Medlemsnyt02/05/2023
Interview med Torbjørn C. Pedersen i Børsen

Dagbladet Børsen bragte 28. april et interview med vores medlem Torbjørn C. Pedersen om det rejseprojekt, han har kaldt “Once Upon a Saga”. Her skriver Benjamin Dane blandt andet:
“I 2013 forlod Torbjørn Pedersen Danmark med ambitionen om ikke at vende hjem, før han har rejst Jorden rundt uden at flyve én eneste gang. Undervejs har han skullet løse store logistiske udfordringer, pleje et langdistanceforhold og været strandet to år i Hongkong. ‘Dybest set har jeg ønsket at vende hjem siden 2015,’ fortæller han. Men han giver alligevel ikke op. Torbjørn Pedersen mangler kun at besøge to lande, før han endelig, langt om længe, kan vende hjem til Danmark, og hvis han nu lige skal være helt hudløst ærlig et øjeblik, så er han sgu ved at være lidt træt. ‘Jeg har som sådan ikke hjemve,’ siger han på en telefonforbindelse fra Fijis hovedstad, Suva. ‘Men jeg gider ikke være fanget i det her regelrette projekt længere.’ Reglerne, han taler om, er ellers hans egne. Han definerede dem, inden han i oktober 2013 steg på en bus ved Dybbøl Mølle med ambitionen om at blive den første til at besøge alle verdens mere end 200 lande. Der er tre regler i alt: 1. Han må ikke flyve. 2. Han skal være mindst 24 timer i et land. 3. Han må ikke rejse hjem, før sidste land er besøgt. Det skal være en uafbrudt rejse.”
Torbjørn regner med 203 lande i verden, og de to, han mangler at besøge, er Sri Lanka og Maldiverne.
Læs artiklen i sin helhed i Børsen eller online her (bag betalingsmur): https://borsen.dk/nyheder/pleasure/han-vil-besoge-alle-verdens-lande-uden-at-flyve-og-naegter-at-tage-hjem-for-det-lykkes?b_source=once-upon-a-saga&b_medium=row_1&b_campaign=list_1
Og følg Torbjørns rejse her: https://www.onceuponasaga.dk/