De Berejstes Klub

Medlemsnyt05/09/2018

Erik Pontoppidan udgiver erindringsbog

3. september udkom en erindringsbog skrevet af vores mangeårige medlem Erik Pontoppidan fra forlaget Underskoven. Bogen hedder "Løsblade fra mit liv og verdens mangfoldighed" og består ifølge forfatteren af "ti kapitler om mit liv, et håndplukket udvalg af store og eksotiske rejseoplevelser og essays om spændende og vigtige ting i livet."

Og som han skriver i en foromtale af bogen: "Som usikker teenager, som ung studerende, som arbejdsramt eller som travle forældre har man ofte svært ved at finde et overblik og en rød tråd i sit liv. Det er først langt senere, at man er i stand til at erkende, hvad der har været de vigtige og afgørende oplevelser og begivenheder. Når man som ældre ser tilbage på sit liv, har man oplevet tidsepoker live, som er så forskellige fra nutiden, at det kan være svært at forstå, at de har udfoldet sig i det samme land og de samme steder. Fx ville en tidsrejse tilbage til 1950'erne, hvis den havde været mulig, fuldt ud kunne måle sig med en geografisk rejse til et af de mest eksotiske lande i verden i dag, hvis formålet med rejsen var at møde fremmede og spændende kulturer!"

Erik Pontoppidan er født i 1947 og blev i 2002 optaget som medlem af De Berejstes Klub under kvote B med medlemsnummer 180. Han ses ofte som frivillig tender i Cafe Globen, hvor han har været med i bestyrelsen, ligesom han har været gæsteredaktør af medlemsbladet Globen (nr. 67 der netop havde temaet "Verdens mangfoldighed") og er en aktiv deltager i klubben.

Bogens vejledende pris er 250 kr., og den kan bestilles direkte hos forlaget Underskoven her: https://butik.underskoven.dk/losblade-fra-mit-liv-og-verdens-mangfoldighed.html

(LTL)

Del:Facebook