Café Globen
Turesensgade 2b
1368 København K

Medlemsfordele

5 kr. rabat på drikkevarer (forevis medlemskort)

Samarbejdspartner

Café Globen er en ”Rejse/event-café”, hvis primære produkter er oplevelser i en bred forstand. Produkterne er først og fremmest oplevelser inden for rejselivets mangfoldige verden, som f.eks. rejsefortællinger og -foredrag, globalt kvalitetssortiment og en unik rejseatmosfære. Café Globens gæster skal i høj grad dels kunne føle sig inspireret af rejselivets betagende verden, dels have mulighed for at berette om egne rejser for et rejsesultent publikum. Café Globen er derfor et naturligt samlingssted for folk med nysgerrighed for udenlandseventyr – men gæster, som er interesseret i at opleve kvalitetsprodukterne fra f.eks. vores øl-kort er mindst lige så velkommen.
Café Globen blev i 2005 stiftet som en Rejsecafé af knap 50 medlemmer af ”De Berejstes Klub (DBK)". Lokalerne, vi flyttede ind i, var en gammel motorcykelkøreskole, så der var ingen bar eller toiletter på stedet, men tilgengæld var der malet fantasifulde tegninger af motorcykler på væggene. Et større restaureringsarbejde blev sat i værk, hvor gulvene blev skiftet, væggene og loftene blev malet, baren og køkkenet blev bygget, og der blev opført toiletter. Herudover kom indretningen af lokalerne, installationen af de tekniske fornødenheder som fadølsanlæg, espressomaskine og stereoanlæg, og endelig – d. 11. marts 2005 – kunne Café Globen slå dørene op for vores gæster. Åbningsdagen blev fejret med gratis fadøl og hele 3 rejseforedrag. Siden åbningsdagen er cafeen kontinuerligt blevet udviklet med mere rejserelevant indretning mv. – en udvikling, der kontinuerligt vil pågå. Verden står aldrig stille – og det gør Café Globen heller ikke.
Café Globens bartendere arbejder alle på frivilligt basis. Stort set alle bartenderne er medlem af De Berejstes Klub, så de vil ofte kunne give gæsterne et par gode råd på vejen til en eksotisk destination – alternativt kan de formidle kontakt til en berejst person, som kender dit fremtidige rejsemål.
Litteratur om alverdens lande som f.eks. eksotiske rejseberetninger og guidebøger findes i cafeens ”bogafsnit”, hvor bl.a. De Berejstes Klubs medlemsblad: GLOBEN – Danmarks vildeste rejseblad, samt ”Oplev Verden” og ”National Geographic” står side om side med fortællinger og guides som f.eks. Lonley Planet og Rough Guide m.fl. Endvidere er der opsat et par Internetcomputere til fri afbenyttelse for kunderne, så man har optimale muligheder for at finde rejseinformationer, billetter mm. Tillige er der etableret et trådløst netværk (WiFi) i caféen til gavn og glæde for folk med en bærbar computer.
Rejseforedrag bliver - med undtagelse af den allerhedeste sommertid - afholdt hver torsdag kl. 19:00. Foredragene afholdes af DBK’s mange erfarne foredragsholdere og øvrige rejseerfarne globetrottere, hvoraf flere er hel- og halvprofessionelle skribenter og/eller fotografer. Grundet foredragsholdernes ofte utraditionelle rejselyster vil foredragene sjældent komme til at omhandle ”almindelige” rejsemål som Ibiza eller Mallorca, men snarere Afghanistan, Tibet, Bolivia og Falklandsøerne. På ugens øvrige hverdage er der mulighed for at opleve rejsebranchens foredrag, når rejsebureauer fortæller om deres produkter. Rejsebureauforedragene har et kommercielt tilsnit, og foredragene indeholder derfor oftest såvel interessante beretninger som indholdsrige rejseinformasioner. Uanset hvilken aktivitet, der foregår på cafeen, vil de i god tid i forvejen blive slået op på vores hjemmesidekalender, så vil du inspireres udover det sædvanlige, er det smart at gå ind på hjemmesidens kalender og se, hvad måneden byder på. Du kan også vælge at tilmelde dig vores nyhedsbrev, så du hver uge automatisk bliver opdateret med de 2 næste ugers program.
Varesortiment på Café Globen afspejler den spændende verden, vi rejser ud i. Vi forsøger at finde kvalitetsprodukter fra forskellige hjørner af verden, hvor man med nostalgi i tankerne kan sidde og nyde en verdensklasse rom fra f.eks. Guatemala (Ron Zapaca – 23 års) eller Peru (Millonario – 15 års); et friskt pust fra Brasilien i form af en 6 cl. Caipirinha – eller en hvilken som helst anden drink fra vores drinkskort. Hvis du derimod er global the-entusiast er der mulighed for at prøve vore friskhøstede the fra de bedste thehaver i verden, f.eks. Jasmin Perlethe, Kinesisk Tranebær the, indisk chai-the. Ja selv kaffebønnerne er i verdensklasse, idet vi anvender kvalitetsprodukter fra vores leverandør: ”Kontra Kaffe” til vores kaffeprodukter som f.eks. Café Latte, Cappuccino, Espresso osv. Kontra Kaffe ligger i toppen af den rare ende af skalaen inden for kaffekvalitet.
Også øl-kortet repræsenterer den mangfoldige verden, og om du ølentusiast, ølnyder eller berejst ølfreak kan du med garanti finde noget interessant øl på vores øl-kort. Vores filosofi er: ”at have relativ mange forskellige øltyper fra relativ mange forskellige lande og kontinenter”. Normalt har vi ca. 30 forskellige øl fordelt på ca. 15 forskllige øltyper – med andre ord: der er nok at give sine smagsløg i kast med. På hanerne har vi bl.a. dansk mikrobryg fra BeerHere, Mikkeller, Refsvindinge.
Desværre serverer vi ikke mad på Café Globen, men idet vores lokation er midt i et minefelt af internationale ”Take away” restauranter, kan vi alligevel tilbyde et verdensomspændende køkken: Tacos fra Latinamerika; Sushi, Thai og Indisk mad fra Asien; Pizzaer fra Europa; Arabiske lækkerier fra Afrika – og dansk mad fra ”Hos Kim”. ”Bring your own food” hedder konceptet, hvor du selv kan tage din mad med på Café Globen – og du er naturligvis også velkommen til at medbringe bedstemors frikadeller.
Café Globen er naturligvis røgfri, så vi kan desværre ikke mere tilbyde vandpiber, men har besluttet at beholde det oprindelige logo fra før den nye rygelov.
Velkommen til Café Globen – your door to the world