Ukraine, - Kiev og Tjernobyl, september 2017


Susse Lillesøe
2017
4

Efter ankomsten til Kiev i Ukraine med nattoget fra Minsk i Hviderusland tog vi straks, efter morgenmaden på en restaurant i nærheden, på byrundtur. Første stop var Den Store Port, der var en kopi af den oprindelige gamle port fra 1000tallet, der siden blev ødelagt af mongolerne. Men denne port har jo lagt navn til en af satserne i Mussorgskijs berømte stykke ”Udstillingsbilleder”, - sjovt at tænke på fremover, når man hører stykket! Dernæst besøgte vi St. Sophiakatedralen og St. Michael Zlatoverkhy klosteret, begge imponerende smukke, ortodokse kirker, gik i nogle gamle gader, hvor sjovt kunsthåndværk solgtes til rimelige priser, og så var der endnu en kirke på programmet, Skt. Andrews kirke, - dog kun udefra. Efter frokost ankom vi endelig til vores hotel Ukraine, som lå yderst centralt på selveste Maydanpladsen, hvor alle demonstrationerne og oprøret mod styret, den orange revolution, har fundet sted de senere år. Men det er jo kun godt at være i begivenhedernes centrum! Vi var dog noget ”brugte” på dette tidspunkt af dagen, hvor vi ikke havde sovet ret godt i toget om natten, så jeg mener at huske, at vi brugte nogle timer til at hvile os på hotellet, tjekke mails (der havde ikke været adgang til internet de dage, vi havde boet i Minsk), blive vasket og skifte tøj. Og så var der jo middag om aftenen, og ofte sad vi en times tid i baren om aftenen og fik en øl og måske en vodka sammen med nogle af de andre fra gruppen, bl.a. John, der var glad for både øl og vodka, og som godt kunne lide at provokere i en diskussion. Om han havde fået lidt for meget indenbords denne pågældende aften skal ikke kunne siges, men han var i hvert fald ikke med på turen til Tjernobyl næste dag.
Turen til Tjernobyl var jo en spændende, men måske også lidt halvfarlig sidegevinst, men på den anden side, så har de fleste af os i gruppen jo nok levet det meste af vores liv, så det er nok mere aktuelt at tage sig i agt, når man er ung. Vi oplevede at have en helt ung lokalguide i Tjernobyl, og når man tænker på, hvad hun udsatte sig for af stråling igen og igen næsten dagligt…! Vi havde også følgeskab af en anden ung pige, hvis far arbejdede derude, og som havde sat sig for at se området nu. Vi var alle blevet instrueret i at klæde os på med lange ærmer og passe på ikke at røre ved noget derude. Vi kørte i et par timer nordpå og nåede den første zonegrænse, hvor vi blev tjekket (hele området er 214 km i omkreds). Der var flere kontrolposter undervejs både ud og hjem, og på hjemturen blev vi gennemlyst to gange for radioaktivitet. Jeg ved ikke, hvad der var sket, hvis en af os havde haft for meget på sig? Men inde i området besøgte vi forladte bygninger, bl.a. en børnehave, hvor en mus pilede rundt i de forladte lokaler, vi så de totalt forladte og tilgroede, store bygninger langs vejen, vi kørte ud til et stort, godt gemt missilskjold, Duga radaren, en mægtig metalkonstruktion, der ragede langt op i luften…. Jeg har aldrig set noget lignende! Så kørte vi videre mod den døde by, Pripyat, med flere tomme huse og et helt tivoli. Her målte vores lokalguide, der gik rundt med en geigertæller, en voldsom radioaktivitet flere steder. Endelig besøgte vi også selve arnestedet for eksplosionen i 1986, atomkraftværket, hvor vi kørte langs floden og de forskellige reaktorer og stod ud af bussen for at fotografere selve ”sarkofagen”, reaktor 3, som man først havde forsøgt at dække med beton men siden måtte lave en skal af metal til, der via togskinner blev kørt ind over den anden skal. Nu skulle det hele være sikkert inddæmmet? I den nærliggende flod svømmede nogle store, fede maller, - de overlevede åbenbart godt trods den megen radioaktivitet? Af andre dyr i området (udover musen i børnehaven), så vi en halvtam ræv, der sad ved et vejskilt, hvor vi var kortvarigt ude af bussen for at fotografere. ”Den sad her også sidst, jeg var her”, sagde vores rejseleder, Uffe. Og den var virkelig halvtam og nem at komme tæt på at fotografere. Den levede nok af de madpakkerester, folk der kom forbi smed til den? Vi spiste i øvrigt frokost i en slags kantine i området. Al maden og drikkevarerne var bragt ind udefra, - det siger sig selv. Men det var alligevel underligt at sidde der og spise. Man var glad og lettet, da det sidste tjek var overstået, og man var sikker på ikke at bringe radioaktivitet med sig ud af området. Men alt mit tøj blev pakket sammen i en plasticpose, da jeg fik lejlighed til at skifte tøj igen, og det blev ikke pakket ud før det røg direkte i vaskemaskinen derhjemme. Mine sko vaskede jeg i badekarret dernede.
Vores sidste dag i Kiev, Ukraine, gik med en halvdagstur til Lavraklosteret, - et stort nationalt vartegn, - i udkanten af Kiev, og siden havde vi en halv dag på egen hånd. Det var en stor oplevelse at se det meget smukke kloster, der bestod af flere bygninger, klostre, kirker og tårne i et helt kompleks, hvortil der også knyttede sig underjordiske grotter og krypter. Det ortodokse kloster blev grundlagt tilbage i 1051, men siden er de forskellige kirker og klostre kommet til i de forskellige epokers stilarter, og det hele ligger højt med skinnende guldkupler på en bakketop med udsigt over Dniprofloden. Vi besøgte flere af kirkerne, et par museer samt nogle af de underjordiske grotter, hvor man steg ned i bælgravende mørke, kun iført et tællelys. Her gemte sig sarkofager med munkemumier, og de var godt præserverede i de kølige gange. Dette var et helligt pilgrimsmål for ortodokse fra hele det russiske område. Hele komplekset var i øvrigt også under Unescos bevarelse.
Den sidste halvdel af dagen var som sagt på egen hånd, og jeg startede med at få afsendt 17 postkort fra posthuset på den modsatte side af Maydanpladsen. Da de var afleveret og jeg skulle tilbage til hotellet, kom der imidlertid en byge så voldsom, at hele gaden og pladsen blev oversvømmet, og jeg blev dyngvåd. Vejret var ikke det bedste, men efter noget tid tog Mie og jeg os sammen og tog en taxa til Tjernobylmuseet, der dog var lidt af en skuffelse. Taxaen ventede på os, og vi kørte videre tilbage til centrum og Bessarabsky Runok (det arabiske marked), en stor hal, hvor lokale solgte alle slags spændende madvarer, og hvor vi bl.a. købte billig russisk kaviar, som vi tog med hjem til DK, (den ER spist, uhmmm!) Endelig gik vi i det lokale varehus, SYM, som ikke skal forveksles med GUM i Hviderusland, da dette mere lignede vores egne Magasin eller Illum med dyre, vestlige varer. Og hvordan ukrainerne får råd til disse ting, er en gåde, men nogen må jo have råd? Vi fik at vide, at nok er Ukraine mere vestligt orienteret end Hviderusland, men det er langt fattigere og økonomien er ved at kollapse.
Det er derfor meget forståeligt med de mange strejker og opstande, der jævnligt opstår. Vi oplevede flere demonstrationer de få dage, vi var i Kiev. Allerede da vi kørte mod Tjernobyl den første dag, sad vi fast i en stor demonstration, der udgik fra Maydanpladsen og løb flere gader i samme retning, som vi skulle køre. Den handlede, så vidt vi kunne se, om sygehuspersonalets lønninger. Den allersidste dag, om torsdagen d. 21., da vi skulle rejse om eftermiddagen, forsøgte Mie og jeg at komme hen til en interessant bygning, Chimera House, som jeg havde læst om i guidebogen. Den skulle være fuld af de mest fantasifulde fabeldyr på hele husfacaden, men desværre lå den over for en regeringsbygning, og der var totalt spærret af i alle gaderne omkring, på grund af endnu en stor demonstration, så der var politi overalt. Det var lige i nærheden af vores hotel og måske ikke helt ufarligt, men vi bevægede os derhenad og forsøgte at komme tæt på bygningen. Den gade, det lå i, var totalt spærret, men det lykkedes os at overtale politibetjentene, der stod vagt, til at lade os to dumme turister bare lige gå ind og tage nogle billeder. Så det gjorde vi, -sådan… og ud igen samme vej, og ingen antastede os! Men undervejs måtte vi møve os igennem demonstrationen og folk, der stod med store højttalere på blokvogne osv.
Og således var vores rejse til Hviderusland og Ukraine til ende!