Globen23/10/2018
Lene Frøslev bliver ny chefredaktør af Globen fra januar 2019

Til orientering har bestyrelsen på sit seneste møde drøftet ansøgningerne til de opslåede poster som henholdsvis chefredaktør og medredaktør af Globen, og fra januar 2019 hedder Globens nye chefredaktør Lene Frøslev.
I januar 2018 blev posten som chefredaktør besat i fællesskab af Lene Dangaard og Erik Hermansen, da den daværende bestyrelse havde behov for nogen, der hurtigt kunne overtage efter Ole Oxgrens fratræden. Efter to numre af Globen valgte Erik Hermansen dog af personlige årsager at trække sig fra posten, og Lene Dangaard overtog på egen hånd rollen som chefredaktør af bladet.
Da klubben har en mangeårig tradition for at slå posterne som chefredaktør og grafiker af Globen åbent op, så alle medlemmer har mulighed for at søge dem, besluttede bestyrelsen i september at opfordre alle, der var interesseret i at deltage i Globens redaktion, om at søge posten som enten chefredaktør eller medredaktør.
Og i bestyrelsen er vi rigtig glade for, at så mange har ønsket at blive en del af Globens redaktion. Der indkom i alt 10 ansøgninger: Fire søgte posten som chefredaktør og seks søgte posten som medredaktør. Tre af ansøgerne til posten som chefredaktør søgte også posten som medredaktør, hvis de ikke blev valgt som chefredaktør.
Bestyrelsen så gerne, at vores nuværende chefredaktør, Lene Dangaard, fortsatte som chef for et team bestående af mindst to medredaktører. Det har Lene Dangaard desværre ikke ønsket, da hun mener, at det vil blive for tungt og omfattende et arbejde, når så mange skal involveres i bladet, og derfor fratræder hun stillingen som chefredaktør, når hun har færdiggjort Globen nr. 74, der udkommer i december.
Bestyrelsen har derfor besluttet at pege på Lene Frøslev som Globens nye chefredaktør fra januar 2019 (nr. 75 med udgivelse til marts 2019), og hun vil komme til at indgå i et redaktionelt kollektiv sammen med Anna Katrine Søgaard Jensen og Ulla Lund.
Lene Frøslev (#743) har været medlem af De Berejstes Klub siden begyndelsen af 2015. Hun ønsker at skabe et stærkt og kollektivt redaktionelt team og har en mangeårig baggrund som udlandsreporter og korrespondent, som man kan se af hendes hjemmeside på www.globaltudsyn.dk. Hun er i øvrigt også medlem af Kvindelige Eventyrere og fungerer også som rejseleder.
Om redaktørkollegerne kan siges, at Anna Katrine Søgaard Jensen (#900) er nyuddannet kandidat i analytisk journalistik fra Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor hun skrev speciale om rejsejournalistik, og Ulla Lund (#895) er mangeårig rejsejournalist og kommunikationsmedarbejder. Begge er forholdsvis nye medlemmer af De Berejstes Klub. Vi får med andre ord et virkelig fagligt funderet hold, der kan sikre, at Globen også fremover bliver det bedste rejseblad på dansk.
Globens nye redaktion vil naturligvis også gerne sikre et samarbejde med det nuværende hold af korrekturlæsere og andre hjælpere. Har du derfor lyst til at hjælpe til med Globen fremover, er du velkommen til at kontakte Lene Frøslev på denne e-mailadresse: lenefroeslev@gmail.com.
Globens grafiker, Anja Povlsen, fortsætter i øvrigt på sin post, og bestyrelsen vil gerne benytte lejligheden til at takke både Lene Dangaard og Erik Hermansen for deres indsats som redaktører af Globen.
(LTL)