Arrangementer20/11/2018
DBK’s fotokonkurrence 2018

Fotokonkurrencen for 2018 er netop afsluttet, medlemmerne har stemt, og vinderne er fundet.
I lighed med tidligere år skulle der findes vindere i tre forskellige kategorier, som i år bestod af: ”humor”, ”naturfænomener” og ”alderdom”. Som sædvanligt er det op til den enkelte fotograf at fortolke, om valg af motiv passer ind i de enkelte kategorier. I bund og grund er det også stemmegiverne, der vurderer, om fotoet lever op til kategorierne. Der har været 32 deltagere med i alt 82 fotos jævnt fordelt på de tre kategorier (2016: 34 deltagere og 90 fotos). Ca. 11 % af klubbens medlemmer har stemt (plus 1 % af DBK’s venner) (2016: 14 % og 2 %). Overordnet set har der været en dalende interesse for fotokonkurrencen, hvis man ser på antallet af deltagere og indsendte fotos, men også ud fra antallet af besøg på Flickr, hvor fotos kunne ses – i gennemsnit har der været 330 besøg på siderne mod et gennemsnit på 411 besøg i 2016.
I forbindelse med udskrivningen af fotokonkurrencen for 2018, blev der lovet en ”overraskelse”. Derfor har fotogruppen, som supplement til medlemmernes vurdering af de bedste billeder, i indeværende år valgt også at få en fotoeksperts vurdering med en mere billedteknisk argumentation for valget af dennes vinderbillede. Der er lavet en særskilt redegørelse herfor, som er gengivet efter medlemmernes vinderbilleder og skal som sagt kun ses som et tillæg til konkurrencen, idet det udelukkende er de af medlemmerne kårede vinderbilleder, der præmieres.
I kategorien ”humor” var der i alt 26 indsendte billeder og de fleste stemmer faldt på ”Taxi fra Burma” af Tania Karpatschof med ud af i alt 18 % af stemmerne. Anden- og tredjepladserne blev indtaget af henholdsvis ”Hotel room with a mountain view” af Aviaaja Schluter (10 %) og ”Den moderne lama fra Peru” af Niels Vognsen (10 %).
[gallery size="medium" ids="84014,84011,84012"]
I kategorien ”naturfænomener” var der i alt 31 indsendte billeder og de fleste stemmer faldt på ”Nordlys over Tromsø” af Claus Søndergaard med ud af i alt 21 % af stemmerne. Anden- og tredjepladserne blev indtaget af henholdsvis ”Geparder fra Tanzania” af Mona Sterup (10 %) og ”Cold Manhattan” af Tanja Schwartz (10 %).
[gallery size="medium" ids="84015,84016,84017"]
I kategorien ”alderdom” var der i alt 25 indsendte billeder og de fleste stemmer faldt på ”Tibetan Refugees” af Jan Møller Hansen med ud af i alt 26 % af stemmerne. Anden- og tredjepladserne blev indtaget af henholdsvis ”Flere generationer under samme tag” af Vibe Juul Sannig (17 %) og ”Nonne fra Kina” af Gerner Thomsen (8 %).
[gallery size="medium" ids="84007,84008,84009"]
De tre teknisk bedste billeder i DBK’s fotokonkurrence 2018
Som nævnt indledningsvist, har vi i indeværende år valgt også at få en teknisk vurdering og derfor allieret os med Jan Møller Hansen, der er selvlært fotograf inden for dokumentarfotografi og visuel historiefortælling. Han har bl.a. vundet flere internationale priser for sit fotoarbejde, lavet udstillinger og udgivet en fotobog om Nepal.
Når man kigger på billeder, er det altid en subjektiv vurdering, og det er en illusion at tro, at der objektivt set eksisterer ét bedste billede. Der findes ikke noget som faktisk er verdens eller måske DBK’s bedste billede. I sidste instans er det jo øjet der ser, og dem er der mange af. Der vil altid være rum for en personlig og kunstnerisk vurdering af et givet billede, og som ikke nødvendigvis følger objektive og universalt anerkendte regler og kriterier – sådanne findes nemlig ikke.
Men vi kan ikke komme udenom, at der er nogle kriterier og måder at anskue og betragte billeder på, som kan være ganske nyttige. Det med at lave en såkaldt ”teknisk” vurdering af et billede er dog ikke altid en nem opgave. Men i årets fotokonkurrence, var der nogle billeder, som klart udmærkede sig.
I vurderingen af billederne, er der blevet lagt vægt på følgende kriterier:
• Historie, vision, klarhed i udtryk og billedets besked
• Relevans
• Originalitet
• Kreativitet
• Lys, eksponering, fokus og farver
• Komposition
• Øjeblikket
• Redigering
• Overordnet kunstneriske indtryk
Baseret på overstående kriterier har årets fototekniske sidedommer udvalgt følgende billeder, som de bedste i DBK’s fotokonkurrence 2018:
Humor
Monkeybusiness i Indien fra 2007 (Billede 106) er vurderet som det bedste i kategorien ”humor”. Det rammer lige i kategorien og er derfor relevant. Der er en rigtig god komposition, og det fungerer fint i farver. Kontrasten mellem den nedre røde del og det øvre lysere område, er rigtig fin, hvor rød i øvrigt er den farve, som hjernen registrerer først. Blikket føres derfor mod teksten og selve budskabet af billedet. Det er, som om man først ser teksten og så aben, hvorefter man griner. Det er en simpel komposition og beskueren ledes fint gennem billedet og den lille historie. Vi er i Indien og det er monkeybusiness – det ved alle, som har været der. (fotografiet fik en 5.-plads med 6 % af stemmerne).
Monkeybusiness i Indien, 2007 af Søren Lauridsen, 353
Naturfænomener
Det bedste billede i kategorien ”naturfænomener” er den totale solformørkelse i Indonesien fra 2016 (Billede 204), som har en rigtig flot komposition. Det er i sort/hvid og så enkelt, som det kan være. Samtidig er billedet utroligt kraftfulgt, og der er en god kontrast i forholdet mellem lys og mørke. Linjerne og strukturerne i billedet er fantastiske – de er simple og enkle og giver dermed også en fin symmetri i billedet. Der er heller ikke noget forstyrrende, og det er ganske enkelt et smukt billede. Det er lige før, solformørkelsen sker, hvilket som bekendt sker meget sjældent, og er desuden et yderst relevant billede i forhold til kategorien. (fotografiet fik en 7.-plads med 5 % af stemmerne).
Total solformørkelse i Indonesien, 2016 af Lene Dangaard, 294
Alderdom
I den sidste kategori har Livets Skrøbelighed i Bolivia fra 2013 (Billede 308) gjort det største indtryk. Det er holdt i sort/hvid, som giver en god stemning. Der er en høj grad af ægthed, nærhed og intensitet i billedet og beskueren kommer tæt på de tre personer. Billedet har også et rigtig godt perspektiv, hvor manden i siden kigger over mod den ældre kvinde, og beskueren tages dermed med ind i billedet. Beskueren ledes så at sige ind i billedet og hen til den ældre kvinde, som er i centrum for motivet. Samtidigt sidder pigen med sin hånd følsomt lagt på den ældre kvindes hånd. Der er tale om tre generationer, som giver en udvidet forståelse af alderdom og billedet er udtryk for en megen fin tolkning af temaet alderdom (fotografiet fik en 5.-plads med 7 % af stemmerne).
Livets skrøbelighed i Bolivia, 2013 af Marianne Leth, 477
Uddybning af vurderingskriterier
Historie og vision. Klarhed i udtryk og billedets besked.
Hvad vil billedet fortælle? Hvad er historien? Fremkalder billedet forundring, sympati, begejstring, glæde, gys, væmmelse eller måske andre følelser hos beskueren? Er det et billede, beskueren vil huske eller ej? Et godt billede stiller ofte spørgsmål og skal ikke nødvendigvis vise eller fortælle alt – sådan gælder det også i mange andre af livets facetter. Efterlad gerne noget ukendt eller ubesvaret, som beskueren selv kan arbejde videre med.
Relevans
Hvis billedet indgår i en konkurrence eller i et fotoessay eller måske en historie, vil billedets relevans i forhold til det overordnede tema være vigtigt. Hvorfor er lige netop dette billede relevant ift. temaet for konkurrencen eller for historien? Et teknisk godt billede ryger nemt ud af en konkurrence eller virker malplaceret i en historie, hvis det ikke er relevant. Det kan være et ganske glimrende billede, men måske er det bare ikke relevant. Fortæller billedet det, det skal?
Originalitet
Originalitet er en anden vigtig parameter. I dag fotograferer næsten alle, og der bliver dagligt skabt uanede mængder af billedmateriale. Så det handler om at stikke ud. At være original. At være anderledes. Det handler om ikke at fotografere det, som alle andre gør. Vælg derfor gerne atypiske motiver. Prøv at finde det ukendte, det usete eller måske historien, der ikke er blevet fortalt før. Det er ikke nemt at lave et nyt og spændende billede af Eiffeltårnet eller Det Skæve Tårn i Pisa, for det har 20 millioner andre gjort før dig. Så vælg dit motiv eller din historie med omtanke.
Tænk og fotografer gerne originalt ift. valg af motiv, komposition og brug de muligheder, der ligger i kameraet. Måske skal du lægge dig ned på maven eller kravle op i en trætop i stedet for at skyde i øjenhøjde? Det gør alle andre nemlig. Det, man mindst af alt vil have som fotograf, er at stå med et billede, som alle andre allerede har taget. Der vil være mange måder at anskue et tema på, og det kan man udforske med kameraet, hvis man giver det lov. Det handler om at finde originale mennesker, originale steder eller originale øjeblikke – ellers får man ikke originale billeder. Det kan være svært, men er samtidigt også det, der gør fotografi sjovt, overraskende og udfordrende.
Kreativitet
Der er ingen grænser for kreativitet inden for fotografi og visuel historiefortælling. Eksperimentér, når du fotograferer. Det er sjovt og giver tit overraskende gode resultater. Bliv ikke hæmmet af huskeregler og kameraets mange funktioner (du skal kun bruge nogle ganske få af dem) – så prøv noget anderledes. Man kan være kreativ med lys, bevægelse, komposition og meget andet.
Lys, eksponering, fokus og farver
Lys og eksponering er afgørende for at skabe gode billeder. Som fotograf maler du med lys. Personligt kan jeg bedst lide at fotografere tidlig morgen eller sen eftermiddag – i de såkaldte gyldne timer. Det kan være vigtigt især på sydlige himmelstrøg med høj kontrast i dagtimerne. Men kunsten er også at kunne fotografere med det lys, man nu en gang har til rådighed. Er der kraftigt sollys og høj kontrast, så kan man gå ind under tage eller træer, og der hvor man finder det lys, man måske gerne vil have. Høj kontrast mindsker toner, dybde og detaljer i billedet. Men høj kontrast kan også bruges kunstnerisk. Fokus er også vigtigt og skal være det rigtige sted i billedet. Det handler om at tiltrække beskuerens øje og blik der, hvor man vil have det.
Valget mellem farve og sort/hvid er også en vigtig overvejelse at gøre sig, når man udvælger og redigerer billeder. Tænk over hvad henholdsvis farve og sort/hvid betyder for dit motiv og dets udtryk.
Når det handler om eksponering, er der tre vigtige og basale parametre, nemlig blænde, lukkertid og ISO. De tre funktioner skal sidde på rygraden, når man er rundt med kameraet. Det dur ikke at fumle for meget med kameraet, når man fotograferer – så bliver dit subjekt måske utålmodigt, eller også forsvinder motivet, inden du er klar. Med de tre funktioner har man indflydelse på, hvordan lys og bevægelse fanges af kameraet. Dybdeskarphed er et vigtig element i ethvert billede, hvad enten det er et portræt, landskabsbillede eller noget helt andet, du fotograferer.
Komposition (enkelthed, linjer, strukturer)
Komposition er noget af det vigtigste for at skabe et godt billede. Visionen, udtrykket, beskeden, historien – alt det ligger i høj grad i kompositionen. Enkelthed kan være et utrolig stærkt element, når det handler om at skabe en god komposition af et billede – både kunstnerisk og når der skal fortælles en historie. Billeder med for meget støj eller rod, det være sig i forgrunden eller baggrunden, mindsker ofte billedets udtryk og styrke. Der er dog også gode eksempler på fotografer, der arbejder kreativt og stærkt med rod og kaos i billeder. Det kan også være en fremragende udtryksform.
Det gyldne snit er et grundlæggende element i komposition, som man skal have i baghovedet, når man fotograferer. Man behøver selvfølgelig ikke at følge det, men det kan være en nyttig regel. Men husk at såkaldte regler i fotografi er til for også at blive brudt.
Øjeblikket
Et billede har flere dimensioner. Ud over de fysiske dimensioner i et billede er der også tiden. Når det handler om mennesker, dyr, begivenheder og alt, hvad der bevæger sig, så er det vigtigt at fange det helt rigtige øjeblik. Der vil altid være et eller måske et par øjeblikke, som er mere udtryksfulde og sigende end andre. Det er det som Henri Cartier-Bresson så berømt har kaldt for Det Afgørende Øjeblik. Det er ikke ligegyldigt, hvornår du trykker på udløseren. Det lyder helt banalt, men kan være ganske vanskeligt. Nogle gange skal du måske vente med at trykke på udløseren? Som fotograf skal du altid være på jagt efter det afgørende øjeblik. Det er bedre at komme hjem med et par billeder af de rigtige øjeblikke end med hundrede af de mindre sigende øjeblikke. Fang de rigtige øjeblikke.
Redigering
I dag kan man med redigering forbedre et billede ganske markant. Man kan ikke rette op på et grundlæggende dårligt billede med redigering. Men et ikke dårligt billede kan godt forbedres betydeligt med lidt redigering. Jeg taler ikke om at fjerne objekter i et motiv, men om mindre justeringer af parametre som f.eks. hvidbalance, kontrast, tone, farvemætning, klarhed, cropping (beskæring) og andre parametre. Mange er med god grund fascineret af nutidens avancerede redigeringsprogrammer, men nogle kan have tendens til at overgøre redigering. Et godt billede kan nemt blive ødelagt af for meget eller forkert redigering. Så vær bevidst om, hvorfor og hvordan du redigerer dine billeder. Den rigtige redigering giver ofte lige det sidste touch af et billede.
Overordnet kunstneriske indtryk
Der kan være mange enkeltstående elementer og kriterier, der ligger til grund for en vurdering af et billede. Men man ender altid med en samlet og overordnet kunstnerisk, og måske teknisk vurdering, af billedet. Det vil så være op til beskueren at foretage en vægtning mellem de enkelte elementer i en sådan vurdering – det gøres ofte både bevidst og ubevidst.
Jan Møller Hansen, medlemsnummer 508.
(LTL)