De Berejstes Klub

Klubnyt27/09/2020

De Berejstes Klub optager atter nye medlemmer og venner i klubben

Efter et år hvor vi ufrivilligt ikke har kunnet optage nogen nye medlemmer og venner i klubben grundet fejl i betalingsmodulet på hjemmesiden, er det med glæde, at vi nu atter kan byde nye medlemmer og venner velkomne i klubben.

Medlemskab som ven eller fuldgyldigt medlem af DBK koster 400 kr. i kontingent for 2020 + 100 kr. i indmeldelsesgebyr. Man betaler for et kalenderår ad gangen og får så også årets hidtidige numre af Globen tilsendt, når man melder sig ind.

Har man familiemedlemmer eller andre i sin husstand, som ønsker at blive optaget som medlem eller ven i De Berejstes Klub, betaler hver ekstra person på samme adresse kun 100 kr. i kontingent + indmeldelsesgebyr på 100 kr. Til gengæld for rabatten får man så også kun et enkelt eksemplar af Globen tilsendt og må dele bladet med de øvrige medlemmer af ens husstand.

Desværre kan vores betalingsmodul dog endnu ikke regne rabatten for familiemedlemskaber rigtigt ud, så her vil man fortsat blive opkrævet fuldt kontingent i betalingsmodulet, dvs. 500 kr. i stedet for 200 kr. Betal trygt det fulde beløb på 500 kr. og send så efterfølgende den kvittering, systemet udsender på e-mail, som dokumentation til klubbens kasserer. Forklar at du ønsker et familiemedlemskab og oplys et bankkontonummer, hvortil vi kan overføre de 300 kr., du har betalt for meget. Kassererens e-mailadresse er: kassererdbk@gmail.com.

Indtil videre tildeles nye medlemmer i klubben også kun et midlertidigt medlemsnummer.

Nye medlemmer i klubben er i øvrigt velkomne til at deltage i det intro-arrangement for nye medlemmer, der holdes i Hinnerup ved Aarhus fredag den 30. oktober. Til næste år vil et tilsvarende intro-arrangement også komme i København.

(LTL)

Del:Facebook