De Berejstes Klub

Arrangementer12/09/2023

Næste DBK Weekend bliver 7. til 9. juni 2024

Sæt gerne allerede nu kryds i kalenderen, for tid og sted for næste års DBK Weekend ligger nu fast. Det bliver i weekenden 7. til 9. juni 2024, og stedet bliver Lejrgården Dollerup ved Limfjorden i Vesthimmerland.

Klubbens årlige weekendtur er en god anledning til at lære andre medlemmer at kende og udveksle rejseerfaringer i hyggelige omgivelser.

Lejrgården Dollerup ligger på Lounshalvøen, ca. 6 kilometer fra Hvalpsund, højt og med flot udsigt over Hvalpsund, Salling, Fur, Livø og Livø Bredning. Lejren består af en stor 3-fløjet bygning, med sovepladser til 100 personer (71 senge + løse madrasser), og store samlingsrum. Udenomsarealet er på 2 hektar med skov og græsmark, boldbane og naturgrund. Der er nedgang til stranden med badebro (deles med os af sommerhusene). Bygningen er fra 1948, og selvom der er moderniseret nogle gange, er bygningen ikke handicapvenlig overalt. Køkkenet er fint med stor ovn, stort gaskomfur og industriopvaskemaskine. Det er gennemrenoveret i 2012.

Man kan tage offentlig transport til Hestbæk, herfra er der ca. en halv times gang (2 km) til lejrgården.

Af seværdigheder og aktiviteter i nærheden: Fin badestrand i umiddelbar tilknytning til lejrgården + Stenaldercenter Ertebølle, 13 km derfra, Herregården Hessel, 11 km derfra, og Johannes V. Jensen Museet i Farsø, 9 km derfra.

Tilmelding, pris for deltagelse og andre praktiske oplysninger kommer på et lidt senere tidspunkt.

Del:Facebook