Hviderusland/Belarus rundrejse september 2017


Susse Lillesøe
2017
8

Det er længe siden, jeg har været på en spændende rundrejse i et nyt land, så forventningerne var store, og lettelsen over endelig at komme afsted, på trods af mine knæproblemer, var stor. Og nu fik jeg ikke blot ét, men hele to nye lande at tilføje til listen over lande, jeg har besøgt. Hovedvægten var dog på Hviderusland, eller Belarus, som det faktisk hedder, men turen gik videre ind i Ukraine, hvor vi boede i Kiev, hovedstaden, og derudover besøgte vi Tjernobyl, som ligger i den nordøstlige del af Ukraine, nær grænsen til Hviderusland. Men mere derom senere.
Turen var arrangeret af Viktors Farmor, så vi var i gode hænder, - også med journalisten og østeuropaeksperten Uffe Gardel som rejseleder. Derudover havde vi en helt fantastisk, ung kvindelig hviderussisk lokalguide, Kristina. Også mere om hende senere. Min veninde, Mie, som jeg ofte rejser med, havde i sidste øjeblik tilmeldt sig turen, og det var jo også både hyggeligt og heldigt, så jeg kunne undgå eneværelsestillægget. Alt tegnede således godt, lige indtil vi landede i Minsk, fik vores bagage og sad i bussen på vej ind mod centrum. Guiderne snakkede og pegede undervejs, men da jeg åbnede min telefon, fik jeg et chok. For at gøre en meget lang historie kort, så lå der en særdeles alarmerende besked på min tlf. ang. noget byggeri, jeg havde fået sat i gang derhjemme i min sommerbolig, der er en campingvogn med fortelt m.m., der står på en fastliggerplads i Sølager ved Hundested. Det drejede sig om et ”skelet” til et redskabstelt, der skulle renoveres og fornyes via en handymand, og han var næsten færdig, da jeg rejste, men nu lå beskeden om, at byggeriet iflg. lejrchefen var ulovligt, og alt skulle rives ned igen. Jeg vil ikke her gå nærmere i detaljer, for historien er lang med mange løse ender, og problemerne er slet ikke løst endnu, men jeg gik fuldstændigt i panik og brugte hele resten af dén dag på at kommunikere frem og tilbage med dels handymanden, dels gode venner nær min sommerbolig, der skulle hjælpe mig med at få hoved og hale på sagen. For jeg kunne jo intet andet gøre derfra, hvor jeg befandt mig, end at bekymre mig og forudse alle de værste scenarier. Og det skal jeg sandelig også love for lykkedes, med det resultat, at jeg slet ikke kunne holde fokus på det, jeg hørte om og oplevede på turen, så jeg er gået glip af en masse af de guldkorn, der blev fortalt os undervejs og er derfor ikke sikker på, jeg kan skrive en fyldestgørende rejserapport, som jeg plejer. Men her er mit bedste bud på, hvad jeg husker fra turen:
Efter ankomsten til selve Minsk by kørte vi en byrundtur i de forskellige dele af byen, hvor meget er bygget efter den seneste verdenskrig, hvor alt blev bombet. Der var dog enkelte kvarterer med huse og kirker af ældre dato, som vi fik et kig på denne første dag. Derefter tjekkede vi ind på vores første hotel (Sputnik), hvor vi kun havde en enkelt overnatning i starten, men vi skulle senere vende tilbage. Allerede næste dag gik turen nemlig vestpå fra Minsk mod den store UNESCO fredede nationalpark, Bielaviezskaja Pusca, som vi skulle besøge den følgende dag efter en overnatning i området. I dag gjaldt det dog det imponerende slot, Nesvizh, et renæssanceslot, som havde tilhørt den store Radzivillefamilie i generationer men nu var museum. Det var overdådigt flot indvendigt med sale og saloner, vildt udsmykkede med stuk eller jagttrofæer og smukke møbler. Efter overnatning i selve nationalparken skulle vi næste dag ud og se den. Det blev dog lidt af en skuffelse. Dels var vejret trist og regn var på vej, dels levede dyrelivets frie udfoldelse ikke op til vore forventninger om at se levende dyr i naturen. Parken, som ligger meget tæt på grænsen til Polen, - vi kunne se den, - skulle være den sidste egentlige urskov i Europa med mange ældgamle træer, og dem så vi da også nogle stykker af, men jeg synes godt de tre ege i Nordskoven ved Jægerspris kan konkurrere. Her så vi i øvrigt mange træer væltede i uvejr. De vilde dyr, bl.a. bisonokserne, stod alle i indhegninger, som vi kunne gå rundt om. Her var også hjorte, vildsvin og et par mølædte, brune bjørne i meget små bure. Efter frokost og et besøg i en slags frilandsmuseum, var det meningen, vi skulle ud på en længere vandring i skoven, men da var regnen meget truende tæt på, så jeg valgte at sige fra og drak i stedet kaffe med et par andre frafaldne fra gruppen. Og det viste sig at være et klogt valg, for kort tid efter kom de andre løbende tilbage, da regnen var begyndt at vælte ned. Det havde jeg jo ikke kunnet med mit dårlige knæ (og det andet, som jeg jo også havde fået slået i stykker, inden jeg skulle rejse).
Efter endnu et museum i nationalparken, kørte vi videre til en anden stor by, Brest, der også ligger meget tæt på den polske grænse. Her besøgte vi den første dag i byen det store fort, bygget i 1800tallet, der har fungeret som fæstning under flere krige og senest under 2. verdenskrig holdt længe stand mod tyskernes invasion, indtil det blev helt smadret. Nu er det genopbygget og fungerer som krigsmuseum. Vi besøgte også i Brest et jernbanemuseum. En sjov ting i forbindelse med en aftenbyrundtur i Brest var deres lygtetændingsceremoni på gågaden, hvor man havde nogle gamle petroleumslamper og en vægter, der lige som i Ribe går rundt i gaden i fuld uniform og som, i overværelse af en støre flok mennesker, hver aften stiger op på en stige og tænder samtlige petroleumslamper i gaden. Folk er ellevilde, og en skik er, at man skal hen og forsøge at komme til at røre ved en af vægterens uniformsknapper, idet det betyder lykke, og at man kan ønske sig noget!
Efter Brest kørte vi atter mod Minsk, og undervejs besøgte vi endnu et slot, Mir slottet, som også er på Unescos verdensarvsliste, og som stammede helt tilbage fra det 15. århundrede, men var blevet bygget videre i forskellige stilepoker. Det lykkedes os dog ikke at finde det gotiske islæt, som skulle være det oprindelige.
Tilbage i Minsk boede vi atter på Hotel Sputnik, som lå ret centralt i byen. Om aftenen var det lykkedes vores hviderussiske guide, Kristina, at skaffe de af os, der ville, billetter til Operaen, nærmere bestemt Mozarts ”Tryllefløjten”, der denne aften havde premiere. Vejret var skidt, og vi var ikke meget for at skulle gå alt for langt hverken før eller efter, men ifølge Kristina, kunne vi ikke selv praje en taxa. Enden på det blev, at vi blev sat af ved Operaen, og hun udpegede det sted, vi skulle vente efter forestillingen, hvor jeg så skulle ringe hende op. Hun ville så bestille taxaer til os til afhentning det pågældende sted. Det fungerede fint begge aftner, - vi var nemlig den følgende aften atter en flok, der drog i teatret, - denne gang til balletten ”Askepot” til Prokofievs musik. Vi havde et par fine musikalske oplevelser, - og nogle flotte opsætninger var det også. Begge aftner sørgede Peter, der var en pensioneret musiklærer fra Aalborg, for at vi alle blev forsynet med et glas champagne i pausen.
Men som jeg tidligere nævnte, så var Kristina en usædvanlig guide. Ikke nok med, at hun, trods sin unge alder, var en uudtømmelig kilde til viden, så var hun også umådeligt hjælpsom. Udover taxaarrangementet, forsøgte hun også at hjælpe mig med at finde fotoforretninger, da jeg opdagede, at det kamerabatteri, min faste fotohandler havde solgt mig ved en fejltagelse, ikke passede. Jeg forsøgte at finde et, der duede, dog uden held, men det var jo Kristinas forsøg på hjælp, der talte. Heldigvis havde jeg mit andet kamera med, så der BLEV taget billeder, men øv alligevel…. Og så fortalte Kristina en dag i bussen en rørende historie om sine oldeforældres flugt fra nazisterne under krigen, om hvordan de var kommet fra hinanden og en søn var død. Og om hvordan de til sidst fandt samme igen efter mange måneders lidelser og fangenskab. Der sad man næsten med tårer i øjnene. Da vi så fandt ud af, at hun fyldte 25 på turen, ville vi overraske hende om morgenen med sang og gaver fra hele gruppen. Det lykkedes, trods ikke megen tid til rekognoscering eller indkøb, at finde et par flasker god champagne og to æsker Mozartkugler (apropos Tryllefløjten, vi netop havde set) i en kiosk over for hotellet, og mens Mie pakkede dem ind i avispapir, klippede jeg røde gavesløjfer af en rød plasticpose, vi havde. Om morgenen stod vi alle klar i bussen til at synge fødselsdagssang for hende, og gaverne lå klar. Behøver jeg at fortælle, at hun blev meget rørt og glad? Om aftenen spiste vi middag på en bedre restaurant i Minsk, hvor hun havde inviteret sin kæreste og et par andre venner med, og de sang også for hende, hvorefter hun delte den ene flaske champagne med hele gruppen.
I Minsk besøgte vi også det store, uhyggelige krigsmuseum som ligger over et stort område, og hvor store, dystre og kantede betonfigurer dominerer udsigten på pladsen, hvor man kan gå ind til udstillinger om forskellige emner. Derudover besøgte vi Belazfabrikken lidt uden for Minsk, som producerer verdens største trucks og køretøjer til tungt arbejde. Et spøjst sted! Den næstsidste dag besøgte vi dels Stalin linjen, som er et forsvarsværk mod vest med skyttegrave og bunkere, dels en gedefarm. En driftig bonde havde videreuddannet sig i bl.a. Polen til at kunne drive en farm med produktion af forskellige mælkeprodukter, bl.a. gedeost. Det var godt nok nogle lækre oste, og efter frokosten på farmen, hvor vi var rundt og se og klappe både grise, kaniner og geder, var vi flere, der købte vakuumpakket ost med hjem. På farmen var der den dag vi var der, et større leben af lokale folk, der kom og gik og deltog i forskellige arrangementer og underholdning, så man næsten kunne sammenligne det med vore høst- eller julemarkeder herhjemme. Der var en rigtig hyggelig stemning, og Mie og jeg prøvede deres konkurrence, hvor det handlede om at komme hurtigst gennem en majsmarklabyrint, hvor man undervejs skulle finde nogle stationer, hvor et stykke papir skulle stemples. Vi klarede det ret hurtigt og vandt et klistermærke!
Den sidste dag inden vi om aftenen skulle med nattoget fra Minsk til Kiev i Ukraine, havde vi tid til egen rådighed. Mie og jeg tog bussen til den røde kirke, Skt. Simeon og Skt. Helena, en ikke særligt gammel, men meget rød kirke, vi havde kørt forbi mange gange de foregående dage. Den havde levet en omskiftelig tilværelse gennem årene, bl.a. som teater og filmstudie men var nu igen blevet kirke. Uden for, på Uafhængighedspladsen, var også et klokketårn tilegnet atomkatastrofen i Nagasaki, og det blev jo siden også endnu mere aktuelt i forbindelse med Tjernobylkatastrofen, som Hviderusland næsten fik mere ”glæde” af end Ukraine, da skyen fra ulykken drev den vej. Under kirken var et stort indkøbscenter, hvor jeg forgæves ledte efter mit batteri i en fotoforretning. Vi var også på posthuset, - en imposant bygning, som mange af bygningerne i Minsk, - samt i stormagasinet GUM, der skulle være en pendant til det i Moskva. Her var al kosmetik afsindigt billigt, så vi fik da købt lidt forskelligt. Til gengæld var tøjet en mellemting mellem Daells Varehus og Mirakel Priser, - det lykkedes mig dog at finde en pæn bluse som souvenir. Vi sluttede med et besøg på National Art Museum, - et pragtfuldt, stort kunstmuseum med masser af skønne malerier af især russiske og østeuropæiske kunstnere samt en mindre Chagalludstilling.
Til aften kørte gruppen mod banegården, hvor vi tog afsked med søde Kristina, og indtog vore sovevogne med plads til 4. Mie og jeg delte vogn med det søde ægtepar, Tove og Egon, der havde ejet Nyhavn Rejser de to gange jeg, sammen med Catarina, som netop er død, rejste til henholdsvis Sydafrika samt Galapagos øerne og Ecuador. Et mærkeligt træf!
Det var slut på en uge i Belarus/Hviderusland. Når vi stod op igen efter en nat, hvor vi forhåbentlig havde sovet lidt, var vi i Ukraine.