, at Pouls kone, Pia, var med dernede, og at de boede hos nogle venner, så der er heldigvis nogen, der kan tage hånd om situationen. Man må håbe alt det bedste for ham!
Inden vi drog videre, kiggede vi ind i byens katedral, og så var næste stop Arcos de la Frontera, en helt fantastisk beliggende by. Stop eller stop…. Det var ikke sådan lige at lade sig gøre, for byen var ved at lukke og blive spærret af, da de på pladsen foran den maurisk inspirerede kirke var ved at rejse et stort telt. Det var med fare for at blive stoppet, få en bøde eller blive spærret inde i byen uden at kunne komme ud igen, at vi trodsede indkørselsforbuddet for uvedkommende, og Knud snoede sig ind og ud af de snævre gyder, mens jeg nærmest hang ud af bilvinduet og fotograferede. Et ganske kort stop nåede vi også ved det fantastiske udsigtspunkt ud over slugten, inden vi blev smidt væk derfra. Pyh… vi slap ud uden hverken bøder eller skrammer på bilen! Men byen var interessant og gerne et nærmere besøg værd en anden gang.
Herfra gik det så hjemad med et enkelt kaffestop, og det var rart endelig at ligge i sin egen seng igen efter tre kolde nætter. Inden nød jeg at nedsænke mig i nærmest kogende vand i mit badekar. Alligevel har jeg efterfølgende døjet med en snigende snue og ondt i halsen, men foreløbig holder jeg det stangen med mine medbragte helsekostpræparater.
Om lørdagen, dagen efter, vi kom hjem, var det stadig ikke vejr til solbadning eller havbad (stadig store bølger), men det gjorde ikke så meget, for jeg skulle med Stephen og Inge i kirke og se og hilse på den nye præst, Christian Madsen. Han viste sig at være et rart bekendtskab, og han er tydeligvis en gevinst for den ellers hensygnende menighed, der atter er ved at vende tilbage efter de seneste to års nedgang. Det var også hyggeligt at hilse på de forskellige fra menigheden, jeg kender fra de andre år, og så var der den sædvanlige spisning bagefter i ”Stråhytten”. Værre var det, at menigheden igen står uden organist. Den erstatning, en pensioneret engelsk organist, de havde fået i stedet for Inger Marie Lenz, der havde valgt ikke at komme herned i år på grund af sin mands sygdom, var pludselig blevet fundet død. Bortset fra chokket, skulle der hurtigt findes en løsning, som viste sig i lørdags i form af nogle gæster, der tilfældigvis var der, hvor der var en organist imellem, men hun skulle rejse hjem lige efter, så kirken har ingen organist resten af sæsonen. Stephen er jo netop valgt som formand for menighedsrådet, så han (og Inge) kommer nu til at lægge hovederne i blød og finde en løsning fremover.
De seneste dage her har været uendeligt fredelige, hvilket også var tiltrængt oven på den hovedkulds start på ferien med mange indtryk. Vejret er blevet meget fint og solrigt, bølgerne har lagt sig, og de seneste tre dage har jeg morgenbadet. Temperaturen er 13 grader, - to grader højere end sidste år! Disse morgener er det bedste tidspunkt på dagen, og det siger jeg, selv om jeg er B-menneske. Fornemmelsen af at stige op af det friske havvand efter en svømmetur og gå op og drikke morgenkaffe på sin altan med udsigt til flere timers solbadning og fred og ro, kan nærmest gøre én helt lykkelig! NU slapper jeg rigtigt af, og jeg nyder at læse og have tiden til det. Er allerede i gang med bog nr. 2 og frygter, jeg ikke har bøger nok med. Hvilken luksus ikke at have større problemer?
Men Knud og jeg er blevet enige om, at jeg ikke tager med på hans næste, store tur i næste uge, som kommer til at vare længere. Dels er det steder, jeg HAR været før, dels vil jeg også andre ting, mens jeg er her, dels skal jeg slappe lidt af, og ikke mindst var denne tur en stor mundfuld for mit stakkels knæ, idet vi jo gik meget hver dag, og hvert skridt var en pine for mig, jo mere dagen skred frem. Jeg tror også, jeg er en hæmsko for tempoet, så Knud vil kunne nå mere af det, han gerne vil nå, hvis han gør det alene. Det er helt fint. Vi har hygget os på denne tur, og vi får også en én-dags tur sidst på ugen, til bl.a. Nerja m.m. Mere om det senere.

Rejsebrev fra Spanien marts 2017 (2)

Efter mine første 10 dage, heraf de 4 med voldsom rejseaktivitet i Andalusiens sydligste områder, blev den sidste og længste del af ferien mere rolig. Dels havde jeg fået dækket et stort behov for at se nye områder, dels trængte mit stakkels knæ til at hvile sig oven på de mange gåture og sidst, men ikke mindst, var jeg blevet meget, meget forkølet. Jeg havde mærket det komme men forsøgt at holde det nede med echinaceaspray, men alligevel brød det ud i lys lue og næsen løb og halsen kradsede. I løbet af nogle dage tabte jeg stemmen helt og kunne nærmest kun kvække! Det er længe siden, jeg har været SÅ hårdt ramt under en forkølelse. Som regel kan jeg, - også selv om jeg både snotter og hoster, - med min teknik synge henover det, men denne gang var der intet at gøre. Stemmen var helt væk! Det varede over en uge, og den første lørdag, jeg var med til højmesse, efter det var brudt ud, kunne jeg ikke synge en tone…. Der kom måske en lyd på hver tredje/fjerde stavelse, og så sprang stemmen fra igen, uha! Jeg tænkte med gru på min kommende koncert derhjemme i starten af april med Händel-trioen, - hvordan skulle det dog gå?
Nå, men jeg besluttede derfor at tage den med ro, og da vejret samtidig var blevet helt forrygende med højsommerligt vejr, nød jeg simpelthen dagene på min altan, hvor temperaturen hurtigt kom op på 42 grader, når solen stod stærkest. Så jeg svedte simpelthen forkølelsen ud, og den forsvandt da også hurtigere end normalt, så jeg fik gradvist stemmen tilbage. Jeg morgenbadede også dagligt nu, hvor bølgerne havde lagt sig, og temperaturen var i år 13 grader, - to grader højere end sidste år. Jeg tænker ikke, det har skadet mig, selv om jeg var så forkølet? Det skønne vejr blev ved og ved, og efterhånden kom der folk på stranden, og de badede også om eftermiddagen, - noget man ellers aldrig ser. Knud og jeg badede også om eftermiddagen, og ofte kunne man jo sidde eller ligge dernede, når solen var væk fra altanen. Men ellers var det den samme lille, faste flok, der hver morgen mødtes på vej til eller fra morgenbadet, - meget hyggeligt!
Fredag d. 3. marts var der arrangeret jazzkoncert i Nerja. Det er en næsten årligt tilbagevendende begivenhed, som kirken dernede står for, men det var et andet orkester denne gang. Knud og jeg var blevet tilmeldt arrangementet, og vi var blevet enige om at kombinere turen til Nerja med lidt sightseeing i området. Knud ville gerne se nærmere på Nerja, - bl.a. en tur i hulerne, men det blev der ikke noget af, da vi skulle have forudbestilt. Da vi ankom, var der fuldt booket samme dag. Det var synd for Knud, men jeg har været i hulerne tidligere, så skuffelsen var mindre for mig. Vejret var faktisk ikke så godt netop denne dag, hvor vi fik fornøjelsen af flere regnbyger i dagens løb, så det efterfølgende besøg i Frigiliana, - den hvide by, - som JEG var meget opsat på at se, blev heller ikke den oplevelse, jeg havde håbet på. Vi måtte simpelthen søge ly for regnen på en café, så det blev kun til en kort tur rundt i de mest centrale gader, der i øvrigt var så stejle, at det var lidt hårdt for mit bentøj. Men byen var bestemt meget charmende, - dog kunne man også fornemme, at den var meget turistet.
Om lørdagen var det også møgvejr, men der var jeg i kirke i ”Lux Mundi” i Torre del Mar med Stephen og Inge, og det var på det tidspunkt, at forkølelsen var brudt ud i lys lue! Om søndagen brød solen atter igennem, og jeg kunne igen nyde både et morgenbad og solen på altanen, og om aftenen inviterede jeg Knud til middag, hvor jeg indviede min nyindkøbte, store paellapande. Knud bidrog med sangria, så det blev en rigtig hyggelig spansk middag. Jeg havde også forsøgt at invitere Stephen og Inge med, men de er så optagede af møder, aftaler og middage her og der, at det er helt håbløst. Det må vist vente, til vi ses i Sølager til sommer?
Om mandagen drog jeg ind til byen, da Inge havde foreslået, at man lagde vejen om ad en af de små gader i centrum, hvor en dansk smykkeforretning holdt ophørsudsalg med halv pris på alt. Egentlig stod jeg ikke og manglede noget, men nysgerrigheden tog over, og jeg fandt frem til butikken og endte da også med at købe et meget sødt sølvsmykke med akvamariner samt to sølvkæder, som man jo altid kan bruge. Om eftermiddagen var der foredrag i Dansk-spansk forening, i kirkens regi. Den nye præst, Christian Madsen, skulle holde foredrag om sit virke som feltpræst i bl.a. Afghanistan. Der var stopfyldt i lokalet, så det var godt, man var kommet i god tid. Det var et meget interessant foredrag om et emne, man jo normalt ikke får indblik i, og også ganske rystende og tankevækkende at høre om, hvordan han skulle være til stede, når der blev indbragt hårdt sårede soldater, så de følte sig trygge ved, at der var nogen, der kunne tage hånd om dem og trøste og berolige dem. Men det var barske ting, han ofte fik at se, for nogle var så hårdt sårede, at de allerede var halvdøde, og noget af det værste var, når der skulle formidles ubehagelige budskaber til pårørende derhjemme. Det siger sig selv, at man ikke kunne lades uberørt af de barske skæbner, så der var nok brug for både den moralske opbakning fra baglandet, men måske også professionel psykologhjælp? At have været udstationeret som feltpræst kræver sin mand og er nok noget, man aldrig vil komme sig over!
Så fulgte en uge, hvor der stort set ikke skete andet end, at jeg sad på altanen til solen forsvandt, hvorefter jeg enten fortsatte nede på stranden eller måske sad nede på Danny’s (der i øvrigt havde lukket i over en uge) eller på ”Strand” og fik en kop kaffe eller en ”Clara” (halv øl/halv sodavand, - smager skønt!) I disse dage fik jeg læst en masse og måtte ned i vaskekælderen og finde nogle flere bøger, da jeg ikke havde nok med hjemmefra. Jeg fik læst 6 bøger under mit ophold. Om fredagen tog jeg ind på det ugentlige fredagsmarked og gjorde nogle gode køb og lørdag var der igen højmesse, - denne gang i Fiskerkapellet i Almunécar, - og nu kunne jeg igen synge lidt med. Hele ugen var Knud igen på eventyr, og vi var blevet enige om, at jeg ikke skulle med. Han var bl.a. i både Granada, Cordoba og Sevilla, hvor jeg HAR været før, men jeg ville dog gerne have være med i både Ubeda og Baeza. Jeg tror dog, det var godt for mit helbred, at jeg holdt lidt igen, og når vejret var så fint, var det også dejligt virkelig at nyde det og slappe af. Desværre har mit knæ ikke fået det bedre hernede, og det på trods af både varmen og svømmeturene. Jeg er også flere gange gået ind til byen, og jeg har lavet min elastiktræning så godt som dagligt, så jeg forstår det ikke helt? Kan man gøre mere? Det er lidt deprimerende. Jeg måtte jo afstå fra den krævende ”Camino del Rey” tur med Bent, som var helt udsolgt sidste år, hvor jeg godt havde kunnet gå turen!
Det blev igen tid til vores sædvanlige Sunday Roast på Danny´s da de atter lukkede op, og jeg sad denne gang sammen med Lars og Babs og resten af familien, der udover Heidi, der også var her sidste år, bestod af Sheila og Claus. Stephen og Inge havde andre gæster, de sad sammen med. Jeg delte en lammeskulder med Heidi, - den var værd at vente på!
D. 14. var vi igen alle samlet på Danny’s da det var afsked med både Lars og Babs og hele familien, og også Knud skulle rejse hjem næste dag, d. 15. Jeg skulle først hjem d. 19., men de sidste dage var vejret slået lidt om, - muligvis fordi det havde været fuldmåne? Det var sådan set både varmt og solrigt, men der var kommet høje bølger, formodentlig pga. nogle havstrømme, så det var slut med at bade det meste af den sidste uge. Men ugen gik hurtigt, - jeg var dels på shopping i det store Eroskicenter i Velez Malaga med Inge og Kate, dels på fredagsmarked en sidste gang og dels i kirke igen (Torre del Mar). Alle vore kirketjenester følges jo af nogle hyggelige frokoster bagefter, hvor man får lært folk fra menigheden at kende, - en vigtig del af fællesskabet. Og så var det tid at tage afsked med dem alle sammen, og de sidste dage stod i nedpakningens tegn. En større logistik at få pakket kasserne til kælderen og få dem afleveret i kontorets åbningstid, få afleveret fjernbetjening til TV’et, få spist madresterne og afviklet køleskabsindholdet, fjernet affaldet og finde plads til alt det, der skal med hjem i kufferterne. Men det lykkedes alt sammen også denne gang. Endnu et dejligt ophold i Almunécar var slut!