Globen14/03/2024
Ny redaktør til Globen søges

Illustration: AI-genereret
Har du lyst til at være en del af det journalistiske redaktør-team på Danmarks vildeste og bedste rejsemagasin? Så er det måske noget for dig at blive fjerde”mand” i DBKs professionelle gruppe af rejseredaktører.
Du vil få ansvaret for et helt nummer af magasinet, cirka en gang om året. Din redigering sker ud fra de gældende redaktionelle og redaktions-tekniske retningslinjer.
Magasinet skrives og fotograferes af medlemmer af venner af De Berejstes Klub og afspejler dermed medlemmernes mangfoldige rejsemønstre.
Det er i høj grad et billedbåret magasin, og rejseberetningerne er rå, ægte og autentiske.
Globen har til hvert nummer et tema, der drøftes på et redaktionsmøde og fastlægges af den ansvarlige udgaveredaktør. Temaet fylder cirka halvdelen af magasinet. Derudover består bladet af en række udvalgte rejseartikler og faste elementer samt en klub-sektion med artikler, der er relevante for fællesskabet i DBK.
Du skal som udgaveredaktør holde styr på 25-30 forskellige redaktionelle enheder, og du skal derudover skrive lederartikel og ind imellem også egne rejseartikler og aktuelle interviews med medlemmer. Det nuværende team af journalister har redigeret Globen siden 1. januar 2019. Vi har et højt ambitionsniveau, og vi er meget bevidste om, at rejsemagasinet Globen er en af de væsentlige grunde til, at mange DBKere bibeholder deres medlemsskab af klubben.
Dine kommende samarbejdspartnere er: chefredaktør Lene Frøslev, ansvarlig over for medieansvarsloven og over for DBKs bestyrelse, samt rejseredaktørerne Ulla Lund og Elsebeth Finnick. Det berømmede layout står grafiker Anja Povlsen for, og vi har et godt hold af dygtige, frivillige korrekturlæsere. Derudover er vi så privilegerede at have kartograf Bertel Kristensen til at levere smukke, håndtegnede kort.
Magasinet trykkes i Tallin, Estland.
Vi holder redaktionsmøde hver tredje måned, hvor vi drøfter den redaktionelle linje og løser småproblemer, der måtte opstå undervejs. Vi mødes helst fysisk, men ellers over Zoom. Arbejdet er i princippet frivilligt, men bestyrelsen og generalforsamlingen har afset et beløb til rejsegodtgørelse for arbejdet med hvert nummer af Globen.
Alle redaktører er udvalgt og skal godkendes af DBKs bestyrelse.
Lyder det fristende – eller har du supplerende spørgsmål? Så skriv et par linjer om dig selv og din baggrund og send til CHEFRED@DEBEREJSTESKLUB.DK