Verdens værste rejseland?


Claus Qvist Jessen
2017
7

Absolut NEJ!

Hvorfor Kiribati for nogle år siden blev udråbt til at være verdens værste rejseland, fatter jeg ikke. Det kan være, at hovedstaden South Tarewa er et beskidt og trist sted, men man bør næppe dømme et land efter et par sure dage i et lille hjørne af et lillebitte land fordelt over et enormt ocean, lige så lidt som at det er fair at dømme Danmark efter et voldeligt overfald i Brøndby Strand.

Kiribati er i den grad et mikroland i et enormt hav. 800 km2 land i 3,5 mio. km2 hav, så der er på alle måder uendeligt langt fra den ene ende af ministaten til den anden. Kiribati er ligefrem det eneste land i verden, der dækker både nord og syd for Ækvator og begge sider af datolinjen - dvs. man har bøjet datolinjen, så Kiritimati følger resten af landet vest for linjen, men i sin egen tidszone - som Hawaii, men en dag foran.

Et af landets dejlige hjørner er den østlige udpost Kiritimati, som bedre er kendt som Christmas Island. Den ligger 2000 km syd for Hawaii "in the middle of nowhere". Som Tuvalu er Kiritimati en lavtliggende atol, men det er verdens største af slagsen, og der kommer faktisk turister til Kiritimati i ganske målelige mængder. Flest australske lystfiskere skulle det vise sig, og jeg burde være en af dem, men mit knæ var stadig plaget af tidligere dårligdom. Vadefiskeri var helt udelukket, så jeg sprang over - selv med fire stænger i bagagen. Til gengæld fik vi tullet en del mere rundt i de lokale landsbyer end så mange andre.

Hovedbyen hedder "London" og er en ret charmerende og venlig bette by med 3-4000 indbyggere fordelt i nogle farverigt malede cementhuse, mens der hverken var spor af Picadilly, Kings Cross eller Themsen. Endnu mindre er de små landsbyer rundt om i bushen, fx "Banana" og "Poland". Alle sammen bestående af ramponerede styltehuse mellem grønne palmer og fyldt med glade mennesker, der synes at leve af én ting: cobra.

Der er kokosnødder alle vegne, og det er, hvad man lever af. At flække kokosnødder og grave cobraen ud til tørring. Og meget positivt synes folk at være meget tilfredse med at leve i første gear i stedet for at springe med på den universelle drøm om seneste model iPhone. Folk virker helt ligeglade med gods og guld og fokuserer kun på det mest nødvendige - en slags kapitalistisk nirvarna, som bør tiltale enhver partileder fra Alternativet. Uffes idealistiske 30 timers arbejdsuge synes endda lidt i overkanten.

Med til Paradis hører, at Kiritimati er særdeles fotogent, og alle har det fint med at blive fotograferet. Store smil og håndtryk, og alle er glade. Kiritimati er i det hele taget et godt sted at winde ned, hvis man skulle få pulsen i vejret, og er man ikke sløv i forvejen, bliver man det - på den gode måde.