De Berejstes Klub

Klubnyt28/11/2018

En epoke i klubben er ovre: Slut med at sende gammeldags postkort

Lige siden klubbens grundlæggelse i 1996 har gammeldags postkort med frimærker og en skriftlig hilsen været en fast bestanddel i klubben. For det var sådan, man skulle meddele klubben, at man havde besøgt et nyt land. Siden kom klubbens første hjemmeside til, og efterhånden afløstes de gammeldags postkort af elektroniske landeregistreringer på klubbens hjemmeside i takt med udviklingen i teknologiens favre verden. Og i dag kan det jo ligefrem være svært overhovedet at købe postkort og frimærker og finde en postkasse at sende dem fra!

Med indførelsen af en helt ny hjemmeside i sommer er de gammeldags postkort nu blevet helt overflødige, da vi ikke længere har mulighed for at foretage manuelle registreringer på baggrund af modtagne postkort. Klubben modtager dog stadig nogle enkelte postkort i ny og næ på adressen hos Café Globen.

Derfor vil vi fra bestyrelsens side gerne opfordre alle medlemmer om nu at slutte med at sende postkort til klubben og i stedet benytte sig af muligheden for at registrere alle foretagne rejser på hjemmesiden. Vi har som nævnt ingen mulighed for at foretage disse registreringer manuelt, og derfor påhviler det hvert enkelt medlem selv at sørge for at holde sine landeregistreringer opdateret.

(LTL)

Del:Facebook