De Berejstes Klub

Medlemsnyt15/10/2023

Interview med fire medlemmer i Politiken

Dagbladet Politiken bragte 15. oktober interviews med fire medlemmer af De Berejstes Klub om det at være berejst set i lyset af klimakrisen.

Her fortæller klubbens formand, Vasily Ryabov, blandt andet om sin tre år lange rejse gennem Vestafrika, hvor han opsøgte og fandt en række bæredygtige projekter, som han gerne ville sætte fokus på via sin YouTube-blog:

“‘Jeg blev træt af at høre om alle problemerne og rejste ud på en ekspedition for at finde løsningerne. Finde de mennesker, der arbejder hårdt for at gøre den her verden til et bedre sted. Finde dem, lære af dem og forene dem,' siger han i en af de mange YouTube-videoer, som rejsen har affødt (…)

'Min kone, Alina, og jeg sparede op til turen. Planen var at tage på en 3-4 år lang rejse og besøge 40 lande for at finde de her ’skatte’, som jeg kalder det. Samle en hel skattekiste af bæredygtige projekter. Jeg ville vise, at man kan godt redde miljøet ét skridt ad gangen,’ fortæller Vasily Ryabov.

‘Vi ville bruge en måned i hvert land for at finde bæredygtige projekter. Men så kom corona og forhindrede os i at rejse, så vi var strandet i Senegal i lang tid. Det endte med fem lande på 3 år.'

(…) Men netop modsætningen mellem at ønske at opleve verden og klimaudfordringerne er et allestedsnærværende dilemma i De Berejstes Klub, hvor man skal have været i flere lande, end man er år gammel, for at blive medlem.

‘Det er en tilbagevendende diskussion, det her med ’landefræseri’ (at man blot ræser igennem et land for at få det med på listen, red.). Og det er blevet en mere polariseret debat,’ fortæller Lars-Terje Lysemose, der er webredaktør og arrangementskoordinator i klubben.

Ifølge Lars-Terje Lysemose er klimabevidstheden både blandt medlemmerne og i bestyrelsen klart blevet større de senere år:

‘Det er jo noget, vi alle sammen ofte bliver konfronteret med: ’Hvad er I for nogle klimasvin?’ Det er fair nok – men der er så mange aspekter. Klimabevidsthed handler jo ikke kun om at rejse, det handler om hele vores livsstil, hvordan vi bor, hvordan vi transporterer os i dagligdagen, hvad vi spiser, osv.’

Klubbens formål er at ‘udbrede og stimulere rejselyst’, og et af de kriterier, man løbende skal overholde, er at besøge mindst to nye lande hvert andet år – indtil man når 100 lande, så er man ‘fredet’, som Lars-Terje Lysemose udtrykker det. Men det kriterium kan man anskue på forskellig vis:

‘Der er nogle, der tænker, ’jamen jeg skal jo kun nå to lande på to år, så måske jeg skulle tage af sted i længere tid og så bruge god tid ét sted og opleve mest muligt’. Få en dybere forståelse for en anden kultur. Det er jo klart bedre at tage på et par længere rejser og så droppe de korte weekendture,’ siger Lars-Terje Lysemose."

Politiken har også interviewet Jette Færch Weiss, der fortæller:

“Jeg synes ikke, vi skal gøre verden mindre. Vi skal rejse for at komme tættere på hinanden, så vi forstår hinanden bedre. Ellers får vi bare flere krige.”

Og på spørgsmålet, om han har ændret sin måde at rejse på, svarer Kenneth Hvolbøl:

“Nej. Men jeg har gjort andre ting for at rense min samvittighed. Jeg handler på cykel, hvor jeg før tog bilen. Holder varmen nede og slukker lyset på ren refleks. Kun hyggebelysning, når vi har gæster.”

Læs interviewene i deres helhed i Politiken 15. oktober eller online her (bag betalingsmur): https://politiken.dk/rejser/art9565520/30-%C3%A5rige-Vasily-Ryabov-tog-p%C3%A5-en-tre-%C3%A5r-lang-rejse-til-Afrika-i-jagten-p%C3%A5-b%C3%A6redygtige-projekter

Del:Facebook