Generalforsamling02/12/2022
Næstformandens beretning til generalforsamlingen

Af Hans Jayatissa
Kære alle
På vegne af klubbens formand, Svend, der er bortrejst, har jeg som næstformand fået hvervet med at afholde dette års formandsberetning.
Det seneste år har været positivt på rejsefronten. Rejserestriktionerne er gradvist blevet løftet i de fleste lande, flyruterne er blevet genoptagede, og det er blevet lettere og lettere at rejse igen. Det er de flest af jer fuldt klar over, og har rejst meget mere end i de forgangne år. Der er dog desværre også en del, der har haft svært med at komme i gang med at rejse igen efter Corona-perioden, og i efteråret måtte vi derfor flytte 65 medlemmer til vennestatus. Vi håber, at disse får rejselysten tilbage og genoptager rejselivet i det kommende år.
Især efter sommerferien har vi til gengæld oplevet en stor tilslutning af nye medlemmer, (71 medlemmer og 19 venner – en historisk stor tilvækst på 90 personer), således at vi nu er 577 medlemmer og 265 venner.
På arrangements siden har vore toastmastere i både Øst og Vest, Lise Rasmussen, Nikolaj Witte og nu Lene Dangaard haft travlt. Der har været månedlige fredagsbarer, foredrag og andre events både Vest og Øst for Storebælt. Der har også være afholdt et intro-arrangement for nye medlemmer i Øst arrangeret af Anne og Hans,samt en ø-tur til Jegindø arrangeret af Tanja Schwartz. Så en stor tak til vores flittige toastmastere - det er et vigtigt arbejde for klubben, og også stor tak til jer der lægger hus til og afholder foredrag, og til Tanja for de fortsatte ø-ture.
Årets DBK Weekend gik til området omkring Haderslev, hvor vi udover hygge og bål, fik en rundvisning i byen af Bente Grue. Der var desværre kun et par og 20 deltagere, så jeg vil opfordre jer til at deltage næste år. Moritz Frey stod som vanligt for kompetent arrangement, og som noget nyt deltes vi om at indkøbe og tilberedningen af maden, hvilket fungerede super godt.
Årets nye påfund var en DBK-weekend med børn, som Jette Weiss havde arrangeret. Denne var en stor success med 19 deltagende børn og voksne, som alle hyggede sig fortrinligt. Efter al sandsynlighed er der født en ny tradition.
Årets poolparty var særdeles velbesøgt, med mere end 50 deltagere. Vejret var godt, og mange var i poolen. Det var endnu en gang klubbens stifter Ole Egholm, der lagde hus og pool til partyet.
Og i efteråret var DBK i samarbejde med Café Globen endnu engang vært under Kulturnatten. Hvor de mange besøgende fik en intro til klubben samt en lang række inspirerende rejseforedrag.
Bladet Globen har fortsat sin professionelle stil, og udgivet 4 numre med temaerne: Frivilligt arbejde, Grænseegne og grænsefolk, Anderledes overnatninger og senest Uforglemmelige rejser. Der er heldigvis rigtigt mange af jer, der skriver i Globen, og jeg ved at vores redaktør Lene Frøslev altid er glad for nye artikler, især fra skribenter, som ikke før har været i bladet. Stort tak til Lene Frøslev, Niels Vognsen, Ulla Lund og Elsebeth Finnick for et godt blad.
På de digitale medier har der været god, positiv aktivitet på Facebook gruppen. Vi er heldigvis kommet over tidligere tiders frustrerede kommentarer, og jeg tror vore to moderatorer Jakob Linaa og Jakob Gowland har haft et lidt lettere år end tidligere, men skal stadigt have en stor tak for deres arbejde. Klubbens instagram konto er blevet genoplivet af Henrik Schumacher, og der er nu regelmæssige opdateringer med flotte rejsebilleder, som det hør og bør sig for en rejseklub. Tak til Henrik for dette. Og tak til jer alle for ikke at brokke jer over hjemmesiden længere. Den fungerer ikke perfekt, men er dog anvendelig, når man blot ved, at man ikke kan afmelde sig arrangementer. Vi i bestyrelsen har ihvertfald erkendt, at den arbejdsindsats, der skal lægges for at modificere hjemmesiden langt overstiger, hvad der kan forventes af en frivillig indsats, selvom man får et eksternt bureau til at foretage selve tilretningen.
Personligt synes jeg, at én af de bedste nyheder i årets løb, er at 2 medlemmer Ulla Lund og Peter Hauerbach for få få uger siden besøgte UNESCO verdensarvsstedet Purnululu National Park i det vestlige Australien. Det er såvidt jeg husker næsten 10 år siden det blev udtrukket, og det har været nærmest pinligt at ingen berejste har været i den del af verden i mange, mange år.
Med disse ord vil jeg afslutte denne beretning og ønske jer en god generalforsamling.