Medlemsnyt23/09/2020
Mikie Breum udgiver rejsebogen "Fra Panama til LA"

Vores mangeårige medlem Mikie Breum udgiver 28. september rejsebogen "Fra Panama til LA – en rejse gennem parallelverdener" på forlaget Mellemgaard. Bogen er på 378 sider og fås som paperback og e-bog til en vejledende udsalgspris på henholdsvis 269,95 kr. og 169,00 kr.
I bogen tager hun os med på et fem måneders langt eventyr gennem Mellemamerika og Mexico. Undervejs oplever hun mange dyr helt tæt på som næsebjørne, vaskebjørne, dovendyr, aber, hajer, rokker og ikke mindst skildpadder. Turen går gennem jungle og tågeskov, op på aktive vulkaner og langs palmefyldte bounty-strande og videre til smukke koloniale byer, mayamarkeder og -pyramider.
Hun indvier
os i religionen og i familie-, sex- og samlivskulturen og beretter om de gamle
mayakulturer. Hun bor hos sine tidligere værtsfamilier, interviewer nøglepersoner
og indfører os i korruptionen, narkokrigen og bandekulturen, der gennemsyrer Centralamerika
og Mexico, og som medfører verdens højeste mordrater.
For Mikie er
det vigtigste i livet at drage på længerevarende rejser, og hun bruger en stor
del af sin tid på at opleve verden. Hun forklarer, hvordan man kan spare
sammen, kvitte jobbet og leve sine rejsedrømme ud.
Læs mere om bogen her.
(LTL)