Klubbens historie

4. marts 1995 bragte Berlingske Tidende en helsides artikel i lørdagstillægget under overskriften “Danmarks mest berejste?”. Den handlede om Ole Egholm, hans 69 besøgte lande og hans ønske om at skabe en klub for rejsende — klubben havde endnu hverken navn eller vedtægter.

Helle Granhøj reagerede på artiklen, og det gjorde en håndfuld andre også. Det blev grobunden for stiftelsen året efter.

Medlemsnumrene blev uddelt allerede inden, klubben fandtes. Ole Egholm fik nr. 1, Ariel Zlotnik nr. 2, og numrene 3 til 5 gik til Thomas Elsgaard, Henrik Sørensen og Flemming Harboe fra rejsebranchen. Helle Granhøj fik nr. 8. I 1995 kom Poul Folkersen til som nr. 16 — en fjern slægtning til Egholm, med 112 besøgte lande, hvilket var langt flere end nogen anden, de kendte.

Ved et møde i begyndelsen af 1996 var de ti deltagere. Der blev taget to fotos, fordi alle ikke kunne være på ét.

Fire mennesker mødtes den aften og holdt både stiftende generalforsamling og skrev vedtægter: Ole Egholm (nr. 1), Helle Granhøj (nr. 8), Poul Folkersen (nr. 16) og Per Ankær (nr. 18). Navnet “De Berejstes Klub” blev fundet på samme dag, af Helle Granhøj.

Det var Poul Folkersen, der insisterede på en rigtig klub med vedtægter, kontingent og generalforsamling. Han havde tidligere søgt optagelse i Eventyrernes Klub uden held, og han lagde vægt på, at den nye klub skulle være eksklusiv — men med neutrale, målbare adgangskrav frem for en optagelsesvurdering. At Eventyrernes Klub dengang kun optog mænd, gjorde det desuden nemmere at se De Berejstes Klub som noget andet end en konkurrent.

Kravene blev fastlagt samme aften: mindst 25 besøgte lande, krydset ækvator, mindst fire af de syv kontinenter — og flere besøgte lande end sin egen alder. Det sidste krav skulle gøre det lettere for unge end for ældre at komme med.

Dertil kom et fornyelseskrav om fortsat rejseaktivitet. Det var det omstridte, og det er det stadig. Begrundelsen var, at en klub, der kun bestod af mennesker, som havde rejst engang, ville dø hurtigere, end den blev til. Der blev gjort én undtagelse: den, der havde besøgt over 100 lande, var fritaget, ud fra tanken om at der næsten ikke var lande tilbage at besøge.

Beslutningen kostede med det samme. Arne Skibsted, der havde fået nr. 9 efter artiklen i Berlingske, havde flere lande end sin alder, men var pensionist og rejste ikke længere. Han kunne dermed ikke optages, og han var skuffet. Stifterne holdt fast.

Poul Folkersen brugte sin pensionisttid på at skaffe klubben omtale. Han skrev freelance for Politiken og fik gennem årene skabt en række historier om De Berejstes Klub, blandt andet et arrangement i Politikens kælder ved Rådhuspladsen, hvor der blev hvervet medlemmer.

Ole Egholm var formand fra stiftelsen og stod også for medlemsregistreringen. Medlemmerne kom ikke primært fra rejsebranchen, som han havde regnet med, men fra alle samfundslag.

I begyndelsen af 1999 havde klubben rundet 100 medlemmer. Samme år trak Egholm sig som formand. Det blev et kampvalg mellem Poul Folkersen og Per Allan Jensen (nr. 26), som Per Allan Jensen vandt med én stemme — mens han selv var i Nepal under generalforsamlingen. Poul Folkersen blev næstformand, og Egholm fortsatte et år som menigt bestyrelsesmedlem.

Poul Folkersen blev udnævnt til æresmedlem i begyndelsen af 2000 og døde 4. august samme år. Folkersenprisen blev stiftet til hans minde og gives til et medlem, der har rejst i hans ånd — eventyrligt og vovet frem for talmæssigt. Klubbens liste over modtagere begynder i 2000.

Egholmprisen blev opfundet af Claus Qvist Jessen (nr. 19) i begyndelsen af 2000'erne — beretningen siger 2001, mens klubbens egen liste over modtagere begynder i 2003. Den blev givet til formanden Per Allan Jensen, fordi han på fjorten dage havde besøgt alle seks lande, det tidligere Jugoslavien var blevet til. Prisen var tænkt som en spøg over “landefræseri”, men fulgtes af et rejsegavekort og er siden blevet en fast hædersbevisning.

Claus Qvist Jessen fik også indført to ting, klubben stadig bruger: 24-timers reglen, og muligheden for at være “ven af DBK” for berejste, der ikke lever op til de neutrale adgangskrav.

Bjarne Lund-Jensen meldte sig ind kort efter den stiftende generalforsamling som nr. 27. Han havde allerede besøgt over 120 lande — flere end Poul Folkersen — og var skolelærer uden særlig formue. Han var et bevis på, at det kunne lade sig gøre med et almindeligt arbejde og en velvalgt billet. Han døde i 2012 som Danmarks mest berejste og manglede da kun seks lande.

Først i 2014 lykkedes det den første dansker at besøge alle verdens lande: Peter Schønsted, medlem nr. 258, indmeldt i 2005. Først i 2025 lykkedes det den første kvinde, Mette Ehlers Mikkelsen, nr. 707, indmeldt i 2014.

I dag har elleve danskere besøgt alle verdens lande, senest Erik Futtrup (nr. 267), og omkring femten andre har passeret 150 lande.

Klubben har undervejs fået sit eget rejsemagasin, Globen, som udelukkende bringer indlæg fra medlemmerne selv, og medlemmer har stiftet og drevet Café Globen. Det årlige poolparty 18. juli har været holdt siden 2004.

Da klubben blev stiftet, havde ingen dansker besøgt alle verdens lande, og stifterne regnede med, at højst 500 danskere nogensinde ville kunne opfylde adgangskravene. Det tal er for længst passeret: skønnet i dag er mindst 5.000.

Klubben tæller stadig lande, og diskussionen om, hvad der tæller, og hvem der kan kalde sig berejst, er lige så gammel som klubben selv.