De Berejstes Klub

Arrangementer16/08/2020

Café Globen: Rejsedrømme efter coronaen

Rejsedrømme efter Coronaen

Hvor
vil danskerne rejse hen når coronaen er kommet under kontrol, og hvad
vil de lave? Det har du mulighed for at give et bud på i et foredrag i
Cafe Globen. De Berejstes Klub holder en serie foredrag i samarbejde med
Cafe Globen som skal give tilhørerne inspiration til spændende rejser –
når det en dag bliver muligt.

Vi
havde planlagt at holde en serie foredrag i forbindelse med
Kulturnatten i København – men den er aflyst. Der plejer imidlertid at
være så stor interesse for vores arrangement under Kulturnatten, så vi
vil søge at gennemføre det alligevel. Naturligvis under overholdelse af
de til enhver tid gældende regler for at undgå coronasmitte.

Det foregår fredag 9. oktober kl. 18-24 i Cafe Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K. Vi har mulighed for op til 6 foredrag på hver 30-40 minutter. Du kan omtale en eller flere af dine rejser i et foredrag. Om for eksempel bjergvandringer, kultur, oprindelige folkeslag, storbyer, landskaber, tropeøer, fremmedartet mad – og de uventede begivenheder der altid opstår på rejse.

Det må gerne være et udpluk af et eller flere af de rejseforedrag, som du tidligere har holdt – det vigtigste er at tilhørerne kan få rejselysten tilbage. Hvis du har et godt forslag, så kontakt formanden for cafeen, Søren Fodgaard, sf@skovforeningen.dk, tlf 29 21 65 03.

(LTL)

Del:Facebook