Medlemsnyt28/06/2023
Interview med Charlie Uldahl Christensen i Opdag Verden

Friluftsbladet Opdag Verden har bragt et interview med vores medlem og Folkersenprismodtageren Charlie Uldahl Christensen i juni-juli-udgaven i anledning af hans genoptagne ekspedition til Afrika: En cirka 7.000 kilometer lang filantropisk pilgrimsfærd til fods tværs gennem kontinentet fra Cameroun til Tanzania.
Her fortæller Charlie blandt andet om formålet med rejsen:
“Foruden eventyret er vandreturen en symbolsk handling, som har til formål at gøre opmærksom på den globale vandkrise. Omkring 418 millioner afrikanere – cirka en tredjedel af kontinentets befolkning – lever uden basal adgang til rent vand. Det vil sige, at de skal bruge mere end 30 minutter på at hjembringe rent vand, i mange tilfælde meget længere. Med min pilgrimsfærd gennem Afrika gør jeg opmærksom på problematikken og rejser penge til opførelse af offentlige vandforsyninger gennem den frivillige NGO Walking for Water. Siden jeg stiftede organisationen og begyndte at vandre i 2015, har vi rejst penge til og faciliteret i alt 65 offentlige vandforsyninger til gavn for mere end 50.000 mennesker i Afrika.”
Læs interviewet i sin helhed i Opdag Verden nr. 107. Og følg Charlie på hans rejse på www.walkingforwater.dk og på Instagram: @charlieswalkforwater.