De Berejstes Klub

Medlemsnyt09/07/2023

Interview med Mette Ehlers Mikkelsen i Djøfbladet

Juliudgaven af Djøfbladet bringer et interview med vores medlem Mette Ehlers Mikkelsen. Her fortæller hun blandt andet Dorte Mosbæk om sit rejseprojekt om at besøge alle 193 FN-lande i verden.

”'Selvfølgelig flyver jeg meget. Og nej, isoleret set er det ikke godt, det er der ingen grund til at prøve at bortforklare. Hvis man virkelig skærer det ind til, at det kun er det, det handler om, skulle jeg jo blive hjemme. Men hvis det så igen betød, at jeg købte en Tesla … eller en stor båd, så kan man jo diskutere det.'

(...) Hun siger, at hendes karriere har stort set altid haft et underliggende tema, der handler om at bidrage til at skabe en mere fredelig verden. Det var udgangspunktet for, at hun i sin tid begyndte at læse statskundskab og fik sit første job i Udenrigsministeriet. Dén tilgang bærer hun stadig med sig – og hun tror på, at rejser på den lange bane er med til, at vi på tværs af grænser bliver bedre til at samarbejde om at skabe en bæredygtig udvikling.

'Hvis vi bliver ved med at interessere os for andre lande og kulturer og faktisk får en forståelse af, at man ikke bare kan affeje andres levevis som absurd, tror jeg, det er lettere at arbejde sammen om at forbedre klimaet. Det fører også til en større sandsynlighed for diplomatiske løsninger, når der er risiko for krig,' mener Mette Ehlers Mikkelsen (...) 'Når vi rejser, er det vigtigt, hvilket fodaftryk vi sætter, men jeg synes, der er flere nuancer i det end bare flybilletten. Man kan undgå at bo på store hotelkæder og købe noget fra truede dyrearter, og så handler det jo også om, hvad man spiser – er det lokale produkter, eller spiser jeg noget, der rent faktisk er fløjet ind?'"

Læs interviewet i sin helhed i Djøfbladet online her: https://www.djoefbladet.dk/artikler/2023/07/hun-bliver-foerste-danske-kvinde-i-alle-verdens-lande

Del:Facebook